Jeg er bare træt….

Jeg er træt for tiden. Sådan helt ind til knoglerne. Måske det er vejret. Måske det er den manglende nattesøvn. Måske det er følelsen af ikke at nå de ting, som jeg gerne vil. Måske det bare er sådan, livet er nogen gange….

Jeg har aldrig rigtig syntes, at det var hårdt at have små børn. De søvnløse nætter, lortebleerne og trodsalderen har jeg ligesom bare taget, for det de er – en del af pakken. Der, hvor jeg synes, at det kan være svært, og det, der måske nu er årsagen til min trætte tilstand, er ansvaret. Det at jeg konstant har ansvar for andre og andet end mig selv. For dét kan være hårdt og udmattende og angstprovokerende.

Jeg elsker mit liv. Jeg har selv valgt det, og jeg har selv skabt det. Men nogen gange opsluger det mig. Og så føler jeg, at jeg langsomt forsvinder under bunken af vasketøj, madplaner, ubetalte regninger og halvfærdige projekter. Jeg føler mig utilstrækkelig. Og jeg får dårlig samvittighed. Over ikke at føle, at jeg løfter mit ansvar godt nok. At jeg ikke formår at være alt det, som jeg gerne vil være og gøre alt det, som jeg gerne vil  gøre – som mor, kone, søster, veninde mm. Og hovedsageligt det, som jeg føler, at jeg bør være og gøre.

Mest af alt har jeg lyst til at råbe ‘Se mig!‘, inden vasketøjet opsluger mig fuldstændig. Jeg har lyst til at give en anden ansvaret. Ikke bare for de ting, som jeg har ansvaret for. Men for mig. Jeg har lyst til, at der bliver taget ansvar for mig. Jeg har lyst til og brug for, at mine behov og ønsker kommer i første række. Ikke mine behov som mor eller ‘husholderske’, men mine behov som Elisabeth. Og så får jeg dårlig samvittighed over dét. Fordi det er egoistisk. Fordi jeg føler mig forkert over at føle sådan.

Jeg er bare træt lige nu. Og jeg ved godt, at det bare er en periode, og at den slags kommer, og at jeg sikkert har det helt anderledes om en uge. Men lige nu og her har jeg brug for en lille pause, hvor jeg kan være noget for mig selv. Hvor jeg ikke har ansvar for andre, og hvor der ikke stilles krav til mig. Hvor jeg kan tage iltmasken på. Ikke med henblik på at redde andre, men for at jeg selv kan få luft.

Men det er bare ikke så let at sætte hverdagen på pause, vel? Og jeg kan ikke sådan forvente, at andre tager ansvar for mig, vel?
Jeg er nødt til selv at finde en balance. Jeg er nødt til selv at prioritere mig og mine behov. Jeg skal bare lige lære det. Først og fremmest skal jeg lære ikke at være nakken af mig selv. Ikke at stille for høje krav og ikke at lade den dårlige samvittighed tage over. Jeg skal lære, at det er okay også at ønske noget for mig selv. At det ikke gør mig til en dårligere mor eller kone. Jeg skal nok lære det. En eller anden dag. Lige nu er jeg bare træt.

img_0293

 

 

0 kommentarer til “Jeg er bare træt….”

  1. Jeg kender virkelig din følelse og nogen gange kan jeg tuder over hvor meget jeg trænger til at nogen tager sig af mig

    1. Det gør jeg nogen gange. Altså tuder over det. Det ændrer sjældent på andet end, at jeg så ser mere træt ud, ens jeg gjorde i forvejen…
      Kram på dig!

  2. Åh du sætter virkelig ord på mine følelser og tanker. Sådan har jeg det også i perioder. Trøster at vide, at jeg ikke er helt alene om at have det sådan. For elsker også mit liv det meste af tiden. Men kan også blive overmandet af det du beskriver.
    Store knus til dig.

  3. Derfor valgte jeg at gå på nedsat tid da min unge startede i vuggestue for 4.5 år siden! Jeg havde heldigvis muligheden for det……den ugentlige fridag er MIN dag!!!

  4. Jeg er også træt og savner omsorg. Egenomsorg. Forslog mig selv igår at tage væk i et par dage. Bare sove. Glo ud i luften. Høre stilheden. Opleve et minimum af krav fra ungerne og kæresten. Ideen lød god. Men ved ik om jeg har samvittighed til det..

  5. Krammer <3 det ER bare hårdt at være noget for nogen 24/7. Du må smide mand og børn ud af hytten i et par timer snart så du har nogle timer for dig selv uden noget ansvar.

  6. Kender så godt følelsen – og tror (desværre) at det er ret almindeligt.
    Jeg øver mig meget i at finde de små “honning-depoter” som min far kalder det. En times fred her og der kan gøre noget.

    Håber at du får noget “mig-tid” snart.

  7. Åh, du siger det nærmest, som jeg altid selv beskriver det.. “lige nu er jeg bare træt” jeg er også træt lige nu, og jeg er ikke engang mor eller kone. Jeg er bare mig (og heldigvis også kæreste) – men jeg har det lige nøjagtig som du skriver det, lige nu og her har jeg brug for en lille pause.. Men det går over, jeg ved det altid går over 🙂 kæmpe virtuelt kram til dig!

  8. Rart at læse, at jeg ikke er alene med den følelse. Børn er så dejlige og giver så meget kærlighed. Men kan også opsluge livet fuldstændig, hvis man ikke er god til at give ansvar fra sig og gerne vil gøre det hele rigtig godt. Har massivt brug for at løbe en tur uden at skulle tænke på at skynde mig hjem. Og lyst til at læse en bog. Og sove uden at blive vækket. Overvejer virkelig også, hvordan jeg kan få lidt tid for mig selv, men det er pisse svært for mig at inddrage far i babypasningen (ammebarn på 6 mdr). Ikke pga. far, men, pga noget i mig selv. Det er ligesom kun mig, der kender barnet og kan tilfredsstille hendes behov. … føler jeg. Sådan var det også med det store barn det første år, så ved at det heldigvis ændrer sig. Men lidt opslidende ligenu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.