Du ved, at du er den heldige indehaver af en 3-årig, når….

– du må afsætte en time til pædagogisk oprydningsarbejde, fordi du fik afsløret, at barnet har hjørnetænder. Sikke da også en modbydelig ting at sige! “Undskyld, skat! Mor mente det ikke. Du har i hvert fald ikke hjørnetænder, det var bare noget mor kom til at sige!”

– hveranden sætning indeholder ord som “tis”, “lort”, “prut”, “tissemand” mm. I dag på vej hjem fra børnehaven sang Ane denne sang: (mel. Jinglebells) “Julemand slå en skid, skiiiiiid og prut. Prut og lort og julemand, og prut og lort og tis!”

– når hvert femte billede på din telefon er stuegulvet, sofaen eller et næsebor.

– der bliver skreget “Stooooop! Nu blev der rødt!”, når du er halvvejs over lyskrydset. Og du i et splitsekund rent faktisk overvejer at stoppe, fordi en påkørsel kan være at foretrække fremfor en 3-årigs vrede.

– du får øjeblikkelig koldsved og panikangst, når du hører ordene “Mooooar? Kom og se hvad jeg har lavet til dig:)” Nææææ, et hjerte?! Med sprittusch? På væggen! Tak, skat….

– når du kan to børnehavesange udenad: Den fra barnets børnehave og den fra Kasper og Sofies.

– når du ikke aner, hvilken dag, der er Oscaruddeling, men til gengæld har fuldstændig tjek på, at Ramasjang sender Gurli Gris kl. 7.04 og Sofus kl. 7.45.

– når du ved, at valget af topping på pære/banan yoghurten kan være altafgørende for, hvordan resten af dagen bliver. Eller ugen. Eller året!

– når du hver dag bliver beriget med tegninger, piberensere, sten, pinde og indtørrede regnorme. “Se mor, jeg har plukket dig en orm!” Tak, søde Ane:)

img_4296img_4302img_4290img_4298img_4315

For flere af fantastiskheder fra Ane, kan du læse med her eller her. Du kan også bare grine lidt ad det her – det gør jeg stadig;)

Bloglands bedste #3

img_1259

Man kan ikke begive sig ud i at hive bloglands perler frem uden at vende spotlamperne mod amarOrama, som med sin gakkerfortælling har begået en genistreg uden lige!

Det er uden tvivl det mest originale, geniale, fængende og skræmmende, jeg nogensinde har læst.

Jeg faldt over den gakkede gakker en lørdag eftermiddag, og jeg vendte ikke blikket bort fra pc, før jeg var ved vejs ende. Som ikke er enden, men starten, hvorfor jeg, efter det sidste punktum, besluttede mig for at læse fortællingen den anden vej.

Forvirret? Forståeligt! Men så læs den da! Jeg lover, at du ikke vil fortryde det! Og når du har læst den forfra, som egentlig er bagfra, så kan du jo læse den bagfra, som egentlig er forfra. Og derefter kan du dykke ned i de mange andre gakkerfortællinger, som efterlader et spor af gakkede løgne og løgnagtige gakkere, som du simpelthen er nødt til at følge. Fordi du ikke kan lade  være. Som fluer om en lort.

Men jeg må advare: Gakkerne er skræmmende. Psykopatiske. Fascinerende. Og svært vanedannende.

 

Forresten #16

– Havde jeg den hyggeligste aften længe i lørdags, hvor jeg var ude med mine veninder! De 400 g. cuvette spillede helt sikkert en vigtig rolle, men selskabet slog kødet med flere længder, hvilket ikke siger så lidt (for ja ja kødet var godt, men læste I det? 400 g.?!!). Hold kæft, hvor er jeg heldig at være udstyret med en flok veninder, som ikke bare er søde og smukke, men også mega interessante og intelligente. Vi smalltalker stort set aldrig, og selv en samtale om bikinivoksning ender med en samfundsanalyse. Det er jeg ret vild med!

– spillede vi et selvopfundet spil, ‘Veninde-bingo’. Hver deltager havde skrevet fem statements om sig selv, samt et om fødselslaren. Så gjaldt det om at gætte den rigtige person og bluffe for vildt, når ens egne sedler blev trukket. 10 rigtige gav bingo. Det var mega sjovt og gav anledning til nogen gode og underholdende snakke. Hurtig og hyggelig selskabsleg, hvis I lige står og mangler sådan en:)

– efterlod vi vores sedler på bordet på restauranten. Så ku’ tjenerne få lov at gætte med på, hvem af os, der har fodsvamp, og hvem der godt ku’ ordne Kim Larsen.

– tog vi på Sams bar, hvor jeg aldrig før har været. Det bliver med garanti ikke sidste gang! Det er jo en tidslomme med verdens grimmeste, orange tapet, og jeg følte mig øjeblikkeligt hjemme:)

– kom Fyrsten og ungerne hjem den følgende dag kl. 11. MED mad fra Mac D. Jeg er så åndssvagt godt gift:)

– har jeg opdaget, at vi også har mus i skunken!! Hold nu op??!! Jeg ender med bare at sidde i sofaen som et andet espeløv i frygt for, at de planlægger et større angreb. De to musefælder, vi endte med at anskaffe os, er helt sikkert ikke nok til at berolige mine nerver, så jeg tænker, vi må investere i sådan en her (reklamelink), som nogen af jer anbefalede sidst. Jeg er bare så nervøs for, at de ikke holder, hvad de lover, og rent faktisk påvirker vores kæledyr.

– er Ane og jeg ikke heeeelt enige om det med de mus. Ane har fx fået ikke mindre end fem ostemadder i dag. Og jeg undrede mig egentlig lidt over, at hun tilsyneladende nærmeste slugte osten. Indtil jeg fandt lidt under lænestolen og på tv-boksen og foran brændeovnen. “Jamen, det er jo til musene, mor!”….

– havde jeg besøg af en masse søde blogdamer i går, og Christina havde saks med, så hun kunne klippe Jasper. Han er blevet noget så bedårende, men det er også ret vildt hvordan han gik fra ‘baby’ til ‘barn’ på 5 minutter!

– er Ane seriøst ved at få skoldbøttekuller. For hver dag hjemme bliver stemmen lidt højere, tempoet lidt hurtigere og tålmodigheden lidt kortere. Det er nogen meeeeeegggggeeeeeet lange eftermiddage, og jeg ved sgu ikke helt, hvem det er mest synd for – hende eller mig.

img_4322

Da Fyrsten trodsede guderne

Vi havde boet sammen i otte dage, da Fyrsten friede. Godt nok havde vi kendt hinanden i et år, men det var et år på langdistancemåden. Hvor vi så hinanden med en til to ugers mellemrum, hvor vi spiste ude, tog i biffen og sov længe. Hvor hverdagen og vasketøjet var adskilt. På otte dage nåede Fyrsten at erfare, at jeg ikke kan lave mad, at jeg ikke har fanget pointen med en vasketøjskurv, og at jeg laver bunke af papirer, hårnåle og gamle kvitteringer på alle ledige overflader. Og på de otte dage nåede han at beslutte, at han ville giftes med mig.

Hans frieri var ikke spektakulært. Der var hverken hvide sandstrande, fyrværkeri eller røde roser. Der var en 10 års fødselsdag for min lillebror, en fødselsdagstale, som blev til et frieri, og en kat, der væltede en Madonna ned fra hylden, så hun mistede hovedet. Heldigvis var der også meget lidt overtro og gudsfrygtighed i Fyrsten, som fik færdiggjort sit spørgsmål. Spørgsmålet om ægteskab.

Under vores et års lange (korte?) langdistanceforhold havde jeg erfaret, at Fyrsten på ingen måde var det, jeg ledte efter. Han var 10 år ældre, han var far, han havde Georg Michael-skæg, og han gik i tøj, som han havde købt, da han var 18. Han var stik modsat alle de forestillinger, jeg havde haft om min drømmemand, og han var lige præcis den, jeg aldrig ville leve uden. Fordi han var ham, og jeg var mig, og stjernerne stod på linie og alt det der.

Lige om lidt er der gået 10 år siden vores første møde. Eller – siden han mødte mig første gang, for jeg havde, som bekendt, kendt ham meget længere, end han havde kendt mig. Og han er stadig 10 år ældre, han er stadig far og endda endnu mere end dengang, og han ejer stadig tøj, som er så gammelt, at det har været moderne ad flere omgange. Georg Michael-skægget har dog ikke set dagens lys i snart et årti – gudskelov for det!

img_4250

De første kapitler i vores historie kan læses her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Blandet update fra skoldbøtteland

img_4195

Nå, men øh…. jeg er gået i gang med brække spånpladegulvet op på førstesalen, og Ane har fået skoldkopper. Så det er jo virkelig god timing. Og virkelig meget Elisabethsk. Hun klarer det godt, Ane, – med sine skoldbøtter, som hun kalder dem – selvom hun er hårdt ramt. De er overalt, hun har sågar fået en i øjet. Det ser lidt drabeligt ud. Men hun er sej! Lillemor kom fordi søndag med skoldkoppekit, fordi hun er pisse sød, og hun fik overbevist Ane om, at hun er en slags læge (hvilket jo heller ikke er helt forkert), så Ane aflyder troeligt. Og når jeg smører hende ind og giver hende panodil for natten, græder hun lidt, mens hun siger “Fortæller du så Tina, at jeg var rigtig god??”. Det gør jeg! Hun har det værst om aftenen og om natten. I dagtimerne er hun, indtil videre, imponerende upåvirket. Det ser umiddelbart ud som om, at Jasper har tænkt sig at sidde denne omgang over. De har været udsat for smitten samtidig, men han har ikke tegn på noget. Hvilket er både godt og skidt. Det havde været rart at få det overstået med dem begge på samme tid, samtidig havde det nok også været ganske forfærdeligt. Og han når jo højst sandsynligt at blive smittet af Ane. Ikke lige sådan jeg helst havde afsluttet min barsel, men derudover kunne timingen ikke være meget bedre med tanke på, hvad det ellers ville have krævet af sygedage og ferie. Så kunne man godt tage hele den der barnets første sygedag-debat, ikk’? For hvordan dælen skulle man lige få det til at hænge sammen? Den tager vi en anden dag…

Indkøringen må I få en ordentlig status på senere. Det går. Ikke skide godt, men heller ikke fuldstændig forfærdeligt. Vi er sådan et sted ind imellem, hvor både han og jeg græder lidt.

Førstesalsprojektet? Jeg ved det ikke helt. Det var ikke plankegulv, der lå under spånpladerne, som vi ellers troede. Det var forskallingsbrædder, som var bredere det ene sted, hvor jeg havde brækket lidt op, hvorfor det lignede plankegulv. Forskallingsbrædder er de brædder, som man lægger selve gulvet ovenpå, altså en slags undergulv. Men ærligt, så synes jeg, at de ser mega fede ud! Og i mit hoved, hvor de bliver sat sammen med hvide skråvægge og endevægge tapetseret med småblomstret retrotapet, så går de fint an som gulv, fordi de er rå og patinerede på Palæ Pompøs-måden. Jeg skal bare lige ha’ Fyrsten med på den vogn. Og nå ja, sikre mig, at det overhovedet kan bruges som gulv, så vi ikke risikerer, at loftet i spisestuen falder ned i hovedet på hos.

Jeg har etableret midlertidigt soveværelse i udestuen, hvilket fungerer rigtig godt på stort set alle måder. Bortset fra det med gadelygterne og de manglende gardiner, som gør, at Jasper ikke helt kan adskille nat og dag. Jeg gider simpelthen ikke poste en masse penge i gardiner, når jeg ved, at det kun er for en periode, men et eller andet skal der til. Det ender nok bare med noget med nogen lagner for vinduerne. Men hey – på den her måde er morgenerne lange nok til, at jeg kan nå at skrive et blogindlæg før kl. 8;)

Jeg får en flok dejlige damer til brunch i morgen, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver et dejligt afbræk. Nu skal jeg bare minde mig selv virkelig meget om, at jeg er den type, som ikke går op i at præsentere et rent og nydeligt hjem. For sådan ét får jeg svært ved at grave frem under skoldbøtterne og spånpladerne. Det hele sejler. Og selvom det kan virke uoverskueligt, så er det efterhånden ved at gå op for mig, at jeg nok bare trives bedst sådan. Med de der projekter, som får gulvet til at gynge – i både bogstavelig og billedlig forstand. For jeg får lov til at skabe noget og bygge videre på den rede, som er vores hjem. Og lige nu siger jeg “jeg”, fordi det primært er mit projekt. Fyrsten passer børnene imens, laver mad og ordner vasketøj, for det skal jo også gøres. Og på et eller andet tidspunkt skal der laves ting, som jeg ikke har begreb om. Skæres nye paneler og sættes vægge op. Og så bytter vi roller. Indtil synes jeg faktisk, det er dejligt, at jeg kan få lov at være primus motor på et af de større projekter herhjemme:)

Der er nok at se til. Hvilket er okay. Så glemmer jeg næsten, at min barsel snart er slut. Næsten….

Børnefri

I forlængelse af dette indlæg fik jeg, lidt ad omveje, skudt i skoene, at jeg mangler facetter. At jeg er for meget mor. Og selvom jeg kan undre mig over, at man kan tolke det om et menneske, man egentlig slet ikke kender, så er det jo på sin vis fair nok at tænke sådan. Jeg ved heldigvis bedre selv;)

Når det er sagt, så indrømmer jeg gerne, at jeg i netop dette øjeblik gør mit bedste for at slibe et par ekstra facetter frem! Fyrsten er draget ud i verden med ungerne, mens jeg har taget mig et langt bad, føntørret mit hår for første gang i flere år, åbnet en øl og fyret op for Roxette. Jeg skal til fødselsdag for en dejlig veninde. Bare os fem tætte veninder, nogen farverige drinks og en lækker tre-retters menu. Jeg har glædet mig helt åndssvagt meget, og det gjorde mig glad, da Fyrsten foreslog at tage på tur med ungerne og først komme hjem i morgen, så jeg kunne lægge mor på hylden og være 100% mig for en aften. Men så gav jeg ungerne overtøj på og pakkede dem i bilen og fik endnu en af Anes utallige, skønne kommentarer med mig inden afgang: “Og så tager du til fest, og Paulina siger ‘Hvor er du smuk, Elisabeth!'”, og så fik jeg alligevel lidt ondt i maven. Sådan af at savne på forhånd. For jeg er bare ikke vant til at være uden dem. Og en aften er jo ingenting, det ved jeg godt. Og jeg ved, at det kommer til at være virkelig godt for min aften ude med pigerne, at jeg ikke skal tænke på, om de mon mangler mig herhjemme. For de er her ikke. Og selvfølgelig mangler de ikke mig, når de er selskab med deres far og hans familie.

Men jo, jeg er bare virkelig meget mor i den forstand, at jeg trives bedst, når jeg har dem hos mig. Og det hverken skal eller vil jeg undskylde overfor nogen som helst. Det handler naturligvis både om, hvem jeg er som menneske, men det handler også om omstændigheder. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at havde vi boet lige om hjørnet fra min søster, så havde jeg været rimelig vant til at undvære børnene, for hun ville have nappet dem ved hver given lejlighed. Sådan er vores situation bare ikke. Så jeg må øve mig i det små, som i dag. Og efter en øl eller to er jeg slet heller ikke tvivl om, at jeg nok skal nyde det i fulde drag;)

Det blev vist en sukkersød omgang! Men for dælen, jeg er jo bare mig. Og jeg ved godt, at det for mange er langt federe at høre om, hvor pisse hårdt det er at have børn. Det kan jeg også sagtens snakke med på. Men jeg synes faktisk mest af alt, at det er fedt. På trods af de søvnløse nætter og alt det der. Så er det bare mest af alt fedt! Og det er da i grunden virkelig rart, at det er sådan jeg har det. Måske det så i nogen øjne er tegn på, at jeg er et ualmindelig ensidigt menneske – fred være med det. Herfra hvor jeg sidder kan det ikke rigtig være anderledes. Heldigvis:)

Nu vil jeg lakere mine negle i sikker forvisning om, at projektet ikke bliver forstyrret af en næse, der skal pudses eller et puslespil, der skal samles – det er nu ikke helt skidt;)

Dejlig lørdag derude:)

 

Det forstår jeg godt!

Jeg er mellembarn. Og vist nok et rimelig klassisk eksemplar, ifølge kloge hoveder og ligegyldige facebookartikler. Jeg er konfliktsky. Helt ud i lilletåen. Og i den anden lilletå sidder pleasergenet – de hænger vist uløseligt sammen. Jeg er så bange for at sige noget forkert. Bange for at såre eller støde andre. Og som følge heraf er det oftest mig selv, jeg ender med at gøre skade på. For når andre så siger eller gør noget, som på en eller anden måde rammer mig, så konfronterer jeg det ikke. Jeg vender det indad. Jeg siger til mig selv, at JEG må være problemet. At jeg selv må have gjort noget forkert. Fordi det er lettere sådan. For så skal jeg ikke råbe op og gøre opmærksom på mig selv og mine sårede følelser. Så kan jeg nøjes med at stille mig selv til regnskab. Og alt imens jeg så skælder mig selv ud, så brygger jeg videre på situationen. Tolker på ting, der ikke skal tolkes på og gør alting meget større, end de i virkeligheden er.

Og jeg er så træt af det! Af alle mulige årsager. Det er dumt og usundt, og det tager plads fra andre mere konstruktive følelser. Så jeg øver mig. Hver evig eneste dag øver jeg mig på at gøre min stemme hørt. Oftest i det, der kan synes som det små. Som at sige ‘Hov, hov!’, hvis nogen springer over i køen. Lille ting? Ikke for mig. For jeg risikere at gøre en anden forlegen eller vred. Jeg risikerer en reaktion, som jeg ikke på forhånd kender. Så er det mere trygt og kontrolleret blot at ryge en plads bagud i køen.

Men det der sker, når man øver sig, er, at man lærer noget nyt. Og oftest lærer jeg personligt, at tingene ikke altid er så farlige, som jeg gør dem til. For hvad er i grunden det værste, der kan ske?

I går gjorde jeg det. Tog fat på en gammel konflikt og smækkede den op på storskærm. Og da jeg skulle afspille den, var jeg selvsagt nødt til at starte fra begyndelsen. Hvor jeg opdagede, at konflikten slet ikke eksisterede. JEG havde skabt den. I min frygt for at gøre andre kede af det eller fremstå sur, havde jeg ladet en mindre og forholdsvis ubetydelig ting ligge. Og ting forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer dem. De suger til sig og vokser sig større. Og imens jeg havde gået rundt og forsøgt at danse udenom bunken af usagte ting for ikke muligvis at få at vide, at jeg ikke var berettiget til mine følelser, så havde den vokset sig så stor, at jeg faldt over den alt for ofte. Her kom storskærmen så ind i billedet. Og med den min erkendelse af, at der slet ikke var en konflikt til at starte med. Lettelsen af at have sagt det højt og have gravet mig til bunds i bunken. Og sidst, men ikke mindst, glæden ved at blive mødt af et “Det forstår jeg godt!”. Ikke “Du er da helt gal på den!” eller “Det passer ikke, det du føler!”. “Det forstår jeg godt!” – fire bitte små ord, som kan gøre verden til forskel for sådan én som mig.

Og hvad kan man så lære af det? At jeg er lidt åndssvag fra tid til anden. Og at det nogen gange godt kan svare sig at sige højt, hvad man tænker. Også selvom man ikke kender reaktionen forhånd. Faktisk tror jeg oftest, at det kan svare sig. Men det ved jeg jo først med sikkerhed, når jeg har øvet mig lidt mere. For det er synd og skam at gå der og overfortolke. Og det er især synd og skam at sætte vigtige relationer på spil, fordi man er bange. Særligt når der egentlig ikke er andet end ens egne tanker og dumme handlemønstre at være bange for.

img_8546

 

Seje Ane!

Mega pudsigt! To dage efter jeg udgav dette indlæg, ligger Ane og jeg i sengen. Hun skal altid putte lidt ekstra om morgenen. Hun har aldrig været sådan et barn, der bare slår øjnene op og siger “Nu står vi op!”. Hun skal først lige rotere i min armhule og vikle sig helt ind i min krop. Jeg elsker det! Ligeså møghamrende temperamentsfuld som hun kan være i løbet af dagen, ligeså mild er hun, når hun vågner og lige skal nusse mig på kinden og sige, at jeg er sød.

Og da vi ligger og putter torsdag morgen, fortæller hun mig, at hun har fortalt en af de voksne fra børnehaven, at hun har ligget inde i sin mosters mave. Det er, så vidt jeg ved, første gang hun selv har sagt det højt ude i verden. Hun fortæller, at pædagogen havde svaret, at det vist ikke passede. At hun altså havde ligget i sin mors mave. “Hvad sagde du så til hende?”, spurgte jeg. “Jeg sagde, at der lå Jasper jo. Jeg lå i mosters! Og så byggede vi en snemand, og min vanter blev helt våde.”. Og så fortalte hun ellers videre om sin dag og dvælede ikke yderligere ved mave-delen. Den var ikke vigtig for hende, den var bare en del af hendes beretning om dagen, der var gået.

Jeg nævnte det for pædagogen, da jeg afleverede Ane nogen timer senere. Satte hende ind i sagens sammenhæng. Hun er ny i institutionen, og de havde glemt at orientere hende. Hvilket er okay med tanke på, hvor travlt de ofte har. Det forstår jeg godt. Heldigvis er det en pisse god pædagog, og da Ane havde holdt fast på sin historie, havde hun godt kunne mærke, at det ikke var til diskussion og havde ladet den ligge der. Og nu ved hun det til næste gang, og lederen er mindet om, at de ansatte skal have besked.

Og det er ikke fordi, det er noget, de på nogen måde skal dyrke i børnehaven. I dagligdagen dernede er det på ingen måde vigtigt, hvordan Ane er kommet til verden. MEN som jeg var inde på forleden, så er det vigtigt, at Ane aldrig kommer til at skamme sig eller føle sig forkert, fordi hun ikke er født af sin mor! Og hvis hun gentagende gange får at vide, at det ikke kan passe, så kan jeg være nervøs for, at det bliver præcis den følelse, hun sidder tilbage med. Ikke fordi hun forstår det. Hun er stadig for lille til at have begreb om, at hendes situation er anderledes. Men hvis hun bliver mødt med, at det hun siger, er forkert, så vil det naturligvis gøre noget ved hende – også selvom hun ikke selv forstår, hvad det reelt betyder.

Som sagt hev jeg hurtigt fat i lederen og pointerede, uden løftede pegefingre af nogen art, at det er vigtigt for os, at alle lige er orienteret. Så de voksne, som Ane er så meget sammen med og er så glad for, ikke får hende til at føle sig forkert. Og det er de selvfølgelig helt med på:)

Og så er jeg bare pisse glad for og stolt over, at vi herhjemme har formået at gøre det så naturligt og rigtigt, at Ane på ingen måde lader sig mærke af, at nogen betvivler hendes ord, men blot står fast og bygger videre på sin snemand. Vores super seje Ane<3

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Mig og min bullet journal

 

Indlægget indeholder reklamelinks:)

img_4110

Som jeg nævnte her, har jeg kastet mig over dillen med at lave en bullet journal. Den, jeg gik i gang med i forrige uge, er kasseret igen. Papiret var for tyndt, og der var for få sider. I stedet har jeg investeret i en bog fra Paper style (kan desværre ikke finde den online), som har noget tykkere sider.

Efterfølgende har jeg erfaret, at jeg skulle ha’ købt mig en bog fra Leuchturm1917. Den har både tykke sider OG fås i en model med prikket papir, så man ikke skal sidde og måle op med lineal. Det fandt jeg desværre ud af for sent, men derfor skal I jo ikke nydes for det gode tip. Den kan købes lige her!

Til at grifle, doodle og notere bruger jeg farveblyanter, vandfarver og sorte filtpenne. Allerhelst havde jeg investeret i de lækre penne fra ‘Artline Drawing System‘, som jeg bruger, når jeg arbejder med bøgerne til Ane og Jasper, men jeg synes desværre ikke, at de går helt langt nok på literen i forhold til prisen. I stedet har jeg købt to forskellige slags fra hhv. Staedtler og Faber-Castell, som jeg synes gør det ganske udmærket! (begge slags kan købes enkeltvis i de fysiske butikker til tre for 30 kr.)

Inspiration finder jeg rundt omkring på Instagram – blandt andet hos Bujotrain, Logthatlife, Journalspiration, Creative.pine.apple, Bujoinspire og mange flere.

Jeg har selv oprettet en særskilt Instagram-konto, bulletjournal_fyrstenogfruen, hvor jeg deler min egen Bullet Journal og følger ovennævnte profiler fra, så I kan finde mange flere inspirerende profiler den vej.

Og nej, det er ikke bare en fin kalender;) Det er OGSÅ en kalender, men for mig tjener den det formål at samle alle mine notesbøger i én. Jeg har nemlig mange! En til fødselsdage, en til julegavelister, en til blogidéer, en til madplaner osv. For mig giver det helt perfekt mening at samle det hele ét sted. Og fordi man selv skaber bogen undervejs, som dagene går, så vælger man også selv, hvad den skal indeholde. Og så er det bare pisse hyggeligt! Tilbage da jeg gik i folkeskolen og på gymnasiet tegnede vi altid i hinandens kalendere, skrev små digte mm, og jeg elskede det! Jeg elskede at bladre gennem en fin, farverig bog for at finde min yndlingsside. Det her er lidt det samme – bare i voksenudgaven;)

Er du mon også med på Bujo-dillen??

img_4064img_4081img_4082img_4100img_4108img_4117

 

 

Forresten #15

Indeholder reklamelink:)

– Faldt jeg i går over en artikel, som nøje redegør for, hvordan man måler en tissemand korrekt. Vi taler tre sider! Hvordan jeg faldt over den, taler vi til gengæld ikke om;) Nu er I i hvert fald informeret. Selv tak:)

– Kom jeg til at sætte mig ovenpå Anes usynlige ven i går. Det udløste kaskader af mindre pæne gloser. Fra nu af står jeg bare op og spiser.

– Gik indkøringen helt fantastisk i sidste uge! Der var lutter smil og glade dage:) Nu har han ligesom forstået, hvad der sker, når jeg vinker og går …. Av, mit moderhjerte.

– Kan jeg ikke rigtig komme igennem til vinderen af halskæden fra Jane Kønig. Så hvis du læser med her, Kamilla V. G., så tjek dit spamfilter og smid mig en mail:)

– Står denne kop (affiliate link) lige nu allerøverst på min ønskeseddel til min fødselsdag om to måneder. Den er jo alt for fed!!!

– Er jeg netop begyndt at læse med på denne blog, hvilket indtil videre har vist sig at være en virkelig god beslutning:) Åh, jeg elsker at finde ‘nye’, velskrevne blogs:)

– Er vi for alvor gået i gang med at planlægge renoveringen af førstesalen, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Og endnu mere til at være færdig! Jeg glæder mig dog ikke til at skulle etablere et midlertidigt soveværelse i musikrummet. Det er kun et par måneder siden, at vi fik skik på det, efter det havde fungeret som lager for Fyrstens ting fra den gamle arbejdsplads. Og udestuen er også først lige kommet tilbage til normalen efter at have ageret savværk for reolbyggeriet. Nu vender vi hele hytten på hovedet igen igen.

– Har den fantastisk søde Heidi udgivet et indlæg om Dillerbanden her til morgen, som gør mig fuldstændig varm om hjertet og blød i knæene!!!!<3

– Siger Ane de sjoveste ting lige for tiden! Bare se billedet herunder. I går sagde hun “Jeg vil godt ha’ noget fredagsslik!” Jeg informerede hende om, at det ikke var fredag, hvortil hun svarede: “Giv mig nu bare det slik – jeg ved, du har det!” Det havde hun jo sådan set ret i….

img_3984