Det er ligesom at køre på cykel….

img_5368

Jeg har i dag kørt bil for første gang siden natten mellem d. 2. og 3. august 2013. Og ja, jeg kender den præcise dato, for det var den nat min søster ringede og sagde, at vandet var gået, og jeg satte mig bag rattet og fragtede mig og Fyrsten til Falster for at blive forældre.

Jeg KAN godt køre bil, når det virkelig gælder. Jeg er bare helst fri. Og det er pisse mærkeligt og åndssvagt, for i de første år, hvor jeg havde kørekort, kørte jeg ofte bil. Og da jeg startede job i Kbh, kørte jeg minibus med seks-syv højtråbende unger bag i. Men af en eller grund begyndte jeg at få det dårligt med det. Jeg fik nærmest angstanfald, når jeg satte mig bag rattet ved tanken om, hvor jeg skulle parkere, og om jeg kunne få bilen ud igen osv. Og særligt fodgængere og cyklister kunne hyle mig helt ud af den, for de er jo fuldstændigt utilregnelige! Og så stoppede jeg med at køre bil. Nærmest fra den ene dag til den anden.

Men i dag var vi til påskefrokost i Nakskov. Og jeg havde sagt til Fyrsten, at han sagtens ku’ drikke et par øl. Så ku’ vi bare tage toget til Maribo, hvor vi skulle overnatte og hente bilen i morgen. Det var en god plan. Indtil klokken blev over ungernes sengetid, og det gik op for mig, at vi er på Lolland. Og det er helligdag. Hvilket vil sige at togene kun kører én gang i timen. Så var den plan ikke så god længere. Og selvom det at køre bil kan virke skræmmende, så blev jeg mere nervøs ved tanken om at skulle have to overtrætte børn og en gammel hund – altså, Cash – ikke Fyrsten;) – med toget klokken alt for sent. Så jeg foreslog stille, at jeg måske ku’ køre bilen. Den idé var Fyrsten med på! “Du kan godt!”, sagde han. “Det er ligesom at køre på cykel.” Det vil jeg så godt afsløre, at det ikke er. Det er overhovedet ikke ligesom at køre på cykel. Det er ligesom at køre bil. MEN jeg gjorde det sgu:) Helt uden panikanfald eller snerten af sved på panden. Jeg satte mig bare bag rattet og kørte. Som det mest naturlige i verden. Okay, jeg skulle lige dobbelttjekke med Fyrsten, hvad der nu sad hvor, men derefter gik det rimelig glat. Og ifølge Fyrsten og Ane, så gjorde jeg det godt. “Se, Jasper! Det er mor, der styrer bilen!!!!” Jeg er helt stolt af mig selv! Og jeg forstår godt, hvis det ikke giver mening for habile bilister. Men for mig er det altså pisse stort! Ikke så meget det at have kørt, men det at jeg overkom min noget irrationelle angst og faktisk havde en rigtig god oplevelse med det.

Jeg er sej, sgu! Det var bare lige dét, jeg ville sige:)

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

img_5354

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)

Nogen dage skal man bare ha’ bar røv og spise is!

Da vi stod op i morges, spurgte jeg Ane, hvad hun gerne ville lave i dag. “Jeg vil godt ha’ bar numse. Og spille iPad. Og spise is!” 

Det er først indenfor det seneste år, at jeg sådan for alvor har sluppet det der med at sammenligne mig med andre mødre. Jeg tror egentlig, det er helt uundgåeligt, at man gør det på nogen punkter. Og hvor jeg på mange måder føler, at jeg hviler 100% i min måde at være mor på, så er der også punkter, hvor jeg til tider kan føle, at jeg burde gøre mere og andet, end det jeg gør.

Jeg burde tage mine unger med i Zoologisk have og på museum, vi burde tage på ture og ferier. Vi burde give dem flere og større oplevelser, end det vi gør. For det gør andre forældre.

Men vi er hjemme-hygge-mennesker. Vi spiller vendespil og bygger huler under spisebordet. Vi klæder os ud og danser til radioen. Vi brækker gulve op og planter bærbuske i haven. Og vi skaber børn, som, når adspurgt hvad de allerhelst vil lave, egentlig bare gerne vil ha’ bar røv.

Så det har vi gjort i dag. Haft bar røv. Altså for Anes vedkommende. Jeg har haft morgenhår og dårlig ånde. Og vi er dykket ned på bunden af en sø for at hente Bamses vandkande, og vi har bagt en kage til Motormille. Og vi har spist is til frokost og kage til dessert. Bare rolig – det var hindbæris og citronkage, så vi har fået frugt! Og hvor jeg er sikker på, at elefanter ville ha’ imponeret Ane ret meget, så kan jeg afsløre, at det heller ikke gik stille for sig, da hun opdagede, at hendes mor kan gribe en bold med én hånd! Eller at hendes far kan jonglere (ja ja, der var lige en, der følte trang til at blære sig med sine motoriske evner!).

Så nej, det blev ikke til Zoologisk have eller DGI-byens svømmehal i dag. Heller ikke i dag. Men det blev dælme ret så hyggeligt alligevel:)

Og når nu man har haft bar røv hele dagen, så er det vel passende at slutte den af med at iføre sig både bukser og shorts;)

img_5336

Når man bliver ramt i hjertekulen

Jeg fik en mail i dag, som ramte mig lige i hjertekulen og efterlod mig med en klump i halsen og tårer i øjnene.

Mailen var fra Titan. Jeg kender ham ikke. Men han skrev til mig i håbet om, at jeg ville hjælpe ham med at nå ud til folk på hans og kæresten Stines vegne.  Og det tog mig under 3 sekunder at tage stilling til, at jeg selvfølgelig gerne ville det!

Stine er nemlig ramt af kræft. For tredje gang. Og som situationen er nu, er behandlingsmulighederne i Danmark udtømt. Men der er stadig hjælp at komme efter i Tyskland og Finland, hvorfor Titan har startet en indsamling til at finansiere dette, samt diverse kosttilskud, cannabisolie mm, som kan lindre Stines smerter. Han har også arrangeret en støttekoncert, som afholdes i Brøndby på onsdag – den kan I læse mere om her.

stineogtitan

Stine er 32 år gammel. Ligesom mig. Men hvor mine største problemer pt. er den tilsyneladende bundløse vasketøjskurv og det faktum, at vi er løbet tør for ost til morgenmaden i morgen, så kæmper Stine for sit liv.

Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan livet må være for Stine og Titan lige nu. Og jeg kan på ingen måde gøre det lettere. Men jeg kan gøre det her! Jeg kan lytte til Titans bøn og gøre mit bedste for at hjælpe ham med at hjælpe Stine.

For et par uger siden skrev jeg, at vi havde været så uheldige at have indbrud i bilen. Det indlæg indeholdt et reklamelink til de solbriller, som blev stjålet. Og I var søde at klikke på det, så jeg ku’ skrabe lidt penge sammen til et par nye solbriller til Fyrsten. Det blev til 233 kr. Dem har jeg netop overført til Titans indsamling. For Fyrsten kan godt undvære et par solbriller lidt endnu. Titan kan ikke undvære Stine!

Måske der er noget, som du kan undvære?

– Du kan støtte Titan og Stine HER, hvor du også kan læse mere om deres historie og nuværende situation. Du kan også støtte via mobilepay på 61696270.

 

Lidt om natamning

Jeg er i syv sind lige for tiden i forhold til Jaspers tætte forhold til mine bryster i tidsrummet 23-5. For det er tæt. Meget tæt! Og har han ikke et bryst i munden, så har han et mellem fingrene – nulre nulre nulre. Der er ganske enkelt ikke noget mere frusterende end at ligge der og blive holdt vågen af en konstant nulren, når man ved, at vækkeuret kan ringe når som helst. Det gik an, mens jeg stadig havde barsel, men nu er det bare ikke sjovt længere.

Og hvorfor er jeg så i syv sind? Vi kan jo bare droppe de natlige amninger! Der er bare ikke noget ‘bare’ ved det. I hvert fald ikke for mig. For jeg er slet ikke i tvivl om, at antallet af amninger og den pludselige nulren er direkte sammenhængende med vuggestue- og jobstart. Vi ammer langt mere om natten end tidligere, for han har større behov for nærhed og omsorg. Og det får han i brysterne.

Og I behøver ikke fortælle mig, at det er okay at droppe natamningerne. At jeg stadig er en god og omsorgsfuld mor, selvom jeg kræver min ret til uberørte babser i nattetimerne. Det ved jeg godt:) Derfor er det stadig bare svært. For jeg har ikke lyst til at fratage ham noget, som han så tydeligt giver udtryk for at have behov for. Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at det er jeg nødt til. For min egen skyld. Og at jeg jo kan give ham nærhed og tryghed på alle mulige andre måder. Det er bare en stor ting for mig at skulle lave sådan en markant ændring i hans rutine, for det må det bestemt siges at være efter 15 måneder med fri bar(m).

Jeg har besluttet mig for, at vi giver det måneden ud. Og har det ikke fundet et tåleligt leje, så må han på afvænning, og jeg må på sofaen. Jeg mindes heldigvis, at det gik forholdsvis nemt med Ane, så forhåbentlig gør det samme sig gældende denne gang.

Ammer I andre ‘langtidsammere’ om natten? Og har I også oplevet, at amningerne har taget til ved vuggestuestart? Jeg håber og tror, at det er det, der spiller ind her, og at det kommer tilbage til normalen, når han vænner sig til den nye virkelighed!

 

img_5135

Kan man være civiliseret med trusserne på vrangen??

Vi gjorde det sgu! Nåede ud ad døren til tiden i morges med kun et enkelt bump på vejen. Jeg havde tegnet Gurli Gris på tv’et på Anes skema, hvilket jeg burde have sagt mig selv, at hun ville tage meget bogstaveligt. Det udløste en mindre krise, som dog heldigvis ikke var værre end, at den kunne klares med et glas saftevand. Ja, jeg er sådan en mor! Tak, verden, for den vidunderlige opfindelse som er sukker<3

Jasper blev afleveret uden problemer. Han hoppede bare over til en pædagog og vinkede til mig og Ane. Med tanke på hvor lidt han har været i vuggestue i marts, er jeg helt på røven over, hvor fint han takler det!

Jeg fik også afleveret mig selv på job i god tid til lige at drikke en kop kaffe og hyggesludre med kollegerne. Og jeg følte mig helt voksen og civiliseret, som jeg stod der i rent tøj og med lukket ammebh. Den følelse formåede jeg at holde fast i helt til kl. 16, hvor jeg opdagede, at jeg havde mine trusser på på vrangen. Men altså – to ud ad tre er heller ikke skidt, vel?!

Nu er Fyrsten ved at putte ungerne, og jeg skal kigge på lidt forberedelse til i morgen. Vi skal besøge Toms chokoladefabrik – det er i sandhed en tung tjans at lægge ud med ovenpå halvandet års barsel;)

Og tak for jeres søde kommentarer til indlægget i går! Jeg blev vist lidt emotionel. Og nej, det er heldigvis ikke sådan, at jeg på nogen måde påtænker at lægge bloggen på is – den kommer til at få lov at fylde det, jeg nu har lyst og overskud til ved siden af en 42 timers arbejdsuge og et helt almindeligt familieliv. Og den har jo altså overlevet en endt barsel før, så mon ikke det også går denne gang? Jeg bilder også mig selv ind, at det har en værdi for jer, at jeg nu bare er en helt almindelig mor, som skal forsøge at jonglere job, børn, mand og hus og samtidig forsøge at vende trusserne den rigtige vej;)

img_5173

– Så ser jeg ud nu. Med åben ammebh og broccoli på skjorten (den fås her (REKLAMELINK), broccoli forhandler de vist ikke). Og nej, jeg har ikke vendt trusserne. De sidder ligeså godt.

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ‘skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

Madlavning for dummies – Pasta, tun og broccoli

Nåååå, men I bad selv om det😉

Forleden beklagede jeg min nød på Snapchat. For jeg er gået fuldstændig kold i forhold til idéer til madplanen, hvorfor jeg altid ender med at lave de samme retter uge efter uge. Ind imellem drister jeg mig til at kaste mig over Google eller en tilfældig kogebog, men jeg står simpelthen af på retter, som kræver for meget tid eller for meget forberedelse, og så ryger jeg tilbage i rutinen.

Folk på snappen var skide søde til at komme med gode forslag, og et par enkelte spurgte, om jeg så ikke til gengæld ville dele nogen af mine ‘hofretter’. Og det gør jeg gerne! Men jeg siger lige – det her er madlavning for dummies! Jeg kan ødelægge både gryde og køkkengulv, når jeg skal koge ris, så niveauet er derefter. Jeg bruger Dolmio, når jeg laver kødsovs, og de eneste sovser, jeg kan lave, er dem fra Knoor. Så er du sådan én, der gerne vil udfordres lidt, og som synes, det er spændende at afprøve nye eksotiske krydderier, så er det NU, du skal stoppe med at læse. Vil du bare gerne ha’ lidt inspiration og skal det være helt vildt nemt, hurtigt, billigt og børnevenligt, så er du havnet det rette sted;)

 

Pasta, tun og broccoli – tid: 15 minutter

Ingredienser:

en pakke frisk pasta (vi bruger den med spinat)

to dåser tun

broccoli

salt, peber, hvidløg

revet mozzarella

 

To dåser tun smides i en gryde med lidt salt, peber og hvidløg. Det lunes ved middelvarme i ca. 10 minutter. Og ja, varm tun lyder klamt. Men det er det virkelig ikke!

Broccolien smides i kogende vand, og får kun lige et par minutter, så der stadig er bid i. Broccolien fiskes op og frisk pasta smides i vandet og koges i ca. 5.

Jeg serverer det seperat, så man selv kan øse op, da jeg ikke er fan af broccoli, der smatter;)
Masser af revet ost ovenpå – det er prikken over i’et! Det er heller ikke dårligt med et hvidløgsflutes til.

Nemmere bliver det altså ikke:)

img_5131

Forresten #20

–  vil jeg virkelig godt ha’ raske børn i dag! Det vil jeg egentlig godt alle årets dage, men lige i dag hænger alt det her sygdom mig virkelig langt ud ad halsen!

– skal jeg ha’ kigget lidt nærmere på Hvidovres mormorordning, som er en ordning, hvor man kan leje en ‘mormor’ til at passe ens syge børn, så man selv kan passe sit job. Det var aldrig nødvendigt med Ane, da hun var lille, men lige nu tegner der sig lidt et andet mønster….

– er jeg nødt til at spørge jer, der ligesom os, ikke har hele familien lige rundt om hjørnet, hvordan dælen I får hverdagen til at hænge sammen ved sygdom?

– vil jeg virkelig, virkelig, virkelig håbe, at Ane bare er ramt af sådan en gang en-dages-feber. Findes det? Vi er inviteret i biografen i morgen for at se ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Og Ane har set traileren en million gange og talt ned siden mandag. Det ville gøre mig så trist, hvis hun skulle gå glip af det.

– var jeg på loppemarked i formiddags og købte 10 Tivoli-plakater for 20 kr! De er så fine, og jeg forestiller mig, at de skal bruges som tapet på lågerne på det skab, som Fyrsten skal bygge på førstesalen.

img_5140

– skal I have kæmpe mange tak for alle jeres stemmer i Silvan-konkurrencen. Vi fik lov at blive i top 20, så nu venter vi spændt på, at vinderne bliver trukket:) Tak!!!

– savler jeg pt over de her sko. Det er ikke et reklamelink. Det er til gengæld de smukkeste sko, jeg nogensinde har set. Og de ville gøre sig så fantastiske godt sammen med den stribede kjole, som jeg har ønsket mig til min fødselsdag.

img_5138

– savler jeg også lidt over det her krus (dét er et reklamelink!), som faktisk også ville stå ret godt til kjolen;) Og nej, man ikke få for mange krus!

– er jeg ikke hoppet på en eneste aprilsnar! Endnu….

– synes jeg faktisk, at 1. april er pisse irriterende! Gør det mig gammel og mavesur?

– overvejer jeg at dele sådan nogen ‘Madlavning for dummies’-indlæg. Faktisk har jeg allerede skrevet et. Men jeg er bange for, I vil grine af mig. For det er VIRKELIG for dummies. For sådan en er jeg, når det kommer til madlavning. Og jeg tænker, at I måske er alt for blogificeret til at overhovedet at ha’ interesse i opskrifter, som ikke kræver 27 ingredienser og ikke er Instagramvenlige sådan rent udseendemæssigt?

– vil jeg virkelig godt ha’ raske børn. Og kold hvidvin. Og lyserøde sko!