Rød er da også en slags brun! Ikk´???!

Jeg er blevet klippet, sgu! Jeg skrev jo forleden, at det var halvandet år siden sidst, og det fik mig til at tænke, at det måske kunne være meget rart at få studset de slidte ammetjavser. Så jeg bookede en tid hos Marlene fra Platin (ikke spons – hun er hver en krone værd!), som har klippet mig i 15 år. Det startede, mens hun var under uddannelse, hvor jeg sad model for hende et par gange, og siden da har jeg altid givet hende helt frie tøjler. Det fik hun næsten også denne gang – dog fredede jeg mit pandehår, som jeg gerne vil ha’ lidt længde på. Og da jeg fortalte hende, at jeg efter klipningen ville gå hjem og smække en omgang brun henna (reklamelink) i, så forsøgte hun at overtale mig til at nappe den røde i stedet. Men jeg havde hennarødt hår i størstedelen af min ungdom, og jeg synes ligesom, at det hører den tid til. Nu er jeg jo voksen. Og voksne kvinder farver deres hår mørkebrunt. Med mindre de selvfølgelig bestiller den forkerte farve…. Og fuldstændig overser, at der på forsiden af pakken står “superrood“, som man næppe skal være indfødt Hollænder for at kunne oversætte…. Så kan det faktisk muligvis godt være, at voksne kvinder alligevel farver deres hår rødt. Bare en lille, bitte smule. Men rød er da også en slags brun, ikk?

Ahmen, for satan, altså. Sådan noget sker da ikke for folk? Man bestiller da ikke den forkerte hårfarve? Og hvis man endelig gør, så opdager man det da, INDEN man smører den ud i håret?? Det er simpelthen dummere end dumt, hvorfor jeg ikke kunne gøre andet end at grine af det. Og sende Marlene en mms med beskeden om, at hun fik sin vilje;) Nu, hvor ‘chokket’ har lagt sig, så synes jeg faktisk ikke, at det er helt så dumt med det røde hår. Jeg skal lige vænne mig til det, men jeg tror sgu, at jeg beholder det lidt endnu. Frisuren behøver til gengæld ingen tilvænning. Den er jeg fuldstændig tosset med allerede. Og jeg kommer til at vise jer håret igen på et tidspunkt, hvor det ikke har været udsat for hue og cykelhjelm lige efter vask, for frisuren kommer overhovedet ikke til sin ret på de billeder, jeg har taget. Marlene har totalt fået gjort mit halvudvoksede pandehår til en del af frisuren, så dets oprindelig formål ikke lader sig afsløre;) Og selve frisuren kan både bobbes op med bløde kanter, glattes og knaldes op med et par hårnåle. Jeg er fan!

Og ja, jeg har gået og nynnet Dodo’s ‘Pigen med det røde hår’ hele dagen – “Pyntet med en tegning af en kælder“;)

img_4493

 

 

 

Bliver man nogensinde 100% afklaret??

I sidste uge havde jeg en snak med en læge fra endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Hun kunne fortælle mig, at mine tal ligger fint, og at de derfor er klar til at afslutte mit forløb ved dem. “Med mindre I planlægger en graviditet?” Det gør vi ikke, kunne jeg svare. Og det var et svar uden tøven, for vi er afklaret med, at der ikke kommer flere børn. Fyrsten er afklaret med ikke at ville have flere – jeg er afklaret med, at jeg er nødt til at respektere den beslutning. Også selvom jeg muligvis ikke selv føler mig 100% afklaret med, at vi ikke kommer til at få flere børn.

For jeg vil gerne have flere. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have en tre-fire børn. Og det tror jeg faktisk også, at vi havde fået, hvis ikke det havde vist sig at være så skide besværligt, det der med reproduktion. Og så måske er det derfor? Måske er det fordi, at jeg endnu ikke helt har formået at tilpasse mine forestillinger til min virkelighed. Måske er det fordi, at jeg nu ved, at det KAN lykkes. At jeg rent faktisk KAN blive gravid. Det virker helt tosset så at skulle stoppe! Når det, man sådan har kæmpet for, endelig lykkes. Men det er som oftest også først i 8. runde bowling, at jeg har så godt styr på kuglen og banen, at jeg begynder at lave strikes. Og booker man så en time mere? Eller stopper man, mens legen er god?

Jeg faldt over en tråd på facebook forleden, hvor nogen skrev lidt frem og tilbage om det der med, når den ene part gerne vil have flere børn, og den anden ikke vil. Og spørgsmålet om hvorvidt man så kommer til at bebrejde den anden, at livet ikke blev, som ønsket. Sådan har jeg det ikke. For selvom livet ikke er blevet præcis, som jeg havde forestillet mig, så er det alligevel alt, hvad jeg har ønsket. Og jeg kan sagtens være fuldt ud lykkelig og tilfreds med de to børn (og ham den voksne af slagsen), vi har, selvom jeg gerne ville have flere. Det er ikke at nøjes. Det er ikke et kompromis. Det er et ægteskab, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor alles behov tæller lige meget. Mit ønske om flere børn har ikke større værdi eller vægt end Fyrstens ønske om det modsatte. Og selvom jeg da nok ville ønske, at han var helt med på min idé om tilbygning og minibus, så respekterer jeg fuldt ud, at han er et andet sted. For vores situation er bare anderledes end mange andres. Herhjemme har børn været det primære fokus i syv år, og hele tanken om børn, og ikke mindst de rent fysiske af slagsen, har været afgørende for alt andet i vores liv. Og det er dén vinkel, som Fyrsten formår at medtænke, når jeg kører ud ad et rosenrødt spor, hvor alt dufter af nyfødt baby.

Så kan man se det som at give afkald på noget. Men man kan også vende den om og sige, at man bare vælger noget andet til. Et liv, hvor vi nyder, det vi har, fremfor altid og hele tiden at ønske mere. For det er jo sådan jeg er. Jeg stopper ikke, mens legen er god. Jeg bestiller en ekstra fadøl og tager en fire-fem strikes mere. Bare fordi jeg kan. Så er det godt, at jeg har en Fyrste. Som sætter fødderne i og tager bowlingkuglen fra mig. Nogen gange er det det, der skal til.

Så sådan på det personlige, Elisabethske plan så er jeg muligvis ikke 100% afklaret, men det tror jeg faktisk aldrig, at jeg ville blive. Mere vil have mere. Jeg er til gengæld 100% afklaret med, at jeg elsker vores familie, som den er nu, og at min lykke på ingen måde afhænger af, om vi får flere børn. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg ender med at blive bitter, hvis ikke jeg får ‘min vilje’. Det er ikke en forhandling. Det er et spørgsmål om, at jeg skal begynde at forstå, at infertilitet, både som et generelt emne, men også som en personlig følelse, nok for altid vil fylde i mig. Og det vil fylde herinde, fordi det er her, jeg tømmer mit hoved. Men i hverdagen der spiller det faktisk ikke den store rolle mere. Og det er dejligt, at jeg har en Fyrste til lige at påpege det, når tankerne og drømmene løber af med mig.

Har I mon fået det antal børn, som I havde drømt om? Og var I enige?

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup