Navngivning med tolags lokumspapir

Ja, det her burde jo være et “Fruen og Lillemor”-indlæg…. Men Fruen har haft travlt med en navngivningsfest, og Lillemor med job og en omgang skoldkopper. Så vi har simpelthen ikke haft tid til at filme og må springe denne uge over. Undskyld, svigermor!

Så i stedet er det et “alt muligt andet”-indlæg, hvor jeg berette, at festen i søndags var helt fantastisk! Regnen blev væk, og det samme gjorde de syv forskellige slags kager, der var på bordet. Altså væk i folks maver. Fortyndet op med rigelige mængder nescafé og et enkelt dåsebajer eller to. Jeg får en smule åndenød, når jeg præsenteres for andres fester på de sociale medier. Med farvekoordineret service som matcher hovedpersonens nøje udvalgte OOTD – #ogsåkendtsomtøj. Ja ja, det er da pisse flot og overskudsagtigt og ikke mindst beundringsværdigt. Jeg er i hvert fald fuld af beundring. Men jeg er også fuldt bevidst om, at jeg simpelthen ikke gider løbe et planlægningsmarathon i jagten efter toiletpapir, der matcher ballonerne, for så at være fuldstændig tappet for energi, når målet nås og dagen oprinder. For det ville jeg være! At andre tilsyneladende kan foretage den manøvre uden så meget som at svede, er jeg ganske forvirret og imponeret over.

Vi tog den nemme version – kagebord, hvor veninder og naboer bidrog, paptallerkner og plastikkrus, en nøje udvalgt, forvasket body fra arvelageret til hovedpersonen og hvidt toiletpapir. Tolags, dog. Bare lige for at markere den store dag;)

Og det var pisse hyggeligt! Jeg tog ikke ét eneste billede, fordi jeg havde travlt med at sludre og kværne kage og bare nyde. Ret så vidunderligt, knap så farvekoordineret;)

Det regner…..

image….. og det skulle kun blive værre!

Og om ikke så forfærdelig mange timer, bliver Palæet indtaget af ca. 50 mennesker til Jaspers navngivningsfest. Vi har brugt de seneste dages solskin i haven på at gøre den fin og klar til fest. Indenfor har vi ikke løftet en finger. Det var jo lige meget, når nu vi skulle være ude.

Hov;)

Så nu har jeg leget tornado med støvsugeren og improviseret nogle borde i musikrummet og en madrassofa i krearummet. Ane har ligeledes udnyttet tiden godt og tømt tre rør med glimmer ud over sofaen. Skal der være fest, så lad der være fest;)

Der er tre rammer øl i køleren, bananmuffins i ovnen, og jeg har lige smækket mig med en kop kaffe i sofaen. Så nu har jeg glimmer i røven.

Det kan kun blive en god dag:)

 

At være et mor-menneske

Jeg trådte i en lort i går. En vaskeægte menneskelort. Jeg havde skiftet Jaspers ble, og da jeg tager ham op fra puslebordet for at gå ind i stuen, mærker jeg noget under min fod. Det var den – lorten. Jeg har ingen anelse om, hvordan kom fra bleen til min fodsål, men ikke desto mindre var det altså der, den landede.

Og så kunne man forestille sig, at min første tanke var “Ad, ad, AAAAAD!!!” Det ville være den normale reaktion. Men jeg er ikke normal – jeg er mor. Og når man bliver mor, så sker der en eller anden form for kortslutning, der gør, at man reagerer og opfører sig fuldstændig gakkelak!

Som i eksemplet med lorten. Der ville et enhvert andet normalt menneske føle væmmelse og ubehag og forsøge at komme ud af situationen og af med lorten hurtigst muligt. Et mor-menneske derimod (i hvert fald det her mor-menneske) starter med undren og forbløffelse – “hov, den er ikke ude mellem tæerne? Det er en fast, lille lort?!” Og dernæst stolthed – “Ja, det ER en fast, lille lort!” Så en smule sentimentalitet – “Nåååååh, en sød, lille, fast lort:)” Og slutteligt væmmelse – “Føj, føj, føj! Jeg har en lort under foden! Få den væk!!!”

Det bragte minder tilbage om dengang, hvor Ane var nyfødt, og jeg under et bleskift omtalte hende som ‘mors lille pyllerpallerpige‘. Jeg var pinligt ædru, veludhvilet og uden tegn på sygdomme under opsejling, altså var der ingen åbenlyse forklaringer på, hvorfor jeg – et ellers dannet og velformuleret individ – valgte at navngive min datter med et aldeles tosset og hjemmelavet ord som ‘pyllerpallerpige‘.

Og så er det jeg tænker, om man mon nogensinde bliver et normalt mennske igen? Eller om det simpelthen er for sent? Er man dømt til at være mor-menneske resten af sine dage??!

Jeg starter hermed en støttegruppe. AMM – anonyme mor-mennesker! Så smid gerne en kommentar med dine mor-menneske-symptomer.

SAMMEN ER VI STÆRKERE!

Billedet er bare til pynt. Mors lille pyllerpallerprins;)
Billedet er bare til pynt. Mors lille pyllerpallerprins;)

Barselstanker

Jeg har været på barsel i 10 måneder efterhånden. Det er lidt vildt at tænke på. Det er ligeså lang tid, som jeg var på barsel med Ane. Men det er næsten endnu vildere at tænke på, at jeg stadig har 7 måneder tilbage!

Jeg nyder hvert et øjeblik, selvom jeg ikke når en flyvende fis af alle de ting, jeg egentlig gerne ville. Men det vidste jeg godt på forhånd. Til gengæld når jeg det vigtigste: at være mor på den allerbedste måde jeg kan. Dét var netop grunden til, at vi valgte, at jeg skulle tage så meget barsel, som overhovedet muligt. Selvom det koster os rent økonomisk, så giver det os noget, som man ikke kan købe for alverdens penge: ro, overskud og god samvittighed. Jeg er ikke bare på barsel for Jasper. Jeg er på barsel for hele familien.

Jeg elsker, at jeg kan aflevere Ane sent og hente tidligt. At jeg kan holde hende hjemme og bruge dagen på at lege på biblioteket, som vi gjorde i mandags – bare fordi vi havde lyst! At Fyrsten kan tage til træning to eftermiddage om ugen, uden vi skal løse de store afhentnings- og aftensmadsligninger for at få tingene til at hænge sammen. At Jasper og jeg kan bruge det meste af en dag på at lege med rasleæg og prutte på maven, fordi jeg ved, at jeg nok skal nå vasketøjet i morgen. Eller i overmorgen.

En lang barsel er efter min bedste overbevisning en investering i både forældreskabet og parforholdet. Det er det i hvert fald for os. Det er ikke bare med tanke på, at vi gerne vil sende Jasper i institution så sent som muligt, at vi har valgt, at jeg tager så lang en barsel. Det er med tanke på os alle fire. Lige nu har vi chancen for at sætte tempoet lidt ned og få lidt ekstra overskud i hverdagen – den mulighed kommer ikke umiddelbart igen i nær fremtid.

Og ja, så er der det med antallet af røde tal på kontoen. Men det sætter jeg op imod antallet af morgener, hvor jeg ikke har skulle skynde på Ane – antallet af improviserede fridage – antallet af skænderier over dagligdagsting, som Fyrsten og jeg ikke har haft – antallet af dage jeg får sammen med mit mindste menneske. Og så ved jeg godt, hvilke tal, der er de vigtigste:)

 

image

Jeg har forresten svaret på lidt spørgsmål om moderskab i Sofies venindebog, som I kan læse lige her🙂

 

Fruen og Lillemor #4 (om søvntræning, kendisfaktoren og morbekendelser)

Så er det tid til endnu en omgang Fruen og Lillemor:)

Denne gang har vi sludret lidt om søvntræning, det at være kendt (indsæt selv passende emoji!) og lidt om de der mindre pædagogiske ting, som man nogen gange gør som mor.

I den første video taler vi om søvntræning, som jo er et mega sprængfarligt emne. Alle har en holdning, men til syvende og sidst må man formode, at alle gør netop det, der giver mest mening for dem! Og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at der findes folk, som synes, det er lige lovlig langhåret, at Ane i en alder af tre år stadig sover sammen med os. Men det er det, Ane har det bedst med. Og ærligt – så er det også det, vi har det bedst med:)

Anden video er et meget relevant og alvorligt emne – nemlig hvordan Lillemor og jeg forholder os til at være så store kendisser. Og ja, det er, som I nok kan forestille jer, til tider en udfordring, når man bruger størstedelen af sin tid på at læse fanmail og gå til rød løber-events. Men nogen skal jo gøre det;) Og tak til den søde Alexandra for at stille så vigtigt et spørgsmål;)

Sidst, men absolut ikke mindst, går vi til bekendelse omkring nogle af de mindre pædagogiske metoder, vi nogen gange benytter. Og jeg må hellere understrege nogen gange, for det er naturligvis ikke sådan, at Lillemor konstant råber af sine børn, ligesom jeg ikke kaster trusler efter Ane på daglig basis. Men det er de ting, der sker, når man som mor indimellem føler sig ekstra presset. Som søndag morgen kl. 6.30, før dagens første kop kaffe, da Ane iført absolut ingenting besluttede sig for at hoppe på trampolin. I regnvejr. Og responderede med at række tunge, da jeg forsøgte at tale pigebarnet til fornuft i håbet om ikke selv at skulle kravle op på trampolinen efter hende. Der blev sat en børnefødselsdag på højkant, hvilket er vanvittigt tarveligt og upædagogisk, men igen – FØR dagens første kop kaffe! Undskyld, Ane….  Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvilken lortemor jeg til tider kan være lige her.

Og nu til dagens afstemning om noget så vigtigt som kanelgifler;) (Og en kærlig tanke til Kiwi og Brugsen her i Hvidovre, som opererer med begrebet ‘handlefrugt’, hvor barnet kan nuppe et stykke frugt ved indgangen. Det plejer Ane at være ret så glad for!)

[poll id=”5″]

 

Kærlighed i bogform

Annonce / Indlægget er sponsoreret af Cewe.dk

I år var Anes tredje sommer på Vejlø. Hvert år har haft sin charme, men i år havde bare lidt ekstra! Ane har nået en alder, hvor vi i langt højere grad kan lave aftaler med hende – “man må ikke gå ned til vandet uden en voksen!”, “Kan du hente far i ølejren?” mm, og det var super dejligt for os alle, men nok mest Ane, som fik lidt mere bevægelsesfrihed på den konto.

Ane elsker, om muligt, Vejlø ligeså højt, som jeg gør. Vejlø er venner, røde sodavand, varme aftener og bare tæer. Vejlø er lykken.

Jeg fik ikke en hel barndom på Vejlø. Men jeg fik en del, plus en masse ungdom. Og jeg ville aldrig ha’ været det foruden! Vejlø har formet mig som menneske på en måde, som ingen skoler, bøger eller coaches kunne ha’ gjort. Jeg har tilbragt hver sommer de sidste 22 år med repræsentanter fra alle samfundslag samlet på ét sted. Det burde være obligatorisk i ethvert menneskes dannelse. Jeg har holdt ferie med direktører, pædagoger, kontanthjælpsmodtagere, musikere og revisorer. Med unge og med gamle, og især med gamle, der var unge. Med en familie, der er medlem af Indre Mission, med én der har kræft, og med én, der har sit navn tatoveret på brystet – på mandarin, “fordi man jo aldrig ved, hvor man bliver væk!”. Jeg har drukket øl med Chumbawamba (ja, den er god nok!), spillet back gammon med en lektor fra DPU og nydt min morgenkaffe med en skøn, ældre mand, som engang sejlede store skibe. Det tror jeg, at de færreste ved om ham. For i hverdagen, hvor aftensmaden skal laves og ungerne puttes, tager de sig ikke tid til at høre hans historie. Måske fordi muligheden ikke byder sig, måske fordi de ikke er interesserede. Måske de kun ser ham, hvor han er nu. Der, hvor livet, af forskellige årsager, har ført ham hen. Hvor der drikkes flere øl og tages færre bade, og hvor aftensmaden indtages på det lokale værested, hvis den da ikke indtages i flydende form på det lokale værtshus. Men jeg kender hans historie. Jeg har fået tegnet og fortalt hans storhedstid. Og det var ikke sket, hvis ikke det havde været for Vejlø. Så havde jeg passeret ham på gaden uden nogensinde at vide, at han kunne gøre en forskel i mit liv.

Han kom på Vejlø i år, efter et par års fravær. Han har været syg. Og han satte sig ind i hestestalden for at stoppe sin pibe med tossetobak og drikke en Blå Nykøbing. Og her sad to unge piger fra ølejren og spillede guitar og sang. Og da han kom, hilste de varmt og hjerteligt og spurgte, om han kendte nogen sange fra Højskolesangbogen, som de kunne synge for ham. Så sang de. Og han græd. Jeg selv fik en kæmpe klump i halsen og gåsehud. For lige dér stod det klart for mig, hvad det er Vejlø kan! Og det er noget ganske unikt! For at bruge den nævnte mands egne ord, da han engang fortalte mig om en pige, han havde elsket: “Så ligger man der og bare holder om hinanden. Det er 37 grader. Det er kærlighed!”
Vejlø er i sandhed 37 grader:)

Jeg håber af hele mit hjerte, at Ane og Jasper får lov at vokse op med Vejlø i deres liv! Men tiderne skifter. Og at eje en ø er fuldtidsarbejde. For folk, som allerede har fuldtidsarbejde og børn og liv, der skal leves. Af egoistiske årsager har jeg lyst til at skide højt og flot på deres behov for en helt almindelig hverdag, som ikke inkluderer, at man må skippe middagen nytårsaften, fordi det er lavvande, hvilket vil sige, at køerne kan komme til fastlandet (og nej, det er ikke et tænkt eksempel). For jeg vil ha’ mit Vejlø! Men jeg ved godt, at de en dag må sige stop og sætte sig selv og egne familier i første række. Måske står der en ny ildsjæl klar med lysten til føre ølejren videre. Det håber jeg! Indtil da suger jeg alt det Vejlø til mig, som jeg kan.

Og bedst som jeg sad der på gårdspladsen på Vejlø i sommers og sugede kærligheden til mig blandet med en kølig hof, landede der en mail i min indbakke fra Cewe.dk, som tilbød mig at proppe glimtvis af kærligheden til Vejlø ind i bog. En bog, som Ane kan have med sig med minder fra sine første år på vores families kærlighedsø.

Fotobogen, som jeg har valgt, er modellen ‘stor’, der måler 21 x 28 cm., og er lavet på blankt fotopapir. Jeg har samlet de bedste øjeblikke fra Anes somre på Vejlø i 2014, 15 og 16. Billeder af hygge på gårdspladsen, badeture ved stranden, leg i ølejren mm. Stunder, som jeg glæder mig til at kunne opleve igen og igen – både i virkeligheden, men også når vi sammen bladrer i bogen.

Jeg startede med at se en lille video på 10 min. her, som indeholder en instruktion i, hvordan bogen laves, og hvilke effekter man kan tilføje undervejs. Og det var 10 min. godt givet ud, for det gav en god fornemmelse af, hvordan og hvad man kan lave i bogen og gør det videre arbejde noget mere overskueligt. For der er virkelig mange muligheder, både for at lege med baggrundsfarve, redigere billeder, indsætte små tegn og motiver mm. Jeg har ændret i formen på nogle af billederne, både på forsiden og indeni, samt indsat clipart i form af rammer om teksten, samt små motiver.

image image image

Jeg valgte at samle alle de valgte billeder i en mappe på pc’ens skrivebord, som derefter kunne åbnes direkte i det hentede fotobog-program. Og så var det ellers bare at gå i gang med at fylde kærlighed på papiret. Jeg har intet fancy kamera, så alle mine billeder er taget på telefonen, og ikke alle er i lige god kvalitet. Når man indsætter billederne i bogen, kan man selv vælge størrelsen på billederne, hvilket både gør, at man kan fremhæve de særlige, men også at kabalen med at få billederne til at passe til et bestemt sideantal er lidt nemmere at få til at gå op. Enkelte af mine billeder var dog i for ringe kvalitet til at blive forstørret op, hvilket programmet fortalte mig, når jeg forsøgte at sætte dem ind. Så var det ellers bare at ændre størrelsen, indtil der igen var grønt lys. Altså behøvede jeg ikke frygte, at nogle af billederne var slørede.

Jeg valgte desuden at tilkøbe ekstra sider, da antallet af sider i standardbogen var for få i forhold til mine valgte billeder. En virkelig god mulighed, så jeg ikke skulle til at sortere og prioritere billeder.

Og i går landede bogen så i postkassen. Til kæmpe glæde for både mig og Ane. Jeg er en hat til at få bestilt billeder på papir, så vores fotoalbums er gabende tomme. Men nu har vi Vejlø og vores bedste minder derfra samlet i én fin bog. Jeg forudser, at den ikke bliver vores sidste! Tjek bare lige Anes glæde, da jeg pakker bogen ud:

[vidcore vid=”5OhvPK2u”]

Skulle du selv have lyst til at lave en fotobog, så kan du med fordel bruge koden FYRSTENOGF, som kan bruges én gang og giver 25% på en fotobog frem til d. 30/9-16. Jeg overvejer, om ikke jeg selv skulle bruge det tilbud og lave en bog med billeder fra min graviditet med Jasper.

image

Jeg håber, at Vejlø for altid vil være en del af mine børns liv og dannelse, på samme måde som den har med mig. Jeg håber, at de der vil finde venskaber, kærlighed, åbenhed og tolerance. At den lille ø kan være med til at give lidt mere perspektiv på deres tilværelse end livet bag hækken i forstaden giver. Og så glæder jeg mig til næste sommer! Den er muligvis langt væk lige nu, men så kan vi nyde, at vi har en bog fuld af kærlighed til at varme os på, hvis vinteren bliver for lang:)

 

 

At være en ringe blogger med fine gardiner

Annonce – indeholder affiliate links

Vi var til bryllup i sidste weekend hos den søde Lillemor🙂 Jeg havde egentlig tænkt, at det var en ganske glimrende undskyldning for at erhverve mig noget nyt tøj, men fornuften tog over og efterlod mig med to muligheder: find noget på bøjlestangen eller sy noget selv!

Jeg valgte mulighed nr. 2, fordi jeg jo så alligevel ville få nyt tøj. Og nyt tøj er godt;) Derudover havde jeg det smukkeste, blomstrede gardin liggende i mine gemmer, som bare ventede på at blive klippet i.

Jeg valgte at lave en hel sol-nederdel, fordi jeg elsker den model! Den er så fin og rigtig meget mig:) Generelt kan jeg virkelig godt li’ a-formede nederdele, i enten hel eller halv sol, der går til lige under knæet, selvom jeg engang har læst i et eller andet modeblad, at det vist ikke at foretrække, når man har så korte ben som mig. Men mit spejlbillede og egen tilfredshed trumfer modebladene til hver en tid!

Desuden er sådan en nederdel afsindigt nem og hurtig at sy! Jeg vil gætte på, at havde jeg kunne lave den uden afbrydelser (hvilket er utopi, fordi Jasper sjældent sover lure på mere end 45 minutter), så ville det have taget ca. 2 timer med både mønsteroptegning, klipning og syning.

Jeg bruger altid opskriften fra bogen “Ny mønsterkonstruktion for kvinder” til at lave mit mønster. Denne gang ledte jeg efter en andet, fordi jeg hver gang oplever, at nederdelen skal lægges ind efterfølgende. Men jeg endte alligevel med at gøre som vanligt, af frygt for at den ellers ville blive for lille. Hellere lægge lidt ind, end stå med en nederdel, som er for smal.

Fordi jeg bare er så skide lidt bloggeragtig, fik jeg ikke taget et eneste billede af mig selv i tøjet. Ikke engang det obligatoriske toilet-selfie. At ingen endnu har frataget mig licensen til at blogge, er mig en gåde;) Men heldigvis kan jeg bare hoppe i tøjet igen nu og fange et par billeder;)

image image image image

Jeg har snydt en lille smule. Den prikkede top er hverken fra bøjlestangen eller hjemmesyet, men en nyerhvervelse fra H&M (find den her). Og for at snyde lidt ekstra, så havde jeg den slet ikke på til brylluppet, da Fyrsten fik lov at bestemme og valgte en sort top. Men jeg synes selv, at den prikkede er helt fantastisk fin til, så nu fik i altså den i stedet for den klassiske, men lidt kedelige, sorte. (Lignende top kan  desuden fås her). Under nederdelen har jeg et gammelt petticoat, som jeg gravede frem fra vores kuffert med udklædningstøj. Smart!

Skulle I selv ha’ lyst til at hoppe i en skøn a-formet nederdel, så har jeg fundet jer et fint udvalg på Zalando, som jeg gerne selv havde kastet lidt penge efter. De koster alle under 500 kr. De er selvfølgelig ikke ligeså flotte som min, men de går an;)

image

1. Her // 2. Her // 3. Her // 4. Her // 5. Her (MÅ HA’!) // 6. Her

Uden at lyde alt for meget som en wanna be-modeblogger, så er jeg generelt ret stor fan af nederdele, fordi de så nemt kan dresses op og ned afhængig fodtøj og tilbehør. Min egen gardinnederdel tænker jeg sagtens kan bruges til hverdag med mine Converse til – hvilket faktisk også var det, der skete i de sene timer til brylluppet;)

Tjek evt også dette indlæg, hvor jeg lavede samme finte og bogstaveligt talt pillede gardinerne ned herhjemme for at sy en kjole til Anes navngivning:) Jeg kan se, at jeg i det indlæg har fået lovet at lave en diy på kjolen, som aldrig er blevet til noget – jeg beklager! Jeg har dog planer om at lave lidt flere nederdele, så skulle der være stemning for en diy til det, så smid gerne en kommentar:)

Mød min svigermor:)

Jeg havde engang en svigermor, der tvangsfodrede mig med tarteletter. Bogstavelig talt! Jeg var 15 år gammel og skulle besøge min kæreste for første gang. Hans mor spurgte, hvor mange tarteletter, jeg kunne spise, og jeg svarede fire. Jeg vidste bare ikke, at hun ikke opererede med standard tarteletter, men i stedet købte de der kæmpemæssige muslingeskaller. Jeg vejede vel 48 kg dengang – hvilket må være stort set det samme som de abnormt store tarteletter, min svigermor serverede. Efter de første to meddelte jeg, at jeg desværre ikke kunne spise mere. Den godtog svigermor ikke. Nu havde jeg sagt fire, så havde jeg værs’go at spise fire. Min kæreste og svigerfar sagde ingenting. Heller ikke da jeg efter nr. tre måtte ud og kaste op. Jeg tror, vi sad ved bordet i halvanden time. Til jeg havde spist op. Dumme kælling!

Siden dengang har jeg været ualmindeligt heldig med svigermødre. Den førnævnte var selvfølgelig heller ikke svær at komme efter, men alligevel;) Min nuværende svigermor tager dog førstepladsen! Hun er intet mindre end vidunderlig!

Hun griner med hele kroppen, og ender derfor altid med at spilde et eller andet ned ad sig selv. Og så griner hun igen:)

Hun er også helt vild sjov! Eksempelvis fiskede jeg en dag dette brev op ad postkassen fra svigermor:

image

Jeps, hun har påsat sig selv som frimærke. Dét er fandme humor på højt plan!

Oftest er hun dog ufrivilligt morsom, men altid på en måde hvor hun selv kan grine med. Som den dag hun drønede ned i TDC-butikken klokken fem minutter i lukketid og forpustet stønnede “Du er nødt til at hjælpe mig! Min Playmobil virker ikke!”. Ekspedienten forstod ingenting. “Min Playmobil! Den virker ikke. Jeg kan ikke overføre penge!”. Jeg tror, at der gik en rum tid, før ekspedienten forstod, at svigermor var ret afhængig af sin Mobilepay, som hun ikke lige kunne finde ud af at opdatere;)

I dag fik jeg denne sms af min søde svigermor:

image

Se, dét er indbegrebet af en ganske vidunderlig svigermor:)

(Har I lyst til at læse om nogle mindre vidunderlige svigerforældre, kan jeg anbefale jer at læse med hos Miriam her og her!)

Fruen og Lillemor #3 (om Vestegnsstolthed, hentetider og Snapchat)

Det er onsdaaaaaaag;)

image

I er skide gode til at komme med emner, som Lillemor og jeg kan diskutere – fortsæt endelig med det!

I dag er det – igen – en ret blandet landhandel, så der er forhåbentlig noget for enhver smag:)

Første video handler om Vestegnen. For hvad fanden er det, og det virkelig noget særligt??!

Anden video omhandler hentetider af ungerne. Et emne, som jeg tror, mange har en holdning til. Personligt har jeg ikke noget problem med det nu, hvor jeg er på barsel. Men mens jeg var på job, var det der med, hvor mange timer Ane skulle være i institution, virkelig årsag til meget frustration for mig.

Sidst, men ikke mindst taler vi lidt om Snapchat og Instagram. Og jeg gør mig selv en lille smule til grin….

Skulle I have lyst til at følge os på Snapchat eller Instagram, hedder vi “fyrstenogfruen” og “lillemorblog” (Tina skal bare være på tværs, så hun hedder “Lillemor-blog” med bindestreg på snappen).

 

Og så en lille afstemning – som forhåbentlig virker denne gang;)

[poll id=”4″]

Børn i byen prisen 2016

Så er det endnu engang tid til Børn i Byen-prisen. Sidste år brugte jeg muligheden til at praise Miriam og ærgre mig lidt over, at der ikke findes en “Katte i København”-pris, så jeg kunne stemme på Miriam og Frank – #frankforpresident! Sådan har jeg det stadig, for Miriams Blok er også den dag i dag (på 3. år, tror jeg) min absolutte yndlingsblog!

MEN jeg er også rimelig stor fan af de blogs, der er nomineret til Børn i Byen-prisen, og jeg følger dem alle fast. De er nogle pisse dygtige damer:)

Johanne er en af de få blogs, som jeg har fulgt helt fra begyndelsen. Jeg startede med at følge hende på Instagram, som så mange andre, og blev bestemt ikke skuffet da hun sprang ud som blogger. For Johanne er velformuleret, interessant og ikke mindst afsindigt morsom! På den der ‘jeg burde lave flere knibeøvelser!’-måde. Jeg lugter altid lidt af urin, når jeg har besøgt Johannes blog.

Trine har jeg også fulgt i en del år. Og hun kan altså bare noget ganske særligt med skriftsproget! Og så deler hun på fineste og personligste vis de mange sorger og glæder, man oplever som nyudklækket enlig mor. Der er både mommy stuff og slutty stuff hos Trine, hvilket underligt nok er en ret fin kombination;)

Alexandra er fandenivoldsk og underholdende i stor stil! Hun skriver som en havnearbejder på crack;) Det er lige dele sjovt og tåkrummende på den der måde, hvor man næsten ikke tør læse næste linie, men bare ikke kan lade være;) Jeg er hooked!

Christina er sød, nærværende og dejlig! Hun deler alt fra hverdagsfortællinger til gode tips om alt mellem himmel og jord. Hun får mig altid til at smile, fordi hun bare er sig selv med en pisse optimistisk og lidenskabelig tilgang til verden og moderskabet.

Heidi er Jordemoder. Ja, med stort J! Hun skriver virkelig (foster)fedt – både når det kommer til de meget faglige og erhversmæssige (amme)indlæg, men også de mere personlige fortællinger. Hun er sindssygt passioneret omkring sit felt, hvilket skinner igennem på hendes blog, og hun er ikke bange for at åbne op eller råbe højt. Og når hun gør, er det altid værd at lytte på!

Hvem er din favorit?:) Du kan stemme lige her!

Nu er det så, at jeg skal være helt cool omkring, at jeg ikke selv er blandt de nominerede. Måske sige noget i stil med, at sådan nogle priser er noget opreklameret bavl. Men nøj, hvor ville det være løgn;) De må da være mega glade og stolte, for det er så sejt! Jeg burde muligvis ha’ gjort opmærksom på herinde, at jeg gerne ville ha’ haft et par stemmer, jeg er bare ikke så god til sådan noget. Mellembarn, I ved;) Måske jeg tillader mig at gøre lidt mere opmærksom på mig selv næste år:) Ellers ku’ man håbe på, at de medtog kategorien “årets bedste babser”;)

Det er muligt også at stemme på mange andre kategorier til Børn i byen-prisen, og jeg vil lige smide lidt kærlighed efter særligt en af disse.

Mest børnevenlige spisested må klart være Café Sonja! Fyrsten, ungerne og jeg var inde og sælge lopper i Saxogade for lidt tid siden. Et arrangement som butikken Heidi og Bjarne (stem lige på dem som bedste forretning) stod for. Og i den forbindelse spiste vi på Café Sonja. Der var ikke styr på en skid;) Personalet rodede rundt i bestillingerne, og de løb tør for salat. MEN det gjorde absolut ingenting, måske endda tværtimod, for det bidrog til en stemning, som var så hjertevarm og nede på jorden, at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Det var ikke opstillet og fornemt, og man var ikke bange for at spilde på bordet. Alle var smilende og rare, og de forviklinger der opstod i forhold til, hvem der dog havde bestilt pølser fremfor kylling, medførte ingen stress eller vrissende kommentarer fra hverken personale eller kunder – det gav bare smil på læben. Og sådan en stemning vil jeg til hver tid vælge fremfor salat;) Nå ja, og så smagte maden vidunderligt – med et drys af rummelighed og varme. Jeg er fan!!!

image