Lidt om syge børn

Åh, det var  en laaaaaang dag i går. Den startede ved 5-tiden, hvilket bare er alt for tidligt for mig. Eller egentlig startede den vist før end det. Den afløste nærmere bare dagen før – sådan helt uden varsel og mellemliggende søvn.

Jasper sov elendigt! Han var pjevset og snottet og generelt rimelig utilfreds med alting. Når ikke babserne kan stille noget op, så ved man den er gal. Og da klokken nærmede sig 4, begyndte hans vejrtrækning at blive anstrengt og hvæsende.

Kl. 5 sad jeg i sofaen og så ‘Den store bagedyst’ med en sovende søløve i armene. Jeg sendte den obligatoriske morgenvideo til Lillemor (ja, vi videoer hinanden på daglig basis), og da hun hørte Jaspers hvæsen, anbefalede hun mig at ringe til lægen.

Jeg synes, det er pisse svært at vurdere, hvornår man skal ringe til lægen! Med Ane gjorde det med garanti for ofte. Fordi jeg var førstegangsmor, og fordi hun var præmatur. Nu er jeg andengangsmor til en lille tyksak, og prøver at være opmærksom på ikke at gå for meget i den anden grøft. For man vil så nødig virke pylleret eller spilde lægens tid. Og sidst vi var hos lægen, blev vi sendt videre på børneafdelingen, som til sidst sendte os hjem med den forventede dom: en virus. Jeg følte mig aldeles dum over at have spildt deres tid, selvom jeg jo hellere skulle føle mig glad over at kunne gå hjem med ro i maven og et barn, som ikke fejlede noget alvorligt. Men sådan er jeg ikke. Jeg vil så nødig ligge folk til gene – heller ikke når det er deres job at give mig ro i maven.

Men hvorom alting er – når en rutineret andengangsmor OG jordemoder, som Tina jo er, anbefaler et lægebesøg, så lytter man efter! Så afsted til lægen med os, som endnu engang sendte os videre til børneafdelingen, hvor vi brugte 4 timer, før vi blev sendt hjem med beskeden om, at det – igen – var en virus. Men denne gang en virus, som havde bragt en omgang astmatisk bronkitis med sig. Så det var rigtigt godt, at vi tog til lægen. Hans respiration var alt for hurtig og lå i ‘haster’-feltet på lægens skema, og han havde brug for hjælp til at få ned i normalt leje.

Han fik saltvand i maske, efterfulgt af astmamedicin. Det var en møg ubehagelig oplevelse for os begge, men han var sej – som altid! Måske det er det, der gør, at det til tider er svært for mig at tolke, om han er ‘rigtigt’ syg eller ej. For han er glad og smilende, og som oftest får man jo besked på at se på barnets almene trivsel. Og den er der næsten aldrig er noget galt med, når det kommer til Jasper. Sidst vi røg på børneafdelingen skyldtes det faktisk mest af alt, at han græd. Og lægen sagde “Jamen, det gør børn jo!”. Men det gør Jasper bare ikke.

Det gjorde han heller ikke i går. Jo, mens han blev holdt fast og skulle ha’ maske. Men to minutter senere var han i sit sædvanlige gode humør. Natten til i dag har været fin, og selvom der er en smule hvæsen her til formiddag, er det intet i sammenligning med i går. Heldigvis!

Vi har fået en astmaspray med hjem med beskeden om, at give ham et pust, hvis han igen får besvær med vejrtrækningen. Det er ret betryggende at have noget indenfor rækkevidde, som kan afhjælpe:)

Er jeg mon den eneste, som synes, det er sindssygt svært at vurdere, hvornår ungerne skal til lægen? Og praktiserer I selv ‘hellere et besøg for meget end ét for lidt?

image

 

Moderskabet fortalt i onomatopoietika

Det er alt for sjældent, man bruger det ord – onomatopoietikon. Hvilket nok giver sig selv, da det om muligt er sværere at udtale, end det er at stave til;)

Jeg kunne egentlig bare ha’ skrevet et indlæg med titlen ‘Moderskabet fortalt i lydord’. Men jeg har længe ønsket mig at bruge ordet onomatopoietikon, alene af den grund, at jeg engang brugte det til en skriftlig eksamen. Hvor jeg ikke havde en ordbog med. Så jeg skrev vist noget i stil med ‘onomatikamonitipatopikapoikon‘. Dette er min redemption!

Moderskabet fortalt i onomatopoietika:
image

  • når man opdager, at man har glemt Elsa-dukken i børnehaven. Kl. 17. En fredag.
  • når man hælder havregryn på yoghurten, og den 3-årige mente havreFRAS!
  • når man tillader sig at forlange, at den 3-årige skal ha’ sko på.
  • når man synger med på titelsangen til ‘Ramajetterne’ uden at spørge den 3-årige om lov.
  • når man ikke kan tegne en hund. Eller Elsa. Eller en luftballon med en ræv i, som flyver over et slot, hvor der bor en drage og en kran. (note til kommende mødre: drop fødselsforberedelsen og find et tegnekursus. En fødsel gør ondt, men en 3-åriges vrede varer længere. Jeg havde veer i 36 timer – jeg ved, hvad jeg taler om!).

 

image

  • når man endelig har fået babyen til at sove, og naboen beslutter sig for at tømme kurven med vinflasker og marmeladeglas i skraldespanden
  • når babyen for tredje gang falder i søvn ved brystet, og vågner så snart man lister babsen ud af savlehulen.
  • når man opdager, at man er løbet tør for kaffe. Hvilket altid kun sker mandag morgen.
  • når baby vil hænge i babsen fra 18-23. (Vi har været sammen hele dagen!!!)
  • når den 3-årige har lånt ens nøgler (“Ane, ved du, hvor mine nøgler er??” “Ja, men jeg kan ikke huske det:)”)

 

image

  • når folk uden børn brokker sig over manglende nattesøvn.
  • eller spørger, hvorfor man altid kommer for sent.
  • eller kommer med gode råd til at opdrage en 3-årig.
  • når manden spørger, hvorfor man ikke har lavet noget, når nu man bare har været hjemme hele dagen.
  • når ens mor kommenterer, at man trænger til at støvsuge.

 

image

  • når man siger, at det er sengetid
  • eller at den 3-årige skal ha’ klippet negle
  • eller renset ører
  • når man er i Ikea

(når der leges almindelig gemmeleg er det efter ‘hvis jeg holder mig for øjnene, kan mor ikke se mig!‘-metoden, men når det virkelig gælder, er hun fucking Houdini!)

 

image

  • når man træder på en Duplo-klods!
  • når babyen bider en i babsen. Det er faktisk ikke selve biddet, der er det værste, men bevidstheden om, at det vil ske igen. Du ved bare ikke hvornår. (Lidt ligesom Marshalls og Barneys slap-bets i How I met your mother!)
  • når den 3-årige insisterer på at børste ens hår. Med en gaffel. (Skide mange tak, Walt Disney!)

 

image

  • når man kommer ud ad døren UDEN gylp, afføring eller havregryn på tøjet. OG trusserne ikke vender på vrangen!
  • når man kun kommer en time for sent til en aftale.
  • når man er alene med to børn og formår at lave aftensmad uden brug af iPad, slik eller trusler!
  • når man er i byen første gang efter fødslen.

 

image

  • når man tager bleen af babyen i stuen og tænker, at man sagtens kan nå ud i gangen efter en ny ble og tilbage igen uden uheld.
  • når aftensmaden rammer gulvet. Eller væggen. Eller loftet.
  • når man har været i byen første gang efter fødslen.

 

image

  • når man spørger, om man skal gå op og købe en is.
  • når man siger, at der står en trampolin i haven.
  • når man siger “Gad vide om du kan nå ind i garderoben og tage dine sutsko på, inden jeg har talt til ti??” (Bedste trick EVER!)

(Til daglig kan turen hjem fra børnehaven tage over 2 timer, fordi hun går såååååå laaaaaaangsooooooomt. Men når der er is, trampolin eller chancen for at se et egern i sigte, så kan man ikke se barnet for bare støvskyer og skosåler!)

 

image

  • når baby smiler og siger “dadababada”
  • når den 3-årige siger “Jeg elsker dig mor”
  • eller endnu bedre “Jeg synes ikke dine bryster er lange, mor!”
  • når begge børn sover!

 

Sidst, men ikke mindst. Absolut ikke mindst. Tværtimod.

Denne lyd.

…..

……….

…………….

STILHED! Den værste lyd af alle! Lyden af:

  • 3-årig tegner på væggen. Med sprittusch.
  • 3-årig klipper pandehår med neglesaksen. På Elsa. Og sig selv.
  • 3-årig har fået fingrene i din telefon og efterlader dig med beskeden ‘iPhone er slået fra, prøv igen om 38.785.031 minutter’……

“Undskyld, må jeg amme her??”

Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup
Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup

Dét spørgsmål har jeg aldrig stillet.

Jeg har sammenlagt ammet i 27 måneder. 18 mdr med Ane og 9 med Jasper. Jeg har aldrig spurgt om lov til at amme et givent sted, højst sandsynligt fordi jeg aldrig er blevet bedt om at lade være.

Men der er øjensynligt steder, hvor man ikke må amme. Det er i hvert fald hvad mit facebook-feed fortæller mig. Restaurationer, som er i deres fulde ret til at bede ammende kvinder om at gå et andet sted hen med deres medbragte madpakker. Fordi nogen åbenbart finder amning stødende.

Jeg forstår det ikke. Altså sådan helt bogstaveligt. Jeg forstår ikke, hvad det er ved amning, som kan opfattes som værende stødende? Forklar mig det endelig, hvis du ligger inde med svaret:)

Er det det synlige bryst? Som jo altså ikke er så synligt endda, i og med at det er dækket af et hoved. Jovist, man kan se noget af brystet. Toppen, måske. Men det kan man jo altså med meget tøj. De fleste ammende kvinder er desuden så rutinerede, at de på et splitsekund kan på- og afmontere barnet, så man skal nærmest fiksere blikket på kvindens bryst, hvis man skal være så heldig (uheldig?) at fange et glimt af brystvorten.

Er det handlingen? Er det selve begrebet ‘amning’, som nogen finder stødende eller ulækkert? Altså den funktion som nu engang er årsagen til, at vi fra naturens side er udstyret med bryster?

Er det barnet? Er det i virkeligheden bare en undskyldning, fordi man ikke gider ha’ alle byens mødregrupper med dertilhørende børn hængende på sin café? Fordi børn larmer og forstyrrer og kan være virkelig irriterende? I så fald – hvorfor er det så ikke bare det, man melder ud? Når man har ret til at forbyde kvinder at amme, så har man vel også ret til at forbyde børn under 10 år adgang?

For ja, man må godt nægte kvinder at amme i ens egen biks. Og det har jeg det personligt virkelig stramt med! En ting er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor grænsen så går for, hvad man må forbyde. Noget andet er min personlige overbevisning om, at hvis man accepterer den ret, hvis man bare trækker på skuldrene og siger, at man så må gå et andet sted hen, så bidrager man på sin vis til præmissen om, at amning er stødende. At det er de ammende, den er gal med, og ikke den brystforskrækkede del af samfundet.

Jeg har aldrig taget særligt hensyn til andre, når jeg har ammet. Ligesom jeg ikke tager særligt hensyn til folk, jeg møder på gaden. Jeg tager hensyn, naturligvis! Jeg rykker mig, hvis de skal forbi, og hjælper dem, hvis de taber noget. Men jeg tager ikke særligt hensyn. Jeg klæder mig ikke, så mine skuldre er dækket for at tage hensyn til dem, som foretrækker det sådan, ligesom jeg hellere ikke lader Jasper blive hjemme fra handleturen, selvom nogen helt sikkert synes, at barnevognen fylder for meget i Netto. Jeg tager helt almindeligt hensyn. Det samme gør jeg med mine bryster. De hænger ikke og dingler frit, jeg lader dem ikke lufttørre, og jeg tilbyder ikke gutten ved nabobordet en sjat mælk i kaffen. Jeg pakker dem ud, når min søn er sulten, og pakker dem væk igen, når han er mæt.

Så jeg forstår ikke problemet! Og jeg køber simpelthen ikke ‘det er ikke alle, der gider kigge på dine bryster!’-argumentet. For for det første, så ser man dem jo ikke. Og for det andet, så er det heller ikke alle, der gider kigge på andres tæer. Og det er ikke ment, som en kæk bemærkning – det er bare så lidt mening, det giver i mit hoved.

Der er så mange ting, man kan blive stødt af i dag. Nogle vigtigere end andre. Der er tosser folk, der deler såkaldte ‘asyl-sprays’ ud på gaden. Se dét er stødende! Bryster og babyer? Not so much….

 

 

Forresten #7

  • Måtte jeg i dag hjælpe et par ekspedienter i Netto med at finde marcipanbrød til en ældre dame. Den første gav op, da det ikke var at finde mellem bonde- og græskarkernebrødet og måtte have assistance af sin kollega, som fortsatte jagten i afdeling med pita- og ciabattabrød. For som han sagde “Det lyder jo til at være en slags specialbrød!
  • Har jeg i weekenden besøg af min lillesøster, som skal til tegneserie-messe i Bella centeret. Hun er vegetar (og har været det siden hun var 8 år, på trods af at ingen andre i familien er det. Respekt!), så jeg skal for første gange kaste mig ud i at lave ‘kødsovs’ med linser.
  • Valgte jeg at sende en snap til Sneglcille for at få hjælp til at vælge de rigtige linser. Havde jeg spurgt i Netto, var jeg nok blevet peget i retning af kagerne;)
  • Skal min lillesøster have tilføjet nogle croquistegninger til sin portfolio, så jeg kan se frem til at tilbringe aftenen splitterravende nøgen.
  • Er Fyrsten blevet kaldt til jobsamtale i næste uge. Kryds lige fingre!!!!
  • Har jeg besluttet mig for at få langt pandehår – tak for jeres stemmer i den forbindelse! I er dog svært uenige, og stillingen er pt 49 versus 51% i det lange pandehårs favør;)
  • Vil jeg lige minde jer om, at rabatkoden til Onlineservice, som I kan finde i dette indlæg, gælder måneden ud. Jeg har netop lagt sidste hånd på bogen med billeder fra min graviditet.
  • Er Jasper nu ligeså gammel, som Ane var, da hun startede i dagpleje. HOLD NU KÆFT, hvor er jeg glad for at have muligheden for en lang barsel denne gang!!!
  • Må jeg anbefale alle, der elsker Harry Potter og tissemænd, at kigge forbi her. Jeg griner stadig:)

image

Tilbageblik – for et år siden

image

Facebook fortæller mig, at jeg så sådan ud for et siden. Når jeg ser det i dag, synes jeg egentlig, at jeg ser ret stor ud. Pæn, men stor med tanke på, at jeg ‘kun’ var 6 måneder henne. Jeg havde godt nok også på dette tidspunkt taget omkring 20 kg;) på. Der var stadig en måned tilbage før barsel, så jeg cyklede dagligt sammenlagt 15 km. til og fra job.

Hold kæft, hvor var jeg træt! Den der træthed, som mange oplever i starten af graviditeten, sprang jeg let og elegant henover. Men både den og kvalmen gjorde sit indtog i tredje trimester. Jeg kunne stå op og sove. Faktisk mindes jeg, at jeg var i biografen med nogle elever, som var en smule fornøjede over, at jeg kunne sove gennem en hel film. Derudover begyndte jeg at få mere og mere vand i kroppen. De første 30 skridt, jeg tog om morgenen, føltes som at gå på glasskår, og jeg kunne ikke længere passe mine sædvanlige sko, men måtte ud og købe større.

Op til tredje semester var graviditet gået rimelig gnidningsfrit. Fysisk, i hvert fald. Psykisk var en anden sag. Jeg tror først, at det var i tredje semester, at jeg begyndte at føle mig helt sikker på, at det her rent faktisk ville ende med en baby. Op til da havde jeg tusindvis af katastrofetanker, og det var svært for både mig og Fyrsten at give os hen til ubetinget glæde. Men heldigvis ændrede det sig:)

Det var også omkring september 2015, at Fyrsten begyndte at insistere på, at det var en dreng. Ikke gætte eller ønske sig, men slet og ret være fuldstændig overbevist om, at det ikke kunne være anderledes. Og jeg skældte ham ud. For vi vidste det jo for fanden ikke. Og jeg gad ikke gå og tro og forestille mig noget, fordi han plantede frø i min underbevidsthed. Hvilket var præcis det, der skete – jeg forestillede mig en dreng. Som skulle hedde Jasper:)

I september 2015 skrev jeg lidt på bloggen om vægtøgning i graviditeten, noget om at være fuldstændig rablende vanvittig og begyndte at vælte vægge med kun 100 dage til termin, og en ode til de 92 æg, som kom forud for Jasper-ægget:)

Det er ret skægt sådan at tænke tilbage på dengang, hvor vi bare var mig, Fyrsten og Ane. Det er kun et år siden, men et helt andet liv. Og nu er vi her. Jeg er stadig træt, men kan da passe mine sko igen;) Og spisestuen? Den er stadig ikke færdig;)

Fruen og Lillemor #7 (om identitet som mor, kræsne børn og yndlingsforældre)

Så er Lillemor og Fruen er klar til at sige “Glædelig onsdag!”. Vi har været i sminkestolen, fået håret sat og vipperne bøjet for dernæst at indtage studiet. Hvilket vil sige, at vi sidder i min seng med fedtet pandehår, bums på hagen og gylp på skulderen. Altså for mit vedkommende. Lillemor er altid så irriterende  pæn;)

image

I dagens første video taler vi om kræsne børn, hvor jeg kan bidrage med minimalt af gode råd, fordi mit meget mærkelige menneskebarn faktisk godt kan li’ grøntsager.

Video nr. 2 handler om, hvordan ens liv og identitet ændrer sig, når man bliver mor. Hvilket jo er noget nær umuligt at svare på;) Vi prøver naturligvis alligevel!

Sidst, men ikke mindst, taler vi om det der med, når ens børn foretrækker den ene forældre fremfor den anden. Har I nogle gode råd til den problematik, så smid dem endelig i kommentarfeltet!

Og synes du, at her mangler en afstemning, så hop ind til Tina – hun er gået bananas og har vist lavet rigeligt for os begge;)

Bryster, babser, patter, babbelutter….

Annonce – armbåndene er en pr-gave:)

Kær barm har mange navne!

Herhjemme går de i daglig tale under navnet ‘babser’, hvilket var et af de første ord, Ane lærte at sige;)

Og i dag skal det altså handle om babser!

Vidste du, at…..

  • det latinske ord for “bryst” er “mamma”?
  • et bryst indeholder 15-20 mælkekirtler?
  • brystomfanget i de vestlige lande er øget med 10 cm. gennem de sidste 100 år grundet ændrede mad- og motionvaner?
  • en undersøgelse lavet af Triumph i 2007 viste, at danskerne har de næststørste bryster i Europa?
  • ifølge græske myter blev Mælkevejen skabt, da Heras mælk sprøjtede ud over himlen?
  • amazonekrigerinderne siges at have skåret deres ene bryst af for bedre at kunne spænde buen?
  • man godt kan amme, selvom man ikke har født?
  • brystkræft er den hyppigste kræftsygdom hos kvinder?
  • hver 9. kvinde rammes af brystkræft?
  • chancen for at overleve brystkræft er stigende i Danmark?
  • denne stigning skyldes forskning?
  • du kan støtte denne forskning ved at købe et ‘Støt brysterne’-armbånd, -taske, -broche mm. lige her?
  • du også kan give et bidrag via mobilepay på 61610802 eller ved at sms’e BRYST50 (eller 100 eller 150) til 1277? (Se mere her!)
  • når du vælger at støtte, går over halvdelen af beløbet til forskning?

Min mormor plejede altid at købe ‘Støt brysterne’-armbånd til mig og min søster. Det gør hun ikke længere – hun døde af kræft…. I år har jeg været så heldig at få armbåndene tilsendt, så jeg har i stedet overført et beløb via mobilepay:)

imageimage

 

LUK. SÅ. RØVEN!

Jeg er mere end én gang faldet over det udsagn, at det er egoistisk eller sågar direkte forkert at få donorbørn. Både for singler og par.

Et af de hyppigst benyttede argumenter er, at man ikke skal gå imod naturen. Det være sig den natur, som enten har gjort, at man er infertil eller homoseksuel. Man må affinde sig med og acceptere situationen. For nu har naturen ligesom valgt, at det er sådan, det er.

Den slags argument bruges gerne af folk, som enten har spyttet afkom ud i hobetal, eller som har truffet et valg om ikke at ville have børn. Jamen, tillykke med det og respekt for dit valg! Og luk så røven. Tak!

For så er argumenterne på en eller anden måde gratis, ikk’?! Så kan man sidde derhjemme på sin flade og overstrømme facebook med holdninger om andres folk liv uden at have den fjerneste anelse om, hvordan andres virkelighed ser ud. Og uden evnen til på nogen som helst måde at forstå.

Lidt ligesom al den her debat om kontanthjælpsloftet. Størstedelen af de spydige og nedladende kommentarer kommer fra folk, som ikke aner en skid om, hvad fanden det egentlig handler om. Jovist, de læser avisen og ser nyhederne. Og så knapper de en Amarone op og læner sig tilbage i deres Hay-puder, mens de bakker hinanden op i, at de sagtens ville kunne klare sig for dét der rådighedsbeløb, og at der altid er jobs at få, og at stress jo bare er en undskyldning for de dovne.

LUK. SÅ. RØVEN!

Jeg bliver så træt!

Ja, man må gerne ha’ en holdning. Ja, man gerne være kritisk og konstruktiv. Ja, man må gerne synes, at kontanthjælpsloftet er en fremragende idé. Men man må satme også gerne tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sin holdning i ansigtet på folk, som står lige midt i lorten. Folk, for hvem det ikke bare handler om holdninger, tal eller en tilfældig artikel i Politiken, men derimod er den barske virkelighed. Hver dag, hele tiden.

Det er så let at have holdning om ting, som man ikke aner noget som helst om. Gid det var ligeså let at holde den for sig selv…..

image

Du er tosset

Du er tosset.

Du er tosset med lyskæder. Du sætter lyskæder op alle vegne. Over hoveddøren, i legehuset, på gyngestativet. Og mens du sætter en lyskæde op i cykelskuret, mumler du lidt i skægget, at jeg bruger for meget strøm, fordi jeg har glemt at slukke lampen i gangen.

Du er tosset med Star Wars og E.T. og Pink Floyd. Og du drikker whiskey og synger med på “I wish you were here”, mens du griner af, at min første tanke, når jeg hører titlen, er Incubus. Alle ved jo, at det er Pink Floyd.

Du er tosset med youtube-videoer. Af katte på skateboards og pandaer på rutsjebaner. Og når jeg er færdig med at læse de dersens kedelige og irrelevante blogindlæg, så vil du gerne lige låne computeren, så du kan vise mig en video med en hund, der ryger cigar.

Du er tosset med lego. Og du slæber gamle kasser hjem fra dit arbejde, dækket af spindelvæv og 20 års støv. Men der er ingen steder at sætte dine kasser, for jeg er over det hele. Med mine skåle og kurve og ting med prikker. Jeg burde blive bedre til at smide ting ud, siger du. Mens du leger med lego, som du købte, da du gik i 4. klasse.

Du er tosset.

Det er jeg vist også.

Jeg er tosset med dig.

Jeg er tosset med dig!

image

En bloganbefaling – Balancegang

Min søde veninde, Tinne, sad en dag hos sin psykolog, som så mange andre moderne kvinder, og var en smule bitter over at føle sig som den eneste fraskilte mor i verden. Jeg kan sgu godt forstå hende! Vi er en flok på fem tøser, som har hængt sammen de sidste mange år, og tre os er lykkeligt gift, en er nyforelsket på 3. år, og så er der Tinne, som på trods af selv at være rimelig lykkelig i forholdet til sin kæreste, alligevel står med nogle udfordringer i hverdagen, som vi andre bare ikke kan sætte os ind i. Vi kan lytte og bakke op, men vi forstår jo ikke, hvad det vil sige, når man pludselig skal starte forfra midt i livet. Når den, man troede var den rette, viser sig at være det stik modsatte, og man pludselig skal dele hjem og barn.

Så psykologen opfordrede Tinne til at gå hjem og læse nogle blogs skrevet af kvinder i samme situation. Hvilket må siges at være lidt af en udfordring, når man som Tinne aldrig har læst en blog i sit liv! Så hun søgte og ledte uden det store held, og besluttede sig i stedet for at lave én selv!

Og jeg er ret vild med den idé! For Tinne er pisse skarp, velformuleret og har en mening om noget nær alt – det er et virkelig godt udgangspunkt!

Læs for eksempel indlægget om at være fraskilt herimage

image
Eller tankerne om datterens fødseldag her.

image

Og hvis du tænker “Åh nej, endnu en morblog!”, så frygt ikke;) Da jeg mødtes med pigerne efter at have fået Ane, fortalte jeg, hvordan jeg følte mig komplet amputeret, hvis ikke hun var hos mig. At jeg til nøds kunne tage ned og handle uden hende, men så fyldte jeg også vognen med bleer, sutter, skumklude mm., bare så alle kunne se, at jeg var mor. Tinne svarede tørt “Det går over! Når jeg går i Netto alene, så er dét jeg elsker mest, at ingen kan se, at jeg er mor. Jeg køber ikke så meget som en skoleagurk, der kan afsløre mig. Det er ret vidunderligt at få lov at være et rigtigt menneske!” Jeg ku’ godt ha’ hende mistænkt for at gå så langt som at afmontere cykelstolen, bare for at være helt sikker;) En mistanke hendes seneste indlæg bekræfter rimelig meget;)

Du kan følge Tinne på både facebook og Bloglovin, hvis du skulle ha’ lyst til det:)