Børnefri

I forlængelse af dette indlæg fik jeg, lidt ad omveje, skudt i skoene, at jeg mangler facetter. At jeg er for meget mor. Og selvom jeg kan undre mig over, at man kan tolke det om et menneske, man egentlig slet ikke kender, så er det jo på sin vis fair nok at tænke sådan. Jeg ved heldigvis bedre selv;)

Når det er sagt, så indrømmer jeg gerne, at jeg i netop dette øjeblik gør mit bedste for at slibe et par ekstra facetter frem! Fyrsten er draget ud i verden med ungerne, mens jeg har taget mig et langt bad, føntørret mit hår for første gang i flere år, åbnet en øl og fyret op for Roxette. Jeg skal til fødselsdag for en dejlig veninde. Bare os fem tætte veninder, nogen farverige drinks og en lækker tre-retters menu. Jeg har glædet mig helt åndssvagt meget, og det gjorde mig glad, da Fyrsten foreslog at tage på tur med ungerne og først komme hjem i morgen, så jeg kunne lægge mor på hylden og være 100% mig for en aften. Men så gav jeg ungerne overtøj på og pakkede dem i bilen og fik endnu en af Anes utallige, skønne kommentarer med mig inden afgang: “Og så tager du til fest, og Paulina siger ‘Hvor er du smuk, Elisabeth!'”, og så fik jeg alligevel lidt ondt i maven. Sådan af at savne på forhånd. For jeg er bare ikke vant til at være uden dem. Og en aften er jo ingenting, det ved jeg godt. Og jeg ved, at det kommer til at være virkelig godt for min aften ude med pigerne, at jeg ikke skal tænke på, om de mon mangler mig herhjemme. For de er her ikke. Og selvfølgelig mangler de ikke mig, når de er selskab med deres far og hans familie.

Men jo, jeg er bare virkelig meget mor i den forstand, at jeg trives bedst, når jeg har dem hos mig. Og det hverken skal eller vil jeg undskylde overfor nogen som helst. Det handler naturligvis både om, hvem jeg er som menneske, men det handler også om omstændigheder. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at havde vi boet lige om hjørnet fra min søster, så havde jeg været rimelig vant til at undvære børnene, for hun ville have nappet dem ved hver given lejlighed. Sådan er vores situation bare ikke. Så jeg må øve mig i det små, som i dag. Og efter en øl eller to er jeg slet heller ikke tvivl om, at jeg nok skal nyde det i fulde drag;)

Det blev vist en sukkersød omgang! Men for dælen, jeg er jo bare mig. Og jeg ved godt, at det for mange er langt federe at høre om, hvor pisse hårdt det er at have børn. Det kan jeg også sagtens snakke med på. Men jeg synes faktisk mest af alt, at det er fedt. På trods af de søvnløse nætter og alt det der. Så er det bare mest af alt fedt! Og det er da i grunden virkelig rart, at det er sådan jeg har det. Måske det så i nogen øjne er tegn på, at jeg er et ualmindelig ensidigt menneske – fred være med det. Herfra hvor jeg sidder kan det ikke rigtig være anderledes. Heldigvis:)

Nu vil jeg lakere mine negle i sikker forvisning om, at projektet ikke bliver forstyrret af en næse, der skal pudses eller et puslespil, der skal samles – det er nu ikke helt skidt;)

Dejlig lørdag derude:)

 

10 kommentarer til “Børnefri”

  1. Kender det. Både kommentarerne og detil manglende behov for alenetid. Altså ofte alenetid. Det er jo ikke ensbetydende med at jeg aldrig råber Helle for når der skal handles eller lignede :). Ha en skøn aften

  2. Jeg var glad for den sætning om omstændigheder, for jeg har nok lidt vel ofte dunket mig selv i hovedet over, om jeg mon er en værre ravnemor, der ikke tør lade sine børn passe, gjorde mig selv nødvendig for længe (amning) osv osv. Men sagen er den, at vi bor i et andet mand end al vores familie og vores venner her har enten deres egne børn (og deres rutiner) at tage hensyn til eller også har de ikke børn og knapt så fleksible når alt kommer til alt. Og ja, så er der barnepiger tilbage og de koster både penge og tid at føle sig trygge ved. Anyway, fint indlæg, jeg kan følge dig 100%. God fest i aften.

    1. Jeg kan virkelig godt følge dig! Jeg har også tit tænkt, om jeg bare er alt for pylleret. Men jeg vil faktisk gerne lade mine børn passe – det skal bare være af nogen, de kender og er trygge ved. Og dem har vi bare ikke så skide mange af på hånden;)

  3. Det kan være så svært, at sætte sig ind i for andre, at du ikke savner alenetid. Men jeg trøster mig med, at jeg føler det så latterligt naturligt, og tænk nu hvis det var omvendt. Tænk hvis jeg følte at han havde stjålet min fritid, og jeg var låst fast i morrollen. Det må være hæsligt.
    Jeg smiler og trækker på skuldrene af dem, som kunne have en mening om mine præferrencer. Og det er nyt! Jeg trækker ikke på skuldrene af noget som helst! Tænk at mor-skab også kan gøre dét.

    1. Jeg er helt enig:) Og sejt, at du bare kan trække på skuldrene – det kunne jeg godt bruge lidt af! Ikke at jeg som sådan lader mig påvirke af andres meninger, dem er jeg ret ligeglad med. Men jeg kommer til at bruge en masse tankevirksomhed på, hvorfor folk har så mange meninger om, hvordan man er forælder? Jeg mener, ingen går særlig meget op i, hvilket tøj man har på, eller hvilken farve man maler sit hus, så gad vide hvorfor det er et fælles, offentligt anliggende, hvordan man er forælder?;)

  4. Jeg ville give min højre arm for at være ‘for meget mor’!
    Min mand og jeg skal til at igang med fertilitetsbehandling, og efter det ikke er gået så godt med projekt baby indtil videre, er jeg faldet over din blog. Og hvor er det dog fedt at du er så åben omkring det hele! Bliv ved med det. Og bliv endelig ved med at være for meget mor, det har man lov til når man har kæmpet for at blive det! 🙂

  5. Både dette indlæg og det om at I læste på køkkengulvet, var dejlige fine indlæg jeg kunne relaterer til. Jeg er mange andre ting e d mor, men ikke et sekund d vil jeg undskylde for at børnene er det vigtigste i mit liv og at jeg elsker at være sammen med dem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.