Fra onsdag til tirsdag på 10 minutter

Fyrsten kom hjem med blomster til mig i går. Fordi jeg havde fortjent det, sagde han. Det var naturligvis inden, jeg begyndte at hundse med ham og ville ha’ rykket møbler på plads NU! “For Ane får jo venner med hjem til blå pandekager i morgen. Og alle møblerne står på hendes legeværelse. Det kan vi ikke være bekendt.” Han prøvede vist at indevende noget, men der havde jeg allerede et skab på nakken og en spisestuestol under hver arm, og så kan det være svært at høre, hvad mænd siger. Så han hev skabet ned fra min nakke og hjalp mig med at bakse det på plads. Troede han. For herhjemme har intet faste pladser. Mindst af alt møblerne. Og det kunne jo være, at det kunne stå bedre et andet sted. Så han rejste sig igen og rykkede det en halv meter den anden vej. Og blev stående. Hvilket var fornuftigt, for så slap han jo for at rejse sig endnu engang, da jeg ville ha’ det rykket tilbage igen. Og da skabet havde været på rundtur i hele stuen, hev jeg halvdelen af møblerne fra udhuset ind. Og satte dem tilbage derud igen. Og bandede over nogle ledninger. Først dem, der var for korte. Så dem, der var for lange. Alle ledningerne fik en verbal overhaling. Og til sidst satte jeg bare tingene, som de stod, før gulvene blev malet. Og tilføjede at jeg jo bare kunne rykke rundt på dem igen på fredag, når Ane HAVDE haft besøg! Det var Fyrsten enig i. Og så mindede han mig lige om, at der jo var et par dage til i og med, at det kun var tirsdag, og Anes gæster først kommer torsdag.

Og sådan gik det til, at jeg både fik blomster OG en ekstra dag. Og Fyrsten fik lidt flere grå hår. Men de klæder ham altså også!

image

0 kommentarer til “Fra onsdag til tirsdag på 10 minutter”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.