Så kom Jasper….

img_0488

Vi talte egentlig aldrig om, hvor mange børn vi ville have. Bare mange, tror jeg. Det lå ligesom i kortene. Vi kommer begge fra store familie. Fyrsten har fire søskende, jeg har seks. Så selvfølgelig skulle vi også have mange børn. Men livet ville det anderledes, og pludselig blev dét at få bare et barn til et kæmpe stort og psykisk nedbrydende projekt. Og så var målet et barn. BarnET. Ane<3

Da vi fik Ane, var vores lykke gjort. Jeg tror ikke, at det er muligt for noget menneske i verden at føle sig så lykkelig, som jeg gjorde, første gang jeg holdt hende i mine arme. Jeg var nogens mor. Hun var min, og jeg var hendes, og verden kunne for min skyld gå i opløsning udenfor vores vinduer. Jeg ænsede ikke andet, end det jeg havde lige dér – mit livs største kærlighed.

Og de utalte planer om de mange børn og det lange spisebord og minibussen blev lagt på hylden. Både fordi livet havde vist sig at ville det anderledes, men mest af alt fordi det pludselig var lige meget. Vi var i mål. Vi var lykkelige.

Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke “Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis man tillod sig at være grådig? Hvad nu hvis man tillod sig at ønske lidt mere? At håbe lidt mere, at drømme lidt mere? Hvad nu hvis man forsøgte bare én gang til? Hvad nu hvis?

Og så kom Jasper. Planlagt ned til mindste injektion og alligevel så ganske uventet. For det var ikke en kamp. Det var ikke psykisk nedbrydende. Det var bare et stille håb. Uden tårer og afmagt og fosterstilling på køkkengulvet. Sådan troede jeg ikke, at man kunne få børn. Så let og smertefrit.

Men det kunne man. Det kunne vi. Og det gjorde vi.
Og så kom Jasper. Smukke, tykke, milde Jasper med de blå øjne og det rødlige hår. Mit bonus-barn. Ham, jeg ikke vidste, at jeg manglede, før han pludselig var min søn.

I morgen bliver han et år. Og jeg trækker vejret helt ned i maven for ikke at hyperventilere ved tanken. For det er gået for hurtigt! Det seneste år har været så helt igennem fantastisk, og jeg er slet ikke færdig. Jeg vil ha’ mere. Af hans tykke babylår og hans små, fedtede fingre i mit hår. Af Anes milde stemme klokken alt for tidligt om morgenen, når hun hun bare gerne vil kæle ham lidt. “Jeg lover, at jeg ikke vækker ham, mor. Jeg skal bare kæle ham en lille, bitte smule!” Og jeg gør mit bedste for at vifte vemodet væk og huske mig selv på, at grunden til at jeg jo overhovedet har det sådan er, at jeg er lykkelig. Uden men’er og hvis’er. Bare ubetinget lykkelig. Lige som jeg troede, at det ikke var muligt at blive mere lykkelig. Så kom Jasper.

(Min fødselsberetning kan du læse herhvis du er nysgerrig)

imageimageimageimageimageimageimageimageimage

img_1505

28 kommentarer til “Så kom Jasper….”

  1. Åh, stort tillykke med ham, han er virkelig lækker ❤❤
    Jeg håber at 2017 bliver året, hvor vores fertilitetsbehandling endelig lykkedes, så vi også kan få sådan en lækker trold ☺☺

  2. Stort tillykke med jeres smukke søn. Tillykke med hinanden. Med jeres lille familie ❤ Når noget ikke er givet, bliver det pludselig endnu mere værdifuldt.

  3. Skønne skønne skønne billeder! Hvor jeg altså bare NYDER at følge din blog. Du er inspirerende på så mange fronter.
    Kæmpe stort tillykke med Jasper og din fantastiske familie.

  4. Ååååh, hvor er han dog utroligt lækker, sød og lige til at kramme! Jeg bliver jo helt skruk af at kigge på ham…og så er det selvfølgelig ret heldigt, at det snart er min tur til at putte med en baby igen. Tillykke med din smukke dreng i dag, håber I nyder dagen i fulde drag.😘

  5. Sådan et fint indlæg skal man så ikke læse ret så gravid ude i offentligheden. Nu tuder jeg lige lidt i buslinje 12 😉 stort tillykke med ham og tak for dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.