At være bange for børnehaver!

Ane fandt en stor edderkop i weekenden. Vi taler MEGA STOR! Den lå i en lille gryde fra hendes sandkasse, og hun var meget stolt, da hun kom for at vise sit fund. Jeg prøvede virkelig at signalere, at jeg var fuldstændig tryg ved situationen, men flere gange siden har Ane nævnt den store edderkop efterfulgt af et “Men mor kan ikke li’ edderkopper!” Jeg gør mit bedste for ikke at overføre og vise min angst til hende, men jeg er tydeligvis fejlet i den mission!

Forhåbentlig er jeg bedre til at skjule min angst omkring Anes snarlige opstart i børnehave….

Om 15 dage skal min store pige starte i børnehave, hvilket er vildt på så mange måder! Jeg fatter slet ikke, hvor tiden er blevet af?! Ane glæder sig meget, og jeg forstår hende godt. I Anes kommende børnehave er der nemlig grise, geder, høns, kaniner mm., gode gemmesteder og spændende, store børn. Det virker som et rigtig godt sted, det gør det virkelig!

Men tanken om fire voksne til op til 32 børn, får mig til at ryste lidt i bukserne. Og det er jo ikke engang fire voksne på én gang…. Det er vist en helt normal normering, men for mig, som til tider kan have svært ved at holde øje med én enkelt 2-årige, lyder det tal fuldstændig vanvittigt.

Når Ane taler om børnehaven herhjemme, støtter vi hende naturligvis i, at det både bliver sjovt og spændende. Vi taler om alle de nye ting, der skal ske, og alle de spændende ting, hun skal opleve. Men indeni er jeg ærlig talt ret nervøs, hvilket jeg forestiller mig er helt naturligt, når man står overfor et skift fra noget trygt og kendt til noget nyt.

Jeg skal ikke komme ind på normeringer og besparelser, for det har jeg ikke sat mig nok ind i til at kunne udtale mig om. Men jeg er mor. En bekymret én af slagsen. Måske ubegrundet? Højst sandsynligt ikke. Jeg har læst uddrag af den seneste undersøgelse fra BUPL med pædagogernes egne fortællinger om en stresset hverdag, hvor de ikke føler, at de er hænder nok. Og det giver mening, for fire-seks hænder til 32 små hoveder er ikke mange. Særligt ikke hvis to af dem skal bruges til at skifte en ble eller sætte plaster på et knæ. Så kan de resterende to-fire hænder være nok så kompetente og have nok så mange pædagogiske visioner, men stadig ikke slå til. Hverken i forhold til børnenes behov eller pædagogernes egen faglige stolthed. 39% af de adspurgte i undersøgelsen har oplevet at stå i situationer, som de mente var direkte farlige. Det er dén virkelighed, som vi lige om lidt sender Ane ud i.

Jeg er så bange for, at man lille, store pige skal blive væk i mængden, samtidig med at jeg er stolt og en smule fortrøstningsfuld over, at vi har en pige, som næppe lader sig overse, hvis hun har brug for hjælp, omsorg eller bare vil vise en regnorm frem. Der er gang i Ane. Og lyd på. Heldigvis, tænker jeg. Mens jeg krydser fingre for, at det hele nok skal gå.

Men spørger du mig lige nu, om jeg er mest bange for edderkopper eller børnehaver, så er svaret klokkeklart “Børnehaver!”.

image
Foto af Frederikke Brostrup

0 kommentarer til “At være bange for børnehaver!”

  1. Puha jeg forstår dig SÅ godt. Jeg hylede hver gang jeg havde afleveret Sonja i børnehave de første mange uger. Og hendes bh er skide go. Men ja som du skriver, der er ikke hænder nok😔
    Men når det er sagt så kommer hun til st ELSKE det😊

  2. Hvor kan jeg genkende de følelser. Min datter startede i børnehave for 4 måneder siden og jeg havde det præcis ligesom dig. Min datter er dog meget forsigtig og genert. Jeg var derfor bange for, at hun ville blive helt overset. Jeg var/er meget kritisk i forhold til, at der er så få voksne til så mange børn. Jeg må dog konstatere nu, at det heldigvis alligevel går rigtig godt. Jeg var så fokuseret på, at det ville blive hårdt og svært, at jeg slet ikke havde tænkt på hvor meget de lærer i børnehaven. Hun har rykket sig utrolig meget – især i forhold til sit sprog og sine sociale kompetencer.
    Jeg håber, at Ane får en rigtig god start og at du ligesom jeg indser om noget tid, at der slet ikke var grund til bekymring. For selvfølgelig er vi bekymrede og spændte, når vores børn skal noget nyt.

    1. Tusind tak for din kommentar! Det er så dejligt at høre, at det hele nok skal gå:) Jeg ved det jo godt, det er bare lige lidt overvældende og angstprovokerende!

  3. I hear ya’…😱 Min ældste øjesten starter i børnehave i morgen… Heldigvis akkompagneret af sin far, imens moren og hendes komplekset er langt væk på arbejde😁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.