Da Fyrsten mødte Frøkenen

Der blev spurgt ind til vores bryllup i kommentarfeltet forleden, så det skal I da have lov til at høre lidt om. Men jeg tænker at starte ved begyndelsen:) Og jeg kommer til at være mega irriterende og dele det op i et par afsnit, fordi det ellers ville blive verdens længste indlæg!

De af jer, der har fulgt med herinde længe, kender til mit Vejlø. Men for de uindviede: Vejlø er en lille ø i Nakskov Fjord, som jeg mødte og forelskede mig hovedkulds i, da jeg var 10 år gammel. Min far havde fået sig en kæreste (som de sidste 21 år har været hans kone), Linda, og Lindas bedsteforældre ejede Vejlø. Hvert år siden 70’erne har der været ølejr på Vejlø. En forvokset feriekoloni, kan man vel kalde det, hvor man sover sammen i store militærtelte, drikker for mange øl og synger højt og til den lyse morgen. Tilbage da ølejren startede, var det med bare bryster, fællesbad og samtalelokummer. Og selvom folk har lidt mere tøj på i dag, er der egentlig ikke meget, der har ændret sig. Størstedelen af de deltagende er gengangere, mens der hvert år også kommer nye ansigter til. Nogen løber skrigende bort pga den løse struktur og de sanitære forhold. Andre bliver ramt lige i hjertekulen – af menneskerne, letheden og lykken.

Vejlø er mit yndlingssted i hele verden! Sådan helt ubetinget. Det er der, jeg trives allerbedst. Når jeg nyder en øl på gården, synger ‘Hey Jude’ om bålet i lejren eller hopper i fjorden fra badebroen – det er FANTASTISK!

Da jeg var omkring de 17 år, satte Fyrsten for gang sine fødder på Vejlø. Hans daværende kæreste var kommet fast hver sommer med sin mor, siden hun var barn. Og nu kom hun med sin kæreste. Indtil de en dag, fem år senere, ikke var kærester længere, og Fyrsten egentlig havde forsvoret, at han ville vende tilbage alene. Men så skete der vist en masse med noget surt arbejde og noget dårligt humør, og velvidende at Vejlø bringer lindring til de trængende, satte Fyrsten atter kursen mod Vejlø. Denne sommer ganske kæresteløs.

Som altid starter man sin sommer på Vejlø med at nyde en øl på gården. Den øl køber man i kiosken. Og tænker du 7-eleven, så ryst lige hovedet engang og forestil dig i stedet en del af en gammel hestestald med et vindue åbent, hvorfra man kan købe en Blå Nykøbing og en Tivolistang. Dét er kiosken. Og på lige præcis denne dag, hvor Fyrsten satte sine trætte fødder på gårdspladsens grus, var det mig, der stod i kiosken og langede øl og smil over disken. Med sin øl i hånden satte Fyrsten sig på bænken og spurgte et par af de andre ølejrdeltagere, hvem hende i kiosken mon var? Og selvom det jo må siges, at være et meget simpelt spørgsmål, så forstod de ham ikke rigtig. For hende den rødhårede pige, der stod bag disken, var jo den samme pige, som havde serveret den unge Fyrste hans kolde Blå Nykøbing de sidste 5 år. Hun var naturligvis blevet ældre år for år, men det røde hår og de korte ben var nu alligevel præcis de samme, som de havde været de foregående somre. Og sådan mødte Fyrsten mig – 5 år efter jeg havde mødt ham. Og ifølge hans eget udsagn, var det dér, at han blev forelsket i mig:)

image

0 kommentarer til “Da Fyrsten mødte Frøkenen”

  1. Og det kan vi godt forstå ❤ vi er nogle der “forelskede” os langt tidligere i dit skønne vid og dejlige smil… og det er kun blevet bedre som du voksede til og blev ældre … og barnet bor stadig i dit hjerte.

  2. Åh, en ung Elisabeth med bare sommerben, smilende øl-servering og ingen kæreste til at blokere udsigten længere, så er det ikke så sært han faldt pladask 😀
    Glæder mig til næste bid historie.

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.