Om benløse sofaer og røde bukser….

Jeg fandt Anouk i dag. Lige der er sted mellem AC/DC og Aretha Franklin.  Hun har vel været der hele tiden, jeg har bare ikke set godt nok efter. Men i dag flød hun ud i stuen. Og jeg røg fluks tilbage til mine teenageår i Maribo, hvor hun, Texas, Skunk Anansie og Anne Linnet var soundtracket.

Vi hørte Anouk i ‘smugkroen’ på loftet i laden. Hvor vi drak Maribo-øl og det der billige, syntestiske sprøjt, man ku’ købe i Aldi for ingen penge. På en sofa uden ben, for de faldt af, da Budek og Sørensen lavede bollebevægelser på den i bedste teenagedrengestil. Og jeg overtalte min mor til, at jeg måtte få hul i næsen, og undlod at fortælle hende om den benløse sofa.

Så blev jeg ældre og drak øllene i Lauras bordeauxfarvede veloursofa på hendes bordeauxfarvede værelse. Og Anouk blev udskiftet med Anne Linnet, og vi sang ‘Kærlighedens farer’ og spiste frosne bønner. Vi købte vores tøj i genbrugsbutikken. Gamle underkjoler og fodboldstrømper. Og tog til halbal i Østofte i vores Vans, hvor vi drak mere syntetisk stads og røg Mistral.

Så flyttede Laura og hendes mor i lejlighed. Og den bordeauxfarvede sofa flyttede ikke med. Så vi sad på gulvet og hørte Texas. Og Lauras veninder fra Jylland kom på besøg. Maja havde pot med, som hendes far havde dyrket. Vi fik noget, som vi skulle have med på Roskilde, men vi glemte det.

På Roskilde hørte vi Skunk Anansie og drak øl og skummetmælk og glemte alt om det glemte pot. Og jeg købte et par røde bukser, som var så små, at de skulle lukkes med en sikkerhedsnål. Men det gjorde ikke noget, for jeg havde bare en underkjole på over dem.

I dag hørte jeg Anouk igen. Og jeg kunne teksten til alle sangene endnu. Det gjorde jeg mig glad. Og jeg tænkte tilbage. Indtil jeg pludselig tænkte frem. På den teenagedatter jeg en dag har. Som kommer hjem med en veninde og en flaske syntestisk sprøjt under armen og siger, at hun vil ha’ ring i næsen og på Roskilde. Så tænkte jeg egentlig bare mest “Fuck!” og skiftede videre til Aretha Franklin….

img_2243

23 kommentarer til “Om benløse sofaer og røde bukser….”

  1. Haha i weekenden var kæresteren på vagtjob til en technofest og det frembragte også gode minder hos mig, men også følgende af FUCK vores datter bliver teenager en dag 😅
    /Jeanet

        1. Hvor pudsigt og hyggeligt! Ja, altså alle kender jo hinanden på Lolland;) Men jo, vi hang en del sammen i teenageårene:)

  2. 😂😂😂👌🏻
    Fedt indlæg!
    Gys… min søn bliver officielt teen om 2,5 år. Det for sindssygt. Og på det tidspunkt er jeg jo kun 35… og pt. fortsat i gang med at finde ud af jeg altså ikke er teenager længere på SKAM måden. Nærmere bare på den skamfulde “tag-dig-nu-sammen” og stop dit overdrevne forbrug af teenageserier 🙈

  3. Gamle underkjoler og fodboldstrømper – kan se Mig selv som 13-14 årige- kom sgu til at savne hende lidt, da jeg læste dit fremragende skriv. Hilsen den 35 årige

  4. Åhh det er jo næsten min ungdom om igen, bare i Sakskøbing 😂
    Hos mig var det dog en navle piercing istedet for, og mindes noget grønt Pisang Ambon og selvfølgelig Maribo øl 🍻
    Og skrig gule Dr. Martens støvler, og musikken ikke at forglemme. Kan godt se nu det sikkert ikke var let for ens forældre at have en teenage tøs i huset, frygter allerede når Emma om nogle år når den alder 😱😨

    1. Åh ja, Pisang Ambon. Føj for satan!;) Jeg havde sorte Dr. Martens, og jeg elskede dem! Uh, og benvarmere! Meget vigtig detalje;)

  5. Gode minder, da jeg læste det, kom jeg straks til at tænke på Lejla og dig, kan godt huske underkjolerne og benvarmere, havde du ikke også nogle bukser med blomster på eller husker jeg forkert😀

    1. Jeg kan ikke helt lure det udfra mailadressen…. er det dig, Dila?:) Det tror jeg faktisk ikke, men jeg havde virkelig mange blomstrede underkjoler! Faktisk har jeg stadig nogle stykker af dem. Kan simpelthen ikke få mig selv til at smide dem ud;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.