Lidt om drømme

Nej, vi går ikke med overvejelser om at flytte til Lolland. Eller Fyn, som faktisk i et splitsekund ikke bare var en drøm, men en reel mulighed.

Vi bliver, hvor vi er. I Palæet.

Det var på mange måder tilfældigheder, der førte os hertil. Det er det selvfølgelig med det meste i livet, men for os var Hvidovre ikke et bevidst valg. Vi landede her, fordi det var lige netop dette hus, vi ville have. Og havde det ligget noget andet sted i en overkommelig radius fra København, så var vi landet der istedet. Vi har intet tilhørsforhold til Hvidovre af nogen form, men vi er faldet til og trives.

Alligevel popper der fra tid til anden en drøm op om at starte forfra. Et nyt sted med nye muligheder. Det var der Fyn kom ind i billedet. Vi havde muligheden for at starte et bofællesskab op med nogle nære venner, i hvad der muligvis må være Danmarks fineste hus. Plankegulve, høje paneler, sprossede vinduer. 300 kvadratmeters smukt istandsat hovedhus og med mulighed for at lave beboelse i yderligere 200 kvm gammel stald. Og jeg så det hele for mig: seks jævnaldrende børn, der legede i haven mellem geder, urtebede og det hjemmebyggede shelter. Solen skinnende fra morgen til aften og fuglene sang Gladys Knight. Det var alt sammen meget smukt. Helt perfekt, faktisk. På nær tre små ting. F, Y og N.

Jeg er simpelthen for bundet af mine relationer til at kunne bo noget andet sted end lige her. Og hvor er det dejligt! For det betyder jo, at der er nogen, jeg elsker. Nogen, der gør en forskel i min hverdag og ikke ville kunne undværes. I forestillingen hedder det sig, at man så bare får et andet forhold, ses på en anden måde. Måske sjældnere, men alligevel. Så bruger man weekender og ferier. Man finder ud af det. Men det gør man ikke nødvendigvis. Vi gør i hvert fald ikke.

Og selvom et simpelt liv på Fyn med hjemmehæklede trusser og gedemælk i morgenkaffen på mange måder er tillokkende, så ville det betyde, at vi skulle give afkald på nogle andre ting. Lige nu henter farmor Ane en gang om ugen, jeg har mødregruppe med min bedste veninde hver fjortende dag, og vi holder familieaften med Fyrstens familie en gang om måneden. Anes bedste veninde bor 10 minutter væk, og indenfor 10 meter bor to andre børn fra Anes børnehave. Vi er, efter 6 år i Palæet, endelig ved at have dannet os et lille netværk i området. Det har stor værdi. For stor til at vi bare kan rive alt op ved rode og starte forfra et nyt sted.

Drømme er skønne. Særligt dem, der får én til at sætte lidt ekstra pris på det, man allerede har. Også selvom der er helt almindelig mælk fra karton i kaffen.

image

En særlig tak til Anna og Denzel;)

image

Den vakse læser vil bemærke, at dette indlæg er en genganger;) Det blev nemlig udgivet sent torsdag aften og slettet igen små syv timer senere. Jeg var glad og ivrig og tog ikke lige højde for, at Oliver naturligvis selv skulle ha’ lov til lige at overraske lidt flere med sin pludselig hjemkomst! Det har han gjort nu – så nu får I lov at læse, hvordan Oliver og jeg tog røven på Fyrsten i torsdas:)

………….

 Oliver skrev til mig i formiddags og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede “Pandekager.” og fik en “Jeg kommer med det samme!”-besked tilbage. Hvilket var lidt skørt, for Oliver er i Spanien og har været det siden juni. Planen var, at han skulle komme hjem til jul. Så jeg smed ham et par blinke-smileys tilbage. For godt nok ville jeg elske, hvis han lige kom et smut forbi Hvidovre til blå pandekager, men der er nu noget af et smut fra Barcelona. Så ringede han mig op og fortalte, at den var god nok. At han altså var på vej hjem og måske endda allerede i dag! Da jeg var færdig med at juble, spurgte jeg ind til, hvad tid han ville lande, så vi kunne komme og hente ham. Oliver foreslog i stedet, at vi tog røven på hans far, og at jeg altså skulle holde tæt i små 10 timer.

Så det gjorde jeg! På nær på Snapchat, for der er er Fyrsten ikke med. Den største udfordring blev at forhindre ham i at gå i seng. Han står op kl. 4.30 hver morgen, så som regel snorkbobler han senest kl. 21.30. Og det ville jo være noget skidt!

Anna og Elsa kom mig til undsætning! Ane har haft legekammerater på besøg, og de har haft gang i de Frost-walkie talkier, som Ane fik af sin moster i sidste uge. Og de havde – heldigvis! – glemt at slukke dem OG gemt dem. Så således fordrev Fyrsten og jeg en lille times tid med at endevende hele Palæet for at aflive den øredøvende bib-lyd, som de små, blå tingester forårsagede. Elsa blev hurtigt lokaliseret, men gudskelov var Anna mere end almindeligt godt gemt! Da først jagten sluttede, begyndte Fyrsten allerede at tale om at gå i seng, og jeg måtte tænke hurtigt. Så jeg foreslog, at vi fandt en god film. En science fiction film. Og der burde alle klokker ha’ ringet! For jeg gider aldrig se film! Og da slet ikke science fiction! Men Fyrsten hørte ingen klokker. Han lænede sig tilbage med iPaden og julelys i øjnene og valgte en film med Denzel Washington. Og så prøvede jeg ihærdigt at agere opslugt i en times tid. Jeg sagde “wauw!” på de helt rigtige (tror jeg!) tidspunkter og kæmpede for ikke konstant at tjekke min telefon for en opdatering fra Oliver.

Da opdateringen endelig kom, bildte jeg Fyrsten ind, at Lillemor lige ville kigge forbi med noget, som jeg skulle ud og tage imod. Jeg fik listet Oliver med ind og kaldt Fyrsten ud i køkkenet. “Skulle vi nu for fanden ikke bare se den film færdig, så vi kan komme i seng?!” nåede han at brumme, inden han kom ud i køkkenet, hvor hans ældste søn ventede. Og så blev han glad! Meget glad:)

Og nu sludrer de to i stuen, mens jeg putter de mindste mennesker, som vågnede op. Måske de kunne mærke, at hele Palæet sitrede af spænding, gensynsglæde og kærlighed.

Nu er klanen samlet:)

Skriblerier fra sofaen

Klokken er 19.12 og begge børn sover. Når jeg får armene ned over den bedrift, venter en større omgang oprydning. Der er legetøj overalt, resterne fra aftensmaden står stadig på bordet, og der ligger et halvfærdigt vasketøjs-skuffesystem på køkkengulvet. Standard lørdag.

Jeg er alene hjemme med ungerne. Fyrsten er til mindemiddag for sin bror, Kenneth, som ville have haft fødselsdag på mandag. Det er en super dejlig tradition, hans døtre har indført, hvor familien mødes og spiser stegt flæsk med persillesovs. Fyrstens familie er om muligt endnu mere svær at hitte rede i end min. Og en del af familien ser vi stort set aldrig, for eksempel hans storebrors brødre, som ikke er Fyrstens brødre. Men på denne ene aften om året samles hele banden – søskende, niecer, ekskoner mm, som muligvis ikke hænger sammen i blodet, men i kærligheden. Man kan ærgre sig over, at der skal et dødsfald til at samle familien. Men, i Kenneths ånd, vil jeg hellere glæde mig over, at det gjorde netop dét. Det ville han have gjort!

Jeg ville gerne ha’ været med i aften. Virkelig gerne! Men ude med to børn efter kl. 19 er bare for en stor en udfordring. Det kan gå til private arrangementer, men ikke på restaurant. Det ville ikke være hyggeligt og afslappende for nogen af os – mindst af alt børnene. Og det ville helt sikkert ende med at nogen blev hysterisk – mest af alt mig. Så jeg har sendt Fyrsten afsted med beskeden om at hygge sig. Grine og mindes sin bror og indhente det forsømte med de mennesker, vi desværre ser alt for sjældent.

Selv ser jeg frem til et par timers hygge med Krøniken, Knæk cancer-show og vasketøjssystem. Tænkt at glæde sig sådan til at få organiseret sit vasketøj! Men det gør jeg, sådan helt oprigtigt. Nogen gange skal der ikke så meget til:)

image

Lolland<3

Hos bageren i Stokkemarke koster en kartoffelkage en 10’er i weekenden. Og jeg kan fortælle jer, at kartoffelkagerne på Lolland får de københavnske af slagsen til at ligne konfekt. Én gang har jeg dristet mig til at købe en herinde, og det kommer ikke til at ske igen. Så vil jeg hellere have minderne om, hvordan en rigtig, lollandsk kartoffelkage er.

Ane og jeg var på Lolland i efterårsferien, og den ene af dagene besøgte vi min far og co. i Nakskov. Vi var kun lige trådt ud af toget, før Ane spurgte mig, hvad det var for en lugt. “Det er duften af min barndom, skat:)”, svarede jeg, og hun kiggede på mig, som havde jeg talt japansk “Det lugter virkelig grimt, mor!”, sagde hun. Og det kan man jo ikke være helt uenig i;) På vejen hjem til min far gik vi forbi sukkerfabrikken, og jeg forklarede Ane, hvor den særprægede odør kom fra. Vi fandt en roe på vejen, og jeg fortalte om min barndoms roelygter. “Ligesom græskar?” spurgte Ane. Jeps, ligesom græskar – og så bare meget bedre!

Vi gik videre ad Maribovej og passerede det hus, hvor min mors kusine engang boede. Hun havde en underbo, der hed Gunnar, mønster med ananas på sengetøjet, og jeg blev badet i hendes håndvask i køkkenet under de skrå vægge. Engang stod der “Frisør” på siden af huset – det stod der i mange år. Selvom der hverken var en frisør eller lokaler til det i bygningen.

Så gik vi forbi Krukholm, og jeg fortalte Ane, at hendes oldefar var stamgæst der. Faktisk tror jeg, at han nogen gange boede på de tilhørende værelser, når min mormor smed ham ud hjemmefra, fordi han havde drukket for meget. Der hænger stadig billeder af ham på de nikotingule vægge. Da jeg engang gik forbi for at kigge på dem, smilede det ældre klientel på værtshuset stort ved oplysningen om, at jeg var Agners barnebarn.

Efter gymnasiet flyttede stort set alle til København. Jeg var kontrær og fast besluttet på at vise omverden, at man godt kan blive til noget på sydhavsøerne. Så jeg fik mig en lejlighed på den anden side af sundet for at være tættere på min skole, jeg tog mig en uddannelse, og en sommer på Vejlø blev min skæbne beseglet, da jeg forelskede mig – i en københavner. Det kan jo ske for selv den bedste!

Nu er det 8 år siden, jeg flyttede, og jeg har ikke fortrudt. Vi har skabt os et godt liv her i vores lille forstadskvarter en spytklat eller 20 fra Rådhuspladsen. Men det betyder ikke, at jeg ikke savner Lolland. At jeg ikke bliver fristet, når Facebook lokker med en herskabsvilla til 1 million. Eller endnu mere når bageren i Stokkemarke lokker med kartoffelkager til en 10’er. RIGTIGE kartoffelkager.

Jeg har haft min løsrivelsesproces. Jeg har sagt til mig selv, at Lolland var for lille til mig. Og jeg tror uden tvivl, at jeg har haft godt af at komme væk fra Lolland, at få en anden udsigt og se verden fra et andet perspektiv. Det tror jeg, alle har godt af – lige meget hvor de kommer fra. Der er også en del københavnere, som uden tvivl ville nyde godt af at komme længere væk end 100 m. fra deres hoveddør på Vesterbrogade.

Jeg har også sagt til mig selv, at Lolland er for indspist. At alle ved, hvad alle laver, og man ikke kan vælte på sin cykel, uden naboen ved det. For sådan er det! Sådan er det i alle små lokalsamfund. Og ja, det er da pisse irriterende. Og rigtig meget rart og trygt! For det betyder også, at der altid står nogen klar til at hjælpe både en selv og cyklen op, når uheldet er sket. Og er egerne blevet bøjet, så har den ene en onkel, der lige kan fikse det. Der er altid nogen, der står klar til at hjælpe. Også selvom de ikke kender dig. Det er nok, at du er Agners barnebarn.

Jeg er vokset op med næsen i roelugt og fødderne solidt plantet i plådde. Jeg er blevet syltet i skolegården, har været kærester med min fars kones fætter og kørte med hestevogn, da jeg blev student. Jeg forventer stadig, at en kartoffelkage er større end et stykke konfekt, at der er kokos på et rosenbrød, og jeg kalder stadig thebirkes med remonce for en ‘Københavnerbirkes’. Jeg går ikke ‘End’ i et rum – jeg bærer mit lydrette ‘I’ ind med stolthed, ligesom jeg lærer mine børn, at det hedder ‘måmor’ og ‘måfar’.

Man kan fjerne pigen fra Lolland, og man kan fjerne plådden fra hendes gummirøjsere, men hun lugter stadig lidt af roer;)

image

 

Fra onsdag til tirsdag på 10 minutter

Fyrsten kom hjem med blomster til mig i går. Fordi jeg havde fortjent det, sagde han. Det var naturligvis inden, jeg begyndte at hundse med ham og ville ha’ rykket møbler på plads NU! “For Ane får jo venner med hjem til blå pandekager i morgen. Og alle møblerne står på hendes legeværelse. Det kan vi ikke være bekendt.” Han prøvede vist at indevende noget, men der havde jeg allerede et skab på nakken og en spisestuestol under hver arm, og så kan det være svært at høre, hvad mænd siger. Så han hev skabet ned fra min nakke og hjalp mig med at bakse det på plads. Troede han. For herhjemme har intet faste pladser. Mindst af alt møblerne. Og det kunne jo være, at det kunne stå bedre et andet sted. Så han rejste sig igen og rykkede det en halv meter den anden vej. Og blev stående. Hvilket var fornuftigt, for så slap han jo for at rejse sig endnu engang, da jeg ville ha’ det rykket tilbage igen. Og da skabet havde været på rundtur i hele stuen, hev jeg halvdelen af møblerne fra udhuset ind. Og satte dem tilbage derud igen. Og bandede over nogle ledninger. Først dem, der var for korte. Så dem, der var for lange. Alle ledningerne fik en verbal overhaling. Og til sidst satte jeg bare tingene, som de stod, før gulvene blev malet. Og tilføjede at jeg jo bare kunne rykke rundt på dem igen på fredag, når Ane HAVDE haft besøg! Det var Fyrsten enig i. Og så mindede han mig lige om, at der jo var et par dage til i og med, at det kun var tirsdag, og Anes gæster først kommer torsdag.

Og sådan gik det til, at jeg både fik blomster OG en ekstra dag. Og Fyrsten fik lidt flere grå hår. Men de klæder ham altså også!

image

Dem, jeg knækker cancer for <3

Dette er en genudgivelse. Jeg skrev indlægget for et lille års tiden, men i anledning af ‘Knæk cancer’-ugen, kommer det ud igen. Til ære for dem, som jeg ønsker at knække cancer for. Smid gerne en kommentar om hvem du knækker cancer for <3

…….

Haldis havde en swimmingpool i gården, der hørte til hendes lejlighed. Når jeg besøgte Laura i København, tog vi ofte hjem til farmor Haldis. Ikke på grund af poolen, men selskabet. Hos Haldis kunne man bytte én købecigaret til tre hjemmerullede, som hun opbevarede i en Erik Kold-smørbøtte på kakkelbordet i stuen. Det syntes vi, var en god handel. Vi kiggede i fotoalbums, og Haldis fortalte historier om et langt liv levet i selvsamme lejlighed, hvor vi sad. Om kærligheden til sin mand, og om at måtte begrave to af sine børn. Vi drak kaffe og spillede kort. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad spillet hed. Vi kaldte det bare ‘farmor’.

Tina badede altid nøgen på Vejlø. Selv da alle de gamle ølejrdeltagere begyndte at trække i badetøjet, fastholdt hun sin ret til at være nøgen. Vi delte øl og meninger, og selvom jeg kun var en forvokset teenager, talte hun altid til mig, som var jeg voksen og mine ord havde værdi.

Vibeke boede i kollektiv på Bornholm. Og alle mulige andre steder, tror jeg. Engang skulle Reimer Bo interviewe hende omkring kollektivet. Han blev forelsket i hende, hvilket jeg godt kan forstå. Den Vibeke, jeg kendte, var muligvis ældre og nu med helt eget køleskab og uden lilla stofble om håret. Men jeg blev også lidt forelsket i hende. Allermest forelsket blev min svigerfar.

Marianne var jyde med stort J. Alt ved Marianne var stort. Særligt hendes stemme, hendes latter og hendes armbevægelser. Mest hendes hjerte. Hendes ældste datter er på alder med mig. Hun er ligeså stor og farverig og fantastisk som sin mor.

Pia var ligeud af posen. Der var aldrig noget pis der! Hun lavede verdens bedste spaghetti carbonara og havde den skønneste humor. Sort og tør. Pia selv var alt andet end tør. Hun havde en energi og et drive, jeg sjældent har set mage til.

Erik samlede på Cold Case-slutninger, som han optog på video. Han havde højttalere i alle rum, og der var altid musik i lejligheden. Sådan lærte jeg at elske Fleetwood Mac. Han hentede mig og Laura fra vores første Roskilde Festival og serverede cola og pomfritter for os på madrasserne foran tv’et. Vi så Face Off og Air Force One, og da vi var færdige, så vi dem igen. Han gav mig engang en iPhone i julegave. Vi var fanget i baby-projektet, og han syntes, at jeg fortjente det. Den tanke gør det til den fineste gave, jeg nogensinde har fået.

Min mormor var mit et og alt. Sådan en bedstemor jeg håber selv at blive en dag. Hun var stolt af ALT, hvad jeg gjorde. “Du er min stjerne!”, sagde hun ved hver given lejlighed. Vi spiste blødkogte æg, så Horton Sagaen, drak kaffe og spillede yatzy. Hun vandt som regel, men det gjorde ikke noget. Hun hældte Verdi ned ad min brudekjole 5 minutter efter vielsen. Det gjorde heller ikke noget. Hun døde af kræft for 5 år siden. Det gjorde noget. Det gør noget. Jeg savner hende hver eneste dag!

Tak fordi I var<3

image

Hvis I ønsker at give et økonomisk bidrag til ‘Knæk cancer’ vil jeg anbefalet jer at kigge forbi Simone Thorup EriksenInstagram. Simone laver hvert år et nyt Knæk cancer-kort, og har i år slået sig sammen med en håndfuld skønne damer. Ved at mobilepaye 58 kr til 22694043 og notere din adresse i tekstfeltet modtager du to A5 kort. De 8 kr. går til porto og de sidste 50 går ubeskåret til ‘Knæk cancer’-showet på lørdag.

 

Principløs speltmor

Jeg har aldrig læst nogen af de obligatoriske graviditetsbøger. Ej heller dem om børns trivsel, om opdragelsesmetoder og alt muligt andet. Det er bare aldrig rigtig faldet mig ind. Jeg har bare lidt taget tingene, som de kom. Er jeg blevet nysgerrig på noget, har jeg undersøgt det, men oftest har jeg ladet mavefornemmelsen råde. I grunden mærkeligt, fordi jeg ellers i alle mulige andre henseender godt kan lide at være forberedt og i kontrol, med korrekte sidehenvisninger og relevant litteraturliste. Men med den her ene ting, den vigtigste opgave i mit liv egentlig, der har jeg mest af alt følt mig frem.

Og på en eller anden måde er jeg endt med at blive en af den slags mødre, som jeg tror, at det meget brugte og udskældte begreb ‘speltmødre’ dækker over. I hvert fald sådan en 70-80% henad vejen. Jeg samsover med mine børn, jeg har (og gør stadig med Jasper) båret dem i vikler, vi har kørt med BLW-metoden med hensyn til mad, og Ane blev langtidsammet, hvilket Jasper også kommer til, hvis det er det, han vil. Jeg er bare en stofble, en økologisk heldragt og julekalender med tørret frugt fra at passe perfekt ind i de sociale mediers fremstilling af speltmoderen over dem alle. At jeg så ikke tror på den slags begreber, er en helt anden snak.

Min pointe er, at jeg ikke er mor på principper. Faktisk er principper og jeg ret uforenelige størrelser. De er sikkert fine for nogen. Men for mig ville de være begrænsende. Jeg er nysgerrig, jeg er touchy-feely, og ja – jeg er pisse vægelsindet. Jeg er meget lidt markant og rigtig meget for og imod og midt imellem. Jeg prøver mig frem, og hvis noget føles rigtigt, så gør jeg det. Men jeg gør det aldrig af princip!

Jeg samsover ikke med mine børn, fordi studier viser, at det er dét børn er tryggest ved. Jeg ville på sin vis ønske, at jeg kunne sige, at det er derfor. Men vi HAR forsøgt at putte Ane på eget værelse, og det fungerede ikke. Hverken for hende eller os. Så nu samsover vi, fordi det er det, der virker bedst for os alle sammen. Ikke fordi vi havde planlagt, at det skulle være sådan, eller fordi nogen teorier fremlægger samsovning som den bedste løsning – men fordi det i praksis har vist sig at være den bedste løsning. At jeg så i dag er nået frem til, at jeg virkelig tror, at der er rigtig mange kvaliteter ved samsovning og at mange børn trives bedst med det, er en anden sag. Den overbevisning er kommet gradvist og udelukkende som følge af egne erfaringer.

Men det er langt hen af vejen det samme, der gør sig gældende med vikleriet, BLW’en og langtidsamningen. Det var ikke planlagt. Der er ikke store, forkromede og ideologiske tanker bag. Der er bare virkelighed, hverdag og erfaringer dannet på baggrund af en masse prøven sig frem og mærken efter. Jeg har ikke haft et princip om at ville amme til Ane var 18 mdr., ligesom jeg heller ikke har haft et princip om at ville stoppe, den dag hun blev et halvt år. Jeg har bare fulgt hendes behov og min egen lyst. Og bliver jeg møg træt af at amme Jasper om 3 mdr., så stopper jeg. Hvis ikke, så fortsætter jeg. Så enkelt er det.

Jeg ville på nogen måder ønske, at jeg var sådan en mor, der gjorde ting, fordi jeg troede fuldt og fast på dem, fordi jeg brændte for noget. Jeg synes bestemt, at jeg er velovervejet og reflekteret i mine valg som mor, men de er ikke ufravigelige principper, som jeg tror, at mange fejlagtigt tænker, når de sætter nogen i den skøre pg snævre bås som værende speltmor. Det er blot det, der giver mening i vores familie. Og fungerer det ikke i morgen, så gør vi bare noget andet:)

image image image image image

På de seneste to døgn har jeg lært…

  • At Ane kan være en sand stjerne, når det virkelig gælder! Min gulvmalingskabale gik op, fordi hun simpelthen var så sød til bare at sidde i rummet ved siden af og snakke, male og spille iPad. Hun var sindssygt tålmodig og blev belønnet med en passende mængde chokolade:)
  • At det er en god idé lige at dobbelttjekke, om Fyrsten nu også er helt sikker på, at han husket alt, inden man maler hele familien ude. Bilnøglen er for eksempel virkelig god at have i hånden, når man skal hive hele familien i sommerhus. Den er knap så god at have liggende inde midt i huset, når man lige har malet alle gulvene….
  • At det omvendt også er en virkelig god idé at dobbelttjekke, om man nu har de rigtige tasker med eller ej. Ellers kunne man jo indfinde sig i et sommerhus kl. 21 om aftenen med to meget trætte børn og erfare, at tasken med bleer mangler. Så ku’ man blive rigtig hidsig og give sin mand skylden. Fordi man var træt og øm og irritabel, og han jo for fanden bare ku’ tage de tasker med, som man havde pakket. Så ku’ man sende ham ud i mørket i ingenmandsland for derefter at opdage, at den ene af de tilstedeværende tasker var proppet til randen med bleer. Og så ku’ man naturligvis ringe og undskylde – efter kraftigt at havde overvejet at gemme bleerne og lade som ingenting;)
  • At to døgn uden tv og med svingende netforbindelse kan være ganske vidunderligt.
  • At der er en grund til, at alle de kloge mødre sætter ungernes græskarhoveder udenfor. For lader man dem stå inde, så rådner lortet. Og væsker. Mens man er i sommerhus. Og så er det jo rigtig fint, at man valgte at placere den tikkende bombe i husets eneste nymalede vindueskarm. Så kunne den jo dø i pæne omgivelser. Og det gør slet ingenting, at al malingen er boblet op, for jeg savner sådan at male noget….

image

Pause-blogging

Jeg er i gang med at male gulve, og I er lige min pause – i mangel af øl. Jeg ville hellere ha’ haft en øl. Det skal I ikke tage personligt. Det er bare ligesom om, at en malerpause kræver en øl. Nu stopper jeg med at skrive om den øl, for jo mere jeg tænker på øl, jo mere får jeg lyst til en øl. Stop!

Gulve! Jeg maler gulve. I køkken, spisestue og stue. Det I køkkenet skulle egentlig ha’ været malet, da vi fik nyt køkken i 2014. Og det i spisestuen skulle ha’ haft en tur, da den fik væltet væg mm. for et år siden. Men det er bare så pisse omstændigt at male gulve. Og når man ganger det med to børn, en hund og en kat, så bliver det meget mere pisse omstændigt! Hvilket er virkelig meget!

Men nu er spisestuen grundet, og kanterne i stuen er taget. Og det hele virker lidt mere overskueligt, end det gjorde for en time siden. Det er kun indtil i morgen. Så bliver det uoverskueligt igen. For egentlig havde jeg ikke planlagt, at det skulle grundes. Det skulle bare vaskes godt ned, ha’ et lag maling her til aften, når ungerne sov, og så et til i morgen eftermiddag, mens Fyrsten underholdte ungerne ude af huset. Og så afsted i sommerhus. Men fordi jeg pludselig panikkede over, hvilken maling jeg egentlig måtte bruge med tanke på amningen, endte vi med at rådføre os med en farvehandler. Som naturligvis anbefalede, at vi lige grundede først. Så for at de kan nå at få to gange af den regulære gulvmaling, skal jeg altså pludselig også nå at male alle tre gulve i morgen tidlig. Mens jeg er alene hjemme med to børn…..

Nu er min kaffekop tom, og min ryg bøjet nogenlunde ud. Jeg hopper tilbage til penslen! God aften derude:)

Spisestuen i går formiddags.
Spisestuen i går formiddags.

Forresten #8

– Er ungerne og jeg på Lolland i disse dage. I København bliver jeg altid drillet med, at jeg taler lollandsk. Hernede bliver jeg drillet med, at jeg taler københavnsk. Det er en kamp, jeg ikke kan vinde.

– Kampen om ‘Vi spiser kun slik om fredagen, Ane!’ har jeg til gengæld allerede opgivet. Min søster hev 900 gram bland-selv-slik frem i det øjeblik, vi trådte ind ad døren, og spurgte Ane, om hun havde glædet sig til at holde ferie med moster. Nu gælder det om ikke at efterlade Jasper alene med sin moster!

– Lavede min søster oksesteg til mig i går aftes. Med brun sovs og kartofler. Hun er i sandhed et vidunderligt menneske!!! (Ja, jeg har allerede glemt det med slikket. Jeg er en kød-skøge!)

– Savnede jeg Fyrsten sekundet efter, han havde sat os af.

– Sov jeg i bilen hele vejen fra Hvidovre til Maribo. Det er muligvis den længste sammenhængende søvn jeg har fået i flere måneder.

– Tog min søster Ane med i Netto med beskeden om, at hun måtte få noget med Elsa på. Ane hørte “få alt med Elsa på” og fyldte kurven på 10 sekunder. Hun og moster forhandlede sig efterfølgende frem til to figurer og et sæt walkie-talkier.

– Har det efter sigende været en stor dag i Maribo i dag. Der har været pølsebord, billige øl og festivitas på det lokale værtshus i anledning af Blackies fødselsdag. Blackies er ejerens hund….

– Gik jeg med Jasper i barnevognen fra min søster og hjem til min mor ved 18-tiden. Det er en strækning på 1,5 km. Jeg mødte to mennesker. To. Den ene kendte jeg. Det er jo Lolland;)

Mig og mine søstre. I mangel af billede af kød....
Mig og mine søstre. I mangel af billede af kød….