Sidste år ved denne tid

Sidste år ved denne tid (ja, nu har jeg så Sanne Salomonsen på hjernen resten af dagen!) var jeg gået 9 dage over tid. Jeg mindes, at jeg var utålmodig, men det skyldtes mest af alt frygten for at gå så meget over tid, at en hjemmefødsel ikke længere ville være en mulighed. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at det kunne ske lige meget hvad, at jeg måtte på sygehuset. Men i og med, at jeg vidste, præcis hvornår baby var lavet, ville det ha’ ærgret mig meget, hvis et par dages overtid skulle gøre udfaldet, for min termin regnet udfra inseminationen lå tre dage senere end scanningsterminen.

Vi var forberedte på både hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Fødekarret var indkøbt og hospitalstasken var pakket. Vi var ikke forberedte på et akut kejsersnit! Det havde virkelig slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne ende med det. Af en eller anden uforklarlig grund, for jeg lever jo ikke under en sten – jeg vidste jo godt, at sådan noget kunne ske. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig;) MEN det skete for mig, og det endte godt og fint og lykkeligt alt sammen:)

Kønnet var vi ikke forberedte på. Jeg havde i de første mange måneder af graviditeten været overbevist om, at det var en pige. For det var det, jeg kendte til, at være mor til en datter. Men små to måneder før termin begyndte Fyrsten pludselig at omtale maven som “han”. Hvilket irriterede mig grænseløst. For vi vidste det jo ikke. Men Fyrsten var urokkelig. For han vidste det godt, sagde han.

Sidste år ved denne tid trak jeg en nederdel op over min store mave og malede læberne røde. Dagen før havde jeg fået en omgang akupunktur, som dog ikke umiddelbart havde sat gang i noget. Det blev bekræftet af den jordemoder, som på nytårsaftensdag lige tjekkede op på en lidt stille baby, der havde det helt fint og ikke viste tegn på at forlade sin midlertidige bolig foreløbig. Så vi tog hjem og pustede serpentiner og iførte os skøre hatte.

Nu er det nytår igen. Og vi får besøg af det samme vennepar, som vi havde sidste år. Det samme vennepar, som sidste år trak på smilebåndet og sagde “Ja ja, den er go’ med dig!”, da jeg forsøgte bortforklare de tiltagende jag i maven, mens jeg langede kylling på racletten. “Det er plukkeveer.”, sagde jeg. For gennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at når man fik veer, var man ikke i tvivl. Og jeg var altså i tvivl. Indtil to timer senere, hvor jeg stønnede mig igennem et farvel til Ane og ringede til min søster og beklagede, at jeg vist nok var kommet til at fucke hendes nytårsplaner lidt op. Den søde jordemoder, Louise, endte vist også med en lidt anderledes aften end vanligt, da hun fik lov at høre rådhusklokkernes bimlen, mens hun havde den ene hånd oppe i mig. Undskyld, Louise;)

Sidste år ved lidt senere end denne tid tænkte jeg, at jeg nok fik en nytårsbaby. Og jeg frygtede lidt, at jeg ville være i gang i så lang tid, at det blev en 1. januars baby. Jeg tog fejl med begge ting. Fyrsten til gengæld – han fik som altid ret;)

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk nytårsaften – med eller uden veer;)

img_9604

4 kommentarer til “Sidste år ved denne tid”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.