For Finn

I lørdags var det Europæisk organdonationsdag, og for første gang blev dagen også markeret i Danmark med forskellige events rundt omkring i landet. Naturligvis med det formål at sætte fokus på organdonation og få folk til at tage stilling. Derudover blev der indsamlet underskrifter til ‘formodet samtykke’, som betyder, at man automatisk bliver registreret donor, når man fylder 18 år, og selv aktivt skal framelde det, såfremt man ikke ønsker at være donor.
Det er vigtigt med fokus på organdonation! For på trods af at meningsmålinger viser, at 85 % af den danske befolkning går ind for organdonation, så har kun 21% registreret sig som organdonorer. Og som det er nu, dør der hveranden uge én i Danmark, som muligvis kunne ha’ været reddet med en organtransplantation.

Både Fyrsten og jeg er registrerede donorer. I ‘gamle dage’ gik jeg rundt med det lille røde kort i min pengepung – i dag er jeg registreret online. Men først for nylig tog vi snakken herhjemme med hensyn til vores børn. Det gjorde vi på grund af Finn.

Finn er en lille dreng, som blev født med en sygdom, der gjorde, at han skulle have en ny lever. Den fik han, men desværre alt for sent. Han blev halvandet år gammel. Jeg kender Finns forældre perifert – på den måde man nu kender hinanden, når man er fra et lille sted som Lolland. Og gennem venners delinger på Facebook  har jeg fulgt med i deres kamp. Jeg har heppet, håbet og grædt for Finn og hans forældre. Og vigtigst af alt har jeg fået øjnene op for, hvor uhyre vigtigt det er, at der er fokus på organdonation. Så det her er mig, der står på en ølkasse med en megafon i hånden!

Jeg synes ikke, at det har svært at tage stilling til, om jeg selv skulle være organdonor. Jeg har aldrig været i tvivl. Jeg skal ikke bruge mine organer til noget, den dag jeg ikke længere er her, så kan de hjælpe en anden familie, skal de naturligvis doneres. Men om mine børn skulle være organdonorer, havde jeg aldrig skænket en tanke, før jeg ‘mødte’ Finn.

Det var med Finn i tankerne, at jeg tog snakken op herhjemme. Den modbydelige snak om hvad vi ville gøre, hvis vi stod i en situation, hvor vi skulle tage stilling til, hvorvidt vores børns organer skulle doneres. Det er, efter min mening, en snak, der skal tages på forhånd – ikke i situationen. Vi har taget snakken, og vi har taget stilling. For Finn. Og for vores egne børn. For hvem ved om vi selv en dag står i en situation, hvor et af vores børn får brug for et nyt organ.

Efter Finns død lavede hans forældre en meget fin video. Den er barsk, men mest af alt smuk – fordi Finn er smuk.

Du kan læse meget mere om organdonation og formodet samtykke på Organdonation – Ja tak.  Og har du ikke selv taget stilling, så er min bøn til dig, at du får det gjort. Det kræver kun et par klik på sundhed.dk og kan – bogstavelig talt! – redde en andens liv.
Og lige et ps: Som Katrine skriver i kommentarfeltet, så er det vigtigt at tage stilling, uanset om man ønsker at være donor eller ej, så ikke ens familie skal stå med beslutningen. Vigtig pointe!

(Dette er ikke et indlæg skrevet som led i en kampagne af nogen art. Det er bare mig. Mig, som synes, det er et vanvittigt vigtigt emne, som jeg håber at kunne være med til at bringe lidt mere fokus på. Mig på en ølkasse, der brøler af mine lungers fulde kraft. For Finn.)

0 kommentarer til “For Finn”

  1. Og det er uhyre vigtigt at påpege at man skal tage stilling uanset om man er for eller imod donation. Man sparer sine kære for en meget svær beslutning, hvis sundhedspersonalet kan oplyse om at der er taget stilling – uanset om det er et ja eller et nej. Så gør det!

      1. Det er jeg glad for – tak! 🙂 Jeg læser til sygeplejerske, og vi er netop nu i gang med et projekt vedr. folks holdning til organdonation. Det er et kæmpe problem og en ualmindelig stor (unødig) belastning for de pårørende at skulle tage stilling til. Så tak fordi du bringer emnet på bane! Der er jo heldigvis ikke noget rigtigt eller forkert svar på dette spørgsmål, men derfor er det stadig bare SÅ vigtigt!

  2. Jeg har for længst taget stilling, og netop sørget for at min familie ikke skal tage stilling til noget som helst. Det skal man ikke bede sin familie om at beslutte, for det er de ikke nødvendigvis i stand til.Og lille Finn har også ramt mit hjerte. Hans forældre er simpelthen så fantastisk seje, at de har magtet at råbe op om organdonation, efter alt hvad de har været udsat for.
    Tag stilling for filan! Det tager to sekunder.

    1. Hørt, hørt og hørt! Og jeg har også så meget respekt for Finns forældre, og jeg tror virkelig, at deres åbenhed gør en kæmpe forskel i fht at få folks øjne op for problemet med manglen på organdonorer.

  3. Min elskede kusine blev reddet i sidste øjeblik, med et nyt sæt lunger. Vi er alle taknemmelige hver eneste dag, for at en anden person havde taget stilling, og gav hende livet tilbage. Tag stilling <3

  4. Vi kan fejre min mands tre års fødselsdag på onsdag…ikke at han er tre i antal år her på jorden, eller at det er en tarvelig reference til barnlighed…men den dag fik han en ny lever. Det skal fejres hvert år ligesom en fødselsdag. For tre år siden fik han livet igen og en usikker fremtid med gentagne kræfttilbagefald kunne skubbes lidt væk til fordel for et håb om og en tro på en fremtid for ham og vores familie. Men hvert år sender vi også en stille tak og en masse taknemmelighed til donor og dennes familie, der mistede den dag min mand fik livet igen.

  5. Jeg tog stilling, kort efter jeg fyldte 18 – og fik meldt mig som donor. De må tage det hele. Delvist for at kunne være med til at redde liv – men ligeså meget for at min familie ikke skal stå med beslutningen, skulle det komme så vidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.