Selv blind høne finder korn?!

Jeg er en god mor. Det er jeg ikke i tvivl om!
Men jeg er en god mor, som ind imellem er en virkelig elendig opdrager. Ikke fordi jeg ikke ved bedre, for det gør jeg. Men fordi jeg er et helt almindeligt menneske, som nogen gange springer over, hvor gærdet er lavest eller handler i afmagt og frustration. Ligesom alle andre mødre. Jeg har skriftet herinde tidligere. Jeg har løftet sløret for, hvordan jeg nogen gange bruger bestikkelse eller lader iPad’en babysitte eller alverdens andre upædagogiske ting. Sådan en mor er jeg.

Men fandme ikke om jeg alligevel har fået verdens dejligste datter.

I torsdags da jeg var på sygehuset med Jasper, hentede min mor Ane. De gik en tur i Netto på vejen hjem, og Ane forelskede sig naturligvis i en pose slik. Min mor gjorde, som en mormor skal, og spurgte Ane, om de ikke skulle købe den der pose, som hun nu havde kastet sin kærlighed på. Ane svarede “Man må kun spise fredagsslik, og det er jo ikke fredag, mormor.”, hvorefter hun lagde posen tilbage.

Det er sgu rigtigt nok!

Lige for tiden kommer hun hjem med en masse fine ting fra børnehaven. Tegninger, sand og nye, franske gloser. Så kan vi sidde i sofaen, og pludselig kigger hun op på mig og siger: “Du er en stor, fed lort!” Og inden jeg når at reagere, kigger hun undrende på mig og spørger: “Må man godt sige det, mor??” Og så får vi en god snak om, hvad man må sige, og hvad man ikke må. Hvornår noget er sjovt, og hvornår man driller. Og hun lytter meget opmærksomt, tænker efter, spørger ind og fortæller. “Jeg sagde til Karla, at hun var en pruttefis, og så sagde hun, at jeg var en pruttefis, og så grinede vi. Det må man godt, ikk’ mor?” Jo søde, tænksomme Ane – det må man godt:)

I morges gik bølgerne lidt højt. Ikke tsunami-højt, mere sådan lidt let pålandsvind. Jasper var pjevset, jeg var træt efter en lang, søvnløs nat, og Ane var stædig og stejlede på tandbørstning. Så jeg tyede til truslerne. “Hvis du ikke børster tænder, så maler vi ikke, når du kommer hjem!”, spruttede jeg, mens jeg sad på gulvet og forsøgte at få det grædende mindstemenneske i overtøjet. Og pludselig bliver jeg krammet bagfra, og Ane siger stille “Jeg savner dig bare, mor.”. Med tandbørsten i munden.

Mine forældreevner ligger nogen gange på et ualmindeligt lille, træt og energiforladt sted. Så jeg er lidt på røven af forundring over, at jeg har fået så vidunderligt et lille menneske. Hun er positiv, humoristisk, eftertænksom og omsorgsfuld. Selv når jeg er allermest urimelig.

Fantastiske, lille Ane!

Ane plukker blommer:)
Ane plukker blommer:)

0 kommentarer til “Selv blind høne finder korn?!”

  1. Hold da op. Det er lige præcis sådan, man nogle gange opdager, at man – trods en til tider lige lovlig høj stemme – er lykkedes som forælder. Bliver også af til stum af beundring over mine børns indsigt og altruisme. Du rammer plet med din beskrivelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.