Kom med jeres tanker:)

Der er landet en ret interessant problemstilling i min indbakke i dag, og jeg har fået lov at dele den med jer, fordi jeg tænker, at I måske har nogle kloge tanker om emnet, som I vil dele.

Det handler om måden, vi bruger sproget på, når vi taler om familie – et emne, jeg virkelig brænder for og tidligere har skrevet om her og her.

Mailen er fra en kvinde, som vi kan kalde Julie, og hun skriver således:

Min datter på 4 år har en biologisk far som hun kun har set tre-fire gange da hun var 2-10 måneder. Altså kan hun ikke huske ham. Da hun er 11 måneder møder jeg manden, som nu i daglig omtale er far. Vi har ingen kontakt til bio-far, det er hans valg.

Min mand har en datter fra et tidligere forhold. Datteren er 4 år også, og bor hos os.

Det startede egentligt med, at bonusdatter kom fra mor og fortalte “min mor siger, at min far ikke er din far, du har en anden far og han hedder xx”

Det forekom ret ofte og jeg var lige knust hver gang. Egentligt forsøgte vi at anerkende informationen, uden at af eller bekræfte, men det blev vitterligt bare værre og et godt våben fra moderens side. Så fortalte vi vores pige det; at der var en anden mand der havde puttet hende ind i min mave, men at far – altså min mand – jo var hendes far, fordi han passer på hende osv. Der var en kort reaktion, men intet herefter.

Jeg er i tvivl om, om vi har gjort det rigtige. For jeg er bange for at det fortsætter hver gang bonusbarn kommer hjem, og endnu mere fordi min mand og jeg har sat en lillebror i verden, som kun er tre uger…

Jeg tænker bare, at din historie med Ane er så fin og ærlig, og det virker som om hun forstår det – som børn nu kan og gør i den alder.

Hvad tænker du? Tak for din tid

Jeg har mailet lidt frem og tilbage med Julie, og som bonusinfo kan jeg nævne, at det ikke er en mulighed at tage snakken med bonusdatterens mor.

Derudover har Julie uddybet sine tanker, og problematikken ligger i, hvordan Julie og hendes mand bedst håndterer situationen uden at nogen af børnene føler sig ‘forkerte’ – at den ene ikke føler sig som en løgner, og den anden ikke føler sig som mindre ‘rigtig’, fordi en anden mand end hendes far, har puttet hende ind i mors mave.

Jeg har naturligvis givet Julie mit syn på sagen, men både hun og jeg synes, at det kunne være rart at høre, hvad I tænker:) For det er uden tvivl en vigtig og svær situation!

Jeg tænker egentlig, at det nok ikke er nødvendigt at pointere, men nu gør jeg det altså alligevel:

Husk den pæne tone:) Vi kender kun sagen fra én side, og kan kun forholde os til det oplyste. Formålet er at komme med gode råd til Julie, så fordømmende kommentarer af den ene eller anden slags, vil blive slettet!

 

0 kommentarer til “Kom med jeres tanker:)”

  1. Sådan et fint (og skrøbeligt) emne at tage op – og virkelig modigt af Julie!

    Jeg synes, at jeres fortælling til jeres datter og bonusdatter er meget rammende. Man er forælder gennem sin relation til sit barn. Ikke gennem biologi. Således er ingen mere eller mindre rigtige i familie med hinanden.
    I forhold til betegnelser (mor, far, papi, mama osv) skal din datter selvfølgelig kalde din mand for far, da det er det, som han er i deres relation. Jeg kan godt se problematikken i at bonusdatteren har en mor -som i denne dames optik er mere rigtig mor end du er, og derfor ikke accepterer at din mand kaldes for far for din datter. Betyder det nemlig så at hendes datter skal kalde dig for mor?!
    Men det handler derfor om, at din bonusdatter skal lære at betegnelser handler om at benævne de relationer, vi har mellem os. Og betegnelsen kan være hvad som helst. Ens eget navn, et fjollenavn, et kælenavn – det er underordnet, for det handler ikke om betegnelsen på skoene, men hvordan de fyldes ud. Hvordan vi er MED hinanden, ikke hvordan vi er i familie.
    De bedste ønsker til dig og den nye lillebror <3

  2. Jeg synes det er vigtigt at tale med begge og senere alle tre børn på en gang, så de får samme fælles fortælling om dengang Julie havde det ene barn i maven, h orden faren og hende mødtes, da den anden også var blevet født og nu er så heldige at få et lille barn mere sammen, sådan at det bliver alles fælles fortælling om deres familie. Den historie skal gentages sammen med andre historier om de voksnes barndom, om hvordan børn bliver til og lignende så det bliver den samme historie om at de elsker hinanden uanset hvordan og hvor og hvorbår for alle når de er sammen. Pøj, pøj til Julie og hendes familie.

  3. Jeg synes det er et meget fint dilemma og at i umiddelbart gør det rigtigt.
    Jeg vil dog foreslå at forklare at forskellige mennesker kan forstå ordet far på forskellige måder (vi snakker meget om at ‘pølse’ kan være mad og lort og en form, med min næsten 4 årlige sprog nørd).
    At nogen kan mene at far handler om hvem der lavede barnet og at det derfor ikke er forkert hvad hun hører hos sin mor, men i deres familie er faren der der passer på børnene! Så har i også defineret ‘jeres families’ måde at bruge ordet og alle har ret….
    Når bare hun ved hvem der udfylder far rollen er det bedre at det handler om ord end om relation!

  4. Øv, hvor er det bare svært, når samarbejdet mellem forældre ikke fungerer optimalt. Og det går bare altid ud over børnene.
    Nå, men for nu at være konstruktiv, så synes jeg (også), det er vigtigt at være åben om det faktum, der nu engang er. Og måske endda prøve at neutralisere det ubehagelige, der er omkring det.
    Altså, at sådan er det bare. Ja, det er rigtigt, det er en anden mand, der har puttet dig ind i mors mave. Bum. Sådan er det bare.

    Så kan man bagefter snakke om, hvad der egentlig skal til for at være nogens far. Er det vigtigt, at man er biologisk ophav? Eller handler det om noget andet? Fx: En far er sådan en, man altid kan komme og snakke med, hvis man er ked af det. En far er sådan en, der giver kildeture og tager med i rutchebanen, når man er i Tivoli.

    Altså nævner en masse af de ting, som far gør med sin datter, men samtidig anerkende fakta om at det er en anden mand, der har lavet hende. Det bliver man bare ikke nødvendigvis til en far af at gøre.

    På den måde kan det ikke længere blive brugt som noget, der kan gøre ondt. For sådan er det jo bare… Og det er helt okay.

    Jeg tror, børn skal have fakta at vide så tidligt som muligt, men på den måde, de nu forstår det. Ligesom I har gjort med Ane, eller som man (måske) ville gøre, hvis en nær slægtning dør. De forstår jo mere, end man lige tror, de kære små 🙂

  5. Kære Julie. Det lyder som om at du og Elisabeth ikke mindst har haft en god snak, men at I også er enige. Jeg beundrer jeres holdninger og anser det som en fornuftig tilgang til situationen. I er jo begge ret afklarede med jeres situationer. Dog tror jeg at mange børn – uanset de afklarede forældre med sund tilgang til situationen – STADIG har svært ved at forstå. Jeg har fornemmelsen af, at børn er mere optaget af hvad de jævnaldrende siger, end forældres ord. Hvis “Sofus” fortæller “Søren” at “Søren” er dum, så vil “Søren” blive ved at tro på det, selvom mor og far overbeviser ham om, at han er en god dreng. Giver det mening? Jeg tror at det er noget nær umuligt, at forklare et barn 100%, hvad der er op og ned. De hører måske kun “Han er ikke din ‘rigtige’ far”. De hører ikke “men…”. Jeg tænker at barnet måske mest reflekterer over det faktum, at en “far ikke er inde i billedet” end hvad forklaringen er og hvad refleksionerne er. MEN – for der kommer et Men 🙂 Jeg tror at forældrenes måde at håndtere tingene afspejler. Og så længe der er en sund holdning og ikke mindst ærlighed fra forældrenes side, så tror jeg at barnet kommer til at være så vel reflekteret omkring det, som man kan. Men “Rom blev ikke bygget på én dag” som man siger. Så jeg ville blot blive ved at nævne det for min datter og ikke mindst vise det. Så bearbejder hun det på den bedst tænkelige måde og kommer godt ud af det på den anden side.

  6. Tænker at tage en snak med bonusdattere om, at hendes mor ikke lyver, når hun siger, at hendes far ik er Julies datters far i samme forstand som hun er, men at der i huset er hun hans far.. spørg evt barnet, hvad hun synes en far er, og om det så ik er det han er for Julies pige.. tag en snak på børnenes niveau.. og så tænker jeg, at den lille ny bestemt er en måde at hjælpe hele familie konstellationen på.. for en har en anden mor, én en anden far, men sammen er de en dejlig familie.. hvor mor og far har fået en lille ny de alle er fælles om.. 🖒😊❤

  7. Jeg tænker, at fars biologiske datter måske har behov for bekræftelse, siden hun har brug for at fortælle sin søster flere gange, at hun ikke er fars rigtige datter. Måske er hun lidt misundelig på søsteren, som jo har far hele tiden. Hvis min hypotese er korrekt, tror jeg det er vigtigt, at fars biologiske datter også for en fortælling om, hvorfor hun er noget helt særligt – og her tænker jeg naturligvis ikke på, at den andet datter moderens biologiske datter skal gøres til en andenrangs datter. Hvis de hver har en særlig fortælling, der gør dem til noget særligt, tror jeg, det kunne hjælpe.

  8. Jeg tror, at fars biologiske datter måske har behov for at blive anerkendt af sin far. Måske savner hun ham, når hun ikke er hos ham, og måske er hun lidt misundelig på sin søster, som har far hele tiden. Hvis min hypotese er korrekt, så er det måske fars biologiske datter, der har brug for at vide, at hun er noget helt særligt, selv om hun ikke bor med far. Og jeg mener selvfølgelig ikke, at det skal være på bekostning af søsteren, der bor hos far til dagligt:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.