Fordi vi kan!

Jeg skylder jer en vinder af billetterne til Knuthenborg, men I må desværre vente til i morgen – det håber jeg er okay. Sagen er, at jeg gerne vil have min lillebror, Alexander, til at assistere mig i udtrækningen af en vinder, ligesom han gjorde her. Men han er en mand med mange jern i ilden, så han har først tid i morgen. Jeg har ikke udtænkt, hvordan det skal foregå, men jeg tør godt love, at det vil være værd at vente på;)

Jeg kom forresten til at blive på Vejlø. Hov…. Fyrsten, som jo er en uhyre klog mand, foreslog i morges, at jeg da bare kunne blive herover med ungerne, mens han tog hjem på job, og så kunne han komme efter os sidst på ugen. Og det var ualmindeligt svært at finde argumenter, der talte for at tage hjem. Jovist, jeg ville gerne ha’ malet nogle paneler og måske kysset på nogle veninder, men de er der garanteret også i næste uge, både panelerne og veninder. Og den fødselsdag jeg skulle til i løbet af ugen, var hos én, som selv var på Vejlø i dag, da jeg pludselig skulle træffe valget om at blive eller tage hjem. Og han syntes ikke, at mit valg var så svært;) Så ungerne og jeg blev på Vejlø.

Jeg fik dog en lille klump i halsen, da Ane, Jasper og jeg vinkede farvel ved badebroen, for det føles mærkeligt og forkert, at vi er her uden Fyrsten. Det er kun små fire dage, men jeg føler allerede mig lidt amputeret. Og det er ikke fordi, vi er et af de der super sunde par, som bruger lang tid hver dag på at tale med hinanden. Nogle dage taler vi næsten ikke sammen. Jo jo, vi udveksler oplysninger: “Lillebror skal skiftes”, “Ane er sulten”, “Er den der regning blevet betalt?” og så videre. Men vi kan sagtens gå en hel dag uden rigtigt at tale sammen. Det lyder måske sørgeligt, men sådan oplever jeg det ikke. Det er bare virkeligheden med børn. Til gengæld gør vi en dyd ud af at kysse, kramme og sige at vi elsker hinanden, når vores ruter i de daglige gøremål krydser hinanden. Hvilket heldigvis er ret ofte. Og nu, hvor der er gået fem timer uden kys, begynder abstinenserne så småt at kunne mærkes.

Jeg savner ham.

Men jeg er glad for, at vi blev. Jeg er glad for, at jeg har muligheden for at suge så meget af Vejlø til mig, som jeg overhovedet kan. Og Ane er glad. For det betyder, at hun kan bruge endnu en uge på at være nøgen, møgbeskidt og muligvis en smule fejlernæret. Grønne sodavand, flæskesvær, badeture, morfar-tid og ‘Gummi Tarzan’ (den originale) på dvd, er uden tvivl at foretrække over børnehave og faste puttetider, hvis man spørger den unge dame.

Så vi tager lige lidt mere tid på Vejlø.

Fordi vi kan.

Og fordi vi slet ikke kan lade være;)

*Indsæt selv billeder af en møglækker og mega beskidt Ane – signalet er elendigt, så den gider ikke uploade:/

Ps. Skulle du have lyst til at læse lidt mere om min kærlighed til ham Fyrsten, så har jeg svaret på spørgsmål inde hos søde Cecilie🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.