Hvad nu hvis??

Der var mange ting, jeg ikke vidste, før jeg blev mor. At babyafføring kan være fuldstændig flydende, at man ikke kan eje for mange stofbleer, og at babygråd kan påvirke én sådan helt fysisk. Det er dog ting, jeg lærte ret hurtigt, og som jeg har fundet ud af at arbejde med. Hvad jeg dog ikke vidste, hvad jeg stadig forundres over hver dag, og hvad jeg aldrig nogensinde lærer at arbejde med er, at det at være mor åbenbart er én lang kamp. Ikke en kamp mod flydende afføring eller det tårn af stofbleer, som vælter ud i hovedet på én, hver gang man åbner skabet. Det er småting til sammenligning med den virkelige kamp – den man er i mod andre mødre. For det er man. Også selvom man ikke vil. Og jeg vil personligt ikke! Først og fremmest fordi det jo er en kamp, der er tabt på forhånd i kraft af, at der ikke findes en facitliste. Der er ikke en rigtig og forkert måde at være mor på, så hvorfor dælen kæmpe om det? Så taber alle bare. Dernæst nægter jeg at hoppe i ringen, når jeg ikke har nogen grund til det. Hvordan andre mødre vælger at gøre tingene kan aldrig nogensinde vedkomme mig. Så det eneste jeg får ud af at blande mig i andres moderskab er, at de enten bare trækker på skuldrene og ser den anden vej. Ellers så planter jeg noget i dem. En lille frø af usikkerhed eller dårlig samvittighed. En hel masse negativitet, som jeg bestemt ikke har grund eller lyst til at plante i andre.

Men det er kommet bag på mig, at kampen findes. Jeg troede, at kvinder ville bakke hinanden op i den der store opgave, som moderskabet kan være. Kald mig bare naiv, men Løgstrup ville være stolt. De findes heldigvis også, de kvinder, der taler hinanden op og støtter. Som formår at dele ud af erfaring og gode råd uden at gøre de andre forkerte. Men de kæmpende kvinder og deres strittende pegefingre kommer hurtigt til at fylde det hele. Måske fordi negativitet har for vane at påkalde sig mere opmærksomhed end kærlighed har. Måske fordi det er dét, der skærer i øjnene og skurrer i ørerne og derfor det, vi lægger mærke til. “Giver du dit barn flaske??!! Er du slet ikke klar over, at modermælk er det bedste i verden??!” Jo, vedkommende er helt sikker klar over, at amning er godt. Og at flaske kan være det samme. Og hun har truffet et valg baseret på hendes liv og hendes børn og hendes egne vegne – ikke dine! “Samsover du med dine børn??! Du er nok bange for at tage konflikten og vil hellere lade dine børn styre showet!” Og så kan vi lade dine børn” være nøgleordet – for det er nemlig ingen andres børn og dermed ingen andres problem. Jeg synes ofte, jeg oplever, at når man vælger at gøre tingene på en bestemt måde, så læser folk mellem linierne, at man peger fingre af deres valg. Hvad er nu det?? At jeg vælger at putte mine unger i dobbeltsengen, siger noget om mig – ingen andre. Folk kan for min skyld putte deres børn, lige hvor de har lyst til. Det kan aldrig nogensinde komme til at vedkomme mig og vice versa. Man kan jo egentlig forbløffes over, at de kæmpende kvinder har tiden og overskuddet til at gå så meget op i andre. Jeg sejler rundt i babylort, mens jeg prøver at grave mig fri fra stofbleerne – personligt er det al den kamp, jeg har behøver.

Hvad nu hvis vi blandede os udenom? Hvad nu, hvis vi ikke gav det negative taletid? Hvad nu hvis vi huskede på, at vi alle er forskellige? Eller bedre endnu – hvad nu hvis vi talte hinanden op? Hvad nu hvis vi roste hinanden for at træffe de valg, som giver mening for os, fremfor at tale dem ned, fordi vi selv ville have valgt anderledes? Hvad nu hvis vi fodrede hinanden med søsterkærlighed, fremfor at skyde hinanden ned ved hver given lejlighed?

Jeg forstår godt, at man kan ind imellem kan sidde derhjemme og rynke lidt på næsen over andre folks handlinger. Det kan jeg virkelig godt forstå, og jeg skal slet ikke sige mig for god til selv at gøre det. Og jeg kan godt forstå, hvis man nogen gange tænker “Sådan ville jeg aldrig have gjort!” Der, hvor filmen knækker for mig er, når man føler behov for at ytre det. Når man føler behov for at fortælle andre, at man synes, de er galt på den – bare for at sige det. Ikke fordi man vil hjælpe eller støtte eller har den helt rigtige opskrift på at hjælpe en anden ud af en given problemstilling. Men når man bare siger det, fordi man kan. Det er så lidt konstruktivt! Det eneste, det skaber, er negativitet. Og hvem fanden gavner det??

“Du er da også bare sådan en rundkredshippie, der tror at kærlighed er svaret på alt, Elisabeth!” Jeps! Det er lige nøjagtig det, jeg er, og gudskelov for det:)

img_3659

 

27 kommentarer til “Hvad nu hvis??”

  1. Det er et meget vigtigt indlæg, du dér har skrevet! For det er så vigtigt at vi husker, at der altid er en grund til hvorfor folk handler som de gør, og at vi ikke kan gøre os til dommer over for dem. Men det er der så – som du skriver – ALTID nogen, der gør. Der er altid nogen, som helt usagt sætter dagsordenen og standarden, og bliver den, der har retten til at dømme. Det starter som gravid, fortsætter i mødregrupperne, i vuggestuen og i børnehaven. Og ved du hvad, det fortsætter faktisk også i skolen. Jow, sgu’, og man får pip af det. PIP, siger jeg bare – jeg har lyst til at skabe en folkebevægelse mod DM i mødreskab, men jeg tænker ikke projektet når særlig langt. Nå men…. Tak for indsparket! ❤️

    1. Jeg er SÅ enig!!!
      Synes endda det bliver værre når de starter i skole!!!!!
      Det er nemlig endnu svære at ignorer det når ens børn er så store at de selv ser en del af det. Det er en evig kamp at forsøge at “skabe” et barn der er stærkt nok til at sige fra og være stolt af at gøre som han/hun selv vil.

    2. Uh, må jeg være første medlem??! Jeg lover at tage referat-tjansen til møderne så;) Tak for dine altid gode kommentarer:)

  2. Jeg er da enig, men samtidig er jeg også realist, for jeg ved med 100% sikkerhed at det aldrig vil komme til at ske, at folk/mødre/fædre for den sags skyld vil stoppe med at have en mening eller blande sig i andres måder at leve på.

    1. Det er nok også bedst, at sætte forventningerne derefter, for du har helt sikkert ret:) Jeg har dog aldrig før oplevet, at folk har været så optaget af, hvad jeg gør og ikke gør, som efter jeg er blevet mor. Der var i hvert fald ingen, der havde synderligt passionerede meninger omkring, hvorvidt jeg gik i Converse eller Buffalo-sko, da jeg var teenager. Det skulle da lige være mig selv;)

  3. I starten kom jeg nok ofte til det. Fordi jeg var usikker skulle jet lige tit fortælle eks min mødregruppe om der der fantastiske jeg havde læst. Men det er blevet bedre.

    For mig at se så er det to niveauer. Den ene er tilgængelig viden. Og naturligvis man man lave en hjemmeside hvor man samlet viden om et bestemt emne med henblikk på at udbrede det eller lobbyen for at eks. Bestemte bøger bliber fjernet for kommunale hjemmesider som anbefalet litteratur/ at alle sundhedsplejersker har amme faglig opdateret viden eller hvad der nu måtte være.

    Det er jo egentlig også okay ar fortælle. ‘For mig virkede det helt fantastisk da vi….”. Men “nå, gør du sådan” bør vi prøve ar minimere. Nogle gange tror jeg dog fakrisk heller ikke altid det ligger en fordømmelse i der, men nok bare en overvejet formulering. Det kan også være en hjælp ar huske sig selv på synes jeg.

    1. Det gør jeg bestemt også selv:) Og jeg synes, at alt hvad der ryger under kategorien ‘velmenende råd formuleret uden formaninger’ er fantastiske! Det er den anden slags, som jeg er lidt allergisk overfor;)

  4. Undskyld, sidste indspark i dit kommentarfelt fra mig i denne omgang, men apropos forældre-/mødreræset i skolen, så kan det være, at dette kan give dig en lille forprøve på hvad der er i vente: http://skøreliv.dk/?p=193
    Hvis du har tid til at læse det, vil jeg bare lige advare om, at indlægget er skrevet med en kant, der er en tand grovere end virkeligheden…. But still…
    Og nu smutter jeg ud af dit kommentarfelt; ønsker alle en forrygende aften! ❤️

    1. Det er fandme sjovt:):) Tak! Og du er nu ellers så hyggeligt at have hængende, så jeg smider dig altså ikke ud;)

  5. Enten er jeg fuldstændig socialt handikappet og forstår ikke hvad folk egentlig siger til mig, eller også er jeg bare heldig. Jeg har aldrig nogensinde prøvet, at nogen har sagt eller hentydet noget om min måde at være mor på. Er det så stort et problem for andre? Siger folk virkelig sådan nogle ting? Tit?!
    Jeg tror det må handle om to ting, som allerede er dukket op her: Neutrale kommentarer formuleret dumt + det at man i konfrontationen med andres valg, oplever det som en kritik af én selv (selvom det kun foregår inde i ens eget hoved)
    Jeg har selv en lille bitte sur småborgerlig dame helt inde i dybet et sted, som ikke altid er særlig rummelig. Det tror jeg, at mere eller mindre alle har. Mon ikke det er den som gør, at man nogen gange får formuleret sig dumt. Selv for de velreflekterede kan det være svært at se ud over ens egen lille verden af og til, selvom man prøver

    1. Jeg bruger for meget tid på de sociale medier – uden tvivl! Men der sker det. Og ikke bare ind imellem, men hele tiden. Det er faktisk en smule skræmmende! Og der handler det sjældent om uheldige formuleringer (i og med de er på skrift, kan man nå at overveje og omformulere inden de ryger afsted), men nærmere “Jeg synes det her, og det har jeg ret til at sige.”. Jeg har dog også fået et par sådan face-to-face – særligt ang amning. Og det på trods af at jeg er rimelig striks omkring kun at amme mit eget barn;)

      1. Hvor er det vildt! Jeg har tilsyneladende bare været heldig, og det er jeg da glad for. Dumme kommentarer må altså desværre sætte sig fast, når det sker så jævnligt.
        Har ammet offentligt til alles skue virkelig mange steder, og aldrig hørt et pip. Jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre, hvis nogen sagde noget. Av!

  6. Jaaaaa!!!! Du er så klog, Elisabeth! Jeg kan slet ikke med det der, når folk lige skal kommentere et eller andet, uden at være blevet spurgt! Stop. Og jeg har endda ofte vældigt skarpe holdninger selv.
    Jeg færdes på diverse amme-fora (fordi jeg åbenbart går vildt meget op i amning – who knew?) og jeg er også rimeligt aktiv derinde. Jeg gør mig så SINDSSYGT umage for ikke at være formanende, når jeg svarer på folks spørgsmål. Det kan godt være svært og jeg er sikkert kommet til at træde ved siden af, men generelt hvis jeg kan mærke, at min tilgang er markant anderledes end spørgers, så blander jeg mig udenom og tænker mit.
    Jeg får seriøst lange løg (og det er skidt, når det er dame-løg, for de sidder som udgangspunkt inde i kroppen), når en spørger bliver mødt af “Ej, tænk at du kan få dig selv til det?!” efterfulgt af forfærdet smiley, der tager sig til hovedet. Selvom jeg måske er enig. Fordi hvad fanden får nogen ud af det?? Spørger får dårlig samvittighed eller bliver vred og kontrær og kommentator kan sidde og være åbenlyst forarget. Hurra.
    Heldigvis er langt de fleste søde og opmuntrende – bilder jeg mig ind.

    1. Jeg kan så meget følge dig! Og ja, jeg har sikkert også trådt ved siden af en gang eller tre. Men jeg starter også altid med lige at analysere, hvad min kommentar eventuelt ville kunne bidrage med. Og er det ikke noget konstruktivt enten i form af et godt og velment råd eller en varm tanke, så hopper jeg videre:)

  7. Altså, jeg elsker dig jo altid, og sådan rigtig meget… og så er der bare en gang imellem, hvor jeg kommer i tanke om, hvor stolt jeg er over at være din ven<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.