De siger så meget;)

Jasper og jeg var til opstartsmøde i vuggestuen i går. På vejen derhen havde jeg lyst til at stikke af. Lige svinge barnevognen op mod stationen, vende næsen mod lufthavnen og gå under jorden. Så kom jeg i tanke om, at mit pas er udløbet. Og jeg gider simpelthen ikke gå under jorden i Slagelse. Så den plan afblæste jeg igen. Jeg tog til mødet, drak min the og nikkede og smilede.

Det er jo for fanden ikke fordi, jeg tror, at jorden går under. Jeg er da slet ikke i tvivl om, at han nok skal klare det. Og jeg skal nok klare det. Jeg synes bare, det er naturstridigt at skulle adskilles fra min baby. Folk siger “Sikke en lang barsel du har haft!”, og jeg kigger undrende på dem. For han er kun 1 år. Det er da overhovedet ikke lang tid. Det er muligvis lang tid, hvis man sammenligner med andre, men det er ikke lang tid. Ikke i min bog. Ikke i mit hjerte. Og jeg kan på en eller anden måde kun grine af det faktum, at jeg nu skal til at aflevere min søn til nogen (indtil videre) fremmede pædagoger, for så at cykle videre på job og være noget for nogen andres børn. Det er sgu da lidt skørt! “Men han er jo SÅ klar!”, siger de. De samme mennesker, som synes, at et år er en evighed. Gu’ er han ej. Han er et lille, bitte menneske, som har tilbragt hele sit liv i sine forældres arme, og nu skal han pludselig efterlades hos to-tre fremmede voksne og 12 børn og hvem ved hvor mange lus. Selvfølgelig er han ikke klar til det. Men det bliver han.

Det er så meget lettere anden gang!“, siger de. Ja, det er dem igen. De siger så meget. Det er ikke lettere. Tværtimod. Det er langt hårdere, end det var første gang. For denne gang er jeg forberedt. Jeg har prøvet det før. Jeg ved allerede nu, hvordan det vil føles første gang, jeg skal gå fra ham. Så nu kan jeg gå og blive ked af på forhånd. Og så kan jeg blive lidt mere ked af, når først scenariet udspiller sig. Dobbelt op på tristhed. Og denne gang ved jeg, hvad der venter. Med ulvetimer og afsavn og manglende timer.

“Det skal nok blive godt!” siger de. Og lige der giver jeg dem ret. For det tror jeg faktisk, at det nok skal:)

Jasper kravlede direkte ind på lederens kontor, vinkede til hende og begyndte så at pille stikkene ud af hendes computer. Og da han var færdig med det, begyndte han at hive bøger ned fra reolerne, mens han brølede af fryd. Pædagogen fik lov til at tage ham på skødet, og han smilede stort til hende, før han begyndte at baske med armene for at komme ned igen, fordi han havde fået øje på noget nyt og spændende, som han kunne endevende.

Der var en anden skrøbelighed over Ane. Tror jeg. Det kan også tænkes, at det var mig, der var den skrøbelige. Jasper er fire måneder ældre, end Ane var, da hun startede i dagpleje. Og han er hærdet på en anden måde. Som man bliver det, når man er andet barn. Når der er andre end en selv, der kræver mors og fars opmærksomhed. Men han er også stadig en baby. I hvert fald i mine øjne. Og det er mega angstprovokerende for mig at skulle overlade ham i andres varetægt. Men jeg forbereder mig mentalt, jeg prøver at vænne mig til tanken, så godt jeg nu kan, blandt andet ved at skrive det her, som muligvis er 5.-6. indlæg i rækken om emnet. Det gør godt at sætte ord på.

Mødet i går gjorde også godt. For jeg blev mindet om, at jeg faktisk var rigtig glad for vuggestuen, da Ane gik der. Og vigtigst af alt – at Ane var glad. Og beskeden om at Jasper skal på samme stue, som hun gjorde, og at det er de samme tre pædagoger som dengang, gjorde mig glad og tryg. Nu er det logistikken, der skal kigges efter i sømmene. For jeg er stadig ikke vild for tanken om at skulle aflevere ham, eller Ane for den sags skyld, til dage på 8, 9, 10 timer. Så det må vi finde en løsning på. På en eller anden måde.

Jeg er stadig på INGEN måde der, hvor jeg kommer til at sige “Han er SÅ klar!”. For det er han ikke. Og det bliver hårdt for både mig og ham. Men jeg er til gengæld der, hvor jeg også godt kan se lidt positivt i det. At det bliver spændende for ham at komme ud og opleve noget andet af verden – også selvom det for bliver uden mig ved hans side. Og jeg er sikker på, at de vil passe ligeså godt på ham, som de gjorde med Ane. SÅ jeg tror faktisk på, at det nok skal blive godt. Men derfor kan det godt gøre lidt ondt alligevel, ikk’?

img_3368

33 kommentarer til “De siger så meget;)”

    1. Åh tak, Amalie!!! Og jeg har sådan på fornemmelsen, at jeg aldrig fik svaret på din mail i sommers:/ Meget, meget pinligt! Men tak – den varmede i både mave og hjerte<3

    1. Jeg har virkelig bare på fornemmelsen, at det er så meget federe at være under jorden i Spanien end i Slagelse;)

      1. Ha ha, jeg ku slet ikke få det til at hænge sammen… Men ja, Slagelse er absolut ikke stedet man vil gå under jorden. Medmindre det er langt langt ude på landet.

  1. Meget . Fik helt ondt i maven over hvad der venter os .. Jeg er så glad for at du skriver. I min graviditet kunne jeg især bruge dine indlæg om hjemmefødsel og nu om livet som mor – jeg er vild med det! Tak!

    1. Det er jeg virkelig, virkelig glad for at høre!:) Jeg kan så til gengæld sige, at jeg er mega glad for alle dine kommentarer:)

  2. Min Viggo på 11 mdr er lige startet i dagpleje. Det kan godt være han var klar, men det var mor her slet ikke! Det er sgu hårdt. Men det skal nok blive godt. Det er jeg sikker på 🙂 Tak for god læsning som altid!

  3. Hvor er det bare skønt, at du siger det, som det er! At det ikke er optimalt, at det er for tidligt, at det faktisk er lidt skod, at det er sådan vilkårene er. Jeg får tics i hjernen, når folk siger om deres 10 måneder gamle baby, at det er det bedste for dem, at komme i institution. For det er det ikke! Jeg siger ikke man skal føle sig som en røv, fordi man bliver nødt til at sende sit barn i institution, det er man absolut ikke. Det er sådan det er i DK for mange forældre, hvis økonomien skal hænge sammen. Men i mine øjne er det et nødvendigt “onde” at det skal være så tidligt. Og det bliver ikke bedre af at man lader som om det er for barnets skyld. Men måske det er svært at erkende, at man bliver nødt at tilsidesætte barnets behov for at få familien til at hænge sammen..?
    Når det så er sagt, så har vi heldigvis nogle fantastisk dygtige pædagoger, som passer godt på vores børn – det ville være godt, hvis deres vilkår ikke forringes mere. Det har de ikke fortjent.

    1. Jeg er fuldstændig enig! Også selvom jeg virkelig godt kan forstå, hvis folk har brug for at sige til sig selv og omverdenen, at deres børn er klar. Måske der endda er nogen, der rent faktisk føler det sådan. Men det passer ikke på Jasper, så jeg behøver ikke få det at vide. Han er muligvis klar til andre børn og nye oplevelser, men han er ikke klar til at blive adskilt fra sin mor i mere end 50% af dagtimerne. Og det er ligesom præmissen. Og ja, så bliver det vores fornemmeste opgave at bakke op om og passe på pædagogerne, så de kan passe på vores børn!

  4. Har LÆNGE tænkt på at spørge dig om følgende: hopper du ind i mit hoved og stjæler mine tanker, når jeg ikke bemærker det?!!! 😅😜
    Mht. det der med at aflevere sit barn for at passe andres, tænker jeg altid… jeg passer ikke andres, jeg LÆRER andres (noget). Så giver det på en måde mere mening, men kun lidt mere mening. Det er stadigvæk ikke, det jeg kunne ønske.
    Knus

  5. Det er altså fantastisk med de her indlæg – tusind tak for dem (også de andre, men særligt de her)!! Jeg ville ønske jeg kunne have læst dem for et år siden da jeg skulle køre min datter på 10 mdr. ind i vuggestue. Jeg synes selv hun var mega klar og at jeg også selv var, men det var SÅ angstfyldt at skulle efterlade hende dernede alene – puha. I dag elsker jeg jo hendes vuggestue (det gør hun også selv), men nemt var det altså ikke. Som førstegangsmor uden nogen veninder med børn eller tæt på at få det, er det altså fantastisk at kunne læse sådan nogle her indlæg ❤

    1. Det er jeg rigtig glad for at høre! For det ER nemlig møg hamrende angstfyldt, og jeg kan huske tilbage fra tiden med Ane, at jeg i det første lange stykke tid kunne mærke det helt fysisk. Det var virkelig hæsligt. Når det er sagt, så vænner man sig naturligvis til det, men det er en skrækkelig følelse, mens det står på.

  6. Kære Elisabeth.
    Du rammer, som altid, spot on! Jeg har for 3 uger siden afleveret min 13 mdr. gamle søn (3. barn) og er draget på job. Har dog kun afleveret til farmand, men dagplejen venter på mandag. Gisp! Min hjerne VED godt, at søde Tove vil knus elske ham og passe godt på ham, og jeg VED at han vil ha en fest med de andre børn… men jeg FØLER bare det er så møg forkert!!! Jeg vil ha ham, mere, og hele tiden… øv, dumme dumme moderne verden 😢

  7. Jeg er så enig! Og jeg er endda pædagog og har arbejdet i en vuggestue..
    “Det er det bedste for ham/hende” Nej det er det ikke! “Jamen de tager da ikke skade af at komme i institution!” Nej det tror jeg bestemt heller ikke.. men det er virkelig ikke det bedste..
    Men SHIT hvor JEG trængte til det da min søn begyndte i dagpleje.. Jeg var (set retrospektivt) nede med depression og sov ca. den første måned han var der

    1. Det er altså ret befriende at høre det fra en pædagog, Julie! Tak for det:) Og jeg synes, det er fuldstændig fair også at glæde sig til bare at være sig selv for en bemærkning, når man har brugt så lang tid på kun at være noget for en anden. Særligt i din situation<3

  8. Jeg er ny læser her på din fine blog, og jeg er blevet så fanget af din måde at sige tingene som de er. Jeg synes også at det føles så forkert at aflevere min søn på 14 mdr i dagpleje. Ja han trænger til udfordringer og til at lege med andre børn, men det ville efter min bedste overbevisning være aller bedst hvis han kunne have mig eller sin far ved sin side imens.

    1. Tusind, tusind tak, Tanja:) Og jeg er fuldstændig enig. Selvfølgelig nyder de godt af nye udfordringer og det sociale, bare ikke når det hedder så mange timer, som det gør for de fleste. Den er virkelig svær for mig at æde, omend jeg også er helt bevidst om, at det jo langt henad vejen er vores eget valg.

  9. Min datter er 9,5 måned og vi er i gang med indkøring i vuggestue på 3. uge. Hun græder hver morgen og jeg har det af helved til med det! Og jeg får at vide hver dag: hun er SÅ klar til det! Jeg sidde derhjemme og venter på de ringer og siger hun er færdig med lur så jeg kan hentw hende. Jeg håber det bliver bedre! 🙂

    1. Fuck, hvor kan jeg huske det fra Ane. Hun var også ulykkelig, og jeg gik lidt i stykker indeni hver dag. Og ligesom dig sad jeg bare derhjemme og ventede på, at jeg kunne hente hende igen. Denne gang har jeg besluttet mig for at brække gulvet op på vores førstesal. Så er jeg både beskæftiget OG kan få mine aggressioner ud;)

  10. Åh jeg har det helt på samme måde som dig med min dreng, der skal starte i vuggestue lige om lidt på samme stue som hans søster gik på. Han vil være knap 16 mdr. til den tid, men jeg synes stadig det er alt for tidligt! Især når man tænker på normeringen og de få voksenhænder. Men det skal jo nok gå! Det skal det bare..

    1. Det er det jo nødt til. Og vi er nødt til at sige til os selv, at det nok skal gå for at kunne holde det ud. For ja, normeringen gør bestemt ikke sagen bedre:/

  11. vores lille K skal jo også starte om lidt..: jeg har også kriller i maven. Anden gang var bestemt ikke nemmere, så nu må vi se tredje gang. Er glad for at vi har god tid til indkøring og så glæder jeg mig ret meget til de dage jeg skal have bare mig når det hele kører inden jeg starter job igen. Så skal jeg fandme bare nyde at være alene hele dagen gange max… det er med at finde de gode ting:)

    1. Jeg er også virkelig glad for, at vi har planlagt en lang indkøring! Og så burde jeg nok gøre som dig – nyde alenetiden. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg bare kommer til at sidde og vente på, at jeg kan hente ham igen. Så nu har jeg planlagt at brække gulve op. Så han jeg noget andet at fokusere på;)

  12. Det er jo heler ikke naturligt at skille børn fra forældre så tidligt. .. optimalt set skulle vi jo være nær dem 24/7 i en del år… sammen med landsbyen….
    men selvfølgelig klare børnene det, selvfølgelig er det sundt at opleve, og løsrive sig. Men mon ikke det optimale er hvis vi med dem det meste af tiden, og de vælger løsrivelse, istedet for vi skubber (med mindre der tale om børn i 20’erne)
    Der er også noget der heder at få for mange indput.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.