Dem, jeg knækker cancer for <3

Dette er en genudgivelse. Jeg skrev indlægget for et lille års tiden, men i anledning af ‘Knæk cancer’-ugen, kommer det ud igen. Til ære for dem, som jeg ønsker at knække cancer for. Smid gerne en kommentar om hvem du knækker cancer for <3

…….

Haldis havde en swimmingpool i gården, der hørte til hendes lejlighed. Når jeg besøgte Laura i København, tog vi ofte hjem til farmor Haldis. Ikke på grund af poolen, men selskabet. Hos Haldis kunne man bytte én købecigaret til tre hjemmerullede, som hun opbevarede i en Erik Kold-smørbøtte på kakkelbordet i stuen. Det syntes vi, var en god handel. Vi kiggede i fotoalbums, og Haldis fortalte historier om et langt liv levet i selvsamme lejlighed, hvor vi sad. Om kærligheden til sin mand, og om at måtte begrave to af sine børn. Vi drak kaffe og spillede kort. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad spillet hed. Vi kaldte det bare ‘farmor’.

Tina badede altid nøgen på Vejlø. Selv da alle de gamle ølejrdeltagere begyndte at trække i badetøjet, fastholdt hun sin ret til at være nøgen. Vi delte øl og meninger, og selvom jeg kun var en forvokset teenager, talte hun altid til mig, som var jeg voksen og mine ord havde værdi.

Vibeke boede i kollektiv på Bornholm. Og alle mulige andre steder, tror jeg. Engang skulle Reimer Bo interviewe hende omkring kollektivet. Han blev forelsket i hende, hvilket jeg godt kan forstå. Den Vibeke, jeg kendte, var muligvis ældre og nu med helt eget køleskab og uden lilla stofble om håret. Men jeg blev også lidt forelsket i hende. Allermest forelsket blev min svigerfar.

Marianne var jyde med stort J. Alt ved Marianne var stort. Særligt hendes stemme, hendes latter og hendes armbevægelser. Mest hendes hjerte. Hendes ældste datter er på alder med mig. Hun er ligeså stor og farverig og fantastisk som sin mor.

Pia var ligeud af posen. Der var aldrig noget pis der! Hun lavede verdens bedste spaghetti carbonara og havde den skønneste humor. Sort og tør. Pia selv var alt andet end tør. Hun havde en energi og et drive, jeg sjældent har set mage til.

Erik samlede på Cold Case-slutninger, som han optog på video. Han havde højttalere i alle rum, og der var altid musik i lejligheden. Sådan lærte jeg at elske Fleetwood Mac. Han hentede mig og Laura fra vores første Roskilde Festival og serverede cola og pomfritter for os på madrasserne foran tv’et. Vi så Face Off og Air Force One, og da vi var færdige, så vi dem igen. Han gav mig engang en iPhone i julegave. Vi var fanget i baby-projektet, og han syntes, at jeg fortjente det. Den tanke gør det til den fineste gave, jeg nogensinde har fået.

Min mormor var mit et og alt. Sådan en bedstemor jeg håber selv at blive en dag. Hun var stolt af ALT, hvad jeg gjorde. “Du er min stjerne!”, sagde hun ved hver given lejlighed. Vi spiste blødkogte æg, så Horton Sagaen, drak kaffe og spillede yatzy. Hun vandt som regel, men det gjorde ikke noget. Hun hældte Verdi ned ad min brudekjole 5 minutter efter vielsen. Det gjorde heller ikke noget. Hun døde af kræft for 5 år siden. Det gjorde noget. Det gør noget. Jeg savner hende hver eneste dag!

Tak fordi I var<3

image

Hvis I ønsker at give et økonomisk bidrag til ‘Knæk cancer’ vil jeg anbefalet jer at kigge forbi Simone Thorup EriksenInstagram. Simone laver hvert år et nyt Knæk cancer-kort, og har i år slået sig sammen med en håndfuld skønne damer. Ved at mobilepaye 58 kr til 22694043 og notere din adresse i tekstfeltet modtager du to A5 kort. De 8 kr. går til porto og de sidste 50 går ubeskåret til ‘Knæk cancer’-showet på lørdag.

 

0 kommentarer til “Dem, jeg knækker cancer for <3”

  1. Min bedstefar døde af lungekræft i sommers. Vi anede ikke han var syg. Først bagefter er det gået op for mig, hvor meget jeg egentligt savner ham. Min bedstefar var helt sin egen. Af den gamle skole, der helst ikke krammede eller viste følelser. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, hvor meget han holdte af os.
    Når man brokkede sig over nogen, sagde han altid “Skal vi give dem en lussing?”. Jeg savner ham hver dag.

  2. Min søns mormor – min mor..
    På denne tid for 4 år siden lavede TV2 knæk-cancer uge for første gang.. Min mor hadede det.. Hun hadede at blive mindet om sin sygdom hver gang hun tændte sit fjernsyn.. Hun hadede alle de triste historier og tanken om at hendes kunne ende sådan.. Hun hadede alle de lykkelige historier og tanken om at hendes ikke nødvendigvis ville ende sådan.. Hun hadede at være syg og hun KÆMPEDE..
    Alligevel skal vi sidde om ca. 2 uger og mindes den dag hun forlod denne verden og os.. og mine børn og mine niecer og nevøer skal aldrig lære deres mormor/farmor at kende..
    Jeg hader også knæk-cancer uge en lille smule..

  3. Min kusine ❤️ Hun døde 6 år gammel.. Børn skal ikke dø – det er ikke fair.. Jeg tænker tit på hende.. Forestiller mig hvordan hun ville være, hvilken sød og dejlig ung pige hun ville være blevet.. Jeg tænker også på, hvordan vores familie havde været, hvis vi ikke havde oplevet dette tab og den sorg… Sikkert helt anderledes – tættere og gladere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.