Bloglands bedste #1

img_1259

Det er Black Friday i morgen, og vi ved alle, hvad det betyder – hele blogland svømmer over med gode tilbud og affiliate links i hobetal. Det kan sgu også godt være, at jeg hopper med på vognen. Det skal jeg slet ikke sige mig for god til!

Men ærligt, så savner jeg nogen gange ordene i blogland. De der indlæg, der efterlader en med andet og mere end en rabatkode til Boozt. Dem, der giver én følelsen af at være blevet klogere på noget eller nogen.

Engang for mange år siden skrev en læser til mig, at hun elskede mine indlæg uden billeder. Ikke fordi mine billeder var grimme (selvom det var de bestemt også!), men fordi jeg sjældent indsatte billeder i de teksttunge indlæg. Der var ikke et loppefund at flashe eller en krea-idé at dele. Der var bare mig. Mig og mine tanker. Det er de indlæg, jeg kan bedst kan lide at skrive. Eller måske nærmere dem, jeg ikke kan lade være med at skrive. Nogen gange kommer de i en lind strøm – andre gange er der længere imellem. For den slags indlæg kan og skal ikke forceres, de kommer, når de kommer.

Men jeg har det altså lidt på samme måde, som den læser, der skrev til mig. Jeg elsker teksttunge indlæg af den slags, hvor man virkelig kan mærke, at afsenderen har noget på hjerte, og hvor jeg sidder tilbage og føler mig beriget. Enten fordi jeg har lært noget nyt om et andet menneske eller en problematik, eller fordi jeg kan spejle mig selv i det, jeg har læst.

For lidt tid siden skrev jeg dette indlæg om at være træt. Jeg havde i en periode følt mig drænet og modløs. Jeg var fyldt op. Af vasketøj og regninger og snotnæser. Og mest af alt af altid at have ansvaret for noget. Og mest af alt for nogen. Men det var svært at sætte ord på. Måske fordi jeg ikke reelt havde luret, hvad det i grunden handlede om. Men især fordi jeg ikke ville lyde utaknemmelig eller forkælet, og især fordi jeg ikke ønskede at få det fremstillet som om, at jeg var træt af mine børn. Jeg ved ikke, om mine tanker kom rigtigt ud – om de gav mening.
Hvad jeg til gengæld ved er, at dette indlæg rammer lige ind i den følelse, jeg gik med. At Maj My helt præcist beskriver, hvordan jeg havde det. Og hun gør det så meget bedre, end jeg selv kunne ha’ gjort!

Maj My er en forholdsvis ny blogger, som jeg faldt over for lidt tid siden, da en veninde linkede til et af hendes indlæg på facebook. Og jeg er allerede fan. Af hendes skrivemåde og hendes livssyn. Faktisk bare af hende sådan generelt, tror jeg. Særligt elsker jeg hendes ‘Mød et menneske’-indlæg, fordi jeg som bekendt er en sucker for historiefortælling. Og det er som oftest de historier, som omhandler helt almindelige mennesker og er skrevet af helt almindelige mennesker, som jeg personligt synes er de allermest smukke og vedkommende.

0 kommentarer til “Bloglands bedste #1”

  1. Hvor er jeg enig med dig. Jeg skrev selv et indlæg på min blog for nylig, der tangerede det, som du er inde på her. Efterfølgende kunne jeg se, på de kommentarer, der kom til mit indlæg, at jeg ikke er den eneste, der virkelig gerne vil læse blogindlæg skrevet af helt almindelige mennesker med noget på hjerte – hvor man kan mærke mennesket bagved bloggen. Måske har du lyst til at læse mit indlæg:http://www.randiglensbo.dk/2016/10/26/blogland-i-stedet-for-sladderblade/

    1. Ha! Jeg forstår fuldt ud, hvad du mener med dit indlæg;) Og hvor dejligt, at jeg er med på din liste – tusind tak for det:)

  2. Åh hvor har du ret! Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg selv har siddet tilbage med følelsen “og hva’ fanden fik jeg ud af det? Hvad var det hun ville?” efter at have læst et indlæg. Jeg har dem også selv på bloggen indimellem, men der hvor jeg virkelig holder af at blogge, er netop når jeg skriver diverse tanker, udfordringer mv ned og ikke, når jeg smider om mig med affiliate links, selvom det er rart, når det går lidt ind på kontoen af den vej 😉

  3. Tekstunge og vedkommende indlæg er de bedste indlæg.

    Indlæg, hvor bloggeren virkelig har noget på hjerte, og hvor teksten ikke er ‘opfundet til lejligheden’, fordi bloggeren har en eller anden sponsor-forpligtelse, der tydeligt har sat dagsordenen for dagens indlæg. Jeg har ‘unfriendet’ mangen en blog på den konto, efterhånden… Det starter som regel godt og med de fede indlæg – og så tipper det, når blogger skal leve af bloggen. Glemmer aldrig, da terror-angrebet i Paris blev til et blogindlæg om at abonnere på en nyheds-service. DER stod jeg af.

    Heldigvis har din blog en superfin balance. I love it 💚

    1. Det er jeg virkelig glad for, at du synes!!! Meget! Så tak for det:) Jeg kan godt mærke, at der på det seneste har været lidt længere mellem ‘de tunge’ indlæg herinde, og jeg tror, det hænger sammen med den omtalte træthed. Det kan være svært at krænge vrangen ud på sig selv, når man rent følelsesmæssigt er lidt drænet. Men jeg tænker, at de vender tilbage, når jeg lige har fået vejret igen:)

  4. Kære Elisabeth-Frue,
    Pludselig var der en helt masse læsere fra Fyrsten&Fruen på min blog, og nu har jeg læst herinde on and off hele dagen, og jeg synes, du har så dejlig en blog. Og med så lang tid på bagen! Jeg er jo nybegynder i det her land, så dine dine smukke ord om mine indlæg og om min blog i det hele taget varmer meget. Jeg er beæret over at have dig som læser, og så kommer jeg for øvrigt aldrig til at skrive om Black Friday. Det ville simpelthen ikke hænge sammen i mit hoved…eller mit hjerte, for den sags skyld.
    De kærligste hilsner fra en ny læser,
    Maj My

    1. Hæ! Jeg har netop skrevet om Black Friday;) Men jeg havde jo ligesom afsløret, at det nok ville ske;)
      Jeg er glad for, at du har lyst til at kigge med herinde – og det giver mig kun lidt præstationsangst;)
      Men tak for dig i hvert fald! Du er et frisk pust i mit blog-feed:)

      1. Du skal skrive lige så meget om Black Friday og alle mulige andre dage, som det føles rigtigt for dig! Forskelligheden er menneskets styrke, så snart vi kommer udover angsten for at skille os ud eller være forkerte, fordi de andre gør noget andet. Så jeg glæder mig over dit indlæg, og mit eget forbehold handler ikke om en modstand mod, hvad andre gør. Det er helt personligt, og jeg nævnte det kun, fordi du selv skrev, at blogland flyder over med det lige nu 🙂
        Igen: Tak. Jeg nyder allerede at være med herinde hos dig og Fyrsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.