Børn og ‘gaveregler’

Nu er jeg to gange indenfor den seneste uge faldet over spørgsmålet om, hvorvidt det er ‘okay’ at give gaver til alle ens børn, når den ene har fødselsdag.

Jeg tror næppe, at min holdning til emnet kommer bag på nogen. Jeg har tidligere afsløret, at principper og mig ikke rigtig er bedste venner, og at jeg tillader mig at curle, hvis det passer mig. Så når det kommer til ovennævnte gave-spørgsmål, så har jeg (naturligvis!) intet på forhånd velovervejet princip, som jeg retter mig efter. Jeg har ikke gjort mig de store pædagogiske tanker om, hvad der er rigtigt eller forkert, ej heller lavet en dybdegående risikovurdering af, hvad jeg lærer mine børn på længere sigt. Jeg gør, hvad der giver mening på det pågældende tidspunkt.

Da vi fejrede Jaspers navngivning, vidste jeg, at der ville være medbragte gaver til Ane. Og havde der ikke været det, så havde jeg nok købt en til hende selv. For man kan forklare en 3-årige nok så mange gange, at det er hendes lillebrors fest. Det hverken tror eller forventer jeg, at hun forstår, når der bliver sat 30 gaver frem, og ikke en eneste af dem er til hende. Så er der helt sikkert nogen, der vil sige, at det skal hun lære. Det har jeg bare ikke noget behov for, at hun skal. Og slet ikke på en måde som jeg forestiller mig, ville gøre hende rigtig ked af det.
                                                         

“Jamen, det er lillebrors dag!”
Jaaa, det er det, og hvad så? Er det mindre hans dag, fordi hun også får en gave?

“Jamen, hun skal lære, at hun ikke er verdens midtpunkt!”
Ja, bestemt. Og det lærer hun hver eneste dag. Jeg tror simpelthen ikke, at forældres evne til at opdrage børn til at kunne se ud over egne behov står og falder med, om de får en gave på deres søskendes fødselsdag.

“Det er okay, at børn bliver kede af det. Så skal du hjælpe hende med at håndtere den følelse!”

Jeg tænker, at det argument kun er brugbart på folk, der opererer med ‘Kun gave til fødselaren’-princippet. For når nu jeg ikke selv følger det, så forstår jeg ikke rigtig logikken. Så hjælper jeg hende i stedet med at håndtere det at være ked af det i alle mulige andre sammenhænge. Og dem er der nok af, når man er 3 år;)

Tænker jeg så, at begge børn for evigt skal begaves på hinandens fødselsdage? Jeg tænker slet ikke så langt. Jeg gør, hvad der virker rigtigt for mine børn i den situation, vi står i på det pågældende tidspunkt, og hvad vi så gør næste gang, det tager vi næste gang:)

Og ja, nogen gange køber jeg også gaver til mine børn på en helt almindelig tirsdag. Ja, med sløjfe på og hele pisset. Fordi de bliver glade, og så bliver jeg glad. Det er ikke forkælelse. Det er ikke curling. Det er ikke at skrue forventninger op.

Det er kærlighed;)

img_4902

Bræk og tyve med dårlig musiksmag!

Indeholder et reklamelink

Vi måtte tage hjem fra Lolland et døgn tidligere end planlagt, fordi Jasper blev syg. Han har kastet op nærmest nonstop siden i går nat kl. 3, og jeg er træt, ildelugtende og træt. I nat var den helt gal, og vi løb i pendulfart frem og tilbage mellem seng og badeværelse dækket i opkast og endte med et fællesbad kl. 3. Jeg ku’ sikkert godt hive en sjov sammenligning med Roskilde Festival ud ad ærmet, hvis altså ikke jeg var så træt! Det er pisse synd for ham. Han er næsten kun lige færdig med skoldkopperne, og så skal han igennem sådan en tur:/

Og apropos bræk, så har der været indbrud i bilen i nat. Altså, hvis man kan kalde det indbrud, når jeg var en klaphat, som ikke låste bilen, fordi det ene barn græd og det andet kastede op.  De har heldigvis ikke ødelagt noget, men de svinedyre solbriller (reklamelink af den slags, som smider en skilling vores vej, hvis I klikker på det. Jeg lover at øremærke dem, så han kan få et par nye!), som jeg gav Fyrsten, da han fyldte 40, er væk. De er ret uundværlige, når man som Jess har skader på øjenene efter at have svejst i en del år, så han er selvfølgelig virkelig ærgerlig. Og jeg har vildt dårlig samvittighed, fordi jeg burde ha’ tænkt på at låse bilen, mens Fyrsten tog aftenens opkastetjans. Det er bare en ekstra irriterende situation, fordi vi har haft indbrud i huset tidligere og derfor plejer at være ret opmærksomme på at låse både hus, cykler og bil. Og fordi vi jo for dælen alligevel var oppe hele natten, men intet hørte. Øv altså, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit!

Jeg trøster mig med, at de ikke løb med hverken Sko/Torp, Lukas Graham og Thomas Buttenschøn-cd’er, som de ellers havde hevet ud ad handskerummet. Tyveknægte har åbenbart god smag i briller, men tilsyneladende også virkelig dårlig smag i musik;)

Nu vil jeg gå ind og kæle om min syge søn, spise en af de kager, som Tina var så sød at komme forbi med i formiddags og forsøge at ryste ærgrelsen af mig! Dejlig søndag til jer:)

(Og endnu et apropos – denne gang apropos ingenting: de har fået en fin træskulptur i skolegården på den katolske skole i Maribo. Jeg siger ikke, hvad det ligner…..)

img_4881

Forresten #19

img_4875

– var jeg virkelig bange for, om vi skulle starte helt forfra med indkøring efter skoldkopperne. Men det har vist sig slet ikke at være noget problem! Han er bare glad:) Glad og plettet.

– havde Ane et vredesudbrud på tre kvarter i går morges. 45 minutters uafbrudt skrigen og “Du er dum, mor!”. Årsag? Jeg havde givet hende et par grå bukser på…. Den burde jeg muligvis ha’ set komme!

– har jeg taget ungerne med til Lolland i nogen dage for at se familien, og for at give Fyrsten muligheden for at rykke lidt på førstesalen. Jeg forestiller mig, at den malet og klar til indflytning, når vi kommer hjem. Jeg bør muligvis justere mine forventninger en smule;)

– kom min lillebror og hentede os i Hvidovre i sin bil i går. Min lillebror. I sin bil. Auch, jeg føler mig gammel!!!

– havnede vi i en gigantisk kø på motorvejen, og Jasper blev ret så utilfreds. Heldigvis havde jeg medbragt babser! Og heldigvis er de lange nok til, at han kunne blive siddende i autostolen imens;)

– jeg smed et billede af situationen op på Instagram og skrev noget med lange bryster, hvortil en følger var så pisse god at svare, at det hedder ‘fleksible bryster’. Åh, jeg elsker det!!! Det lyder som noget, man ville skrive i en jobansøgning: “Jeg er ikke bange for at tage fat og har yderst fleksible og omstillingsparate bryster.”

– tænker jeg nu, at det måske ville egne sig bedre til en Tinder-profil!

– da vi ankom, havde Anes onkel Tim købt hende en Frost-badekåbe. Men da hun allerede har sådan en, gik hun med sin moster i Netto for at bytte den. Hun kom tilbage med en Frost-paraply, Frost-strømper, Frost-hårbøjle, Frost-hårspænder og en Frost-drikkedunk. Yay…. Vi manglede virkelig også nogen ting med Anna og Elsa derhjemme….

– er min søsters hjem ikke ligefrem indrettet med nysgerrige tumlinger for øje. “Men han er ikke sådan én, der piller, vel?” Jo. Det er lige præcis det, han er;) “Jamen så må han jo bare få et nej.” Jaaa, men du skal nok ikke regne med at han tager imod det, hvis han øjner chancen for at æde en plante. Jeg er spændt på, hvor længe hendes monstrea har blade;)

– har jeg tilmeldt vores legehus, “Palæ Nøddebo”, til Silvans ‘Gør det selv mesterskaber’. For jeg synes virkelig, at Fyrsten fortjener noget anerkendelse for det flotte stykke arbejde, han har udført. Og fordi et gavekort på 15.000 til Silvan ville være fuldstændig åndssvagt fedt med tanke på vores nuværende renoveringsprojekt! I kan ikke stemme os ind som vindere, men hvis vi ligger i top 20, når måneden slutter, er vi blandt dem, hvoraf et dommerpanel vælger tre vindere. Jeg ville sætte så stor pris på, hvis I ville smide en stemme efter os her – naturligvis kun hvis I synes, at Palæ Nøddebo og Jess fortjener det:)

img_4836

Ting, jeg VIRKELIG savner fra 90’erne!

Egentlig tænkte jeg, at denne liste skulle have 10 punkter ligesom listen over “Ting, jeg IKKE savner fra 90’erne”. Men det blev lidt svært at begrænse, for der er faktisk en del ting, som jeg VIRKELIG savner fra 90’erne:)

img_4805

 

Beverly Hills 90210!

Og ja, den kan man stadig se. Men nej, det er slet ikke det samme som i 90’erne, hvor man bare var ét med karaktererne. Jeg ringede til min fars kone, da Dylan kørte ud over skrænten, og jeg tror faktisk vi græd lidt begge to. “Alletiders barnepige/Nanny Fine” savner jeg også. Kæft, hvor jeg heppede på, at Mr. Sheffield skulle opdage, hvor lækker hun var!

Nokia 3210!

Det kan godt være, at den ikke kunne en skid andet end at ringe, sms’e og spille Snake. Men den holdt jo strøm i flere år! Dét savner jeg!

Benvarmere!

Jeg havde en hel skuffe fuld af benvarmere. De blev trukket helt op over min langskaftede Doc Martens, og jeg følte mig hippere end hip! Man var både moderigtig OG holdt varmen:) Min veninde, Laura, havde dem på til sin konfirmation – lang, hvid satinkjole og kæmpestore, brune benvarmere;) Jeg syntes, hun var det sejeste!

Min gameboy!

Min murstensgameboy, som min søsters kæreste vandt, da han var med sin klasse i “Lykkehjulet”. Jeg spillede Super Mario til mine tommelfingre var hudløse! Nu jeg tænker over det, savner jeg også “Lykkehjulet”….

Blyant-isen!

For to kroners lykke i form af en sodavandsis med chokolade på toppen. Hvor bliver underskriftindsamlingen af??

Farverige armbåndsure!

Alle havde mega fede farverige armbåndsure. Ikke sådan nogen, som kan ringe op eller vise vejrudsigten. Tilgengæld havde de visere formet som Fedtmules arme og var selvlysende. Mit eget havde sådan et Anders And-hoved som flap, der kunne løftes, så man ku’ se klokken. Dét var cool!

Pennevenner!

Breve sendt i farverige kuverter og med blomster og hjerter i margin. Nøj, hvor har jeg tømt mit hjerte for teenagekvaler til mange ukendte pennevenner! Verdens billigste terapiform. Altså dengang. Med portopriserne i dag er snakken en anden.

Mænd med langt hår!

De kunne virkelig noget, de der langhårede mænd. Jeg begiver mig ikke ud i en længere forklaring – den kan I finde her.

Fondue og raclette!

Ej, det savner jeg faktisk ikke sådan rigtigt, for vi genser hinanden på jævnlig basis. Nippemad går bare aldrig af mode. Slet ikke det, som skal dyppes i friture og druknes i ost:)

Leonardo Dicaprio!

Leo som han var i “Romeo og Julie”. Kun dén Leo! Ingen anden kommer op på siden af ham. Ikke engang Titanic-Leo.

Ungdomslitteraturen!

“Et hjerte til Maria” og  “Min ven Thomas” – godt nok er de begge skrevet i slut 80’erne, men de blev på mange måder helt afgørende for mine tidlige teenageår. Aldrig har jeg følt og lidt så meget, som med karaktererne i de bøger. Jeg VAR jo Maria!
“Kabalemysteriet”, som er fra 1990, tager førstepladsen som værende den bog, jeg har læst flest gange. Omslaget er slidt og afbleget, men ordene er ligeså fantastiske, som da jeg læste dem første gang i 8. klasse.

Fastnettelefoner!

Det havde altså sin charme, at man ikke bare stod til rådighed 24/7. Jeg elsker (sådan virkelig!) min smartphone, men hvor er det også helt vildt skræmmende, hvor hurtigt man bare er blevet vænnet til altid at være kontaktbar og altid kunne få fat i alle andre. Hvis min søster er mere end 3 timer om at svare på en sms, er det jo lige før jeg ringer til min mor for at høre, om hun har talt med hende. Og så er der hele “Hej, det er Ditte, må jeg tale med Elisabeth?”-delen. Glæden når telefonen ringede, og man fandt ud af, at det var til en selv! Den del blev naturligvis til stor pinlighed, da man begyndte at få kærester, som jo altså også skulle igennem et par led for at skabe forbindelse.

Skunk Anansie!

“Paranoid & Sunburnt” og “Stoosh” er mine teenageårs soundtrack. Og jeg får stadig gåsehud, når jeg hører “Weak” eller “Hedonism” i dag. Jeg hørte dem live på Roskilde ’99, og det var ligesom bare topmålet af mit hidtige liv;)
(Du kan forresten læse lidt mere her, om den musik, der prægede min ungdom:))

 

Ting, jeg IKKE savner fra 90’erne!

img_4774

Harley Davidson-gamacher!

Det er jo ikke som om, nogen af os kørte på motorcykel, vel?? Så hvorfor dælen have det stående hele vejen ned ad benet? Og så var de altså bare grimme (undskyld, Sidsel, men det var de!).

Håret!

Der der to totter fra pandehåret, som skulle hives ud af hestehalen (sat op med en kobolthår scruncie, naturligvis!) for at hænge og dingle ned langs ansigtet. Det var ikke nemt at få til at fungere med en hvirvel, kan jeg hilse og sige! Eller det crepet hår, som mest af alt fik mig til at ligne en druknet puddel.

Buffalo-sko!

Ankelskade waiting to happen. De var hverken pæne eller komfortable og alligevel var de hjørnestenen i enhver teenagepiges garderobe. Og jeg kan så på vegne af min Vejlø-veninde, Freja, at man vælger man at have buffalos på ved bålet i ølejren, så skal man lige huske at holde behørig afstand;9 Sådan en sål smelter ret hurtigt.

Bolsjet i muslingeskallen!

I ved, det der slik, som var et bolsje og så alligevel ikke. For det var også sådan lidt blødt i det, hvilket var medvirkende til, at det var helt umuligt at slikke ud ad muslingeskallen uden at ligne en komplet idiot imens. Push Pop og den der bolsje-fingerring var også noget djævelsk fedtet stads!

Kleiner Feiglings og solbærvodka!

Sukker på flaske. Jeg ved ikke, hvornår det smagte værst. Når det var på vej ned eller op igen. Jeg er ret sikker på, at jeg brugte 10% af min børneopsparing på Kleiner Feiglings på Dølle. Bittert!

Oppustelige møbler!

Jeg havde en pink, oppustelig stol, som fyldte hele mit værelse. Den var mega dårlig at sidde i, hvilket egentlig var ligegyldigt, for jeg turde alligevel ikke sidde i den af frygt for at punktere den. Så den stod ligesom bare der og skinnede omgang med mine Courtney Love-plakater og stjal al pladsen på mit 5 kvm teenageværelse.

Gedebukkestyr!

Nej, jeg var ikke del af et elite cykelhold. Jeg cyklede til og fra skole. Og jeg græd som pisket, da min mor købte mig en cykel med almindeligt styr. Helt ærligt, 13-årige Elisabeth – tør øjnene. Det var jo hverken pænt eller behageligt!

Fjerboa’er!

Hvorfor? Bare hvorfor??! Det er ikke et tørklæde, det er ikke en trøje. Det er en snor med fjer, helst i neonfarver, som ikke tjener noget andet formål end at få en til at ligne i værste fald en kylling eller i bedste fald en Spice Girl. Ej, jeg tror måske at begge ting er i værste fald!

Solbriller med gult glas!

Tænk de her (reklamelink) bare med sort stel a la Casper Christensen i ‘Husk lige tandbørsten’. Nu bliver jeg faktisk i tvivl om, om det overhovedet var solbriller eller bare almindelig briller uden styrke. Alle i Maribo havde dem! Og verden så syg ud set gennem de glas. Jeg tror nu heller ikke, at vi, der havde dem på, så helt raske ud;)

Rygerkupéer!

Vi skulle sidde i toget i under to timer, når vi skulle besøge Lauras far. Men det var absolut nødvendigt, at vi kunne ryge vores ‘smug-smøger’ hele vejen derind. Det var jo ikke sådan, at han kunne lugte det på os, når vi nåede frem, vel?? Selv dem der sad tre vogne væk fra rygerkupéen stank af røg!

 

 

 

Læs med i morgen – for der er faktisk også ting fra 90’erne, som jeg virkelig savner:)

Undskyld, Ellos….

Indeholder reklamelinks

I går var jeg lige inde og lure, om der mon var nogen nye rabatkoder, som jeg kunne smække ind til jer her. Jeg er røv dårlig til at få dem opdateret, men jeg kan se, at nogen af jer rent faktisk bruger mine links (TAK! Virkelig!), så jeg prøver at blive bedre til det.

I hvert fald lå der en rabatkode til Ellos. Og der shopper jeg normalt ikke. Altså, generelt shopper jeg ikke skide meget, men når jeg gør, er det i hvert fald ikke hos Ellos. For jeg har haft en eller anden idé om, at Ellos var lidt kikset (undskyld, Ellos!), og at når andre bloggere skrev sponsorerede indlæg for dem, så måtte de blive virkelig godt betalt. For ingen gider sgu da handle hos Ellos. Tænkte jeg. Måske fordi jeg mindes, når min mor bestilte tøj til os herfra, da jeg var barn, og jeg følte mig så vanvittigt uhip sammenlignet med de af mine klassekammerater, som fik fra H&M eller Bonaparte. Og nu viser det sig så, at mit 13-årige, forkælede jeg enten havde fået noget fuldstændig galt i halsen, ellers er Ellos virkelig kommet efter det siden 90’erne med 180 i timen.

For da jeg i går opdagede, at der lå en rabatkode til deres bolig-afdeling, så måtte jeg alligevel lige ind og lure. For nu hvor vi er næsten fast besluttet på at beholde gulvet på førstesalen råt, så skal der nogen tæpper til. Og alle de andre bloggere har jo tæppET fra Ellos – så måske der rent faktisk også kunne findes et Palæ Pompøs-venligt et af slagsen?

Det kunne der! Flere endda. Og nu hader jeg mig selv lidt for at have kigget derinde, for der er vildt mange fine ting, som ville være perfekte til indretningen af førstesalen, når den en dag står klar. Og jeg har ikke en skid råd til at gå ud og investere i en masse nyt, OG jeg sætter jo også lidt en ære i at indrette med genbrugsguld og arveguf. MEN kunne jeg rippe Ellos (call me, så lover jeg aldrig mere at kalde jer kikset!), så havde disse sager fået lov at flytte ind i Palæets penthouse.

Tæpper. Masser af dem. Og ikke dem, som ellers pryder mit Instagram-feed, men faktisk nogen, som jeg synes er langt finere. Kelimtæppet ville virkelig glæde det rå, mørke gulv!

taepper-ellos_fotor

1 // 2 // 3 // 4 // 5

Lamper. Vi skal både ha’ til loftet, til sengebordene og til Anes skrivebord. Pt har vi sådan nogen spots på wire, som er ualmindeligt smarte og helt afsindigt grimme!

ellos-lamper_fotor

1 // 2 // 3 // 4 // 5

Og så kunne der godt blive plads til lidt nye møbler. Som en bænk for enden af trappen. Og en vogn til planter. Og en vasketøjskurv. Og med ‘vasketøjskurv’ mener jeg en stol, som jeg kan smide mit tøj på. Hængekøjen her (som af en eller anden grund er hoppet ud ad billedet) ville dælme være et herligt indslag at hænge ned fra loftsbjælkerne på Anes nye værelse. Jeg er sikker på, at hun også ville være fan! Der ville dog slet ikke være plads. Jeg tænker, at vi skal ud i noget med en hjemmebygget seng. Og får Ane lov at bestemme, skal den være stor nok til, at hun og lillebror kan sove sammen. Den idé er jeg vild med<3

ellos-moebler_fotor

1 // 2 // 3 // 4 // 5 // 6

God shopping til de af jer, der skulle have den slags lyster! Koden hedder 355431, giver 20% og gælder på alt i kategorien ‘Bolig’ (dog ikke tilbud og i forvejen nedsatte varer, samt Odd Molly Home) til og med d. 16. marts.

Så håber jeg virkelig bare, at jeg kan grave nogen sager frem ude fra udhuset, som er bare halvt så fine!

Når livet er legende let

Jeg inde i sådan en periode, hvor alt på en eller anden mærkelig måde går op i højere enhed. Hvor tingene ligesom bare spiller. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det, så jeg lader være med at lede efter en forklaring og vælger bare at nyde det.

Der er ellers et par elementer som sagtens kunne danne grobund for det omvendte. Som det at huset igen igen er på den anden ende. Sådan et renoveringsprojekt er jo ikke bare begrænset til ét rum. Særligt ikke når det er af den størrelse, som vores nuværende projekt er. Det forplanter sig til resten af huset i form af ting, der skal opbevares og omrokeres og bare generelt rod. Og det prikker lidt til min evne til at acceptere, at det nu engang bare er sådan, det er. Og at det nok kommer til at fortsætte sådan, så længe vi vælger at blive boende her. Jeg blev ramt af momental sindssyge for nogen måneder siden, og begyndte at kigge på huse i Sorø, Holbæk, Præstø og på Lolland. Fordi jeg pludselig syntes, at kompromisset blev for stort. Det kompromis som hænger uløseligt sammen med at have en middelindkomst og bo i hus i Storkøbenhavn. Særligt når det er et hus, som kræver den grad af renovering, som vores gør. Jeg begyndte at overveje om vores valg havde for store omkostninger for børnene. For så længe vi bor her, kommer vi for eksempel ikke ud at rejse. Hvad vi faktisk aldrig nogensinde har været sammen, Fyrsten og jeg. Vi vælger at lægge vores tid, penge og energi i huset, og det bliver selvsagt på bekostning af noget andet. Men vi er glade, hvor vi er. Vi har gode jobs, og Ane elsker sin børnehave og sine venner. Og det trumfer på en eller måde Kreta og all you can eat, ikk’? I hvert fald for nu. Jeg tænker stadig, at det er noget, vi skal tale helt i bund, inden Ane skal starte i skole, men for nu er vi glade, hvor vi er.

Jeg sover ikke om natten. Det kunne godt give anledning til virkelig dårligt humør. Særligt fordi det er fuldstændig uforklarligt. Jeg har aldrig haft søvnproblemer før, men lige for tiden vågner jeg jævnligt i løbet af natten og føler mig lysvågen, blot for at konstatere, at klokken kun lige har passeret midnat. Selv når børnene rent faktisk sover (for det sker – hallelujah!), vågner jeg. Jeg er ikke stresset eller plaget af tankemylder. Jeg er bare vågen. Jeg har forsøgt mig med ingen skærme en time før sengetid, godnatthe og varme bade, men uden held. Så i dag har Fyrsten rykket sengen fra udestuen og ind i musikrummet i håb om, at et scenskift kan gøre forskel.

Men den manglende søvn og de store mængder af rod og kaos til trods så er livet let og rart. Det har en eller anden dejlig terapeutisk virkning for mig, at være nået dertil i min historie herinde om livet som Fyrsten og Fruen, hvor tingene gør lidt ondt. Det er rart at sætte ord på, hvad vi stod i, velvidende at vi ender her – i dag hvor medlemstallet i vores familie er fordoblet. For livet er sgu så fint, når man spejler det i fortiden og ved, at alting løser sig til sidst.

Ane er som altid et spøjst og vidunderligt lille væsen, der fyrer guldkorn af hverandet minut. Jasper er begyndt at vise lidt mere af, hvem han er, og han sætter sig foran mig med et insisterende blik og laver tegnet for tørstig, mens han peger på mit bryst. Modtaget, unge mand;) Fyrsten er bare plat på den der måde, som kun en hengiven hustru kan sætte pris på. Og det gør jeg, for han er min platte mand:) Og mig? Jeg er bare lykkelig. For det er svært at være andet lige nu og her, hvor tingene bare spiller, og krokusserne bryder frem. Så kan Kreta og sammenhængende søvn rende mig. Det skal nok komme en dag. Og indtil da så nyder jeg nuet i fulde drag.

img_4641 img_4733 img_4761

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

Esben, hed han. Den læge, der fortalte os, at vi ville få svært ved at få børn uden hjælp. Han var sådan en læge-“praktikant”, som skulle være i vores lægehus i 6 måneder. Esben. Esben, som ændrede mit liv.

Det var en onsdag eftermiddag i oktober, og det regnede. Igen. Og vi sad i vores store, røde kassevogn på parkeringspladsen foran lægehuset. Jeg havde sagt til Fyrsten, at vi skulle ha’ anden bil. En mere familievenlig én. Nu sad vi der i tavshed. Indtil Fyrsten sagde, at det nok skulle gå og drejede nøglen og kørte hjemad. Jeg sagde stadig ingenting. Der var ikke noget at sige. Så jeg græd bare. Mens jeg tænkte, at så behøvede vi måske ikke en ny bil.

Da vi var til første samtale på klinikken i Holbæk, sagde lægen, at hun næsten ville garantere, at vi fik et barn ud af de tre behandlinger. “Næsten garantere“? Hvad betyder det? Jeg fluekneppede hendes ord hele vejen fra Holbæk til Hvidovre og fablede om selvmodsigelser og dårlige formuleringer. Og bad til at “næsten garantere” mest bare betød “garantere“. Det måtte det gøre. Ikk’?

Jeg var egentlig fuld af forhåbning, da vi endelig startede op. Fuld af tro på, at det nok skulle lykkes. Men for hver behandling blev troen mindre. Og stille og roligt gik det op for, at der også var en risiko for, at det ikke ville lykkes. At der, på trods af lægens ord, ikke fandtes nogen garantier. Hverken af de hele eller halve.

Et år var vi i behandling i Holbæk. Et år, fire behandlinger, 63 æg, tre gange kunstig overgangsalder og ingen positive test. Det er det “næsten garantere” betyder.

Kæft, hvor jeg dog hadede den Hyundai!

img_4765

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Forresten #18

Indeholder reklamelinks:)

img_4694

– var jeg i biografen i onsdags og se ‘Aminas breve’, og den var for vild. På alle måder! Og Esben Smed var intet mindre end fabelagtig! Jeg er faktisk ikke så god til at gå i biografen, fordi man skal sidde stille så længe. Her lagde jeg ikke engang mærke til det, før filmen sluttede. Så jeg er ret uenig med de ‘officielle’ lidt slukne anmeldelser, og helt enig med Miriam, TinaChristina og Cana!

– har jeg, apropos Esben Smed, kun set første sæson af ‘Bedrag’ og tænker nu, at det måske var en fejl.

– har jeg faktisk heller ikke set Skam. There, I said it. Be gentle;)

– er jeg godt i gang med at pille tapet ned på førstesalen. “Nej nej, vi behøver ikke en damper. Det klarer jeg selv!” Mig og min stolthed….. Det er et lortearbejde uden lige! MEN jeg er næsten i mål, og det er en ret fed fornemmelse:)

– fik jeg et godt tip på snappen i går ang. tapetet. Jeg sku’ bare ha’ skaffet mig en stripper, åbenbart;)

– har vi besluttet os for at holde gulvet på førstesalen, som det er. Det skal lige slibes nogle steder, men ellers får det lov at stå, som det gør nu: råt og flot:)

– er der sådan en byttebiks på Fyrstens job, hvor folk kan lægge ting, som de ikke længere bruger. For et par uger siden hev han sådan et par her (reklamelink) med hjem til mig, og de er kommet i brug i dag. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive så begejstret for arbejdstøj, men de er mega fede! I går havde jeg joggingbukser på, hvilket resulterede i en røv fuld af savsmuldstapet. Gæt selv, hvor meget det kløede?!

– forhandler de ikke skide meget arbejdstøj hos Boozt, men til gengæld kan man i dag få 20% på en masse børnetøj, hvis man kigger ind her (reklamelink).

– har Ane fuldstændig mistet interessen for Kasper og Sofie (endelig!), og vil nu kun se Harry Potter. Mors pige:)

– er der i dag kun tre uger tilbage af min barsel, og jeg panikker ikke. Faktisk glæder jeg mig lidt til at komme tilbage på arbejde. Hvem sku’ ha’ troet det??!

– er der naturligvis en masse praktiske ting i forbindelse med jobstart, som giver mig lidt sved på panden, men lige nu tænker jeg, at det hele nok skal komme til at gå:)

– ved jeg dog også, at det kommer til at betyde, at jeg bliver meget mindre aktiv herinde, hvilket er en smule vemodigt. Det har været pisse fedt at have tiden og overskuddet til at blogge sådan på jævnlig basis!

OOTD - morgenhår og Mascot;)
OOTD – morgenhår og Mascot;)

img_4755

Noget om Vickie – nå ja, og fertilitetsmessen;)

Jeg syntes selv, at jeg var ganske velinformeret, da vi i sin tid startede i fertilitetsbehandling. Jeg havde Googlet til tastaturet var tyndslidt, og jeg kunne klinikkens foldere forfra, bagfra og i søvne. Jeg var forberedt.

I dag er jeg klar over, at jeg ikke vidste en skid. Jeg havde intet begreb om, hvilken verden jeg var på vej ind i, og de trykte folder forberedte mig kun ganske lidt på det, der skulle vise sig at blive mit livs største krise.

Jeg troede, det handlede om statistikker – så og så mange skal i behandling, så og så mange bliver gravide – og behandlingsformer – med ICSI er forløbet således, med blastocyst dyrkning er chancerne sådan, osv. Men der er så mange aspekter ved ufrivilligt barnløshed og fertilitetsbehandling, at det kan være noget nær umuligt at overskue. Og man hverken kan eller skal sætte sig ind i det hele. Det er for stort. Både rent praktisk, men i særdeleshed psykisk. Alligevel ville jeg dog på en eller anden måde ønske, at jeg havde været klædt lidt bedre på.

En af de personer, der kom til at betyde allermest for mig under forløbet, var Vickie, som jeg fik akupunktur hos i forbindelse med vores sidste fem behandlinger. Hun blev et lys i en tid, som ellers var mørk. Vickie så og hørte mig. Ikke antallet af mine æg og tykkelsen på min slimhinde, men mig. Hun var den, der spurgte, hvordan jeg havde det og gav et kram og en skulder at græde ved. Egentlig tror jeg slet ikke, at det var en del af hendes behandling. Men det var en del af Vickie. Det er bare sådan, hun er. Og gudskelov for det! Vickie blev den ene ting i hele behandlingscirkusset, som jeg rent faktisk så frem til. Både akupunkturdelen, hvor jeg for en times tid var tvunget til at bare at ligge og mærke mig selv, men også samtalerne med Vickie før og efter, hvor jeg blev lyttet på og fik et kram og en peptalk inden næste ægudtagning.

Jeg har – som I ser – været ret begejstret for Vickie. Og min begejstring for hende er ikke blevet mindre efter, at hun helt på egen hånd har udtænkt og lige om lidt gennemført Skandinaviens første fertilitetsmesse. Den afholdes i Bella Centret d. 22.-23. april. Messen har til formål at give viden og skabe dialog om infertilitet og fertilitetsbehandling. Den henvender sig til folk, der:

  • Gerne snart vil være gravid
  • Har svært ved at blive gravid
  • Muligvis skal i fertilitetsbehandling
  • Overvejer adoption
  • Har en diagnose, som for eksempel PCO, endometriose eller nedsat sædkvalitet
  • Er homoseksuel og ønsker at undersøge mulighederne for at blive forælder
  • Vil oplyses om den nyeste forskning på området
  • Ønsker viden om, hvordan du forbedrer din fertilitet ved hjælp af alternativ behandling
  • Vil vide, hvad den offentlige og den private sektor kan tilbyde
  • Overvejer ægdonation herhjemme eller i udlandet

I kan læse meget mere om messen lige her, hvor I også kan købe billetter. Jeg tror bestemt, at messen er et besøg værd for alle, der kæmper med infertilitet! Om ikke andet, så kan I hilse på Vickie. Giv hende lige et kys fra mig;)

fertilitets-messen-logo

 

(Indlægget er på ingen måde sponsoreret. Jeg er blot stor fan af konceptet!)