Jaspers bog

De af jer, der følger mig på Instagram, har nok luret, at jeg er i gang med en bog til Jasper. Det er en personlig variant af den almindelige ‘barnets bog’, men med det primære formål at skulle fungere som en hjælp til at fortælle Jasper om hans tilblivelse.

Det har på sin vis været nemt nok at tale med Ane om, hvordan hun er kommet til verden. En graviditet er en ret håndgribelig og synlig størrelse, og det er faldet os hos helt naturligt at fortælle Ane, at hun har ligget i mosters mave. Især i forbindelse med graviditeten med Jasper talte vi meget om, at der lå en baby i mors mave, ligesom Ane havde ligget i mosters mave. Ane kan selv sætte ord på det i dag. Og selvom jeg naturligvis er klar over, at der er stor forskel på at gentage det, som mor og far har fortalt og så reelt at forstå det, så synes jeg, at vi er godt på vej.

Det er anderledes vanskeligt for mig, når det kommer til Jaspers historie. For rent ‘praktisk’ er der jo intet anderledes at bemærke ved hans tilblivelse. På nær det med selve undfangelsen. Og hvordan dælen får man lige fortalt den del, så den bliver ligeså naturlig en del af hans opvækst, som Anes fortælling har været det for hende. Og endnu vigtigere: Hvordan taler man om det at være donorbarn uden at give det magten til at definere ens personlighed? Misforstå mig ikke, jeg synes, at det er en vigtig ting at sætte ord på og være åben omkring, men jeg er også meget bevidst om, hvor skabende sproget er. Og der er naturligvis en chance for, at det være donorbarn kommer til at få stor betydning for Jasper senere i livet, MEN det skal ikke være fordi, at vi som forældre har talt det op som værende af afgørende betydning for hans eksistens.

Jeg synes, det er en svær balance. Særligt svær fordi det er så skide vigtigt!

Men nu er jeg i hvert fald kommet i gang med bogen. Jeg startede på den, mens jeg var gravid, og det er så hyggeligt at arbejde videre med den nu, hvor jeg kan færdigtegne de skitser, som blev lavet, før jeg vidste, om han var en dreng eller pige:) Ligesom med Anes bog har jeg ladet mig kraftigt inspirere af motiverne, som Rikke tegner (hun er også at finde på Instagram under @rikkerose.dk, og jeg kan virkelig anbefale at følge hende i der. Hendes motiver er så fine og rammer lige i hjertet!) – simpelthen fordi jeg ikke selv har hverken idéerne eller den flotte streg. At tegne efter kan jeg til gengæld godt finde ud af;) Rikke tegner dog overraskende få sædceller, så der måtte jeg selv udtænke noget. Jeg mangler stadig en del i bogen, fx vil jeg gerne have fremkaldt lidt mavebilleder og babybilleder til at sætte i. Jeg synes selv, at den bliver ret fin, og jeg glæder mig til en dag at kunne læse den med Jasper:)

 

imageimageimageimageimageimageimageimage

 
Anes bog kan I se her.

 

0 kommentarer til “Jaspers bog”

  1. Enig. Fin fin bog! Er selv mor til et donorbarn og et barn, hvis far døde, mens jeg var gravid, så jeg har også måttet forklare sammenhænge mange gange.
    Én ting springer mig i øjnene i dette lille uddrag: donoren “lånte” jer sædceller. I mine øjne får man lånte ting tilbage.Så jeg bliver lidt nysgerrig: er det bevidst? Jeg er helt med på, at det sikkert er affødt af, at Ane har fået en forklaring om, at hendes moster lånte jer sin mave, men en donor giver jo netop – i ordets egentlige betydning – noget.Og det synes jeg egentlig er smukkere.Og ja, det er en detalje, men jeg blev bare lidt nysgerrig.

    1. Det er overhovedet ikke bevidst, og blev også påpeget, da jeg delte det på IG:) Det er bare en tanketorsk;) Hvordan har I talt om det derhjemme?

      1. Åh, lige nu er det faktisk lidt svært. jeg har altid været helt åben i forhold til, hvordan han er blevet til. (“Jeg ønskede mig dig så meget, men jeg havde ikke nogen kæreste, så en sød mand hjalp ved at give sine sædceller”) men min søn synes, det er hårdt, at han ikke kender sin far. Hans storebror har jo i det mindste både navn på og billeder af sin far, og det er faktisk tit et emne for ham og kilde til sorg. Han føler sig anderledes, og det til trods for at hans bedste veninde er donorbarn med enlig mor, og at han i sin klasse har en god ven med to mødre og dermed også donorfar. Han føler, han mangler noget. Det gør ondt, men på den anden side kunne jeg ikke – og ville ikke – have gjort det anderledes,jeg var ikke parat til en ny mand, og jeg ville så gerne give min søn en søskende, inden jeg blev for gammel, og mens de kunne have gavn og glæde af hinanden, og vores lille familie har det jo som helhed godt.Det kræver lidt flere forklaringer, når børnene bliver til på utraditionelle måder, men kodeordet er for mig, at de er skabt i kærlighed – stor kærlighed endda, fordi det ikke var “bare lige”

  2. Jeg aner ikke, om der er en masse af den slags på markedet, men det der skulle du da få lavet til en børnebog! Der må være en masse donorbørn, hvis forældre kunne have gavn af læse sådan én højt fordi de måske ikke selv har overskud eller kreativitet til at lave én selv. Du rammer rent, uhøjtideligt og sødt med din tone og din streg, synes jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.