Sorg bøjet i neon

Mens vi var i fertilitetsbehandling, fortalte en af mine kollegaer om én, hun engang arbejdede sammen med, som også havde været i behandling.

“Og hun var bare så stærk! Man ku’ næsten ikke mærke det på hende.” 

Der var intet ondt i hendes bemærkning. Ingen tarvelige hensigter. Men jeg blev ramt. For sådan var det ikke for mig. Jeg gik rundt med et skilt om halsen, hvorpå der stod “Jeg er i fertilitetsbehandling! Jeg er i krise! Jeg er i sorg!”. Og når folk spurgte, hvordan jeg havde det, så fik det et ærligt svar og tårer i kaffen. For jeg lod ikke som om. Jeg havde ingen facade. Ikke at jeg ikke gerne ville! Jeg ville ha’ elsket at kunne møde op på til familiesammenkomster og venindefødselsdage og bare smile og være glad. Det var ikke fedt at møde op med hævede øjne, der alt for tydeligt viste, at i går havde været endnu en dårlig dag, for derefter at hælde min sorg ud over den første og bedste, som spurgte, om jeg var okay. For jeg var ikke okay, men det er der jo i virkeligheden ingen, der har lyst til at høre, vel?! For det kræver noget af modparten. Og det er ikke nemt at håndtere andres smerte. Det kender jeg selv så udmærket.

Nu, så mange år efter, gør min kollegas kommentar mig lidt irriteret. Eller måske mest af alt nysgerrig. Hvorfor er det, at dem som burer følelserne inde, dem som ikke siger højt, at de har det ad helvede til, bliver kategoriseret som stærke? Mens de, der sætter ord, tårer og snot på smerten ryger over i ‘de klarer det vist ikke så godt’-bunken?

Jeg tænker ikke på dem, som klarer kriser og sorg ved at sætte en smilende facade på, som værende hverken mere eller mindre stærke end de, som agerer i den modsatte grøft. Det er blot forskellige reaktioner, forskellige overlevelsesstrategier. Men det irriterer mig grænseløst, at de skal omtales som værende stærke. For i det ligger implicit, at de andre – VI andre – er svage.

Jeg var ikke svag. Jeg var ikke hormonel. Jeg klarede det ikke dårligt.

Jeg var i sorg!

Og ja, det havde med garanti været mere behageligt for andre, hvis ikke min sorg havde blændet dem, som den stod der og blinkede i neon. Men at lade som om kræver overskud. Og det havde jeg ikke. Det gør mig ikke svag. Det gør mig menneskelig.

Det er ingen skam at bøje sin sorg i neon, ligesom det ingen skam er kun at lukke den ud bag lukkede døre. Men det er en skam, at vi omtaler den ene måde at håndtere sorgen på, som værende bedre end den anden.

0 kommentarer til “Sorg bøjet i neon”

  1. Sorg er rigtig svært for mange at håndtere hos andre og derfor (tror jeg), at mange inderst inde ønsker at man bærer den på ‘den stærke måde’ og også forventer (måske håber) at det kun varer ved i et bestemt tidsrum. Jeg tror ikke det er af ond vilje, blot et udtryk for at det er noget vi er lidt tabuiserede omkring. Da min svoger døde var der også mange der ønskede at min søster var ovenpå efter et halvt år og efter et år. Det er pisse svært og vildt vigtigt at italesætte. Jeg har forsøgt her: http://www.familiefletninger.dk/lidt-om-sorg/

    1. Jeg er fuldstændig enig! Og jeg synes også selv, at det kan være svært det der med at forholde sig til folk i sorg. Og meget, meget fint indlæg<3

  2. Så godt skrevet.
    Jeg fik i folkeskolen at vide at en veninde opfattede mig som en stærk person. Jeg blev glad og tog det som en kompliment, og for at anerkende at jeg havde lidt modvind engang i mellem. Siden har jeg dog tænkt på det mange gange, for hvad vil det sige at være stærk. Bare fordi man ikke viser sine følelser udadtil, kan man jo godt være fucked up inde i hovedet😊

  3. Det der har jeg heller aldrig forstået! Hvorfor skal det være et svaghedstegn at vise følelser? Det er da nærmere det modsatte.

    1. Jeg tænker også, at alle jo handler og reagerer forskelligt, så det er unødvendigt at fremhæve den ene ting som værende bedre end den anden. De er jo bare forskellige….

  4. Jeg har også været igennem en lang og hård fertilitets behandling, hvor jeg meget tidligt i forløbet vælger at være helt åbent omkring det. Jeg oplevede også en kæmpe en sorg men jeg synes støtten fra omverdenen har været enormt positiv og at mange har været oprigtig interesseret. Jeg har aldrig følt mig stemplet som svag eller at min sorg/ulykke har været et problem iforhold til andre

    1. Hvor dejligt for dig:) Ikke behandlingen, men du ved;) Jeg oplevede det også som en fordel at være helt åben omkring det, så det ikke blev en elefant i rummet, som ingen turde nævne. Dog oplevede jeg også, og gør stadig i andre sammenhænge som ikke nødvendigvis handler om mig, at man har en tendes til at fremhæve manglen på ‘synlige’ følelser som et tegn på styrke, og det synes jeg er meget ærgerligt – og forkert:)

  5. Jeg synes altid, at folk som tør vise ærlighed og åbenhed om det svære er stærke mennesker. Det at turde tale højt om tingene har stor værdi hos mig. Og jeg bliver rørt over det hver gang jeg møder sådan et menneske. Jeg forundres tit over menneskers trang til at sammenligne og sætte andre i boks for at ens egne normer/ værdier bliver overholdt. Fordi det andet er for svært T forholde sig til. Ofte er det jo bare er øre der skal til. Og et anderkende nik eller kram.
    Tak fordi du deler. Det gør det så skide godt !!

  6. Du har så evigt ret – man er et menneske, og vi mennesker rummer både sorg og glæde (hvis ikke vi kendte det ene, kendte vi heller ikke til det andet, for hvordan skulle vi kunne lave denne distinktion uden modpolen?).

    Jeg kender det alt for godt selv lige nu. Jeg er også i sorg – af en anden årsag. Men skjule det? Nej.
    Og når folk spørger, om det går godt eller hvordan man har det, så må man forvente et svar – uanset hvilken retning det svar hælder i retning af.

    Og – som andre siger, tak fordi du deler dine tanker. Det er så vigtigt at få italesat.

  7. Jeg er helt klart typen som de fleste ville kalde ‘stærk’. Altså det er jeg overhovedet ikke, jeg åbner bare ikke munden. Jeg bærer det meste for mig selv. Når jeg kigger mig omkring i min familie er jeg ikke så meget i tvivl om hvorfor jeg er blevet sådan!
    Jeg beundrer virkelig de venner jeg har som tør lade en tåre trille i fuld offentlighed fordi de er kede af det – for mig at se er det virkelig at være stærk, for for mig ville det være enormt grænseoverskridende at gøre.
    Jeg øver mig i at acceptere at sådan er jeg. Jeg øver mig også i at blive bedre til at vise mine følelser, både gode og dårlige. Og jeg øver mig i at acceptere og tage imod mine venners ‘følelsesudbrud’, fordi det godt kan virke lidt voldsomt for en type som mig… Jeg kan mærke en grundlæggende trang til at sige ‘ja ja, rolig nu’ – og sikke noget fis altså! Så jeg øver mig!!
    Så sent som i sidste måned sagde min søde mand tilfældigt på vej hjem i bilen da vi snakkede om aftensmad-hvordan-og-hvornår: ‘Du behøver altså ikke at være hel vildt overskudsagtig hvis du i virkeligheden ikke er det – og det tror jeg ikke du er lige nu’. Så heldigvis kan begge dele fungere, og man kan være så heldig at finde en mand som (også) forstår den side af én!

    Tak for en dejlig blog og (endnu) et fantastisk indlæg.

  8. Efter 10 år som ufrivilligt barnløs og 4 aborter, er jeg “blevet nødt til” at gennem min sorg væk fra store dele af min omgangskreds og jobbet. For der er åbenbart grænser for, hvor længe man må være i sorg. Pt “pendler” jeg til udlandet, hvor jeg modtager donoræg, og derfor kan det være svært at skjule for arbejdspladsen, at jeg er i behandling. Ofte føler jeg at opgivelserne, syntes at jeg er “tosse dum”, sådan at blive ved. Hvis folk spørger, hvilket nogle gør på ganske upassende tidspunkter (f.eks. midt i frokostpausen på jobbet), så skal jeg forklare, hvorfor vi stadig er i gang. Kort sagt er min oplevelse, at det er mere og mere “u-rummeligt” for mine opgivelser, at jeg/vi stadig forsøger at få et barn. Jeg orker ikke at forklare mig længere, det er blevet hårdere, end at skulle gennemgå selve behandlingerne, hvilket ikke siger så lidt. Så jeg bider tænderne sammen, smiler kunstigt – og bliver sikkert omtalt som stærk af mange. Men gu er jeg ej. Jeg er blot blevet ekspert i at “overleve”!

    1. Det gør mig simpelthen så ondt at høre!:( Mest af alt at livet for dælen bare ikke stikker dig det barn, men så sandelig også, at du oplever den reaktion fra omverden. Det er slet ikke okay:( Men jeg kan godt huske det fra mig selv, selvom jeg jo ikke nåede at være i det ligeså længe som dig. Bemærkningerne om, at man sagtens kan leve uden børn, om man ikke bare skulle komme videre. En chef spurgte mig engang, om det ikke var på tide, at vi adopterede – det var så sindssygt ubehageligt!
      Jeg sender dig en million varme kram og kærlige tanker<3

  9. Jeg bærer ALT udenpå kroppen. Jeg kan på ingen måde skjule hvordan jeg har det. Nu har jeg ikke prøvet en sorg omkring barnløshed, men en skilsmisse sidste sommer ramte mig hårdere end som så. Og når folk – i venlighed, spurgte hvordan jeg havde det, så sprøjtede tårerne ud af øjnene på mig – nærmest vandret. Og sjovt nok, så får jeg faktisk at vide tit, at jeg er stærk.

    Det er jeg også til en vis grænse, men jeg opfatter det ikke selv sådan. Jeg HADER at jeg ikke kan vælge hvilken facade jeg skal gemme mig bag, for det er faktisk ikke altid, at jeg har lyst til at fortælle alle og enhver om hvordan jeg har det.

    Men det handler om ÆRLIGHED. Og nogle af os kan kun ærlighed. Og så må det koste hvad det koster – og det bliver man i virkeligheden nok stærk af.

    1. Jeg havde det ofte som dig – at jeg ønskede, jeg bare kunne lade som om og ikke hælde alle mine følelser ud over folk. Men det lod sig bare slet ikke gøre! Kram til dig<3

  10. Flot og tankevækkende indlæg! Det rammer rigtig hårdt for du har fat i den lange ende! Jeg er selv i fertilitetsbehandling og det har taget voldsomt hårdt på mig, meget mere end jeg havde regnet med, men det er svært for mig at vose det for mine omgivelser, da jeg af natur lukker mig lidt inde i mig selv og først lader tårerne og følelserne komme ud når jeg er hjemme. Jeg taler højt om mig forløb, men det voser jo egentlig ikke mine medmennesker hvordan jeg går rundt og har det indeni. Jeg beundre dem der kan give frit løb og være ked af det når de har brug for det, om det så er på arb i bussen eller hos venner/familie. Det er det største og sværeste at kunne lytte til sit indre og give sig selv lov til at være i den følelse man nu går rundt med, også overfor omverdenen. Dét er hvad jeg kendetegner som et stærkt menneske! Og jeg øver mig stadig i at kunne være så stærk, det tror jeg også på gør et forløb som dette nemmere i længden, ikke kun fordi man får afløb overfor sin følelser, men også gordi folk omkring en pludselig forstår hvad du går igennem.

    1. Jeg ved ikke, om den ene måde at reagere på er at foretrække fremfor den anden, jeg kunne bare ikke andet:/ Men du har nok ret i, at det gør at folk bedre forstår. Måske. Jeg ved det ikke. Det er sgu så sårbart:(
      Jeg sender dig alverdens varme varme tanker og håber snart, at du er ude på den anden side med en baby på armen<3

  11. Ja! Tak! Det skulle siges højt noget oftere – og det er virkelig noget, man skal lære sig selv, sine børn og sine omgivelser. At man skal kunne rumme hinanden og hinandens sorg. Og i forlængelse af det ALDRIG spørge, om man ikke snart er kommet videre eller kommet over det. For nej, mam kommer hverken videre eller over det – man lærer at leve med det, og man bliver forandret og et nyt menneske. Uanset hvad sorgen er udløst af, skal der være plads til den – og den skal fylde lige så meget, den kan, og lige så længe man har lyst.

  12. Det var godt nok en ubehagelig situation. Jeg har ikke selv prøvet at være i behandling, men kan sagtens forstå du blev stødt. Jeg kan desværre godt kende situationen fra den 2. side – jeg er nemlig typen der lukker lort ud, når stemningen er presset. Jeg oplevede en anden situation hvor en kollega skulle på barsel og vores leder holdt en tale for hende. En af de “roser” hun fik var at hun havde klaret graviditeten uden problemer og havde ikke været sygemeldt og havde passet sit arbejde. Great tænkte jeg, som havde 2 mega kvalme/træthedsgraviditeter bag mig, og planlagde faktisk en 3. graviditet, som jeg VIDSTE jeg ikke kom igennem uden et eller andet form for sygefravær. Det er aå svært at gennemskue hvilke roser der rammer andre…. Men måske handler det om at folk kommer til at ramme direkte ned i ens sorg/svaghed/følelse af ikke at slå til? Jeg er nu halvvejs i min graviditet med nr. 3 og har ganske rigtigt været nødt til at deltidssygemelde mig. Men det har alligevel været det bedste forløb, og min leder håndterer det helt fantastisk 🙂

  13. Det er et meget vigtigt og fint indlæg. I dit indlæg og i kommentarerne står der en del om, hvad man som barnløs bl.a. kan blive stødt over og hvad omgivelserne helst ikke ‘må’ sige. Forstå mig ret – det giver rigtig god mening! Men som veninde til en som desværre kæmper en sej kamp på 4. år for at blive gravid, vil jeg så utrolig gerne høre noget om hvordan omgivelserne støtter så godt som overhovedet mulig. Jeg har selv to børn og har haft let ved at få dem, så jeg vil aldrig kunne forstå det, man som barnløs går igennem. Min veninde har været ærlig omkring sine følelser og sagt, at hun ofte bliver ked af det, når hun er i forskellige sociale sammenhænge fordi folk kommer til at sige noget forkert. Hun viser det dog aldrig i selve situationen. Jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for ikke at gøre min veninde ked af det og ikke mindst være der så meget som mulig for hende. Men det kan virkelig være så svært at vide, om man gør og siger det rigtige. Selvfølgelig kan man bruge sin sunde fornuft og tænke sig om, før man taler. Nogle gange ved jeg også, at det er nok bare at lytte og være der. Men hold fast det kan være svært at vide, om man nu får sagt et eller andet stødende:-(

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.