Moderskabet er ét langt slap bet!

img_3788

Jeg har muligvis set for meget ‘How I met your mother’! Nej okay –  jeg har med garanti set for meget ‘How I met your mother’;) Men altså, det er også en ret formidabel serie! Og særligt de famøse ‘slap bets’ er afsindigt morsomme. Skræmmende, men morsomme. Lidt ligesom moderskabet – og det er kun én af de ting, som slap bets og moderskabet har til fælles:

(Til de uindviede: Et slap bet er et væddemål, hvor vinderne modtager den store glæde at måtte tildele taberen med et vist antal lussinger på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Altså kan taberen gå rundt i konstant frygt uvidende om, hvornår næste lussing falder. Det er ondskabsfuldt, det er nervepirrende, det er slap-tacular!)

Graviditeten“Man har kvalme i første trimester!“, siger de. Løgnerne. Og så kommer du cyklende der. Glad og tilfreds og godt inde i tredje trimester. Og du priser du lykkelig, for nu er du ligesom så langt fra første trimester, at kvalmen på ingen måde kan indhente dig, ikk? Well…. Slap! Og sådan demonstrerer baby på allertydeligste vis, at du aldrig mere kan vide dig sikker!

Samsovning. Det er så hyggeligt at ligge der sammen under dynerne. Varmt og rart og trygt. Og mens du ligger i der i mørket og sender en tak ud i universet for at netop du skulle være så heldig at ende der i kærlighedens smørhul, så modtager du et spark lige i nyrerne. Slap! Nej, det er ikke universet, der svarer igen. Ej heller er det jinx eller nemesis. Det er meget værre. Det er moderskabets slap bet!

Amning. Der er intet smukkere end at amme sit barn. TANDLØSE barn! Tomme gummer FTW! For når først tænderne er der, så lurer det næste bid lige rundt om hjørnet. Og du aner ikke, hvor det hjørne er. Eller de. For du ved heller ikke, hvor mange hjørner, du passerer på din vej. Du ved bare, at biddet venter. Og at du INTET kan gøre for at forhindre det. Slap!

I Bet GIF - Find & Share on GIPHY

3-årige. De er SÅ søde! Og sjove! De har de mest underfundige formuleringer, og de kysser og krammer og sovser en fuldstændig ind i omsorg. “Du er sød, mor!”, “Du har næsten ikke lange bryster, mor!”, “Jeg elsker dig, mor!”. Lige indtil …… Slap! “Du er den dummeste mor!” Hokus pokus og ud af det blå blev verdens sødeste 3-årige transformeret til et skrigende, spruttende, rødglødende monster. Bare rolig, hun bliver sig selv igen, MEN du ved aldrig hvornår, næste eksplosion indtræffer. Næ, du har glæden af at kunne vente i spænding;)

Middagslure. Arhhh, endelig sover baby! Det er nu, livet skal leves! Du har nu fuldstændigt ubegrænsede muligheder – du kan spise ostemadder og se “Hammerslag”, du kan sove, du kan gå i bad. Tror du. Men det er salgstalen. Glorificeringen af moderskabet. Det er løgn, er det! For ligeså snart du tager en bid af din ostemad, lukker øjnene eller kører den første klat af shampoo gennem dit hår…. Slap! Baby er vågen. Den er sikker som Amen i kirken, bare i en noget mere djævelsk forstand.

Så…. er du mor? Pøj pøj med det!

Vuggestueklar

Annonce//indlægget er lavet
i samarbejde med Jensstormkbh.com

Vuggestueklar?

Niks. Men det bliver jeg nok aldrig. I hvert fald ikke psykisk. Vi har pladsen fra på onsdag, men har valgt, at Jasper først starter op mandag, så han får en sammenhængende uge. Og jeg håber virkelig, at jeg kan lade være med at have for meget fokus på det i denne uge, så det ikke bliver en vemodig afslutning på vores barselstid, men at vi i stedet bare kan nyde hinanden. Ikke på grund af noget eller med triste miner, men bare i ren kærlighed. Vi skal gå en masse ture, synge sange, bygge tårne og kysse. Jeg satser på også at snige en enkelt eller to lure på mor ind – fordi det bare er noget af det bedste i verden!

Rent praktisk er vi dog klar. Vuggestuetasken er fyldt med alle de nødvendige ting, omend jeg dog ville ønske, at jeg også kunne lige kunne klemme mig selv derned;)

img_3773

Sutsko, futter, thermosæt, handsker, vand- og vindtæt dragt er alle ting, jeg har købt brugt eller fået foræret. Bamsen er julegave fra farmor, som jeg håber kan give lidt tryghed i barnevognen. Jasper bruger ikke sut, og han er ikke et af de børn, som skal nulre en klud eller pude. Bamsen er han glad for, men den er ikke nødvendig for at finde ro. Det er nok mest en morting – at jeg godt kan li’, at han har en særlig ting med hjemmefra. (Derudover skal han naturligvis have en røvfuld skiftetøj med.)

img_3771img_3772

Tasken er fra Jensstorm.dk, og den oser af 70’er vibes på den fede måde! Både med reflekserne, farven og de fede læderdetaljer. Jasper kunne med garanti ikke være mere ligeglad, men mor klapper i hænderne, og det er nu engang mig, der bestemmer;)

Jeg har stadig to måneders barsel tilbage, som skal bruges til at gøre indkøringen så god som muligt for både mig og Jasper. Det er vigtigt for mig at kunne trække vejret undervejs. At det ikke er noget, der skal hastes igennem, fordi vi har travlt, men at det i stedet kan foregå på hans præmisser. Måske det slet ikke bliver nødvendigt, måske han bare falder til med det samme. Det håber jeg virkelig. Men skulle det vise sig at være anderledes, så giver det mig en helt uundværlig ro i maven at vide, at vi har god tid. Ane var to år, da hun startede i vuggestue, så indkøringen med hende var anderledes (forestiller jeg mig), fordi hun var så gammel. Hun havde et sprog og en anden forståelse af tingene. Hun havde gået i dagpleje før, men jeg tænker, at de to ting ikke helt kan sammenlignes. Hun blev afleveret til den samme voksne hver dag og skulle kun forholde sig til tre andre børn. Jeg er spændt (og nervøs) på, hvordan denne indkøring bliver. Skal vi følge vuggestuens plan, skal han sove derned på tredjedagen. De er naturligvis åbne overfor, at alle børn er forskellige, at man derfor først og fremmest ser på barnets behov og ikke bare slavisk følger den gængse procedure.

Min fornemmeste opgave bliver signalere overfor ham, at vuggestuen bare er det fedeste i verden, og at jeg er fuldstændig tryg ved at efterlade ham der. Hvilket jo er mega meget løgn! Heldigvis spillede jeg en masse teater som barn, så jeg håber på at kunne bluffe tilfredsstillende. Ligger I inde med andre gode råd til, hvordan vi får så god en indkøring som muligt, så kom endelig med dem – jeg har vist brug for al den støtte og vejledning, som jeg kan få.

Jensstorm er at finde i Bellacenteret til CIFF d. 1.-3. februar, hvis du kunne tænke dig at snuse lidt mere til mærket:)

Klammere end gennemsnittet….

Der er gået to mus i fælden i dag. Og vi er ikke ude i nogen former for symbolik her. Vi taler vaskeægte, levende mus. Som nu er døde. Og ret skal være ret – det var kun den ene, der gik i fælden. Den anden sad på kanten af skraldespanden, da Fyrsten skulle tømme sin tallerken for madrester efter aftensmaden. Den kiggede forhåbningsfuldt på ham – “Får jeg også kylling??“. Indtil han knaldede den i gulvet med sin middagskniv.

Skal vi så ikke sige, at det var det?? Skal vi ikke?

Jeg har længe tænkt, at vi herhjemme var indbegrebet af sådan en helt standard familie i dagens Danmark. Det var før det med musene. Og fodsvampen. Og ligtornen. Og lusene. Og rotten. Og afføringen. Og fingrene oppe i numsen. Nu hælder jeg til, at vi er bare lidt mere klamme end gennemsnittet. Det er ikke nogen rar erkendelse. Men jeg har købt for 60 kr. bland-selv-slik, en stribe chokoladeskildpadder og noget Kinder-et eller andet, så det er nok den helt rette dag at se mig selv i spejlet.

Jeg var med garanti mega bad ass og cool i mit tidligere liv. Mega!

img_3696

Ting jeg laver for tiden…

img_3427

  • Noget a la en bullet journal. Som jeg jo ellers i kommentarfeltet her påstod, at jeg ikke havde brug for. Indtil jeg havde alligevel. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad en bullet journal er, så det er nok ikke dét, jeg laver. Men jeg laver en bog-kalender-ting med masser af farverigt papir og tape. Ud over hele spisebordet. På 6. dag.
  • Venter på, at akrylfugen i vindueskarmen tørrer, så jeg kan male den.
  • Maler de franske døre, mens jeg venter.
  • Spekulerer på, hvorfor vi ALDRIG tidligere har malet dem. Vi har jo boet her i 6 år.
  • Opdager, at vi HAR malet dem før. Bare kun på den ene side…
  • Undrer mig over, hvorfor man vælger kun at male den ene side.
  • Glæder mig over, at Jasper tager en lang lur.
  • Undrer mig over, hvorfor fanden han ikke kan sove ligeså godt om natten??!
  • Spekulerer på hvor længe man kan holde sig kørende på minimal søvn og maksimalt kaffeindtag?
  • Planlægger i hvilken rækkefølge, jeg skal gribe projekt ‘Renovér førstesalen’ an.
  • Og overvejer, hvor dælen vi skal sove, mens projektet står på.
  • Griner lidt af ordet “sove”…..
  • Undlader at ordne køkken og vasketøj.
  • Ser Kasper og Sofie alt for meget!  Og undrer mig i den forbindelse over, hvorfor man har ændret deres navne fra det originale ‘Karsten og Petra’? Lidt ligesom med filmen ‘Cruel Intensions’, som på dansk blev til ‘Sex Games’. Hvorfor dælen ikke bare bibeholde originaltitlen, hvis man alligevel ikke giver den en dansk?!
  • Spiller mega meget Ruzzle. Og det burde jeg ikke, for det er sådan et stress-spil. Og det ting, der stresser, skal man altså holde sig fra, når man er i underskud af søvn.
  • Planlægger at købe nogle krydsogtværs-hæfter i stedet, fordi det er mindre stressende og mere hyggeligt. Aner bare ikke hvilke slags, jeg skal købe. Ender garanteret med et af dem, hvor der kun er én Kendis-kryds og 17 af den slags, som jeg alligevel ikke gider lave.
  • Savner min mormor, som altid rev krydsordene ud ad sine ugeblade til mig<3

At pakke børn ind i vat og cykelhjelme

Der kan man vist tale om racermave til ingen verdens nytte;)

Indslaget i Nyhederne i går kom til at handle om cykelhjelme. Eller nærmere det faktum at Mads Christensen vælger ikke at tvinge den på hovedet af sin 8-årige. Og det er da bestemt også en vigtig snak at tage, om vi passer på vores børn i trafikken! Det var bare ikke den snak, jeg havde taget med journalisten, som var forbi i går. Her var fokus på Mads Christensens udtalelse om, at vi pakker vores børn så meget ind i vat (og cykelhjelme), at de ikke vokser op som risikovillige iværksættere. Lidt i tråd med det indlæg jeg skrev om curlingforældre for ikke så længe siden.

Men fra journalisten var her, og til Nyhederne blev sendt, ændrede vinklen sig. Det er garanteret meget normalt. Men derfor vil jeg nu gerne dele mine tanker med jer alligevel:)

For jeg synes, at Mads Christensens udtalelse er endnu en af dem i rækken, som gør forældre dummere end de er. Det er jo dælen ikke enten eller. At man sætter gitter for trappen og cykelhjelm på hovedet er efter min overbevisning på ingen måde ensbetydende med, at man ikke også kan give sine børn en masse kompetencer, som sætter dem i stand til at handle selvstændigt og, med Mads’ egne ord, risikovilligt. Tværtimod, fristes jeg til at sige!

Jeg tror på, at risikovillighed, selvstændighed og selvværd dyrkes allerbedst i tryghed. Jeg tror på, at vi lærer vores børn at stå på egne ben netop ved at opdrage dem med visheden om, at vi står klar til at gribe, når selvsamme ben giver efter. Helt ærligt – hvis man endelig skal springe ud fra et fly, så er det da smartere at gøre, når man har faldskærm på!

Måske vi pakker vores børn mere ind i vat, end vi gjorde for 50 år siden. I så fald tænker jeg, at det giver rigtig god mening. For verden er bare mere farlig i dag, end den var dengang. Jeg har aldrig i min ungdom været opmærksom på ikke at efterlade min drink uden opsyn, når jeg var i byen. Ikke fordi jeg var vovet og risikovillig. Men fordi verden var en anden. Findes der alligevel forældre, der passer FOR meget på deres børn? Muligvis. Men jeg tænker, det er et fåtal. Ligesom det (forhåbentlig) er et fåtal, som fortæller deres børn, at de ser dumme ud med cykelhjelm på. Og til syvende og sidst kan ingen vel være i tvivl om, at vi hver især gør det, som vi selv synes er rigtigt. Nogen ting behøver ikke blive analyseret til atomer og prøvet i kasser markeret med labels og citater fra pædagogiske teoretikere. Er Ane ved at dratte ned ad en stol, så foretager jeg ikke en lynhurtig risikovurdering, hvor jeg forsøger at regne mig frem til hvorvidt min indgriben vil få konsekvenser for hendes fremtidige muligheder for at få en ledende stilling i Mærsk. Jeg griber hende bare. Omvendt har jeg meget aktivt valgt at have gitter for trapperne. Fordi jeg synes, at hun er så pæn med fortænder. Og det vil bestyrelsen i Mærsk garanteret være enige i;)

Jeg er bare lidt træt af at høre, at de forældre som vælger den sikre og ‘fornuftige’ vej, gør deres børn bjørnetjenester. Og jeg er træt af, at debatten er så unuanceret. Så handler det kun om én ting – at provokere. Og ja, nogen gange skal der provokationer til for at åbne op for en dialog. Andre gange er det bare fordummende. Det her er en af de andre gange. For det er naturligvis, som med alt andet i livet, ikke enten eller. Og lige præcis i det her tilfælde synes jeg ærlig talt, at det er direkte forkert. Personligt føler jeg mig mere sikker ved at trampe ekstra hårdt i pedalerne, netop fordi jeg har cykelhjelmen på. Om jeg så er mindre eller slet ikke risikovillig, fordi jeg tager forholdsregler og prøver at afværge et hul i hovedet, ved jeg ikke. Men skal jeg alligevel hoppe med på enten-eller-diskursen, så vælger jeg helt klart at passe bedst muligt på mit hoved som førsteprioritet. Og på mine børn. Betyder det så, at de aldrig udvikler en app, som kan fryse fodvorter, så er det en chance, jeg er villig til at tage. Så risikovillig er jeg nemlig;)

Ps. Jeg er sikker på, at Mads Christensen ville være rigtig pæn med cykelhjelm på:)

img_0641

(Og nej, alt det her sagde jeg slet ikke til journalisten i går. Måske en brøkdel af det. Jeg fungerer bare bedre bag skærmen!)

 

Fååååårk

Mine negle ligner noget, der er løgn. De er flækkede og spaltede, og neglelakken er skallet virkelig meget af. Det er ikke noget særsyn – sådan ser de oftest ud. Og det gør de så også i dag. Hvor der har været en journalist fra TV2 forbi for at interviewe mig til Nyhederne….

img_3579

Fååååårk!

Jeg ved overhovedet ikke, hvorfor jeg sagde ja. For jeg er ikke særlig tv-venlig. Jeg kan jo for dælen knap nok agere naturligt på Snapchat! Det gik bare så hurtigt. Og en time efter, at jeg havde talt med en sød journalist i telefonen, så stod der en anden journalist og tv-mand i min stue. Jeg skulle snakke om at pakke børn ind i vat, fordi Mads Christensen åbenbart har påtalt det ‘problem’ på tv i går. Så det snakkede jeg lidt om, mens vi sad på Anna og Elsa-tæppet på stuegulvet. Imens prøvede Jasper at spise min mikrofon, og Ane krævede, at jeg lukkede hendes Elsa-kjole, og Cash gik ind foran kameraet.

Fåååååårk, altså! Jeg er så dårlig under pres. Det havde jeg bare lige glemt. Jeg kommer til at lyde mega arrogant og stram. Det er dét eller bævrende stemme og rystende hænder, hvilket egentlig nok havde været mere charmerende. Nu blev det vist bare lærerstemmen.

Nu er det ligesom gjort. Med afskallede negle og pletter på blusen, som jeg også først opdagede efterfølgende. Det var også først der, det gik op for mig, at de filmede mig fra venstre side. Hvor der bor en pænt stor bums. Sikke en tv-star;) Faktisk aner jeg ikke, hvornår det bliver sendt. Kl. 19, tror jeg. Eller måske har det været der her kl. 18. I så fald gik jeg glip af det. Det er måske også meget fint;) Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg er til gengæld ret sikker på, at jeg ikke sad på mine hænder imens.

Fååååårk…..

Bloglands bedste #2

img_1259

Det er endnu engang blevet tid til at fremhæve en af de blogs, som jeg holder særligt af at følge. Sidst handlede det om Maj My, som er forholdsvis ny i blogland, og denne gang napper jeg en af Bloglands veteraner – nemlig Linda, som har bloggen Blogsbjerg.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg har fulgt Linda helt fra starten, men det har jeg desværre ikke. Hun har ligget på min Bloglovin-liste i flere år, tror jeg, men af en eller anden grund er det ikke blevet til mere end det. Jeg følger for mange, og så ender jeg med at læse fast med hos de samme 10 og scrolle forbi de resterende. I forhold til Lindas blog, har det vist sig at være en stor fejl! Men heldigvis en, der kan rettes op på:)

Linda er god! Virkelig god! For først og fremmest har et vidunderligt skriftssprog! Derudover er hun direkte, skarp, intelligent og humoristisk på den underspillede og til tider tørre måde, som jeg elsker allermest. Og så er hun på ingen måde forceret. Hun skriver ikke for at please nogen eller for at tiltrække læsere – hun skriver for sig selv, hvilket skinner igennem hver eneste indlæg fra hendes hånd.

Og da jeg endelig fik øjnene op for hende, så måtte jeg naturligvis tilbage i arkiverne og snuse!

Min egen blog har gennem årene ændret sig meget. Da jeg startede den op i sin tid, var blogland fyldt med krea- og boligblogs, og det blev mit afsæt. Efterhånden begyndte jeg dog at spejle mig mere og mere i de blogs, som overvejende bestod af hverdagsbetragtninger, og hvor sproget og fortællingerne var i fokus. Og jeg genfandt glæden ved at skrive, som jeg ellers troede, at jeg havde mistet et sted på vejen mellem gymnasiet og seminariet. Så når man kigger tilbage på min blog, er den en værre rodebutik fyldt med grynede billeder og ordløse indlæg. Lindas blog? Den har aldrig været et gylpende spædbarn eller en kikset teenager, der eksperimenterede med lidt for meget blå øjenskygge. Den har bare været Linda hele vejen igennem. Og hvilket held!

Egentlig var min plan kun at fremhæve et enkelt af Lindas indlæg. Men hun gør det svært at begrænse sig;) Så nu får I to, som jeg synes, at alle bør læse. Fordi de er vigtige og velskrevne.

Det første indlæg er det her, – Venter på far – som omhandler de overvejelser Linda har gjort sig i forhold til at være selvvalgt enlig mor. Og også lidt om omverdenens reaktioner. Jeg synes, det er et interessant og relevant emne af flere årsager – nok mest af alt fordi det understreger vigtigheden af, at vi dropper at putte hinanden ned i små, kasser med alt for skarpe hjørner. Helst i går, ikk’?

Næste indlæg har Linda skrevet i forbindelse med, at hun rundede de 40 – 19.01.77: Hvad livet har lært mig so far. Jeg har ikke så meget sige – bare læs det! Du bliver både underholdt OG bliver klogere! Jeg forestiller åmig, at det er gavnligt for alle lige at få repeteret nogle regler, såsom at man ikke skal gå på toilettet på bare tæer, når man er på festival, og at tequila er en virkelig dårlig idé. Den slags kan ikke gentages for ofte. Men læs det lige. Og print det så ud og hæng det op på køleskabet!

Vær et ordentligt menneske i de små ting. Holder nogen en dør for dig? Sig tak. Er du ved at bakke en cyklist ned, fordi hun var i din blinde vinkel? Rul vinduet ned og råb: “Det må du fandme undskylde!!” Hils på drengen ved kassen, hjælp hende, der har tabt sine varer på gaden, og spørg din kollega, om hun skal have noget med fra kantinen. Det løfter både dig selv og verden omkring dig. Hvis du bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så spørg dig selv, hvad Obama ville have gjort.” 

De siger så meget;)

Jasper og jeg var til opstartsmøde i vuggestuen i går. På vejen derhen havde jeg lyst til at stikke af. Lige svinge barnevognen op mod stationen, vende næsen mod lufthavnen og gå under jorden. Så kom jeg i tanke om, at mit pas er udløbet. Og jeg gider simpelthen ikke gå under jorden i Slagelse. Så den plan afblæste jeg igen. Jeg tog til mødet, drak min the og nikkede og smilede.

Det er jo for fanden ikke fordi, jeg tror, at jorden går under. Jeg er da slet ikke i tvivl om, at han nok skal klare det. Og jeg skal nok klare det. Jeg synes bare, det er naturstridigt at skulle adskilles fra min baby. Folk siger “Sikke en lang barsel du har haft!”, og jeg kigger undrende på dem. For han er kun 1 år. Det er da overhovedet ikke lang tid. Det er muligvis lang tid, hvis man sammenligner med andre, men det er ikke lang tid. Ikke i min bog. Ikke i mit hjerte. Og jeg kan på en eller anden måde kun grine af det faktum, at jeg nu skal til at aflevere min søn til nogen (indtil videre) fremmede pædagoger, for så at cykle videre på job og være noget for nogen andres børn. Det er sgu da lidt skørt! “Men han er jo SÅ klar!”, siger de. De samme mennesker, som synes, at et år er en evighed. Gu’ er han ej. Han er et lille, bitte menneske, som har tilbragt hele sit liv i sine forældres arme, og nu skal han pludselig efterlades hos to-tre fremmede voksne og 12 børn og hvem ved hvor mange lus. Selvfølgelig er han ikke klar til det. Men det bliver han.

Det er så meget lettere anden gang!“, siger de. Ja, det er dem igen. De siger så meget. Det er ikke lettere. Tværtimod. Det er langt hårdere, end det var første gang. For denne gang er jeg forberedt. Jeg har prøvet det før. Jeg ved allerede nu, hvordan det vil føles første gang, jeg skal gå fra ham. Så nu kan jeg gå og blive ked af på forhånd. Og så kan jeg blive lidt mere ked af, når først scenariet udspiller sig. Dobbelt op på tristhed. Og denne gang ved jeg, hvad der venter. Med ulvetimer og afsavn og manglende timer.

“Det skal nok blive godt!” siger de. Og lige der giver jeg dem ret. For det tror jeg faktisk, at det nok skal:)

Jasper kravlede direkte ind på lederens kontor, vinkede til hende og begyndte så at pille stikkene ud af hendes computer. Og da han var færdig med det, begyndte han at hive bøger ned fra reolerne, mens han brølede af fryd. Pædagogen fik lov til at tage ham på skødet, og han smilede stort til hende, før han begyndte at baske med armene for at komme ned igen, fordi han havde fået øje på noget nyt og spændende, som han kunne endevende.

Der var en anden skrøbelighed over Ane. Tror jeg. Det kan også tænkes, at det var mig, der var den skrøbelige. Jasper er fire måneder ældre, end Ane var, da hun startede i dagpleje. Og han er hærdet på en anden måde. Som man bliver det, når man er andet barn. Når der er andre end en selv, der kræver mors og fars opmærksomhed. Men han er også stadig en baby. I hvert fald i mine øjne. Og det er mega angstprovokerende for mig at skulle overlade ham i andres varetægt. Men jeg forbereder mig mentalt, jeg prøver at vænne mig til tanken, så godt jeg nu kan, blandt andet ved at skrive det her, som muligvis er 5.-6. indlæg i rækken om emnet. Det gør godt at sætte ord på.

Mødet i går gjorde også godt. For jeg blev mindet om, at jeg faktisk var rigtig glad for vuggestuen, da Ane gik der. Og vigtigst af alt – at Ane var glad. Og beskeden om at Jasper skal på samme stue, som hun gjorde, og at det er de samme tre pædagoger som dengang, gjorde mig glad og tryg. Nu er det logistikken, der skal kigges efter i sømmene. For jeg er stadig ikke vild for tanken om at skulle aflevere ham, eller Ane for den sags skyld, til dage på 8, 9, 10 timer. Så det må vi finde en løsning på. På en eller anden måde.

Jeg er stadig på INGEN måde der, hvor jeg kommer til at sige “Han er SÅ klar!”. For det er han ikke. Og det bliver hårdt for både mig og ham. Men jeg er til gengæld der, hvor jeg også godt kan se lidt positivt i det. At det bliver spændende for ham at komme ud og opleve noget andet af verden – også selvom det for bliver uden mig ved hans side. Og jeg er sikker på, at de vil passe ligeså godt på ham, som de gjorde med Ane. SÅ jeg tror faktisk på, at det nok skal blive godt. Men derfor kan det godt gøre lidt ondt alligevel, ikk’?

img_3368

Forresten #14

  • Skal jeg til samtale i vuggestuen i dag. Jeg vil ikke. JEG VIL IKKE!
  • Fik jeg lavet smear-test ved lægen i sidste uge – UDEN at græde! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft benene i stigbøjler uden at være opløst i gråd. Er jeg mon kureret??
  • Kom Ane op at slås med et legehus i går og har fået et ordentligt slag på kinden. Da jeg fortalte hende, at hun var ved at få et blåt øje, farede hun meget oprevet ud til spejlet. Hun kom helt rolig tilbage og kunne fortælle, at hendes øjne altså stadig var brune.
  • Var jeg et smut på sundhedscenteret i går for at en fysioterapeut lige kunne kigge på Jasper. Han numser sig stadig frem og vil helst ikke op at stå på hverken ben eller knæ, til gengæld går han ofte i split, så jeg mistænkte, at han måske var hypermobil. Det er han ikke. Han har bare ekstremt bøjelig led, så vi skal hjælpe ham lidt på vej. Efter at have talt med fysioterapeuten, går vi ud i venteværelset, og mens jeg tager tøj på, kravler han op ad fem trappetrin. Bekymring afblæst;)
  • Charmerede han både fysioterapeuten og en ældre dame i venteværelset til den helt store guldmedalje. Han vinkede, klappede og dansede og lagde hovedet på skrå og smilede, når de roste ham. Da jeg fortalte det til Fyrsten, svarede han tørt: “Det er han jo nødt til. Han er jo højst sandsynligt grim!”
  • Var min veninde, Maria, på besøg i mandags. På et tidspunkt åbnede jeg skraldespanden, som Jasper straks kastede sig over. Maria smilede og sagde “Nå, så kommer der en lille mus!”, hvilket fik mig til at springe tilbage med frygten lysende ud ad øjnene. Hun mente naturligvis bare Jasper.
  • Mener Fyrsten at have fundet musens hoveddør, og den er nu blokeret. Så for en stund følte jeg mig sikker. Så åbnede jeg skuffen under ovnen og fandt en halv brødkurv. Den kunne da i det mindste spise op!
  • Har jeg smidt nogen nye rabatkoder ind i her, hvis I skal shoppe lidt. Jeg skal ikke. Nej. Det skal jeg i hvert fald ikke. Træd væk fra computeren med det dankort, Elisabeth!!!
  • Er jeg begyndt at glæde mig en lille smule til, at der begynder at gå penge ind på min konto igen. Til maj…. Hvem sagde ‘forventningens glæde er den største’??
  • Er min veninde, Trine, vildt overrasket over, at vi fire andre piger i Kusseklubben har papirkalendere. Vi snakker ikke familyplanner, men sådan en rigtig kalender i bogform. Personligt kunne jeg slet ikke forestille mig at bruge andet! Er det mon virkelig så unormalt i dag? Nu tester jeg det lige på jer.

[poll id=”7″]

 

Han er sgu da mega køn! Tror jeg nok;)
Han er sgu da mega køn! Tror jeg nok;)

Allerød sucks!

img_3337

Anes bedste veninde hedder Karla. De har kendt hinanden siden de var henholdsvis 2 og 6 uger gamle. Først var de i mødregruppe sammen, så i dagpleje, så på samme stue i vuggestuen og nu på samme stue i børnehaven.

Ane ELSKER Karla! Når man spørger, hvad hun har lavet i børnehaven, siger hun bare “Karla“. Når hun får en ny dukke eller bamse, skal den hedde Karla. Når hun bliver vred på mig, siger hun “Du bestemmer ikke over mig, det gør Karla!“, og når hun er ked af det og ikke kan sætte ord på det, så ender det altid med sætningen “Jeg savner bare Karla!” Karla er Anes tertiære omsorgsperson. Der er mor, der er far, og der er Karla.

Nu skal Karla flytte. Fordi boligmarkedet er så latterligt, at man efterhånden skal være mere end almindeligt godt ved muffen for at få et hus i Hvidovre. Og jeg har forsøgt at tale Karlas forældre til fornuft. For man kan altså sagtens ha’ to børn på 50 kvm., ikk’?;) Men beslutningen er taget, købsaftalen underskrevet, og d. 1/4 skifter Karla børnehave. Og det er noget pis’ lort! For jeg elsker Karla og hendes forældre og hendes lillebror, og selvom jeg naturligvis synes, det er monster fedt for dem, at de har fundet deres grimme, dumme drømmehus i fucking røvsyge, dumme og kedelige Allerød, så er jeg virkelig ked af, at de ikke længere skal være en del af vores hverdag. Men mest af alt er jeg ked af det på Anes vegne. Og jeg er i syv sind omkring, hvordan jeg bedst håndterer det. Selvfølgelig skal hun nok klare det. Og hun har bestemt andre venner i børnehaven. Men hun har ingen anden Karla, og den relation har været en af de allervigtigste i hendes liv indtil nu.

Karla ved godt, at hun skal flytte, og at hun skal starte i en ny børnehave. Og når hendes forældre taler med hende om det, siger hun “Og så skal Ane med i den nye børnehave!” Karla forstår det ikke helt selv, men vi skal selvfølgelig også ha’ fortalt det til Ane – og måske endda hurtigst muligt, så ikke Karla selv eller børnehaven siger det, hvor vi ikke har mulighed for at forklare eller samle op med det samme, hvis det er nødvendigt.

Men hvordan gør vi det bedst?

Fortæller vi det nu, bare helt stille og roligt, og så afventer at hun selv forstår og spørger ind til? Forklarer vi i detaljer? Nævner vi det bare nu, og så venter med at gøre det mere forståeligt, til vi nærmer os april?

Åh, måske er det mig, der gør det større end det er? Måske vil det slet ikke være så voldsomt for Ane, som jeg forestiller mig. Jeg ved jo bare, hvor glad Ane er for Karla, og det er jo lige før, at hun bruger flere timer sammen med hende, end hun gør med os. Så lige meget hvad, vil det blive en kæmpe ændring i hendes hverdag. Og jeg vil bare gerne hjælpe hende på den allerbedste måde, jeg kan. Men auch, jeg synes det er svært:/

img_3342 img_3335img_9052 img_3343