Sorg bøjet i neon

Mens vi var i fertilitetsbehandling, fortalte en af mine kollegaer om én, hun engang arbejdede sammen med, som også havde været i behandling.

“Og hun var bare så stærk! Man ku’ næsten ikke mærke det på hende.” 

Der var intet ondt i hendes bemærkning. Ingen tarvelige hensigter. Men jeg blev ramt. For sådan var det ikke for mig. Jeg gik rundt med et skilt om halsen, hvorpå der stod “Jeg er i fertilitetsbehandling! Jeg er i krise! Jeg er i sorg!”. Og når folk spurgte, hvordan jeg havde det, så fik det et ærligt svar og tårer i kaffen. For jeg lod ikke som om. Jeg havde ingen facade. Ikke at jeg ikke gerne ville! Jeg ville ha’ elsket at kunne møde op på til familiesammenkomster og venindefødselsdage og bare smile og være glad. Det var ikke fedt at møde op med hævede øjne, der alt for tydeligt viste, at i går havde været endnu en dårlig dag, for derefter at hælde min sorg ud over den første og bedste, som spurgte, om jeg var okay. For jeg var ikke okay, men det er der jo i virkeligheden ingen, der har lyst til at høre, vel?! For det kræver noget af modparten. Og det er ikke nemt at håndtere andres smerte. Det kender jeg selv så udmærket.

Nu, så mange år efter, gør min kollegas kommentar mig lidt irriteret. Eller måske mest af alt nysgerrig. Hvorfor er det, at dem som burer følelserne inde, dem som ikke siger højt, at de har det ad helvede til, bliver kategoriseret som stærke? Mens de, der sætter ord, tårer og snot på smerten ryger over i ‘de klarer det vist ikke så godt’-bunken?

Jeg tænker ikke på dem, som klarer kriser og sorg ved at sætte en smilende facade på, som værende hverken mere eller mindre stærke end de, som agerer i den modsatte grøft. Det er blot forskellige reaktioner, forskellige overlevelsesstrategier. Men det irriterer mig grænseløst, at de skal omtales som værende stærke. For i det ligger implicit, at de andre – VI andre – er svage.

Jeg var ikke svag. Jeg var ikke hormonel. Jeg klarede det ikke dårligt.

Jeg var i sorg!

Og ja, det havde med garanti været mere behageligt for andre, hvis ikke min sorg havde blændet dem, som den stod der og blinkede i neon. Men at lade som om kræver overskud. Og det havde jeg ikke. Det gør mig ikke svag. Det gør mig menneskelig.

Det er ingen skam at bøje sin sorg i neon, ligesom det ingen skam er kun at lukke den ud bag lukkede døre. Men det er en skam, at vi omtaler den ene måde at håndtere sorgen på, som værende bedre end den anden.

Ting, der har gjort mig glad i dag

  • Cliff Richard i radioen. Ja ja, jeg lyder muligvis som en på 70, men jeg er altså ret vild med ham.
  • At lillebror ikke længere har feber. Skidt pyt med at jeg så selv er begyndt at snotte, det er ingenting sammenlignet med en syg baby!
  • Lillebrors grin. Jeg har i dag hørt ham grine for første gang siden i lørdags. Shit, hvor er det bare verdens bedste lyd! Der kan Cliff altså ikke være med.

image

  • En softice med chokoladepulver på den ene side og lakridskrymmel på den anden.
  • En super fin skjortekjole fra genbrugsen – med flamingoer på:)

image

  • At jeg ankom til børnehaven samtidig med, at Anes bedste veninde blev hentet, så hun ikke skulle være der ‘alene’.
  • At Ane netop har puttet sig selv! Jeg er alene hjemme med ungerne, så jeg prøvede at putte dem sammen. Lillebror var dog ret utilfreds, så jeg aftalte med Ane, at hun skulle blive liggende i sengen, mens jeg puttede lillebror i barnevognen. Det tog mig 5 min., at få ham til at sove. Da jeg kom ovenpå igen, sov Ane:)
  • At jeg i løbet af dagen både har fået pakket ud, ryddet op (sådan da….) og ordnet tre maskinfulde vasketøj, hvorfor jeg nu med god samvittighed, kan smække benene op og ondulere de to plader chokolade, som jeg handlede tidligere i dag.

image

 

Lidt om mad og blw

Lillebror bliver snart 7 mdr. og hans primære fødeindtag består af moderflødemælk. Jeg har i de sidste par måneder mødt en del undren omkring, hvorfor han ikke for længst er startet på grød og mos. Særligt når nu han er sådan en stor dreng. Og jeg har svaret tilbage med samme undren. For Sundhedsstyrelsen anbefaler jo fuldamming til 6 måneder, hvis ikke der foreligger omstændigheder, der gør, at andet mad er at foretrække. Og netop dét, at Jasper tydeligvis ikke mangler noget på sidebenene, siger mig, at han er helt fint ernæret af den mad, jeg selv producerer:)

Da vi ventede Ane, havde jeg overhovedet ikke overvejet hvordan og hvorledes med mad. Det var vitterligt ikke i mine tanker, men mere noget jeg forestillede mig bare kom naturligt. En af mine veninder fik barn en måneds tid før og talte en del om BLW, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Men i mine ører gav det rigtig god mening at lade Ane spise selv. Lige indtil hun begyndte at vågne en million gange om natten og være utilfreds og babsesøgende. Så strøg jeg direkte i Føtex og rippede hylderne for diverse grødblandinger. For det måtte jo være fordi, hun var sulten, ikk’?! Det virkede dog ikke det mindste! Opvågningerne og de hyppige amningerne fortsatte, og jeg græd min nød til fornævnte veninde, som stille og roligt svarede noget i retning af “Ja, det er dét babyer gør. Græder, vågner og spiser. Det er vist en del af pakken.” Og så forklarede hun mig lidt om appetitspring og udbud og efterspørgsel i den frie bar(m).

Så jeg smed pakkerne med grød i skraldespanden. Jeg accepterede, at Ane krævede mere bryst og mere mor, og så stak jeg tøsen en halv kotelet, en dag hvor hun kiggede længselsfuldt efter min. Og siden da spiste hun med på den mad, som vi andre fik, og hun fik lov til selv at styre showet.

Vi kommer til at køre BLW med Jasper. Det betyder meget kort fortalt, at han ikke bliver madet, men får lov til selv at spise med på den mad, som vi andre spiser. Han må gerne få både grød og mos, han kommer bare selv til at styre skeen. Eller måske nærmere fingrene;)

Jeg er hverken frelst, fanatisk eller religiøs, og de der kender mig ved, at jeg ikke opererer med principper. Personligt synes jeg ikke selv, der er noget fanatisk ved at lade børn spise selv, når de er klar til det, ligesom jeg ikke synes, det er fanatisk at fodre dem med et glas lasagne. Jeg tror bare på, at der er en hel masse gode ting ved selv at lade barnet styre og opleve maden, og så er jeg rimelig glad for ikke at skulle lave særretter og fylde fryseren med kødboller og skamkogte grøntsager. Om det gør at børnene bliver mindre kræsne, som nogen siger, ved jeg ikke. Ane er ikke kræsen, men jeg kan af gode grunde ikke konkludere noget på baggrund af ét barn. Vores primære grund til at gøre det er slet og ret vores mavefornemmelse. At det føles mere naturligt at lade børnene selv styre, hvad de gerne vil have i munden.

Vi er ikke er gået rigtigt i gang endnu, for Jasper kan stadig ikke sidde selv. Så han får lov at lege med og smage på lidt mad, når han sidder på arm eller i korte perioder i højstolen. Men et regulært måltid har han endnu tilgode, så babserne er fortsat på overarbejde;)

Og nej, jeg er ikke bange for, at han bliver kvalt. Det er begrænset, hvor store bidder han kan tage med kun to tænder, og jeg stikker ham ikke en gulerod. Og jo, det sviner helt afsindigt, men det gør det også tit, når jeg spiser;) Ane syntes, det var en fest at sidde med maden selv, og det virker til, at Jasper har det på samme måde. Men den, der er mest vild med det, er nok Cash;)

image

 

 

Vinderen af billetter til Knuthenborg

Så! Tak for jeres tålmodighed – jeg beklager, at jeg ikke fik udtrukket vinderen i fredags som lovet, og jeg beklager endnu mere, at I ikke får en video med Alexander, for han er altså en stjerne!

Til gengæld har jeg selv kastet mig ud i en video, som I får her. Med flækkede negle, synlig ammebh og vist også lidt søvn i øjnene. Velkommen til virkeligheden;)

Tillykke til Randi! Du kan sende mig en mail på efausing@hotmail.com.

Jiiiiiiinx

Det er under 24 timer siden, at jeg udgav mit ‘Yay! En uge mere på Vejlø!’-indlæg, og jeg sidder nu på terassen – i Palæ Pompøs….

Omkring kl. 2 i nat begyndte Jasper at blive varm og et par timer senere var han glohed. Da vi nåede middagstid, og feberen stadig ikke var faldet, tog jeg en hurtig beslutning og ringede til Madsens Bustrafik, som kører fra Nakskov til København, og bookede tre pladser.

Ane nåede ikke rigtig at blive ærgerlig over at skulle hjem. Hun hørte kun “bus”, “slik” og “iPad”, og så behøvede hun ikke yderligere forklaring.

Nu er vi hjemme. Én ting er et sygt barn. Men et sygt barn, en tumling og en semi øde ø er mere, end hvad jeg lige kunne overskue! Tænk nu, hvis han fik det værre!

Busturen hjem gik over al forventning! Ane var en sand engel, og Jasper sov bare. Da vi landede ved DGI-byen, satte panikken dog ind, da Fyrsten havde misforstået tidspunktet, og jeg derfor på egen hånd måtte bakse to børn, barnevogn, rejseseng og diverse opbakning ud af bussen. Men Ane viste sig igen fra sin allerbedste side og tog sig af sin lillebror, mens jeg fik slæbt vores habengut væk fra cykelstien.

image

Nu vil jeg gå op og putte mine børn, mens Fyrsten fremskaffer den pepperonipizza, som jeg synes, jeg fortjener ovenpå en lettere hektisk dag. Feberen har stadig sit tag i Jasper, men han er en tapper lille mand! 1813 er kontaktet, og vi tager en tur til egen læge i morgen.

I skal nok – ama’r halshug – få besked om vinderen af billetterne til Knuthenborg i morgen – i dag var lige en slags force majeur.

Må I have en vidunderlig aften:)

 

Fordi vi kan!

Jeg skylder jer en vinder af billetterne til Knuthenborg, men I må desværre vente til i morgen – det håber jeg er okay. Sagen er, at jeg gerne vil have min lillebror, Alexander, til at assistere mig i udtrækningen af en vinder, ligesom han gjorde her. Men han er en mand med mange jern i ilden, så han har først tid i morgen. Jeg har ikke udtænkt, hvordan det skal foregå, men jeg tør godt love, at det vil være værd at vente på;)

Jeg kom forresten til at blive på Vejlø. Hov…. Fyrsten, som jo er en uhyre klog mand, foreslog i morges, at jeg da bare kunne blive herover med ungerne, mens han tog hjem på job, og så kunne han komme efter os sidst på ugen. Og det var ualmindeligt svært at finde argumenter, der talte for at tage hjem. Jovist, jeg ville gerne ha’ malet nogle paneler og måske kysset på nogle veninder, men de er der garanteret også i næste uge, både panelerne og veninder. Og den fødselsdag jeg skulle til i løbet af ugen, var hos én, som selv var på Vejlø i dag, da jeg pludselig skulle træffe valget om at blive eller tage hjem. Og han syntes ikke, at mit valg var så svært;) Så ungerne og jeg blev på Vejlø.

Jeg fik dog en lille klump i halsen, da Ane, Jasper og jeg vinkede farvel ved badebroen, for det føles mærkeligt og forkert, at vi er her uden Fyrsten. Det er kun små fire dage, men jeg føler allerede mig lidt amputeret. Og det er ikke fordi, vi er et af de der super sunde par, som bruger lang tid hver dag på at tale med hinanden. Nogle dage taler vi næsten ikke sammen. Jo jo, vi udveksler oplysninger: “Lillebror skal skiftes”, “Ane er sulten”, “Er den der regning blevet betalt?” og så videre. Men vi kan sagtens gå en hel dag uden rigtigt at tale sammen. Det lyder måske sørgeligt, men sådan oplever jeg det ikke. Det er bare virkeligheden med børn. Til gengæld gør vi en dyd ud af at kysse, kramme og sige at vi elsker hinanden, når vores ruter i de daglige gøremål krydser hinanden. Hvilket heldigvis er ret ofte. Og nu, hvor der er gået fem timer uden kys, begynder abstinenserne så småt at kunne mærkes.

Jeg savner ham.

Men jeg er glad for, at vi blev. Jeg er glad for, at jeg har muligheden for at suge så meget af Vejlø til mig, som jeg overhovedet kan. Og Ane er glad. For det betyder, at hun kan bruge endnu en uge på at være nøgen, møgbeskidt og muligvis en smule fejlernæret. Grønne sodavand, flæskesvær, badeture, morfar-tid og ‘Gummi Tarzan’ (den originale) på dvd, er uden tvivl at foretrække over børnehave og faste puttetider, hvis man spørger den unge dame.

Så vi tager lige lidt mere tid på Vejlø.

Fordi vi kan.

Og fordi vi slet ikke kan lade være;)

*Indsæt selv billeder af en møglækker og mega beskidt Ane – signalet er elendigt, så den gider ikke uploade:/

Ps. Skulle du have lyst til at læse lidt mere om min kærlighed til ham Fyrsten, så har jeg svaret på spørgsmål inde hos søde Cecilie🙂

Vind billetter til Knuthenborg:)

Annonce – indlægget er lavet i samarbejde med Knuthenborg Safaripark

Vi tog lige en lille afstikker fra Vejlø i sidste uge og kørte et smut til Knuthenborg. Det var ret heldigt, at vi havde den tur i kalenderen, for vejret var ikke noget at råbe hurra for, så vi havde brug for, at der skulle ske lidt andet. Og Knuthenborg er bare altid et hit! Jeg er vokset op en spytklat derfra, så jeg har selv været der mange gange som barn, og Ane var med for første gang sidste sommer.

Da vi ankom til parken, byttede vi om på autostolene, så Ane kom om og sidde på forsædet, hvilket i sig selv var mega stort for hende! Hun fik brochuren i hånden, og så valgte hun ellers selv, hvilke dyr, hun gerne ville se:) Hun var allermest spændt på at se girafferne, og begejstringen var også til at få øje på, da vi trillede forbi de enorme dyr: “Se mor – de findes VIRKELIG?!!”:) 

Æslerne og gederne var også en stor oplevelse for Ane, da man kan stige ud ad bilen og klappe dem. En enkelt ged var helt tydeligt røv træt af at blive befamlet;)

image

Mine personlige favoritting i Knuthenborg:

  • Abebussen. Man får en lille håndfuld mad, som man kan give aberne gennem vinduet i bussen. Det ved de naturligvis godt, så i det øjeblik bussen kører gennem lågen, hopper de op på bussen. Ane fik et lille chok til at starte med, men syntes derefter at det var svært underholdende! Hun gav al sin mad til én grådig fætter. Da den var væk, gav hun ham også min.
  • Gederne og æslerne. Det er et sikkert hit med de dyr, man kan komme ud af bilen og kæle med. Både for børn og voksne.
  • Limpopoland. KÆMPE legeplads med hoppepude, rutsjebaner, gynger mm. Der er desuden en vandlegeplads, så det er en god idé at medbringe badetøj:) Foruden alskens underholdning til børnene, er der spisesteder og iskiosker. Vi havde fået muligheden for at prøve deres picnickurve, som var en STOR tapas til mig og Fyrsten, og en hyggelig ‘madpakke’ til Ane med pølsehorn, frugt, kage og en lille gave. Vores tapas var mega lækker og et virkelig godt alternativ til pizza/burger. Der er også rigeligt med borde og bænke, hvor man kan indtage medbragte madpakker, hvis man er mere til det:) Og så må jeg anbefale deres Mokka frappé – mmmmm!
  • Bygningerne. Ja, jeg har jo noget med huse. Og der ligger de smukkeste og mest eventyrlige huse fra 1800-tallet rundt omkring i parken. Hvor der rent faktisk bor folk! Nøj, jeg ville gerne ha’ banket på for en guidet tur!
  • Rhododendronhaven som bare er helt afsindigt smuk!

image image image image image

Når man har betalt entré til parken, kan man i princippet bruge hele dagen derinde. Og det er ikke noget problem, for der er mere end rigeligt at opleve. Udover dyrene synes jeg, at parken og naturen i sig selv er helt vildt smuk og spændende. Vi tog den korte udgave af hensyn til trætte børn, men jeg glæder mig til at ungerne når en alder, hvor vi kan nå hele parken rundt.

Og nu til det sjove:) Jeg har fået muligheden for at udlodde en tur til Knuthenborg for to voksne og to børn. Alt du skal gøre er at smide en kommentar herunder – skriv gerne et par ord om, hvad I helst vil se i parken. Jeg trækker en heldig vinder på fredag:)

Hjemvendt! Og verdens bedste salat:)

Vi kom hjem fra Vejlø for et par dage siden, hvilket altid er en mega ambivalent fornemmelse! Det er så dejligt at være hjemme – og det er så lidt dejligt ikke at være på Vejlø;)

Vi snakker lidt om at tage et par dage mere derover i uge 29. Selvom jeg jo synes, at Vejlø er skøn i al slags vejr, så har det bare ikke været rigtig ferie uden en badetur på Vejlø. Og jeg var sgu for stor en kylling til at springe i fjorden i sidste uge!

Uge 29 plejer at være velbesøgt. Der er ‘Scenen er din’ i ølejren, og gennem hele ugen kan man øve sit nummer i det gamle frugthus, før selve showet fredag. Både børn og voksne stiller op, og det ender altid med en stor fest. Det kunne være lidt dejligt at få den oplevelse med:)

Men for nu er vi hjemme i Palæet og nyder at sove i vores egen seng. Den gamle karlekammerseng på øen er vanvittigt charmerende og vanvittigt ukomfortabel, så jeg nyder virkelig at vågne op uden en fjeder boret ind i hoften. Jeg nyder knap så meget tanken om at skulle i Ikea lige om lidt, men vi mangler lidt forskelligt, så der er ingen vej udenom. Send positive tanker min vej, ikk’?!

Og apropos intet af det overhovedet, så smed jeg et billede ud på Snapchat i går af verdens bedste salat, som min veninde Ditte præsenterede mig for sidste sommer. Jeg kan se, at snappen er blevet screenshottet et par gange, så I får den lige her også:)

image

Vandmelon, edamamebønner, feta og belugalinser. Ingen større videnskab, bare skær vandmelon og feta i tern, smid en håndfuld bønner og en dl. kogte linser ved. Nam nam!

Lortebrune dørkarme og store drømme

Det øverste trappetrin på Vejlø knirker. Når ungerne ikke sover, træder jeg på det med fuldt overlæg, for jeg kan godt li’ lyden. Jeg kan også virkelig godt li’, at dørkarmene er malet i forskellige farver. Særligt de lyserøde, men de lortebrune har altså også en vis charme. Jeg elsker, at stukken i stuen er malet guld og ferskenfarvet. Det er alt for skørt og vejløsk og Verask. Lidt ligesom at det værelse, vi bor på, har tre forskellige slags tapet på væggene. Fire, hvis man tæller det på lågen ind til skunken med.

Jeg læste engang i et ellet andet tilfældigt ugeblad om en kvinde, der var forelsket i en rutsjebane. Det er muligvis sådan, jeg har det med gården på Vejlø. Og havde jeg lige et par millioner i overskud, så havde jeg brugt dem på at forskønne stedet. Det fornuftige ville uden tvivl være at jævne det med jorden og bygge noget nyt. Men nybyggede trappetrin har ingen historier at fortælle.

Og det er jo historierne jeg elsker.

Særligt dem jeg skaber i mit eget hoved, når jeg ligger i den gamle karlekammerseng i det overtapetserede værelse og kigger på alle Veras kattebilleder på væggene. Så forestiller jeg mig, hvordan det ville være at bo her. Sådan fast. Á la Søren Ryges ‘Far, mor og børn’, bare med sko på. Mig og Fyrsten og ungerne, måske et par plejebørn. Helt sikkert en masse høns, nogle geder og en køkkenhave.

Det ville jo ikke kunne lade sig gøre. Mest på grund af de manglende millioner og den svingende netforbindelse, men også lidt på grund ‘øde ø’-faktoren. Det er virkelig smukt inde i mit hoved – smilende, beskidte børn, hjemmedyrkede agurker og lyserøde solnedgange. Men i praksis ville der helt sikkert være en del praktiske og logistiske udfordringer.

Men jeg drømmer videre alligevel. Fordi det er så skide hyggeligt.

 image

Vejlø-snak

Jeg har netop fået årets første Vejløbad. Desværre ikke i fjorden, da solen stadig ikke er skruet op på fuld styrke, hvorfor jeg valgte den lunere løsning, som er en bruser i en skurvogn.

Jeg kan godt savne ‘de gamle dage’, hvor der hverken var lys eller varmt vand på gården på Vejlø. Så var det tætteste, man kom på et bad, en badetur i fjorden eller en etagevask i køkkenet med vand varmet op på komfuret. Jeg valgte gerne den første løsning, som for det meste nok var en kold fornøjelse, men af samme grund havde den bedste effekt på de tømmermænd, der automatisk følger med et Vejlø-ophold, når man er ung og uafhængig.

En sommer lå Per Pervers fast med sin lille fiskerbåd ved badebroen. Og når jeg gik ud af badebroen om morgenen, bankede jeg på taget af båden, inden jeg hoppede i vandet, med det resultat, at Per havde fremtryllet en kop dampende varm kaffe fra sin trangia, når jeg igen var retur fra bølgerne. Så delte vi en kop kaffe og udvekslede et par historier og gode grin, og så var dagen ligesom i gang.

Hvorfor han kaldes Per Pervers, ved jeg ikke, for historierne er mange. Særligt de af dem, der kommer fra hans egen mund, og som muligvis er lige en tand for ‘vovede’ til at dele her;) Men jeg kan afsløre, at han engang “kendte en pige, der havde kus’lapper på størrelse med sadeltaskerne på en Harley Davidson!”😉

Det er det fedeste ved Vejlø – menneskerne! Den brogede skare af folk, der passerer igennem i løbet af sommeren. Alle typer og alle samfundslag er repræsenteret. Og hver især medbringer de historier og fortællinger, som deles over lejrbålet og morgenkaffen. Men de bedste historier er nu dem, som vi sammen skaber lige her på en lille plet i Nakskov Fjord:)

Vejlø er og bliver mit yndlingssted!