Når man får ondt i sin faglige stolthed

Det er sådan set ikke fordi, jeg er fuldstændig uenig i den der famøse seddel, som florerer på Facebook (og som har været på runde i flere lande gennem de seneste år). I hvert ikke i det grundlæggende budskab, som er, at vi som forældre naturligvis skal gøre vores bedste til at give vores børn de rette redskaber til at kunne fungere i det store fællesskab i skolen. Jeg kan godt læse sedlen med “Jeg læser, hvad du mener, og ikke hvad du skriver”-brillerne på. Størstedelen af dem, som har læst sedlen, er vilde med den! De synes, den er spot on, forfriskende og vigtig. Nogen går så langt som til at mene, at er man uenig, så er man dårligt opdraget og burde ikke selv have fået børn. Nå, men øhhhm, jeg er uenig. Ikke med ovenstående briller på, men når jeg ser på sedlen i sin helhed, så er jeg uenig i både form, budskab, det der står mellem linierne og i særdeleshed alt det, jeg synes, der mangler mellem linierne.

Det ligger så indgroet i mig i kraft af mit arbejde som lærer, at ingen kan udvikle sig i et negativt defineret felt. Her taler vi ikke bare om børn, men mennesker generelt. Og jeg læser personligt sedlen som havende et negativt udgangspunkt. Der ligger en implicit bebrejdelse af forældrene for ikke at gøre det godt nok i forhold til samfundets normsæt om god opdragelse. Den kan sagtens have noget på sig. Der findes helt sikkert børn, som af den ene eller anden grund mangler det, nogen vil kalde almene, sociale kompetencer. Men ‘den ene eller anden grund’ behøver man langt fra formode bunder i forældrenes manglende vilje eller kunnen.

Som ser jeg ser det, burde modtagerne af sedlen ikke være forældrene, og afsenderen burde ikke være skolen. Det burde være et brev fra alle dem, der har en interesse i Danmarks børn til samfundet som helhed. Til regeringen og til os selv. For vi spiller alle, både lærere og forældre, efter de samme regler som er udstukket ovenfra.

Jeg kan godt forstå, hvis skolerne er trætte af at skulle have en opdragende funktion. Sagtens! Men det er ikke forældrenes skyld. Det er ikke forældrene, der har besluttet, at der skal puttes flere og flere børn i en klasse, at der skal praktiseres inklusion i yderste potens, og at børnene skal være i skole fra 8 til 16. Og det er heller ikke lærerne, for de stod for ikke længe siden langs de danske vejkanter med skilte i hånden og bad om lov til at gøre det, som de er bedst til. Fingrene peger i alle de forkerte retninger, når de rettes mod den danske folkeskole, mod forældrene og mod børnene. De burde pege opad. Men ‘opad’ behøver på ingen måde tage stilling til ‘nedad’, hvis vi er travlt optaget af at skyde skylden på hinanden.

Min svigermor var ung pædagog i 70’erne. Rødere end rød og med lilla klud på hovedet. Og hun har mere end én gang siddet herhjemme ved spisebordet med sin kaffekop og spurgt mig, hvor fanden revolutionen bliver af? Hvor er samfundskritikken og de protesterende røster? De har travlt med at opdatere facebook og skrive blogindlæg (ja, det er mig, jeg mener, siger jeg og skammer mig en smule…..).

Rent familiepolitisk og menneskeligt er der bare noget, som jeg synes slet ikke stemmer. Børnene skal ensrettes og passes ind i de samme, snævre kasser og lader det sig ikke gøre, må det nødvendig være forældrene, der fejler. Eller børnehaven. Eller skolen. Men hvad med at vi udfordrer emnet lidt mere end det og kigger på kasserne i stedet?

Jeg har arbejdet på en specialskole i al den tid, jeg har været uddannet. Så i forhold til folkeskolen kan jeg naturligvis ikke udtale mig udfra andet, end det medierne, bekendte og Danmarks Lærerforening fremlægger og den viden, jeg selv opsøger. Men indenfor mit eget felt er der sket en enorm udvikling over de seneste 10 år. En udvikling, som uden tvivl indeholder en masse positive aspekter, men også en udvikling, som jeg som lærer OG menneske til tider stiller mig helt uforstående overfor. Mængden af faglige krav til både lærere og elever er eksploderet. Der skal testet og dokumenteres og vejes og måles og effektiviseres og spares. Og der, hvor sparekniven skærer allerdybest, er på de menneskelige kompetencer og værdier. Og alligevel formår lærerne faktisk at nå hele vejen rundt. Fordi de er så pisse dygtige og engagerede. De formår at opfylde både de faglige krav og støtte den enkelte elevs personlige udvikling. Fordi de ikke går på kompromis med det, der virkelig betyder noget. For helt ærligt? Det er sgu da ikke i evnen til at løse ligninger og bøje tyske verber at formlen på det velfungerende og dannede menneske ligger! Det er uden tvivl brugbare evner. Men det må nødvendigvis følges med, hvis ikke endda føres an af, personlige og sociale kompetencer. Hvis ikke man støttes og vejledes i de helt elementære ting, som at vente på tur, samarbejde, turde ytre sig mm., så kommer man ikke langt med sine tyskkundskaber.

Og lige præcis dér halter facebook-sedlen! For som jeg tolker den, så udlægger den skolen som havende den fagfaglig undervisning som sin primære opgave. Og her får jeg altså ondt i min faglige stolthed. For der er bestemt en kæmpe tilfredstillelse i at være med på første række, når et barn lærer 7-tabellen. Men stoltheden for mig som lærer er langt større, når jeg iagttager børn selvstændigt løse en indbyrdes konflikt, få et produktivt samarbejde til at fungere eller opsøge et venskab på trods af tidligere nederlag. Og formoder og forventer man, at dette er egenskaber, som alle børn har med hjemmefra, og som man blot skal bygge videre på, så synes jeg faktisk, at man fejler. En stor del af de kompetencer, som man kræver af børn i skolen, må naturligvis udvikles og i nogen udstrækning grundlægges netop dér, hvor de kommer i spil – i skolen. Og det er, som ordene så tydeligt fortæller, folkets skole. Den skal kunne rumme alle, også de, som møder op med andre forudsætninger, end normen og samfundet foreskriver.

Som samfundet ser ud i dag, hvor børnene tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i institutioner og til fritidsaktiviteter, så er vi nødt til at have indbyrdes aftale om at løfte i flok. Og vi er nødt til at kræve, at rammerne er der, for at dette kan lykkes. Det er ikke udelukkende skolernes og forældrenes opgave. Det er et fælles ansvar.

Det er muligvis meget at læse ind i en forholdsvis harmløs seddel. Og det højst sandsynligt ikke selve ordene på sedlen, der rammer mig, men dens signalværdi, som jeg synes underminerer hele den værdi, der ligger i folkeskolen som værende en dannelsesinstitution, fremfor en læringsfabrik. Og det er helt sikkert et tydeligt bevis på, at jeg er mere end klar til at forlade min barselsboble og komme ud og få fingrene i virkeligheden;) Men for dælen hvor er det bare et vigtigt emne! Det er jo vores alles børn og vores alles samfund!

img_4598

43 kommentarer til “Når man får ondt i sin faglige stolthed”

  1. Du er så klog, Elisabeth. Alt har nemlig nuancer, når man taler om mennesker og isærdeleshed, når man arbejder med dem til daglig, voksne såvel som børn (:

    – A (arbejder på bosted for neurologisk og psykisk udfordrede)

  2. Tit føler jeg ikke, jeg gør andet end at skrive “hørt” herinde. Det bliver lidt trættende i længden, men HØRT HØRT HØRT!!! Er så enig i din vinkling af sedlen. Jeg vil endda gå så langt at sige, magter man som lærer ikke den “opdragende” del herunder det personlige og sociale, så har man noget nært intet udgangspunkt for den faglige. Specielt i de her tider…
    Kh. endnu er lærer

  3. Jeg er fuldstændig enig, jeg har ikke delt den og heller ikke syntes godt op. Der er et eller andet ved den, der minder om en lille sten i skoen. Og det har du fint sat ord på.
    Jeg er også lærer og var i folkeskolen.

  4. ENIG!! og TAK at nogen ikke synes den seddel er så fantastisk.
    Kh – og nej jeg er ikke også lærer men mor til 3 som har gået/går i folkeskole 🙂

  5. Åh, ja tak! Det var lige dét, jeg skulle have sagt, da min mand og jeg kom op at diskutere om den seddel igår. Jeg er selv lærer, og selvom jeg jo ikke er uenig i den famøse seddel, så har den irriteret mig grusomt. Min mand syntes, at jeg var mærkelig og forstod slet ikke mit forsøg på at forklare dannelse og vittigheden i at skabe små, sociale væsener lige dér i skolen, hvor det hele kommer i spil. Jeg forklarede det slet ikke så fint som dig. Jeg må sende ham herind!

  6. Tak for det. Jeg tror desværre jeg har opgivet folkeskolen lidt – mest fordi jeg virkelig ikke orker det der med at små børn skal gå i skole hele dagen. Jeg ved godt, at når heldagsskolen er bedst, så er den virkelig god, og jeg er sikkert bare forkælet, men jeg bliver virkelig nødt til at have nogle dage, hvor jeg kan hente mine børn tidligt!

      1. Os selv, vores børn (lånte og egen produktion), venner familie, samt alle vi kan tage snakken med…. og behandle/omtale ordentligt.
        tror desværre der laaaaang vej og det bliver hårdt.

  7. Det her er det mest rigtige jeg har læst længe! Jeg kommer helt sikkert til at dele. Og jeg skal lige finde en måde hvor jeg kan dele den med ledelsen på mit barns skole.
    Kan du sende det til Politiken?
    Og vil du være mit barns lærer? Nå nej det var det med folkeskolen og specialskolen 😉

  8. Jeg er simpelthen så enig!
    Og jeg tænker, at det er et tegn på samfundet generelt. Vi går efter struben på hinanden. Hvis ikke det er forældrenes skyld, så er det indvandrernes, eller kontanthjælpsmodtagerne, eller politikernes, eller kommunens.
    Når krybben er tom bides hestene. Lad os deles om det vi har i stedet for.
    Og mine børn skal undervises af en som dig!

  9. Tak! Især for den med at tale med mad i munden. I guder, giv dog ungerne en chance. (Nåh ja, og alt det andet – vildt det ikke er en selvfølge)

  10. Spot on! Æv hvor jeg ønskede det var din seddel der blev delt og ikk den anden. Du har fat i den lange ende 👌🏼❤ tak!

  11. Hvor er jeg glad for, at der trods alt findes mennesker/kvinder/lærer som dig 🙂
    Jeg har kæmpet i alle mine børns skoleår, fordi jeg altid har ment, at det er meget vigtigere at være god social end god faglig – jeg mener, at det første vil medføre det andet helt af sig selv. Tak

  12. SÅ enig! Jeg har heller ikke liket sedlen på Facebook, men jeg liker din – ret meget. Jeg vil ønske, at mine børn får en lærer med dine holdninger, når de starter i skole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.