En stille stund

Jeg har bænket mig i spisestuen i selskab med Annie Lennox og en kop the. Ane har i dagens anledning fået lov at se iPad, så nu slænger hun sig i den blomstrede sofa og ser ‘Sprinter Galore’ og spiser den chokolade, som Nissen har været forbi med i løbet af natten. Jasper er puttet i barnevognen, og jeg beder til, at han napper en lur på minimum to timer, så jeg kan nå lige at sidde her lidt længere og også nå at få lidt alenetid med Ane.

Jeg er træt! Der var julefrokost for Bloggers Delight i går i Jane Kønigs fine lokaler, og selvom jeg ikke var i nærheden at drikke mig selv i hegnet, så kan jeg godt mærke, at der kom et glas gin eller tre indenbords, og at jeg først var i seng efter kl. 1. Jeg havde faktisk gruet en smule for den julefrokost. Jeg er lidt sær i mødet med nye mennesker. På sin vis elsker jeg det – at høre andres historier og udvide mine bekendtskaber. Og samtidig synes jeg, at det kan være en smule angstprovokerende, fordi jeg bliver så skide selvbevidst. Nok særligt i selskab med bloggere, som er vant til at networke og mingle, og hvor mange jo lever af at sælge sig selv. Jeg er ikke god til det. Jeg går på en eller anden måde for meget op i, hvad andre tænker. Og enten kommer det til udtryk ved, at jeg trækker mig og holder mig lidt for selv eller det modsatte – at jeg bliver lidt ekstra fjollet og højtråbende. Begge dele er en ret irriterende, fordi ingen af dem rigtigt er mig. Så jeg havde nok lidt frygtet, at jeg bare ville hænge i Tinas skørter hele aftenen. Sådan blev det ikke! Måske fordi den allerførste ‘fremmede’, som jeg faldt i snak med var Frejamay, som bare var sød og åben og hjertelig! Og så blev det lige pludselig meget nemmere for mig at se, at alle de andre da selvfølgelig ville være det samme. Hvilket viste sig at være fuldstændig rigtigt! Og så kunne jeg sænke skuldrene uden tanke på, hvad andre tænkte om, at jeg var hende, der bare blev stående i madkøen og dermed nåede at få fem portioner;) Og at jeg – selvfølgelig! – også var hende, der kom til at gå ind i andre, så de tabte deres mad. Ups!

Så selvom jeg er træt, er jeg bare virkelig glad. Fordi jeg havde en dejlig aften i går. Fordi jeg fik verdens fineste julegave af Bloggers Delight og Jane Kønig. Fordi aftenen sluttede af på MacDonalds med nogen af mine yndlingsdamer. Fordi ‘Why’ bare er et helt fantastisk nummer. Fordi det er lillejuleaften. Fordi Jasper sover. Fordi Ane er vidunderligt sød og dejlig. Fordi mine eneste planer for i dag er at lave juleguf og spille spil og flette fingre med mine børn. Fordi juleaften venter lige om hjørnet.

Fordi livet er godt!

Jeg håber, I får en vidunderlig lillejuleaften:)

img_2381img_2387

Én kommentar til “En stille stund”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.