Verden ifølge Jasper

  • Hvis jeg finder det, er det mit!
  • Hvis du finder det, og jeg ser det, er det mit!
  • Kan det være i min mund, skal det være i min mund.
  • Kan det ikke være i min mund, kan det knækkes.
  • Kan det ikke knækkes, hører det til bag radiatoren.
  • Kan det knækkes, men kan jeg ikke li’ det, hører det til bag radiatoren.
  • Er det en fjernbetjening, en telefon eller er stearinlys, hører det til bag radiatoren.
  • Ting, der ligger på gulvet, må man spise.
  • Ting, der har ligget på gulvet i mere end et døgn, må man prøve at spise.
  • Kan det ikke spises, hører det til bag radiatoren.
  • Ting, man finder bag radiatoren, skal man ikke spise.
  • Har du bryster, kan jeg li’ dig!
  • Har du chokolade, kan jeg li’ dig!
  • Har du bryster OG chokolade, elsker jeg dig!
  • Har du bryster og chokolade, skal du dele!
  • Hvis du ikke deler, skriger jeg.
  • Hvis jeg skriger, deler du.
  • Jeg bestemmer, hvornår jeg vil sove og ikke sove.
  • Jeg bestemmer, hvornår du vil sove og ikke sove.
  • Jeg er min egen herre, og du kan ikke styre mig. Hov? Er det pålægschokolade? Og bryster?? Okay. Du vinder….

img_5485

 

Smilende morgener

Indlægget er sponsoreret af Hatting

img_5595

Vores weekendmorgener er hellige. Sådan har det altid været, også før vi fik børn. Vi har brugt flere år på at finde formlen på de helt perfekte smilende æg. Den er blevet ændret ved hver flytning, for komfurer er jo forskellige. Og hvis man spørger Fyrsten, er der også forskel på, om man bor på 4. sal eller i stuen. 6 minutter og 21 sekunder – koldt vand – hvile i et viskestykke i 2-4 minutter. Dét er den perfekte opskrift. Og vi får smilende æg hver weekend!

Eller. Det gjorde vi. I følgeskab af nybagte boller, frisk frugt og morgenhår. Den perfekte start på dagen! Indtil vi røg jo ind i den der sygdoms-stime af dimensioner. Hvor der var pludselig happy hour på både skoldkopper, mavevirus og influenza. Et virkelig dårligt tilbud, som vores børn desværre valgte at benytte sig af. De var nu flinke nok til også at gemme lidt til os. Auch, hvor jeg synes, at de sidste to måneder har været hårde at komme igennem! Og oveni i det skulle jeg pludselig starte job. Det burde måske ikke være kommet som en overraskelse efter halvandet års barsel, men ovenpå al den sygdom var jeg hverken særlig forberedt eller klar sådan mentalt. Vi har virkelig måtte ofre en del på virkelighedens alter på det seneste, og vi har sprunget over så lave gærde, at vi knap har skulle løfte benene. Og det er okay. Det er sådan, det er i perioder. Der er blevet købt mere fast food, dyrket mindre motion og set mere iPad. Og jeg har ikke en skid dårlig samvittig, for det har ganske enkelt ikke kunne være anderledes.

Men jeg har dog alligevel haft møg dårlig samvittighed over én ting – nemlig det at have ofret vores hyggelige weekendmorgener. For det er især nu, hvor overskuddet er småt og hverdagen tæt pakket med rutiner og minut-for-minut planlægning, at vi har brug for de smilende æg, som samler hele den fyrstelige familie omkring bordet. Men de røg, de smilende æg. Et sted mellem skoldkopperne og influenzaen. Fordi jeg glemte at handle dem, eller fordi de blev til en improviseret aftensmad med smør selv, når jeg – igen – havde glemt at tage mad op ad fryseren. Og så kom havregrynene på morgenbordet. Hvilket ikke passede Ane. Forståeligt nok. Hvor er pålægschokoladen og de nybagte boller??! Det er det nemmeste i verden at knalde en koldhævet dej sammen fredag efter og smække den på bagepladen lørdag morgen. 10 minutter tager det. Og jeg har gjort det så mange gange, at jeg nærmest ville kunne gøre det i søvne. Men når de 10 minutter er de eneste, hvor man kan stjæle sig til at stene lidt ligegyldige serier eller holde sin mand i hånden, inden der er et barn der kalder fra dobbeltsengen, så bliver de altså bare alt værd. Og så ofres morgenbollerne. Og pålægschokolade og havregryn passer bare ikke helt så godt sammen, vel?!

Så da jeg blev prikket på skulderen og spurgt, om jeg ikke ville gøre Hattings nye chia-stykker til en del af vores weekendmorgen, sagde jeg ja tak og amen og gemte æggebakken bagest i køleskabet. Og de seneste to weekender har jeg, med god samvittighed, glemt alt om koldhævet dej. Jeg er krøbet under dynen med et afsnit Grey’s hvide verden på i Paden og et barn i hver armhule- klar til at komme gråd og kald i forkøbet.

Og vi har haft nogen super hyggelige morgener. Både i sidste weekend og i denne. Hvor Ane har bygget hule under sofabordet og ligget der og nydt livet, mens Fyrsten har sovet længe, og Jasper og jeg har gjort klar til morgenmaden. Hvilket vil sige, at Jasper har tømt skraldespanden ud på køkkengulvet og omrokeret i skabet med gryder, mens jeg har smækket chiastykkerne i ovnen, dækket bord og sæt uret på 6 minutter og 21 sekunder. Chiastykkerne skal have 8 minutter i ovnen, hvilket giver æggene 1,5 minutter til at hvile, inden de ryger på bordet – det er jo nærmest meant to be;) Fyrsten  er vågnet til lyden af vores rumsteren i køkkenet og duften af lunt morgenbrød. Præcis som det skal være. Og hold op, hvor skal der i grunden åndssvagt lidt til sådan rigtig at hygge sig:) Huler, morgenhår og pålægschokolade. Og ingen havregryn. Og ingen BH. Bare god tid, varm kaffe og søvn i øjnene. Så synes jeg ærlig talt, at det er helt okay at springe over, hvor gærdet er bare lidt lavere end ellers. Særligt når man ikke behøver give afkald på hverken hygge, lækkerhed eller god samvittighed. Det er jo ikke kun æggene, der skal være smilende.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg gjorde lidt store øjne, da jeg åbnede posen med chiastykkerne. For der er ‘kun’ seks styk i en pose. Og jeg har en god appetit, særligt søndag morgen, når der både er ost, pålægschokolade, marmelade og honning på bordet. Seks stykker er jo nærmest kun nok til mig! Og da Jasper havde slikket smørret af sin første halve og stak klør fem i brødkurven og nuppede sig en ny, fik jeg koldsved på panden ved tanken om, at jeg nu måtte ofre enten pålægschokoladen eller honningen. Sofies valg! Men chiastykkerne mættede overraskende godt, og halvanden var faktisk alt rigeligt:)

Ane har virkelig nydt, at der efter lang tids tørke er blevet gjort lidt ekstra ud af morgenbordet igen. At der var andet end havregryn at putte sin pålægschokolade på. Alligevel så hun dog lidt forvirret ud i morges, da hun opdagede, at jeg havde sat blomster på bordet. For nej – det plejer jeg ikke, men når nu der skulle tages billeder, tænkte jeg, at det ville være fint. Ane kiggede mærkeligt på mig og spurgte “Har du nu fødselsdag igen??!”;)

Chiastykkerne er et helt nyt produkt fra Hatting. Stykkerne har både chiafrø i dejen og som drys på toppen. De er stenovnsbagt, hvilket giver sådan en lækker, sprød skorpe, som altså gør sig virkelig godt med en skive ost og en klat jordbær/rabarbermarmelade. Fyrsten havde aldrig hørt om chiafrø, før jeg smækkede dem på bordet, og han var en smule nervøs for, om de ville smage af kommen. Det er heldigvis ikke tilfældet. “De er pisse gode! Og det må du gerne citere mig for!“, sagde han. Det er hermed gjort;) Og er du en af dem, som også vælger at ofre hjemmebagen, når virkeligheden kræver noget andet, så er chiastykkerne altså et let og lækkert alternativ at have liggende i fryseren!

Chiastykkerne kan købes i Kvickly, Superbrugsen, Irma, udvalgte Daglig’ Brugsen, udvalgte MENY, Spar og KIWI butikker.

img_5596img_5594img_5593img_5597

 

 

9 års erfaringer rigere

En eftermiddag i august 2008 indfandt jeg mig på en indtil da ubekendt adresse i Københavns nordvestkvarter. Jeg var 24 år og netop blevet færdig på lærerseminariet, og jeg havde boet i København i lige knap tre uger. Samtalen fandt sted 5 minutter fra, hvor jeg boede, men alligevel nåede jeg at fare vild. Det var min anden jobsamtale den dag. Og faktisk kun min anden ‘rigtige’ jobsamtale nogensinde. Den første samtale var egentlig gået fint. Men kemien kunne ha’ været bedre. De spurgte, om der var noget, som jeg mente burde strammes lidt op. Og jeg vidste godt, at de selvfølgelig mente i forhold til mine faglige kompentencer, men jeg svarede at mine balder bestemt havde set bedre dage. De grinte ikke.

Så tog jeg videre til næste samtale. Jeg havde en blå skjortekjole på og et par sorte bukser. Undervejs på cykelturen satte buksebenet sig fast i min kæde, så de flænsede op. Og så var det, jeg farede vild. Så jeg mødte op med røde kinder, åndenød og ødelagte bukser. Men de var skide søde, de folk, der ventede mig. Og da den ene spurgte mig, om jeg følte mig i stand til at skulle stå overfor en flok barske teenagedrenge med galopperende ADHD, afbrød en af de andre og sagde “I kan jo høre, at hun er fra Lolland!” 

Jeg fik jobbet. Det andet, ikke det første. Så gjorde det med balderne heller ikke noget. Særligt ikke fordi det endte med at være mine bryster, som ufrivilligt gjorde lidt for opmærksomme på sig selv på min allerførste arbejdsdag.

Nu er der to dage tilbage, før jeg skifter job. Fra det sted, hvor jeg har været i snart 9 år. Jeg er faktisk den eneste tilbage på min afdeling fra dengang. 9 år er lang tid. Særligt på en skole, hvor folk ofte rykker rundt internt til andre afdelinger med andre målgrupper. Men jeg er blevet hængende. Fordi jeg elsker målgruppen og de barske drenge, som sjældent er helt så barske, som de gerne vil give udtryk for;)

Og hvad har de 9 år så indeholdt?? En masse faglig udvikling. Og personlig! En ordentlig røvfuld udfordringer og ditto aha-oplevelser. Uendeligt mange grin og uvurderlige venskaber, som jeg ved vil bestå. For eksempel med Danmarks stærkeste mand og kvinden med Danmarks smukkeste øjne. Det første er helt officielt, det er det andet ikke – men ikke desto mindre sandt! Jeg har lært en masse om konflikthåndtering, om undervisningsplanlægning og om socialpædagogik. Og jeg har lært, at man godt kan drikke små grå af en havenisse. Men at man ikke skal drikke snaps. Hverken af havenisser eller noget som helst andet. Og jeg har lært at man skal tjekke indstillingerne på sin telefon, så man ikke ufrivilligt viser bryster for sine kollegaer. Igen.

Jeg kunne sagtens ha’ valgt at blive på mit nuværende job resten af mine arbejdsdage. Og det er lige præcis derfor, jeg stopper. For jeg er kun 33 år. Og det her er mit allerførste job. Jeg skal se mere, prøve mere, udfordres mere. Alt imens jeg bestræber mig på, at tage mine vigtigste erfaringer med mig. Ja, jeg mener det med snapsen.

Jeg er pisse ked af at skulle stoppe i morgen. Og mærkeligt nok gør det mig glad. For hvor er det dog dejligt at kunne slutte af eget valg. Og fordi man har lyst til at prøve noget andet, ikke fordi man er træt af det, man har. At det ikke skyldes kedsomhed eller udbrændthed, men nysgerrighed og energi. Det er pisse ambivalent og pisse vemodigt, og det er præcis sådan, det skal være.

Det bliver godt, gør det! Og forhåbentlig helt fri for snaps og babs;)

img_5657

Tanker om langtidsamning. Igen….

img_5646

For nogen uger siden smed jeg dette billede op på bloggens facebookside, efterfulgt af denne tekst:

Hver eneste gang, der bringes en artikel om amning af børn over 1 år, så kommer kommentaren “Det er jo kun morens behov!”. HVER gang! Og så kan man begynde at forklare, at man ikke kan tvinge et barn til at amme. Og at amning er andet og mere end blot mad. Og at det er ret (læs: helt vildt meget!) irriterende altid at skulle overveje om det tøj, man nu har på, er ammevenligt. Og så videre….
Men jeg vil faktisk godt indrømme, at det er mit behov at amme. Det er mit behov at gøre det, som giver mening for mig og mit barn. Det er mit behov at følge ham og hans signaler. Det er mit behov at amme, indtil det ikke længere er hans behov. Og så længe jeg ikke uddeler smagsprøver til forbipasserende i Netto, så tænker jeg egentlig også, at det næppe bør kunne genere nogen andre:) 

Der gik lige knap et døgn, før der kom en kommentar om, at det tydeligvis var mit behov at amme, og ikke mit barns. Det er sgu da lidt skægt;)

Men jeg forstår virkelig ikke argumentet. Jeg forstår ikke, at det overhovedet er nødvendigt at komme med argumenter for og imod, når det handler om amning. Måske jeg bare ikke var opmærksom på det, før jeg blev mor, men jeg mindes ikke, at der dengang var tendens til at diskutere amning i det omfang, som der er i dag. Nu er der jo nærmest en artikel om emnet hveranden dag. Især om langtidsamning. Som oftest efterfulgt af et “Hvad synes du? Er det okay at amme så længe??”. Jeg er aldrig stødt på et opslag med omvendt fortegn – “Mor fravænner sit 5 måneder gamle barn. Hvad synes du? Er det okay at stoppe så tidligt?”.

Det sker ind imellem, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg stadig ammer. Jasper er lige knap 16 mdr. nu, og vi ammer en del. I hverdagen, hvor han er i vuggestuen, ammer vi morgen, eftermiddag, aften og nat, og i weekenderne er der fri bar(m), hvorfor det godt kan blive til en del amninger. Og det afføder altså nogen gange ovenstående spørgsmål, som jeg også svarede på, da Ane havde Jaspers alder. Dengang henviste jeg til diverse anbefalinger fra SST og WHO og fandt links til forskellige undersøgelser, som påviste de gode ting ved langtidsamning. Fordi jeg på en eller anden måde følte, at jeg skulle retfærdiggøre mit valg med nogen meget håndgribelige argumenter. Det er ikke det svar, jeg giver i dag, for det hænger faktisk ikke sådan sammen, og det gjorde det heller ikke dengang. Jeg er ærlig talt ret ligeglad med, hvad diverse undersøgelser siger. Det er da rigtig fint, at der er gode ting ved langtidsamning, men jeg ammer ikke, fordi det reducerer risikoen for brystkræft eller fordi det måske/måske ikke kan have en positiv indvirkning på Jaspers talesprog. Jeg ammer, fordi han stadig udviser et behov for og en lyst til det, og fordi jeg (for det meste) ikke har noget problem med det.

Og når jeg falder over en artikel eller en debat om emnet, så forsøger jeg virkelig at vende og dreje den og se det fra alle tænkelige vinkler. Fordi jeg ikke forstår det. Men jeg bliver sjældent klogere. Jeg kan simpelthen ikke få øje på, hvori problemet ligger.

Fra nogen lyder det, at børn over et år ikke bør ammes, fordi de er for store. Eller fordi de ikke har behov for det. Andre mener, at der ikke er næring i mælken, og at det er unødvendigt, mens nogen bare slet og ret mener, at det er ulækkert.

Men ingen af de forklaringer giver mening for mig. Overhovedet! Hvorfor er det bedre at give sut eller vugge i armene eller kysse sit barn, eller hvad man nu kan gøre for at trøste og yde omsorg? Hvorfor er dét okay, men amning ikke? Når nu det gør noget godt for mit barn at blive ammet, og når det ikke er noget problem for mig, hvorfor er det det så for andre?

Og hvorfor er amming kun ’tilladt’ i det omgang, hvor der er tale om et reelt behov? Mon de folk, som benytter sig af dette argument, har børn, der aldrig får fredagsslik? Eller ser tv? Og gad vide, om de aldrig selv spiser chokolade? Jeg mener, det er jo ikke et reelt behov. (Okay, den sætning er grænsende til blasfemi! Undskyld, Toblerone.)

Hvorfor forventes det, at man har en velovervejet begrundelse for at fortsætte amning efter 1 år? Jeg tænker egentlig, at det er et langt mere aktivt valg at stoppe, end det er at fortsætte med noget, som man allerede gør?

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det gang på gang skal debatteres. Jeg mener, kvinder er jo udstyret med bryster og mælkekirtler af den ene årsag at kunne ernære deres børn. Så hvordan kan det nogensinde være et relevant debatemne, at man vælger at gøre netop det? Eller at man vælger at gøre det i en periode, som er længere end normen?

Min søn har et behov for at amme, ergo har jeg et behov for amme. Og nu har jeg også er pludseligt opstået behov for Toblerone. Sådan kan det gå!

(Men helt seriøst – hvis I ligger inde med forklaringen på, hvad problemet med langtidsamning er, så er jeg pisse nysgerrig!)

Kærlighed og klubber

Indlægget er sponsoreret af Libero

Da vi fandt ud af at vi ventede Ane, var oplevelsen selvsagt noget anderledes, end vi havde forestillet os, mens vi kæmpede for at blive gravide. Jeg havde gennemlevet scenariet et utal af gange – hvordan jeg ville reagere, når jeg for første gang så de to famøse streger på testen. Hvordan jeg ville fortælle Jess det. Hvordan jeg ville fortælle mine forældre det. Og hvordan jeg ville fortælle min søster det – hun havde trods alt ageret heppekor i et par år. I stedet blev bøtten vendt på hovedet, og det blev min søster, der kunne overbringe os nyheden om, at vi skulle være forældre. Dét scenarie havde jeg ikke gennemlevet! Og jeg ville med garanti have forestillet mig, at det i så fald ville indeholde en mindre grad af “WAUW”  og “WIIIIII“, end hvis jeg selv stod for at frembringe den ekstra røde streg. Heldigvis var der lige præcis så meget “WIIIIIII“, som man kan forvente, når man opdager, at man venter sig – også selvom at det på ingen måde blev, som vi havde forestillet os. Jeg tror ikke, at det var muligt for mig at være mere lykkelig – heller ikke hvis jeg selv havde været gravid. Og jeg gjorde som mange andre nygravide og tilmeldte mig diverse grupper og nyhedsmails, så jeg uge for uge kunne følge med i min datters udvikling. Og da vi nåede dertil, hvor hun begyndte at kunne høre, indspillede jeg en sang fra Bamse og Kylling, som jeg tvang min søster til at spille for maven. Hun adlød – modvilligt. Jeg har ikke verdens smukkeste sangstemme, lad os bare sige det sådan;)

De fleste vil nok tænke, at det må være en mærkelig følelse at vente sig uden at være gravid. At følge med i barnets udvikling i maven uden selv at kunne mærke eller se det. Men jeg kendte jo ikke til andet. Indrømmet, så kunne jeg godt, midt i al min glæde og taknemlighed, blive misundelig på min søster. Fordi hun mærkede min datter indefra, følte hendes spark og fornemmede hendes hikke. Jeg var bange for, hvordan det ville føles, når jeg fik Ane i armene – om vi ville kende hinanden. Den følelse forsvandt dog i det sekund hun åbnede sine store, mørke øjne og så på mig. Så kunne det ikke være anderledes. Vi var bare hinandens.

Graviditeten med Jasper blev selvfølgelig meget anderledes. For denne gang var det min graviditet. Det var min mave, han voksede i. Men lykken og forventningen var hverken større eller mindre. Jeg fik bare lov til rent fysisk at kunne følge med på en anden måde:)

image

Under begge graviditeter har jeg været tilmeldt Libero Klubben. Faktisk kan jeg se i min indbakke, at jeg meldte ind på dagen for gennemscanningen med Ane:) Med Ane brugte jeg den til at få relevante artikler og tips i min indbakke og til at samle koder på blepakkerne, som kunne byttes til forskellige sager som legetøj, udklædningstøj mm. Da jeg blev gravid med Jasper gik jeg blot ind og tilføjede en ny graviditet, så jeg kunne modtage mails om både den periode, som Ane var i aldersmæssigt, men også om den nye graviditet.

Men faktisk har Libero klubben udviklet sig en del fra dengang, jeg stiftede bekendtskab med den i 2013 til i dag, og den har fået flere anvendelsesmuligheder:

– Forældreforum. Der er nu lavet et socialt forum, hvor man kan skrive sammen med andre forældre.

– ‘Barnets bog’. Der er også lavet en digital form for barnets bog, hvor man kan sætte billeder ind og skrive noter om de første dage som forældre, det første smil, det første bad mm. Og man har mulighed for at gøre den synlige for udvalgte, således at bedsteforældre og andre interesserede kan følge med.

– Artikler målrettet den periode, dine børn er i. De var der også i ‘gamle dage’, men jeg synes, at overblikket er langt bedre i dag. Når jeg fx. klikker ind på Jaspers profil på min klubside er der gode tips til hvordan man takler det, når børn slår eller river hinanden, hvor jeg på Anes profil kan finde artikler om, hvad man lave af hyggelige hjemmeaktiviteter, forslag til apps og brætspil mm.

Det er naturligvis fuldstændig gratis at melde sig ind i klubben, som man kan gøre lige her. Og nu man er i gang, kan man, hvis man er gravid eller baby under 4 uger gammel, bestille en blepakke med prøver på Libero Touch i str. 1 og 2 – det er ikke helt dumt:)

libero

Den ideelle aldersforskel på søskende

Jeg er medlem af et hav af forskellige online mødregrupper, og her sker det ofte, at folk søger svar på, hvad der er den ideelle aldersforskel på søskende. Og det er der naturligvis ikke noget entydigt svar på.

Jeg havde selv en forestilling om, at skulle vi have en 2’er, skulle der være ca. 3 år imellem. Udelukkende fordi det er det jeg kender fra mig og min storesøster. Derudover havde jeg ikke gjort mig en skid af overvejelser i forhold til aldersforskel. Så vi gik ligeså stille i gang i februar 2015, da Ane var 18 mdr. gammel. For det ville jo helt sikkert tage en del tid, før jeg blev gravid. Ja, faktisk var vi nok gået alt ‘for sent’ i gang, og så ville hun nærmere blive 4 år, men det ville også være okay. Sådan gik det som bekendt ikke. Vores første behandling i februar blev aflyst pga cyster, så vi sad en omgang over og startede op igen i marts. Og blev på magisk vis gravide i første (ja, eller 11.) forsøg. Dét havde jeg på ingen måde forventet!

Det skete mere end én gang, at jeg under min graviditet mødte folk, som stak mig et lettere sarkastisk “Held og lykke med det!”. Der er åbenbart en eller anden indforståethed blandt forældre, som går på, at dét at have to blebørn er noget nær det værste, man kan byde sig selv. Jeg forstod det ikke helt under min graviditet. Og jeg overvejede flere gange, om det helt konkret var bleerne, der var problemet?;)

Der er 2 år og 5 måneder mellem Ane og Jasper. Og det er den ideelle aldersforskel. For os! Og havde der været tre eller fire eller otte år, så havde det været det perfekte. Sådan tror jeg heldigvis, at de fleste er indrettet – at man ikke ville bytte det, man har, for noget andet i verden.

Jo, der har været øjeblikke, hvor jeg har stået med er grædende spædbarn på den ene arm og en skrigende 2-årig på den anden og tænkt “Fuck!“. Men jeg er helt ærligt sikker på, at jeg ville ha’ tænkt det samme i en eller anden anden situation, hvis jeg havde stået med et spædbarn og en 10-årig. Børn har det med at fremkalde “Fuck!”-situationer fra tid til anden – det er en del af pakken.
Ja, vi har haft to blebørn. Og ja, det med bleerne betyder faktisk noget sådan helt konkret – det er pisse dyrt;) Men derudover har jeg ikke én eneste dårlig ting at sige om aldersforskellen på vores børn! De har så meget glæde af hinanden allerede nu, og jeg forestiller mig kun, at det bliver endnu bedre, når Jasper forstår, at man også kan BYGGE med Duploklodserne, ikke bare kaste med dem. Og de kommer da helt sikkert til at synes, at hinanden er pisse irriterende. Men igen – det har ikke noget med alderen at gøre, det hører med til at være søskende. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at det ville ha’ været bedre for os eller Ane, hvis Jasper var kommet enten tidligere eller senere. Han kom, præcis da han skulle.

Jeg tænker, at man skal få børn, når man har lyst. Der er ingen opskrift. Og det, der er perfekt for Lone fra din søsters mødregruppe, er det ikke nødvendigvis for dig. Man kan planlægge sig ud af meget, men man ved jo for dælen aldrig, hvad fremtiden bringer:) Jeg synes tit, jeg hører folk sige, at der bør være minimum tre års aldersforskel. Og der er da muligvis ting, der er lettere eller andre fordele, hvis man får børn længere fra hinanden, end vi har gjort. Men det er der garanteret også, hvis man får dem tættere på hinanden. Der er verden heldigvis så snedigt indrettet, at hverken forældre eller børn er ens, og at man ikke ved det, før man står i det. Og når først man gør det, så kender man jo ikke rigtig til andet;)

Når det er sagt, så må jeg hellere lige tilføje, at 17 års aldersforskel, som der er på Ane og Oliver, også er ret så perfekt;) Han synes, hun er det mest vidunderlige i verden, og hun synes, han er det allersejeste<3

image

img_4902

 

Nye sko, ny taske og nyt job

Indeholder reklamelinks:)

Jeg var jo så heldig at få to smukke kjoler fra Dress the Bird til min fødselsdag:) Men da de var ens, røg den ene retur, og i stedet modtog jeg i går de sko, som jeg i dette indlæg omtalte som verdens smukkeste sko. For sådan så de virkelig ud på billedet! Og jeg havde en lille smule dårlige nerver, da jeg åbnede pakken, for de kunne jo næsten kun skuffe, ikk’?! Det gjorde de bare ikke. Slet, slet ikke! De er ikke alene helt åndssvagt fine, de er også ualmindeligt behagelige at have på:) Jeg er ikke garvet i det med høje hæle, men dem her kan jeg helt sikkert danse i hele natten! Yay, jeg er glad:)

img_5497

Og så er fødselsdagsgaven fra Fyrsten endelig landet. Det tog noget tid, og pakken har både været frem og tilbage og forsvundet, før den landede i Palæet. Men den var ventetiden værd! Den lækreste skindtaske fra Redesigned by Dixie købt lige her (reklamelink) – og den har præcis den størrelse og form, som jeg syntes, jeg manglede. Stor nok til at kunne huse både pung (også en fødselsdagsgave og også fra Redesigned by Dixie, den findes her (reklamelink)), kalender, vandflaske, en bog mm., men lille nok til at tingene ikke på magisk forsvinder og først kommer frem fra dybet halvanden måned efter, man skulle bruge dem. Den har to store udvendige lommer med trykknap, to åbne og en lukket indvendig. Jeg er fan! Og ps. så er der 25% på både taske og pung lige nu – typisk! Men dejligt for jer;)

img_5513 img_5514

Derudover har jeg også fået en anden lille, ny ting, som jeg endnu ikke har delt med jer – nemlig et nyt job. For nogen uger siden, mens Jasper kastede op i stride strømme, formåede jeg på forunderlig vis at banke nok faglig viden ud af den støvede barselsknold til at overbevise en flok søde og dygtige mennesker om, at de burde give mig et job. Hvordan det lige lod sig gøre, har jeg stadig ikke helt forstået;)

Egentlig ledte jeg slet ikke efter et nyt job. Jeg har været det samme sted siden 2008, og jeg er virkelig glad for det! MEN jeg har lidt luret på det andet sted fra tid til anden, fordi det bare virker som en sindssygt spændende arbejdsplads. Hvad og hvor tænker jeg at holde for mig selv, men det er indenfor samme felt, hvor jeg altid har været, nemlig specialundervisning. Dog med et andet teoretisk udgangspunkt og en lidt anderledes elevgruppe, hvilket også er det, der tiltaler mig virkelig meget – muligheden for at udvikle mig fagligt, dykke ned i nye metoder og blive klogere på mig selv og min egen praksis.

Det er pisse angstprovokerende for sådan en tryghedsnarkoman som mig. For man ved, hvad man har, ikk’?! Og det, jeg har, er godt! Men jeg tror også, at det er virkelig sundt at udfordre sig selv og prøve noget andet. Det er noget, jeg ikke altid er god til, men lige med hensyn til dette, så stod sol og måne bare helt perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg for mig. Og på trods af stort vemod over at skulle sige farvel til et sted og i særdeleshed til folk, som jeg holder af, så glæder jeg mig også helt vildt meget til at kaste mig over det nye:)

Jeg var dog lige ved at skide grønne grise, da jeg skulle til samtalen. Og nej, Jasper havde ikke smittet mig;) Men jeg er bare slet ikke trænet i det der med at gå til samtaler. Og jeg er ikke god til at ‘sælge’ mig selv. Og det tænkte jeg, at jeg skulle. Indtil Fyrsten sagde noget andet. “De kan jo læse sig frem til og høre fra dine referencer, at du er dygtig. Det ved de allerede, det er derfor, du skal til samtale. Du skal ikke sælge dig selv – du skal være dig selv. For de skal beslutte, om du er en, som de har lyst til at tilbringe fem dage om ugen sammen med. Og DU skal mærke efter, om du har lyst til at være sammen med dem. Om de er noget for dig.” Og han har jo ret. Som altid.
Samtalen var kl. 9 om morgenen. De havde sat en skål slik på bordet. Så var der ligesom ikke så meget at rafle om – den slags mennesker er lige noget for mig;)

Så d. 1. maj starter jeg op på nyt job. Jeg håber, de har slikskålen klar!

At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

At Google og græde

Det var ikke svært at få Ane til at tage et par bukser på i dag, hvor vi skulle i biffen og se ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Vi skulle ha’ været af sted for et par uger siden, hvor hun desværre blev syg, så hun har haft lang tid til at se frem til i dag. Særligt fordi bedsteveninden Karla og hendes mor skulle med. Egentlig tror jeg, at det var det, der fyldte mest for Ane – at skulle være sammen med Karla. De har ikke set hinanden i de 3 uger, der er gået, siden Karla har skiftet børnehave, og det er ret længe med tanke på, at de har hængt sammen som ærtehalm det meste af deres liv. Og gensynsglæden var da heller ikke til at tage fejl af. De fløj i armene på hinanden og slap ikke igen, før vi skiltes ved Hovedbanen fire timer senere. Så dejligt! Og da jeg kyssede hende godnat her til aften og sagde “Jeg elsker dig!”, svarede hun:  “Og jeg elsker Karla!”.

Filmen var virkelig god! Forstået på den måde, at den havde det helt rette indhold og den perfekte længde til en 3,5-årig. Ane er ikke vant til at gå i biografen, så jeg har været meget i tvivl om, hvor lang en film, hun ville kunne holde til. Men denne var helt perfekt! Der blev både grint og kommenteret højlydt undervejs:)

Vi har generelt haft nogen skønne påskedage! Stort set uden konflikter, hvilket er helt fantastisk – og ualmindeligt. Jeg har vist nævnt det et par gange før, men jeg har aldrig syntes, det var specielt hårdt at have et spædbarn. Jo, i elementer og perioder, naturligvis. Men i det store hele, så nej – det har ikke været hårdt. Jeg er til gengæld blevet vanvittigt udfordret ved at have en 2-årig. Og en 3-årig. Det har sat min tålmodighed og mine ellers normalvist velfungerende pædagogiske evner på en hård prøve. Der har – næsten uden undtagelse – været konflikter hver eneste dag i halvandet år. En masse små, men godt nok også en masse store. Jeg har siddet grædende på køkkengulvet mere end én gang og Googlet ‘børn og borderline’, ‘børn og ADHD’, ‘børn der skriger’ mm. Heldigvis er jeg udstyret med både en fantastisk storesøster og ligeså veninder, som har tørret min tårer væk, kigget på mig og sagt: “Det er helt normalt! Det er en fase! Det går over!“.

Og jeg tror, at de har ret. Heldigvis. Gennem de seneste måneder har vi kunne have flere sammenhængende dage uden konflikter. Det sker faktisk efterhånden så tit, at jeg glemmer at bemærke det, før jeg pludselig står midt i orkanens øje og tænker “Hey?! Det er da i grunden et par dage siden, vi stod her sidst??”. Og netop derfor er overskuddet så pludselig et helt andet, når først får smidt en konflikt og et stykke tilfældigt legetøj i hovedet. Tålmodigheden er større og selvtilliden det samme, og en konflikt er bare nemmere at håndtere, når man ikke ryger ned på den 3-åriges niveau. Og det kan jeg desværre godt have tendens til, når jeg er presset, og når jeg står med den samme uforståelige konflikt for 32. gang på en uge. “Nej, du må ikke ha’ iPaden med i bad! Nej, du skal ikke smøre de franske døre ind i yoghurt! Jo, du skal have en jakke på, når det regner!” – sådan er svaret de første par gange. Men gang nr. 17 og opefter bliver mere noget i stil med “Og hvis du ikke sætter det yoghurt fra dig nu, så kører vi ikke ned til moster i weekenden, og du får aldrig mere fredagsslik, og ps. Julemanden findes IKKE!” Jeg har virkelig reageret og handlet uhensigtsmæssigt. Og for fanden, hvor har jeg været træt af mig selv. Træt af at ty til trusler eller bestikkelse, fordi alle andre muligheder var brugt op. Eller fordi overskuddet var brugt op. Nok mest det sidste.

Men som sagt bliver der længere og længere mellem konflikterne. Og når de så dukker op, har jeg nået at samle tilpas meget overskud til at kunne håndtere dem. Og sågar tage dem i opløbet fra tid til anden. Det er virkelig rart. For mig, men med garanti også for Ane. Man har ligesom brug for at ens mor opfører sig som en voksen, ikk’?!

Påsken er kommet og gået uden snerten af konflikter. Jo jo, de små og forventelige, men det tæller ikke, når man kender til den anden slags. Dem, der får én til at græde og Google. Og de har været fraværende. Helt og aldeles. Og tilbage har været Ane, når hun er allersødest og sjovest. Og dét er så absolut, det bedste jeg ved!

img_5449

Bananpandekager a lá Ane

Ane og jeg besluttede os for at lave en omgang bananpandekager i dag, mens Jasper sov lur. Jeg plejer at bruge en opskrift fra min veninde, Maria, men jeg ku’ ikke finde den, og derudover mindes jeg, at den var ret sund – og det var hverken Ane eller jeg i humør til;)

Så vi improviserede, og det blev til de lækreste bananpandekager, jeg nogensinde har smagt:)

Så mangler I lidt at fylde i hovedet her i weekenden, så kunne I da passende kaste jer over banankager a lá Ane!

 

Ingredienser:

2 modne bananer

3 æg

1 dl havregryn

1 dl hvedemel

1 tsk vanilie

1 tsk kanel

1 tsk bagepulver

1 håndfuld hakkede mandler

4-5 skiver knust pålægschokolade

 

Hele daduljen røres sammen og steges i koldpresset økologisk kokosolie. Ej, det er gas – smør, sgu da;)

God fornøjelse:)

img_5427

img_5428