I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

imageimageimageimageimageimageimage

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

img_1156img_3882img_4322

Skamløs stemmefisker!

Det er mig! Jeg er skamløs, smådesperat og anti-jante helt ud til fingerspidserne! Eller bare ned til enden af haven, hvor Palæ Nøddebo lige nu står badet i regn.

Vi er faretruende tæt på at ryge ud ad top 20 i Silvans Gør det selv-mesterskaber, og det ville virkelig ærgre mig, hvis vi ikke fik lov at komme i betragtning til at vinde!

Og ja, anti-jante – vi fortjener det, dælme! Meget mere end de andre. Ej, okay…. Måske ikke mere end ham, der frivilligt har bygget en skaterampe til de unge i Sakskøbing og vil bruge præmien på også at give dem en fodboldbane. Han fortjener det muligvis også ret så meget;)

Men det gør vi altså også, synes jeg. Fordi Palæ Nøddebo er så super fint, og min Fyrste så super sej.

Åh, jeg vil det bare så gerne, som I måske fornemmer! Og skulle vi vinde, så lover jeg at invitere på kage, når præmien har fået os i mål med førstesalen:) Så kan I selv vælge, om I vil indtage kaffen i Palæ Pompøs eller i Palæ Nøddebo;)

Men smid os meget gerne en stemme HER! I må også godt synes, at jeg er åndssvagt irriterende og trykke ‘unfollow’ – bare I stemmer først;)

(I kan se lidt mere til det lille Palæ i dette indlæg.)

img_4836img_5104 img_5105 img_5106

Middag med udsigt (til lysere tider!)

Vi har spist ude her til aften. Østerbro, sgu. 6. sal. Fancy shit! Udsigt over København, saftevand ad libitum og håndsprit i uanede mængder.

På Rigshospitalets børnemodtagelse….

img_5103

Alt er fint! Altså, på nær at Jasper er syg. Igen. Og da han havde fået ret høj feber på meget kort tid og samtidig havde en temmelig høj respiration, ville lægen gerne have ham tjekket for lungebetændelse. Hendes mistanke havde heldigvis intet på sig, og efter et par timer på børnemodtagelsen er vi nu hjemme igen med beskeden om at kontakte lægen, hvis ikke feberen falder.

Jasper er glad. Febervarm og træt, men glad. Ane er bare en stjerne, som syntes, at det var en spændende udflugt på sådan en helt almindelig onsdag. Og hun har netop nusset sin lillebror i søvne med ordene “Du var SÅ dygtig hos lægen, Jasper! Du var SÅ dygtig!

Jeg er bare øm om mit moderhjerte. Og træt i hovedet. For jeg syntes, at Anes skoldkopper var slemme, men overskuelige. Jaspers var tungere, nok fordi man kun lige havde overstået første runde. Så var der Jaspers mavevirus, som bare var hæslig. Og min egen tur i samme boldgade, som satte en ekstra prik over i’et i hæslig. Og nu skal vi åbenbart gennem en tur til, og det syntes jeg faktisk er lige over grænsen for, hvad man kan forvente af en helt almindelig familie. Så nu er vores fire dage til indkøring round two barberet ned til to, for han kommer naturligvis ikke afsted i resten af denne uge.

Arhmen, hvad sker der for det? Vi er normalt aldrig syge! Så nu siger vi, at det var det, ikk´? At nu kæmper vi den her feber i gulvet, og så har vi taget vores andel af sygdomme for resten af 2017, okay??!

For fucks sake!

Det tager 21-29 dage at bryde en vane

Det har Google lige fortalt mig. Det med vanerne. Jeg vidste godt, at det var noget i den stil. Derfor havde jeg også planlagt, at den første måneds indkøring skulle være stille og rolig. Afleveringer med god tid. Mulighed for at lade ham lande i vuggestuen med mig ved sin side. Mulighed for at lade ham styre tempoet og vise mig, hvad han har brug for. Og det blev lige præcis sådan en måned, vi fik. Med ro i maven og med en tryg og glad dreng. Anden måned skulle så bruges på at skrue lidt op for blusset. Gradvist hurtigere afleveringer og længere dage. En måned, der stemte bedre overens med den hverdag, vi kommer til at få, når jeg starter job igen. Men så fik han skoldkopper. Hvilket jo ikke lige er noget, man kommer igennem på et par dage. Og da skoldkopperne var overstået, fik han en mavevirus. Tre dage nåede han at være i vuggestue, før den ene sygdom afløste den anden. Så planen endte det samme sted, som det meste af hans tøj – i vasken.

Nu har vi i stedet fire dage til at forsøge at skabe en blid overgang. Og det siger næsten sig selv, at det ikke er muligt. I morges blev han afleveret kl. 7.45, hvilket er det tidligste, vi endnu har prøvet. Og det er stadig et stykke vej fra den virkelighed, som lige om lidt hedder kl. 7.15 fire dage om ugen og kl. 6.30 en dag om ugen. Og med morgenmad i vuggestuen i stedet for herhjemme – i hvert fald de dage, hvor han sover ‘længe’.

I dag sov han til 6.40, hvilket er længe for ham. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at han vågner 5-5.30. Og det er faktisk et rigtig fint tidspunkt i den forstand, at vi så kan få en rolig morgen. Men jeg er simpelthen bare ikke fan af at skulle vække ham, når han endelig sover. Og måske er det forkert? Måske bør jeg gøre det? Gør I det?? For i morges havde vi ‘kun’ lige knap 50 minutter, fra vi stod op, og til vi skulle afsted. Og fordi begge unger skulle spise morgenmad i vuggestue og børnehave, havde vi ikke travlt som sådan. Men de er bare vant til, at morgenerne foregår i laveste gear. At vi lige ligger i sengen 10 minutter ekstra (Ane og jeg ligger, Jasper hopper, kravler og forsøger at hive gardinerne ned), at vi tager os god tid med at spise morgenmad og efterfølgende kan sidde i sofaen og se Ramasjang og putte eller lege eller læse en bog. Og det er dælme en dejlig vane:)

Jasper reagerede ret voldsomt på, at morgenen var anderledes end normalt. Han græd og græd, hvilket ikke ligner ham. Han har masser af temperament og kan sagtens blive en smule hysterisk fra tid til anden, men i morges var han bare sådan rigtig ked af det. Og det smittede naturligvis af på Ane, som også blev i dårligt humør. Og så endte det med at blive en rigtig lortemorgen.

Det skal siges, at afleveringen gik godt – både i vuggestue og børnehave. Der var kun smil og kys og vink fra glade børn. Men det går mig alligevel på, at morgenen blev så dum.

Det er jo helt nyt for mig at skulle have to børn ud ad døren til et bestemt tidspunkt. Og det er uden tvivl en lidt anden øvelse, end det var med et barn. Og ja, i dag var første dag, så selvfølgelig krævede det lidt ekstra, og der intet til grund for at tro (frygte!), at morgenerne fremover bliver ligesådan. Jeg forestiller mig bestemt ikke, at han har tænkt sig at droppe sin vanlige kl. 5-vågning sådan fast, hvorfor det sikkert slet ikke bliver et problem de fleste dage.
Alligevel vil jeg dog rigtig gerne høre jer, hvad I tænker, og hvordan I gør derhjemme? Vækker I børnene, eller lader I dem sove så længe som muligt? Og hvad har I af vaner og rutiner, som gør de lidt hektiske morgener mere rolige og rare for alle parter? Det er jo ikke kun børnene, som skal ind i en ny rutine – det er også mig. Og jeg er ligeså udpræget tryghedsnarkoman, som de er!

img_0666

 

Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere.

Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling. For selvom det på mange måder var behandlingerne, som ødelagde mig fuldstændig,  så var det også dem, der holdt mig gående. Det der evige, spinkle håb om, at det måske var denne gang, det ville lykkes.  Jeg følte lidt, at jeg – bogstavelig talt – var ved at blive sindssyg af hele tiden at bevæge mig i krydsfeltet mellem håb og afmagt. For jeg kunne ikke lade være med at håbe. Og folk sagde til mig, at jeg skulle håbe. At hvis ikke jeg troede på det, så ville det aldrig lykkes. Hvilket nok er noget nær det værste, jeg kunne få at vide, for når det så gik galt, igen, stillede jeg mig selv til regnskab over ikke at have været positiv nok. Men hvordan fanden er man positiv, når alle ens ønsker og drømme er hængt op på denne ene ting, som er fuldstændig uden for ens kontrol. Jo. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Og havde det ikke været for Fyrsten, hans ro, evige optimisme og overmenneskelige overskud, så tror jeg egentlig også, at jeg var blevet det.

Jeg er ellers også selv ret så happy go lucky-indrettet. Mit glas er oftest fyldt til randen, og det der ryger ved siden af, gemmer vi til tørkeperioder. Men udover det helt vidunderlige resultat af to smukke børn, så kunne jeg ikke, hverken dengang eller nu, se nogen silver ligning i det, vi var igennem.

Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.

Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!

I de to år vi var i behandling, sad vi fast i et følelsesmæssigt limbo. Alt var forandret. Jeg var forandret, vi var forandret. Alle bolde var kastet op i luften, og jeg greb ingen overhovedet. Men Fyrsten greb mig. Igen og igen og igen.

Først nu, så mange år efter, tænker jeg på, om der mon nogensinde var nogen, der greb ham??

img_5049

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

 

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

img_4980 img_4981

 

Det er ikke godt nok!

Har I mon læst artiklen om de nybagte forældre, Jon og Camilla, i Information? Ellers kan I læse den lige her.

Og det synes jeg, I skal gøre. For man skal nok se det med egne øjne for virkelig at tro på, at den danske lovgivning kan være skruet så udueligt sammen, at en mand ikke kan få lov at blive juridisk far, fordi han er født med kvindelige forplantningsorganer.

Og når I så er færdige med at blive forarget over det (formoder jeg!), så kan forargelsen kun blive endnu større, når man læser, at vores børne- og socialminister ikke har til hensigt at ændre den paragraf i børneloven, som er årsag til problematikken (artiklen kræver medlemskab, men man kan få første måned gratis.):

img_4979

Det er simpelthen ikke godt nok at gemme sig bag “for barnets bedste”! For det er IKKE for barnets bedste. Havde hensynet til barnet været det overvejende, så havde man naturligvis sørget for, at barnets forældre rent juridisk havde samme status og rettigheder som alle andre forældre. Og hvor skulle der opstå tvivl?? Jon er i alle juridiske henseender en mand, det hersker der ingen tvivl om. Selvfølgelig er han far på lige fod med alle andre mænd, som er blevet forældre ved hjælp af sæddonation.

Jeg er fuldstændig forundret og forarget over, at sådan en sag overhovedet kan opstå. I 2017. I Danmark. At man har mulighed for juridisk kønsskifte, men ikke kan få de samme rettigheder, når det kommer til forældreskab. “Du er en mand. Men…..”

Jeg er ikke politiker. Og jeg er ikke synderligt politisk aktiv. Jeg har ikke mere kendskab til børneloven eller kønsskifte end de fleste andre. Men jeg ved, hvad det vil sige, når der sættes spørgsmålstegn ved ens forældreskab. Jeg ved, hvad det vil sige at stå som nybagt forælder og skulle slås med det, som andre betragter som bureaukratiske ligegyldigheder. Men som indefra føles som alt andet end ligegyldigt. Og i vores tilfælde kunne man dog endda, på trods af personlige følelser og holdninger, se bare en snert af fornuft i lovgivningen. Om man så var enig i den eller ej. I det her tilfælde er der, efter min mening, absolut ingen fornuft at spore!

Det er simpelthen ikke godt nok!

Mine fødselsdagsønsker

Annonce // indeholder reklamelinks:)

Nå, jeg har altså fødselsdage lige om lidt. Om lige præcis 3 uger faktisk. Og egentlig troede jeg kun, at jeg havde fire ønsker, men som resten af indlægget vil afsløre, så greb det pludselig en lille smule om sig;) Hvad kan jeg sige? Jeg er en materialistisk type med hang til flot tøj, opløftede bryster og Lionel Richie!

Vi har tidligere konkluderet, at jeg har en liiiiiiille ting med krus og kopper. Og disse to skønheder ville passe skønt ind i samlingen som kop nr. 40 0g 41. Begge er fra Coolstuff og koster hhv. 59 kr for det med skæg og 79 kr. for det helt fantastiske med Lionel Richie“Hello, is it tea you’re looking for?

kopper-coolstuff

Dress the Bird stødte jeg på før jul, og jeg ejer allerede to skønheder derfra, blandt andet en skjorte i samme model som den lyse her på billedet. Og jeg er fuldstændig pjattet med både snit og kvalitet, hvorfor jeg også gerne adopterede den lyse af slagsen (399 kr.) – med tilhørende nederdel (469 kr.).

 

 

nederdel_med-fugl_v015

Kjolen (799 kr.), som også er fra Dress the Bird, er jeg fuldstændig på røven over. Shiiiiit, den er så fin og så meget mig! Og får jeg ikke den i gave, så må jeg købe den selv, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at verden ville være et smukkere sted med flere kjoler af den slags i gadebilledet. Såååå – det er på en eller andet måde min pligt, kan I nok forstå! Seriøst – se den lige??!

retro_sommerkjole_med_blaa_og_hvide_striber_side2

Og så har jeg desværre også forelsket mig ret så hovedkulds i disse to fra Ganni. Jeg er helt pjattet med farven – som er den samme som mine øjne og ville stå så åndssvagt godt til mit nye hår! De er uden tvivl komplet umulige at amme i, men det er en udfordring, som jeg gerne tager op;) Du finder toppen her (499 kr.) og kjolen her (1199 kr.).

img_4967

Fælles for alt tøjet er, at det rent prismæssigt ligger noget over, hvad jeg sædvanligvis bruger på tøj. Og helt sikkert også i forhold til, hvad jeg kan forvente at få i gave. Men jeg tror faktisk, at jeg (endelig??) er ved at være der, hvor jeg hellere vil kaste lidt flere penge efter tøj, som jeg er virkelig vild med, end købe det billigere, som nok er fint og brugbart, men som ikke får mit hjerte til at springe et slag over. Pt består mit tøjskab af 90% ensfarvet bomuld, og jeg har brug for lidt farve og noget WAUW!

img_4971

En taske i sådan en mellemstørrelse er nok det, der står højest på min ønskeseddel. For jeg mangler virkelig sådan én (jo, jeg gør, Jess! Nej, de er ikke magen til mine andre tasker! Fordi de har en anden størrelse. Jo, størrelsen BETYDER noget!). Pt bruger jeg en, jeg købte i London for 6 år siden, og det falske læder er begyndt at falde af, og hullerne i foret æder altid mine cykellygter. Begge tasker er fra Redesigned by dixie og måler ca. 25 x 30, hvilket er passende til min kalender, min pung, en bog, en vandflaske tre tomme gajolæsker, en rulle mariekiks, otte halve kuglepenne, en tre uger gammel gratisavis, en tommestok mm. Den brune koster 899 kr. og den sorte 999 kr. Pungen er nok mere et lyst-ønske, fordi den bare er mega fin:)

Egentlig havde jeg også tænkt at smække en masse bh’er på listen, for I var pisse gode til at komme med forslag, da jeg søgte erfaringer for ikke så længe siden. Men jeg tror simpelthen, at jeg er nødt til at skulle ud i nogen fysiske butikker og prøve dem først, så de må stå for egen regning.

 

Det sværeste ønske af alle er ønsket om, hvad jeg gerne vil lave på min fødselsdag. Herhjemme gør vi altid lidt ekstra ud af fødselsdage, og Fyrsten spurgte i går, hvad jeg gerne vil lave. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg behøver meget mere end en pose bland-selv-slik, en kold øl og en god film. Ja, og sovende børn selvfølgelig;) Er det helt skørt at være snart 33 og glæde sig helt vildt til sin fødselsdag? For det gør jeg altså virkelig!

 

 

Jeg slutter min barsel på samme måde, som den begyndte…

Jeg slutter min barsel på nogenlunde samme måde, som den begyndte: med at være træt, smurt ind i opkast og afføring og med en forvokset baby, som kun vil sove på sin mor. Når man ser bort fra alt det åbenlyst ufede ved den situation, så er det sgu da i grunden nærmest poetisk, ikk’. Altså poetisk tilsat en fæl odør…

Planen var jo at bruge det sidste stykke tid af min barsel på renovering. I stedet har jeg haft Jasper i armene stort set nonstop i to uger. Først med skoldkopper og nu med mavevirus. Og hvor er det bare lige præcis sådan, det skulle være! Ikke at det på nogen måde er godt, at han er syg, selvfølgelig! Men at jeg nu ikke har andet valg end bare at holde ham tæt og indeånde den del af hans hoved, som han ikke har formået at få opkast på, det er faktisk slet ikke dårligt:)

For hold nu kæft, hvor er han altså bare den mest vidunderlige, lille dreng. Selv når han er syg. Hans humør er fuldstændig ukueligt, og jeg kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham. I går lavede vi ikke en flyvende fis andet end at sidde i sofaen, bare mig og ham. Og jeg nussede hans hår og sang sange, og han lå helt stille i mit skød og kiggede mig. Drengebarnet, som ellers har kronisk krudt i røven og som normalvist flere gange dagligt viser mig, at jeg er det mindst underholdende i verden, med mindre jeg har en farverig skål placeret på mit hoved. Men i disse dage er jeg hans eneste fokuspunkt – i hvert fald indtil faren kommer hjem. Og jeg suger det til mig og nyder at have ham sovende på mit bryst. Førstesalen kan man altid renovere. Det har taget os knap syv år overhovedet at komme i gang, så et par uger fra eller til gør ingen forskel. Men min baby får jeg ikke igen. Planen for i dag er fuldstændig den samme som i går – at lave så lidt som muligt. Der er prop i begge ender, og han er i bedring, men af hensyn til smittefare holder jeg ham hjemme en dag mere. Nå ja, og af hensyn til mig og mit nussebehov;)

Men man kan jo sagtens lægge førstesalsplaner og gennemlede Pinterest efter fede garderobeløsninger, mens man stille og roligt gror fast i sofaen. Planen er, at vi selv skal bygge noget til tøjopbevaring, da der er skrå vægge. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle bygges fra bunden, men min tanke lige nu er noget med overskabe fra Ikea, som ville passe perfekt i dybden. Eneste minus er at det ikke er muligt at få helt almindelige skuffer til. Jeg er simpelthen ved at være for gammel til at have undertøj, strømper mm i gamle hatteæsker. Har I selv kastet jer over et lignende projekt eller har en fed idé, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg suger alle de idéer til mig, som jeg kan få.

img_4943

Fordomme om folk fra Lolland

Christina skrev for ikke så længe siden et indlæg om stereotyper og folks fordomme, og det fik mig til at tænke på nogen af de fordomme, som jeg er selv er stødt på som værende fra Lolland.

Alle fra Lolland kender hinanden!

“Nåååå, du er fra Lolland?! Så kender du helt sikkert min kusine. Mette, du ved, hun blev student fra Nakskov gymnasium i 2013, og….. ” Jamen, jeg er fra Maribo. Og er omkring 10 år ældre.” “Hun boede dernede ved Svinglen. I det hvide hus, du ved. Mette, Anne og Henriks datter??!”

Når det så er sagt, så har jeg også oplevet det andet:) Blandt andet på et nyt job “Åh, jeg kendte en i min ungdom med samme efternavn som dig. Han var pisse lækker. Spillede fodbold i Dannemare. Anders, hed han. Yum yum, han var virkelig en snack!” Bare stop der, tak. Det er min far…..

Folk fra Lolland er mere pålidelige!

– Jeg ville virkelig gerne sige, at det passer. Men jeg er ret sikker på, at Lolland dyrker ligeså mange røvhuller, som ethvert andet sted;)

Folk fra Lolland taler bondsk!

– Det ‘ overho’et ækk rætig! For fa’tisk taler vi slet ækk, vi snakker!

Alle på Lolland er på en eller anden måde i familie med hinanden!

– Altså, Fyrsten gloede lidt, da min fætter på min mors side for nogen år siden præsenterede os for sin nye kæreste, som var min grandkusine på min fars side;) Det er i grunden pisse smart – man sparer en masse tid på introduktion!

Folk fra Lolland ved noget om landbrug!

– “Hvor mange køer skal man ha’, før man kan få EU-støtte??” Hvor fanden sku’ jeg vide det fra? “Spreder de gylle om vinteren??” Google, min ven. Google!

Folk på Lolland har et begrænset perspektiv på verden!

– Nej. Der er også aviser på Lolland. Ja, og internet. Ja, gu’ er der trådløst. Folk på Lolland har muligvis et andet perspektiv, fordi de selvsagt oplever noget andet, end man gør i fx Århus. Og fordi de har travlt med at Google ‘gylle om vinteren’.

Folk fra Lolland har virkelig dårlig humor!

– Ha ha ha, det sagde hun også i går;)

Folk fra Lolland er fra Falster!

– Nej. Folk fra Lolland er fra Lolland. Folk fra Falster er til gengæld fra Falster;)

Alt er billigere på Lolland!

– Ja, der er faktisk ikke meget galt! Det er pisse fedt:) I skulle prøve deres kartoffelkager!

Det er ret vildt, at folk fra Lolland kan have særlige talenter! Jeg mener, de er jo fra Lolland??!

– Det er rigtig fedt, at Martin kom med i X-Factor! For han er mega dygtig! Men jeg er ret sikker på, at han havde haft samme stemme, hvis han boede i Ebeltoft;)

Alle på Lolland ejer en trailer!

– Nej. Men seriøst?? Alle I DANMARK burde eje en trailer – de er pisse smarte!

I Lolland får du kastet husene i nakken!

– Den er god nok! Det, vi gav for vores hus i Hvidovre (solgt til nedrivning!), kunne vi have fået en 300 kvm. nyistandsat murermestervilla for på Lolland. Og så havde der fulgt en trailer med i købet;)

Man kan ikke blive til noget, hvis man er fra Lolland!

– Man kan blive fuldstændig det samme som alle andre:) Jo, der er skoler. Ja, og bøger. Og adgang til offentlig transport.

Piger fra Lolland er kønne!

– Præcis;)

cvxd9d4wsaaagjt