Mig og ham

Jeg ønsker mig en date med min mand. Bare en aften for mig og ham. Hvor vi kan tage ud at spise. Og efterfølgende drikke en fadøl på et værtshus, der har dart. Eller bordfodbold. Allerhelst begge dele. Så hen et sted, hvor vi kan danse. Altså til noget rigtig musik, ikke sådan noget umchi-umchi. Gerne noget funk. Og så tage en bus hjem. Sidde småbeduggede hånd i hånd i 8A. Det ønsker jeg mig!

Sidst vi var på date, var da vi var inviteret på Rust af Cana i forbindelse med udgivelsen af Cana’s album. Fyrsten kom for sent hjem fra arbejde pga trafikken, så vi fandt et eller andet tilfældigt burgersted på vejen. Og jeg var ret meget gravid, så der var vand i fødderne fremfor øl i glasset. Det var hyggeligt – uden tvivl! Men altså, tingene er hyggelige på deres helt egen måde, når man er tyk, træt og gået to skostørrelser op, ikk’?!

Faktisk har vi ikke rigtig været på noget, der minder om en date, siden før Ane blev født. Fordi barnepiger ikke hænger på træerne, og fordi vi har prioriteret anderledes. Og det gør mig egentlig ikke spor. For jeg synes, vi er gode til at se hinanden. Vi er gode til at huske at give de lange kram, sende søde sms’er, overraske med små gaver eller andet, som gør den anden glad. Som i weekenden, hvor jeg nærmest i en indskudt sætning fik nævnt, at det kunne være fedt med højttalere i spisestuen. Mindre end 10 minutter efter var de første ledninger ved at blive trukket. Det er sådan en mand, jeg har.

Meeeeen jeg har også en mand med funk i hofterne. Det havde han i hvert fald engang, før vi blev nogens mor og far. For tiden danser han mest på Anes ordre. Og det gør han nu også godt! Med tylskørt og filthat på. Men med knap så meget funk i underkroppen, som i gamle dage. Jeg er nu sikker på, at det stadig gemmer sig derinde, og jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at ryste det frem igen. Ja altså såfremt han ikke sidder over i et hjørne på en tilfældig bodega og græder over, at jeg har givet ham røvfuld i dart. Det er nemlig sådan en kone, han har;)

img_2103

 

10 kommentarer til “Mig og ham”

  1. Min første tanke – Helmig + ‘Din røde kjole’ og dig der rocker med din husbond (med lidt god vilje er den da lidt funky 🙂 Fik aldrig svaret dig på de lange hårsangeres fredag, undskyld, STOR respekt for en fellow Helmig fan. Boede vi dog bare lidt tættere på Palæ Pompøs havde jeg straks tilbudt mig (og Ane havde nok ret hurtigt fået styr på strutskørt og min danse-mand :). Håber det meget snart lykkes for jer.

    1. Det er fandme en aftale!:) Det kan han nemlig. Og hold nu kaje, hvor ville jeg gerne ha’ set det! Du er jo en lille bitte smule højere end ham. Bare lidt;)

  2. Seriøst – du skriver SÅ godt.😍
    Tak for endnu et dejligt skriv 😘
    Kommer tid kommer sted – dejligt I er gode til at huske hinanden ❤️

    1. Hvor er du sød, Kamilla! Tak:) Og ja – det skal nok komme! Jeg er heller ikke skide god til at overlade mine børn til andre, og det er jo ligesom første skridt på vejen;)

  3. Jeg havde skam også tilbudt at passe dine skønne rollinger (hvis ikke der var så pokkers langt fra vestegnen til sydhavsøerne) så du kunne få en svingom med din mand, det fortjener alle kvinder i ny og næ 😊 Og herre gud, 2 børn eller 4 kan ikke være der store problem 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.