Er mor vigtigere end far??

Jeg har hørt masser af historier om fædre, som føler sig uretfærdigt behandlet i fx sager om samvær. Historier om at mor pt automatik har flere rettigheder end far. Ikke fordi hun nødvendigvis er den mere kompetente forælder, men alene fordi hun er mor. Og helt ærligt – så har jeg altid tænkt, at der måtte stikke mere under. At der var mere til historien end det, der blev meldt ud. Vi lever jo i 2016! Og selvom jeg sagtens kan se, at der er masse, som må tages med til overvejelse, når vi taler om det nyfødte barn (tidlig tilknytning, amning mm), så troede jeg, at vi som samfund sådan alt i alt tillægger mor og far samme værdi.

Men nu er jeg jo heller ikke den hurtigste knallert på havnen! Åbenbart…..

I går fik jeg brev i min e-boks om, at jeg havde ret til børne- og ungeydelse. Ja ja, tænkte jeg, det fik jeg jo også i sidste kvartal! Men så kiggede jeg lige på navnet igen og opdagede, at det ikke drejede sig om Jasper, men om Ane. Det er jo ikke sådan, at vi ikke har modtaget børnepenge til Ane. De er bare røget ind på Fyrstens konto, fordi jeg ikke har figureret som juridisk mor. Det gør jeg nu, hvor adoptionen er gået igennem. Og så er det åbenbart mig, der fremover vil modtage børnepengene. Fordi jeg er moren.

I Fyrstens e-boks lå et lignende brev, blot med omvendt fortegn. ‘Du har ikke længere ret til ydelsen, som ifølge loven som udgangspunkt skal udbetales til barnets mor’.

Der er muligvis noget, jeg ikke kan gennemskue. Der er måske en eller anden rigtig god grund til, at det er sådan. Men jeg forstår det ikke!

Jeg forstår ikke, at man vil bruge sagsbehandlingstid på noget, der er så unødvendigt, men som sender så ærgerligt et signal. For det gør jo vitterligt ingen forskel, om pengene udbetales til mig eller Fyrsten.

Det er mig, der er finansminister herhjemme. Det er mig, der har styr på budgettet og sørger for, at regningerne bliver betalt. Det er mig, der hver måned fordeler pengene på de forskellige konti, så der er til madbudgettet og opsparingen. Og det er mig, der jonglerer med børnepengene. Ikke fordi jeg har mere tjek på det end Fyrsten, men nu er det tilfældigvis ham, der tømmer tagrender og sætter haveaffaldet ud hveranden torsdag – så klarer jeg noget andet, herunder finanserne. Så for os er det aldeles ligegyldigt, hvor børnepengene går ind.

Og jeg kan simpelthen ikke se, hvori forskellen skulle ligge for staten? Vi bor sammen, vi har fælles forældremyndighed, og vi har ikke ansøgt om, at pengene skulle gå ind hos mig. Det har kørt ganske fint indtil nu, så hvorfor ændre det?

Hvorfor er det som udgangspunkt moren, der har ret til børnepengene?

En spøjs sidenote: Inden adoptionen gik igennem havde Jess og jeg fælles forældremyndighed. Dvs sige at min søster fremgik af papirerne som juridisk mor, men uden del i forældremyndigheden. Fyrsten var (og er) juridisk far med bopæl, og delte forældremyndigheden med sin kone, altså mig. Men når vi fik breve fra kommunen i vuggestuen, var de adresseret til mig og min søster. Altså de to personer i forældreskabet, som reelt set havde færrest rettigheder. Meget mærkeligt! Vuggestuen kunne ikke svare os på hvorfor, og jeg gik ikke videre med det, fordi det jo egentlig er fuldstændig lige meget, omend ret mærkeligt.

Sidder du med de vise sten og ved, hvorfor systemet er indrettet sådan, så råb lige højt, for jeg er virkelig forundret og nysgerrig.

Far og Ane foreviget af fotograf Frederikke Brostrup <3
Far og Ane foreviget af fotograf Frederikke Brostrup <3

Børnehavestart og vandpytteleg

Annonce! Indlægget er lavet i samarbejdede med Reima🙂

Jeg er stadig bange for børnehaver! Meeeeen jeg er rykket ned på angst-listen og er vel på et lille 4-tal. Jeg synes stadig, at det er mange børn til få voksne! Men her to ugers tid efter opstart kan jeg heldigvis konstatere, at Ane elsker det:)

Ane, jeg går nu.

Hej hej, mor. Vi ses i morgen:)

Hun er startet i børnehaven sammen med sine to bedste venner fra vuggestuen. Den ene går faktisk endnu længere tilbage, da de også var sammen i mødregruppen og dagplejen. Derudover er en del af de andre børn på Anes stue nogen, hun i forvejen kender fra vuggestuen. Og jeg tænker, at det har en stor betydning, at hun er omgivet af andre børn, som hun kender og føler sig tryg ved:)

Spørger man Ane, er det bedste ved børnehaven uden tvivl legepladsen! Ikke på grund af seje gynger eller en stor rutsjebane, men fordi den nærmest er en stor zoologisk have. De har nemlig både grise, geder, kaniner, høns og fugle, og Ane ELSKER det! Jeg elsker det også lidt:) Jeg synes, det er helt fantastisk, at børnene får så tæt et forhold til dyrene. Det er ikke bare nogen, de tager forbi og kæler engang imellem – de er der hele tiden. Og oftest går grisene bare rundt blandt børnene på legepladsen. Min umiddelbare tanke var faktisk, om det ikke var lidt synd. Om børnene så ikke jagtede dem eller andet i den dur. Men det gør de ikke. De er der ligesom bare og får en kælende hånd over ryggen i ny og næ.

Ane starter gerne dagen med at tage en runde på legepladsen. Hun skal lige tjekke, at alt ser ud som dagen før. I de her dage, hvor det regner nonstop, har hun fået det regntøj på, som vi fik tilsendt fra Reima for lidt tid siden. Måske I husker, at vi også ‘testede’ flyverdragt derfra i vinters. Denne gang har vi fået lov at få en meget fin, pink jakke, et par regnbukser og de fedeste gule gummistøvler. Både gummistøvlerne og jakken har små læderstropper bagpå og i lynlåsen, hvilket jeg synes er en lækker detalje – Ane er naturligvis pænt ligeglad med lige den del;)

image

image image

Jeg synes simpelthen, at det er det lækreste sæt! Både fordi det er så super fint at se på, men også fordi det er virkelig god kvalitet! Både jakke og bukser er med vandtætte sømme, og bukserne har gummistrop i fødderne, som jeg dog ikke fik sat fast om støvlerne, før Ane kastede sig over den første og bedste vandpyt. Det kostede et strømpeskift, men jeg er helt sikker på, at Ane syntes, det var dét værd;)

Jakken er vandafvisende, så den kan både bruges som overgangsjakke og regnjakke. Og ja – så er den pink, hvilket er yndlingsordet herhjemme for tiden:)

Gummistøvlerne er gule! Behøver jeg sige mere??;) Bare de fandtes i min størrelse! Jeg har altid drømt om er par gule gummistøvler!

Og fed detalje: man kan tjekke om størrelsen er den rigtige på sålerne. Ikke noget med at måle eller tegne fødder op – bare glad smiley og sur smiley. Det er fandme smart!

image

 

Lige præcis det sæt, som Ane har fået, er desværre udsolgt, men du kan finde mange andre lækre sæt lige her. En del af det er på tilbud lige nu, og med det vejr vi har for tiden, er det vist næppe nogen dårlig investering;)

Vi skal holde her ferie her i Danmark, og drager af sted mod Vejlø ølejr i morgen. Med tasken fuld af regntøj til både børn og voksne;)

Egenrådighed og transitnøgler

Ane er egenrådig. Det er det pæneste ord, jeg kan finde, for den fase vi går igennem lige nu. Og jeg mener ‘vi’. For når en snart 3-årig er i en fase, så er resten af hytten ligesom bare med på turen. Jeg taler ikke om tigerspring. I den her sammenhæng er tigeren en sød lille missekat. Jeg taler om virkeligt skræmmende dyr, som fugleedderkopper eller liderlige ponyer.

Ane er egenrådig. Tingene skal gøres på hendes måde eller slet ikke. ‘Slet ikke’ skal ikke forstås som en stille protest, men nærmere noget i stil med at nedkalde Guds vrede over alt og alle indenfor en radius af 5 km. Med bulder og brag og meget højt toneleje.

Det bringer os i mange situationer!

De mærkelige: som når hun insisterer på at spise sine havregryn uden mælk eller sove med sin badedragt på.

De farlige: som når hun stikker af i Netto og løber ud på vejen.

De sjove: som når far sætter kroge på vinduerne i legehuset, fordi hun kravler ud på taget. Hvorefter Ane lurer, at man sagtens stadig kan stikke armen ud…. Gæt hvor vi fandt hendes forsvundne sandaler??

Jeg syntes ikke, det var synderligt hårdt at have et spædbarn. Det gjorde jeg virkelig ikke. Jo jo, det havde da været rart med sammenhængende søvn og sådan, men alt i alt var det hele ganske hyggeligt. Men at have en 2-årig er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Og sjoveste og dejligste og alt muligt andet positivt, men også bare ret meget pissehårdt. Både på grund af konflikterne i hverdagen, som virkelig kan trække tænder ud. Men måske mest af alt i forhold mig selv og mine egne reaktioner. Jeg har ikke prøvet det her før, jeg ved ikke, hvad den rigtige måde er. For man vil bare så gerne gøre det godt, ikk’? Gøre det pædagogisk korrekte og være både anerkendende og grænsesættende. Men hver gang vi har overstået én konfliktsituation, så dukker der en ny op. Det er en skide labyrint, hvor kampen, om hvorvidt man skal have sandaler på i regnvejr, er en transitnøgle, som leder videre til det evige spørgsmål om, hvorfor man ikke må spise en dåse majs til morgenmad. Og vælger man den ‘forkerte’ reaktion, ja så ved man jo, hvad der venter…. Voldemort!

Der var den! Det er et Voldemortspring!

Det er bare en fase. Det er bare en fase. Det er bare en fase.

Mest af alt er hun bare helt fantastisk dejlig:)
Mest af alt er hun bare helt fantastisk dejlig:)

 

 

Nu med Snapchat

Lillemor inviterede til kaffe her til morgen. Med den skumle bagtanke at få mig på Snapchat! Hun havde købt en ost med kommen, som hun truede med at gnubbe på min kind. Så jeg valgte Snapchat.

Jeg kan virkelig ikke særlig godt li’ kommen. På den der ‘jeg kaster lidt op i munden på mig selv’-måde. Om jeg kan li’ Snapchat, ved jeg ikke helt endnu. Det er sådan en lidt mærkelig form for envejs kommunikation, er det ikke?! Men jeg ikke fået kvalme endnu, så det er i hvert fald bedre end kommen!

image

Jeg hedder naturligvis ‘fyrstenogfruen’:)

Er I vilde med det der Snapchat? Og hvem følger I og hvorfor?

Livstegn:)

Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte give livstegn, bare så I ikke glemmer mig:)

Jeg er lige her. Fyrsten sover længe, Ane ser Ramasjang, og Lillebror er netop blevet puttet til sin formiddagslur. Bollerne er næsten færdige, og kaffen er varm. Livet er godt!

Der er ikke rigtig nogen grund til min stilhed herinde, udover at jeg lige havde behov for at puste ud. Men det er ofte sådan, at når jeg har holdt en mindre pause herinde, så er det svært at komme i gang igen. Som om ordene vænner sig til bare at være i mit hoved og pludselig stritter imod, når jeg prøver at få dem ud;)

Det er ikke fordi, der er store ord i mit hoved eller noget. Det er ikke ligesom sidst, hvor stilheden skyldtes en graviditet. Selvom det da ikke ville gøre noget;) Må man godt være skruk, når man næsten lige har født?

Nå, men status er følgende i tal:

• 357. Antallet af kroner jeg har brugt på penicillin på at bekæmpe den byld, som viste sig ‘bare’ at være en opmærkshedskrævende bums. Det er simpelhen KUN mig, sådan noget sker for!

• 1,5. Antallet af tænder i lillebrors mund.

• 7. Antallet af gange jeg har hørt Roxette.

• 56. Antallet af gange Ane har sagt “Du skal ikke synge med mor!!!!”

• 11. Antallet af afsnit jeg har set af den nye sæson af ‘Orange is the new black’.

• 7. Antallet af gange jeg har overvejet at få snapchat.

• 2. Antallet af agurker jeg dyrket på terrassen.

• Mange. Antallet af stykker tøj, der hænger på min tørresnor. På 6. døgn.

• Mange. Antallet af gange jeg har overvejet at pille vasketøjet ned.

• 0. Antallet af gange jeg har gjort det.

• Tusind. Antallet af idéer jeg har til ting, der skal på de nymalede vægge i stuen.

• 0. Antallet af gode idéer til blogindlæg.

• – 1207. Antallet af kroner på min konto.

• 112. Antallet af pølsehorn og handies bagt til Oliver og svigerdatterens studenter-tamtam.

• 322. Antallet af ord i dette blogindlæg.

image image image

 

Typisk mig #3

  • den der historie om, at man kan lave en baniwi (altså en kiwi i en bananskræl) ved at plante en kiwi og en banan sammen, det er bare en gammel aprilsnar, hvilket jeg naturligvis har gennemskuet. Jeg fik bare lyst til kiwi og banan, da jeg stod nede i Netto. Jeg er jo ikke dum, vel!
  • H&M laver åbenbart ikke bikinier i kombineret str. A og D-skål, hvorfor jeg planlægger at bade i min ammebh.
  • jeg har ledt efter en ordentlig lænestol til stuen i et halvt år. Nu fandt min moster mig endelig én – i en fed grøn farve. Så blev jeg nødt til at male stuen om. Det siger sig selv!
  • og fordi Røverkøb havde tilbud på to bøtter maling til éns pris, er jeg nærmest forpligtet til at male nogle flere rum.
  • jeg har en baby, der synes, at middagslure er svært overvurderet, så det har indtil videre taget 14 dage at male den ene stue. Altså væggene. Så kommer vindueskarm, paneler og den franske dør. Det bliver en meget lang sommer.
  • jeg så et meget sørgeligt afsnit af Grey’s Anatomy i lørdags og græd mig selv i søvn. Fremover må jeg kun se Antikduellen før sengetid!
  • jeg troede, at jeg havde fået en bums ved siden af næsen. Nu tror jeg nærmere, at en edderkop er ved udklække sine æg under huden på mig. Venstre side af mit ansigt er så hævet, at det generer mit syn. Det er smukt. Virkelig smukt!

image

Hovedet op og benene ned….

Af hjertet tak for jeres kommentarer til mit seneste indlæg! Særligt til jer, der deler jeres egne personlige holdninger og beretninger. Det gør mig virkelig glad, sådan helt oprigtigt! Så bare tak!

Jeg har dog stadig tilgode at svare en del af jer. Jeg har haft for travlt de sidste mange dage. Ikke bare travlt, men FOR travlt. Med alle mulige ting som egentlig er dejlige – familie, mødregruppe, veninder mm. Men jeg duer ganske enkelt til at have for mange planer. Jeg bliver forvirret, glemmer ting, lavet dobbeltaftaler mm. Og da jeg landede i Palæet i går kl. 17.22 efter en hel dag på farten, følte jeg mig både træt og lidt trist. For alle de aftaler, som egentlig er blevet lavet af lyst, ender med, at jeg føler, jeg er halvhjertet tilstede, fordi jeg i tankerne har fokus på næste ting på listen. Så føler jeg, at jeg forsømmer det, der virkelig betyder noget – Fyrsten og børnene, selvom jeg godt ved, at det ikke passer. At det egentlig nok mest af alt handler om, at jeg forsømmer mig selv og mit eget behov for at have frie huller i kalenderen og tid til bare at være. Til at smække benene op på bordet og nyde kaffen, mens den er varm.

Så nu sætter jeg farten lidt ned.

Ane havde sidste dag i vuggestuen i dag. I morgen står jeg op med et børnehavebarn. Og i næste uge bliver Oliver student. Dét er store ting! Ting, som jeg på ingen måde vil gå halvhjertet ind i! Ting, som skal inhaleres og opleves og nydes med alle fibre af min krop. Så når jeg er tavs på bloggen og Instagram, er det bare fordi, jeg har travlt med at nyde livet:)

Det virkelig liv.

Helhjertet!

 

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup:)

At se sig selv med nye øjne

Ane og jeg skulle i bad sammen i søndags. Ane sidder på toilettet, mens jeg tager tøjet af og går ud for smide det til vask. På vejen tilbage stopper jeg foran spejlet i gangen og kigger på mig selv.

Jeg har maling på benene, fordi jeg er ved at male væggene i stuen. Hudens farve er næsten ligeså hvid som malerpletterne. Mit ene bryst er markant større end det andet. De synlige blodårer fletter sig sammen med de lilla strækmærker. Jeg vender siden til og løfter op i min mave for at lade den falde ned igen, før jeg går helt tæt på spejlet og ser på mit ansigt. Solen har sat tydelige tegn på min næse i form af små plamager af fregner. Jeg har en bums ved siden af næsen og bemærker desuden, at skønhedspletterne ved min mund er blevet betydeligt større inden for de seneste år. De trænger til at blive plukket for små, stride hår. Rynkerne om øjnene har også taget til. Jeg har hvide striber i håret – måske er det maling, måske er det flere grå hår. Jeg ved det ikke, og jeg er egentlig også lidt ligeglad. Jeg træder et skridt tilbage, mens jeg giver mig selv elevatorblikket.

Pludselig føler jeg, at jeg bliver iagttaget. Ane sidder helt stille på toilettet og kigger på mig.

Hvad tænker du på, skat? 

Ik’ noget. Jeg synes bare, at du er så smuk, mor. 

Tak, min Ane:)

image

Ægdonation #2 – personlig beretning

For lidt tid siden efterlyste jeg kvinder, der havde lyst til at dele deres beretninger om at donere eller modtage æg. Linda har været så sød at dele sin historie her:)

Da jeg var 25 år, besluttede min kæreste og jeg, at det var på tide at droppe præventionen og gå i gang med at lave en baby.
Jeg var lidt nervøs for om det ville lykkes, da jeg havde haft mange blødningsforstyrrelser i løbet af det sidste år. Jeg havde meget ustabile cyklusser, der kunne gå alt mellem 3 uger og 5 måneder mellem mine menstruationer, og jeg var bange for at have PCO. Jeg var også begyndt at få hedeture.

Jeg havde været hos lægen i løbet af året, men der ville de ikke undersøge det nærmere, og mine symptomer blev slået lidt hen. Efter at vi havde forsøgt 9 måneder, gik jeg til lægen igen, og nu ville hun gerne tage blodprøver for at undersøge, hvorfor jeg ikke blev gravid. Blodprøverne så noget mærkelige ud, men lægen troede stadig, at det kunne være PCO eller lignende. Jeg blev sendt videre til gynækolog, som tog en særlig blodprøve, AMH, der viser hvordan det står til med ens ægreserve. Den viste desværre at jeg var gået i meget tidlig overgangsalder.

Det var et kæmpe slag for os, men ikke en overraskelse for mig. Jeg havde gået og joket med, at jeg sikkert var gået i overgangsalderen. I den periode var min mor lige gået i overgangsalderen, og jeg synes, at jeg kunne kende hendes symptomer. “Heldigivis” fik vi diagnosen i efteråret 2012, hvor lovgivning omkring æg og sæddonation lige var lavet om. Nu var det lovligt at donere kendt og krydsdonere.
Krydsdonation er, hvor en man kender donerer til en fælles pulje, og så kommer man forrest i køen til ægdonation.

Herfra gik det stærkt. Vores henvisning til hospitalet blev sendt afsted, og vi fik en tid 2 måneder efter. Jeg er så heldig, at jeg har en veninde, der gerne ville krydsdonere for mig, og dette blev sat i værk hurtigt. Efter første samtale gik der 1 måned, og så fik vi tilbudt donoræg. Jeg tror, at det gik så hurtigt, fordi vi var nogle af de første, der benyttede os af krydsdonation.

Jeg blev gravid i 3. forsøg og er nu mor til en dejlig 2 årig dreng.

Det var en rigtig hård tid, men vi var så heldige med så lidt ventetid.
Graviditeten var også meget præget af det særlige forløb, med mange skanninger og igangsættelse. Dette er vist fast procedure ved graviditeter opnået med donoræg, da der en lille forhøjet risiko for komplikationer som lav fødselsvægt og svangerskabsforgiftning. Jeg blev i forbindelse med behandlingen yderligere udredt i forhold til, hvad der kunne være årsagen til den meget tidlige overgangsalder, evt. Turners syndrom, men jeg fejler intet andet end den tidlige overgangsalder.
Overgangsalderen bliver jeg behandlet for med hormoner, da det kan være farligt at gå så tidligt i overgangsalderen. Risiko for knogleskørhed øges betydligt hvis man vælger ikke at blive behandlet med hormoner. Det er ca. 1 promille af kvinder der går i overgangsalderen inden de fylder 30.

Hvilke tanker gjorde I jer, da I valgte ægdonation?

Da vi fandt ud af, at jeg ikke kunne få børn på naturlig vis, var det for os oplagt at forsøge ægdonation. Jeg havde læst lidt om det i forvejen og havde en ide om, hvad det indebar. For mig var det vigtigt at forsøge at give min mand genetiske børn. Det betød meget på det tidspunkt, og jeg tror at det hang sammen med en følelse af at ikke være “en rigtig kvinde”, når jeg ikke kunne blive gravid. Samtidig havde jeg en enorm lyst til at prøve det der med at være gravid og føde. Jeg havde nogle gravide veninder på det tidspunkt og ville gerne opleve det samme. Samtidig virkede adoption ikke som den rigtige løsning, også på grund af den lange og opslidende ventetid. Men vi talte da om, at hvis det ikke lykkedes i en overskuelig fremtid, ville vi overveje at gå igang med processen. Jeg syntes at, det var rigtig hårdt at være i behandling og ville ikke forsøge for evigt.

Jeg møder mange forskellige holdninger til ægdonation. De fleste synes jo, at det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, men jeg er også blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bare adopterede. Min veninde der krydsdonerede for mig er også blevet spurgt til, om hun ikke synes, at det er underligt, at hun har børn et eller andet sted. Men jeg tænker, at dem der donerer og modtager æg ser ikke donor som mor. Jeg håber, at ægdonorer i fremtiden kan blive bedre kompenseret for donationen, og at dette kunne gøre, at flere donerede og ventelisterne bliver kortere.

Tak fordi du ville dele, Linda:)

Som en lille fodnote kan jeg sige, at efter Linda sendte mig sin beretning, er kompensationen for ægdonorer sat op, så fra 1/7-2016 modtager man 7000 kr. Jeg tror, som nævnt tidligere, ikke at pengene gør en verden til forskel, ikke desto mindre glæder det mig meget, at man har sat kompensationen op! I samme ombæring ændres reglerne således, at donorer nu må donere på mere end én klinik. Tidligere måtte man kun donere til én klinik, så havde man doneret i det offentlige, kunne man ikke hjælpe mere, når parret havde opbrugt sine forsøg og skulle videre til det private.

Skulle man være nysgerrig på emnet og gerne vil vide mere om ægdonation, kan man kigge forbi blivægdonor.nu🙂

image