Noget om faser og følelser

Det VAR bare en fase!!! Jasper er begyndt at sove igen:) Lige så pludseligt, som søvnen forsvandt, lige så pludseligt er den vendt tilbage. Og det er godt! Endnu bedre at han valgte at time det således, at forældrene havde bare en smule mere energi at stå imod med, da influenzaen nedlagde dem begge. Pudsigt nok snakkede jeg i weekenden med nogen veninder om det her med manglende søvn. Om hvordan man på forunderlig vis får magiske kræfter og formår at fungere på et minimum af søvn. For det skal man jo! Man skal op om morgenen, man skal være på, man skal få hverdagen til at køre, ligegyldigt om man har fået to timers søvn eller ti. Vasketøjet diskrimenerer ikke. “Det er det samme med sygdom!“, sagde jeg. “Man bliver bare ikke rigtig syg, efter man har fået børn:)” Ja. Det sagde jeg. Fordi livet åbenbart ikke har lært mig en skid. Alle og enhver ved jo, hvad der sker, når man vover at komme med sådanne udtalelser. Og ganske rigtigt måtte jeg få timer efter forlade både Asti, øl og dejlige damer grundet en meget pludselig og meget voldsom træthed og en følelse af at have ondt i hele kroppen. Hej influenza, længe siden:/ Søndag sov jeg. Og frøs. Og svedte. Og sov lidt mere. Men held i uheld så gjorde Jasper altså det samme. Havde jeg skulle være oppe med ham hele natten, så tror jeg ganske enkelt ikke, at jeg havde overlevet! Dog fik min tåbelige påstand lov at stå sin prøve, da jeg sendte lorten videre til Fyrsten. For to forældre med et ben i graven går jo ikke. Så jeg kravlede op ad hullet, stak en halv rulle toiletpapir i hvert næsebor og et glas Panodil i halsen og kom igennem.

Pointen er, at det VAR en fase! En fase på to uendeligt lange måneder plus det løse, men ikke desto mindre en fase. Så til jer andre i samme situation – der er lys for enden. I form af kulørte lamper og diskokugler:)

Det var også en fase med Ane. En fase, som jeg vist egentlig ikke har luftet så meget herinde. Hun er efterhånden er helt rigtigt lille menneske, min Ane. Og jeg mærker, at det har en betydning i forhold til, hvad jeg deler om hende. Giver det mening? I hvert fald har hun også været igennem en fase af den slags, som fik mig til at Google ‘børn og borderline’. Helt alvorligt! Og da det ikke gav brugbare resultater, ringede jeg grædende til min søster, som sagde de magiske ord: “Det er bare en fase!” Og så græd jeg lidt mere af frygt for, hvor længe sådan en fase, mon kan vare, og hvor mange gange naboerne mon kunne nå at underrette de sociale myndigheder på den tid. For der var skrig og skrål hveranden dag. Helt umotiveret og uden synlig årsag. Og ikke på nogen almindelig ‘jeg er sur, mor’-måde, men på excorsisten-måden. Og jeg har følt mig helt og aldeles mislykket som mor. For det måtte jo være min skyld. Jeg måtte jo have gjort noget galt, siden hun fik så voldsomme reaktioner. Inderst inde vidste jeg nok godt, at min søster havde ret. At mange børn skal igennem sådan en fase, hvor følelserne  tage fuldstændig over. Men mens det stod på var det alligevel fornemmelsen af at være mislykket og forkert, som fyldte mest i min mave. Tristheden over at hun havde det så svært. Og frustrationen over ikke at kunne gøre hverken fra eller til.

Og nu udfordrer jeg skæbnen igen. Måske jinxen ligger på lur og bare venter på, at jeg rejser mig. Jeg gør det alligevel. For det VAR bare en fase! Det med de søvnløse nætter, den følelsesforvirrede 3-årige og følelsen af mislykkethed. Vi er ude på den anden side. Med glade børn, der sover om natten. Og kun med en smule influenza i kroppen. Men set i det store perspektiv, så er lidt influenza ingen sag;) (Det havde jeg med garanti været dybt uenig i i søndags!)

img_3845 img_3805

12 kommentarer til “Noget om faser og følelser”

  1. Vi står netop i samme situation herhjemme. C på 5 måneder græder umotiveret og vågner skrigene om natten og det er bare såå svært!😣 Så, tusind tak for dit skriv. Det gav håb om nattesøvn og glad baby 😊

  2. Skønne billeder! ❤️
    Nej, man skal vare sig for Hybris og det efterfølgende bagholdsangreb!… Men hvor fedt, at knægten sover! Hurra – det kræver næsten en fest på trods af influenza und alles, og så må man krydse arme og ben for at nemesis rammer nogle andre!

    1. Hvis det er en nemesis indeholdende manglende søvn, så ville det næsten være tarveligt;) Men ja – virkelig meget hurra for det!!!

  3. Da vores datter var Ca. 8 måneder løb vi i pendulfart 20-30 gange hver aften, mellem stue og soveværelse, da hun græd i søvne.. Det var frygteligt. Vi fik aldrig 20 min. Sammen på sofaen. Man kommer igennem det!! Nu er hun 4 1/2 og følelserne raser.. Jeg messer for mig selv, det er bare en fase, det er bare en fase!!!!

    1. Pyh, hvor jeg føler med det! Og gisper lidt ved tanken om, at der også ligger sådan en fase i den alder:/ Det stopper sgu aldrig;)

      1. IT NEVER ENDS – I TELL YOU!!!
        Jeg har 3 børn ml. 1-10, og ved hver fase tænker jeg; “DET var sgu den værste!” Men nej. Det bliver bare ved og ved. Og kan hilse at sige, at en 10-årig hormon pige slår ALT! Så NYD tiden mellem faserne, så nyder jeg min 1-årige inden han fylder terrible-two… 😳😬

        1. Prøv at forestille dig en hormon bompe pige på 15, en dreng på 10 år og så topper vi den med lillesøster som snart ee 1 år, og også inde i en fase😱😱😱 det fadme ikke for sarte sjæle at have børn i faser 😂

  4. Det er nok noget af det sværeste ved forældreskaber for mig, at jeg ikke bare kan være syg og ynkelig for mig selv, så jeg opfordrer alle mine venner, som endnu ikke har børn, til at nyde at være syge. Om ikke andet så på mine vegne.

  5. Jeg nåede også at Google børn & ADHD i løbet af juleferie sammen med mine børn… og jeg arbejder i børn og familieafdelingen!!!

  6. Lige et opslag der taler til mig lige nu. Vi har kun fået en hel nattesøvn siden engang før jul pga vores 1,5 årige. Dumme hjørnetand kom ud, snot og hoste stop og fase gå over, mor og far er trætte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.