Når tingene vokser én over hovedet….

Tingene vokser mig lidt over hovedet for tiden, og mine korte, hjulbenede stænger løber ekstra stærkt for at kunne følge med. Men det er okay. Det er dens slags hurtigløb, som får pulsen op, så man mærker, at man lever – ikke den drænende slags.

Det nye job er selvfølgelig en del af det.  Her foregår spurten hovedsageligt i mit hoved, hvor jeg suger alt det nye til mig og prøver at finde plads til det i de rette kasser i mit hoved. Jeg føler, at jeg lærer noget hver eneste dag, og selvom det på selvfølgelig koster lidt på overskudskontoen, så fylder det mig også med energi. Fordi det er nyt og spændende og lærerigt, og fordi alle mine bange anelser om, hvorvidt man kan lære gamle hunde nye tricks, er blevet manet til jorden. Det er, nu jeg står midt i det, slet ikke så angstprovokerende det der med et jobskifte efter så mange år. Tværtimod fylder det mig med fornyet nysgerrighed og et kæmpe drive i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt.

Men tingene herhjemme skal jo også passes. Og vi har meget at passe. To børn, to dyr, en renovering og en kæmpe, tilgroet have. Og særligt haven var bogstavelig talt vokset os over hovedet. Vi har en sti midt i haven, som er omkranset af buske og træer. Den tjener intet andet formål end at være hyggelig. Ane elsker at lege i den og gemme sig. Som var det en labyrint. Og den har fået lov at vokse vildt og frit i håbet om, at den kunne vokse sammen i toppen og blive endnu mere labyrint-agtig. Fin idé, men som med så meget andet, så er praksis ofte en anden sag. Havde vi haft en park, så okay. Men vi har 700 kvm have, som man pludselig ikke kunne se for bare buske. Så i weekenden klippede Fyrsten hele lortet ned i en meters højde, så man nu kan sidde på terassen og se ned til legehuset og gyngestativet. Og rent mentalt har det altså gjort noget for mig. Nu har jeg lyst til at opholde mig i haven, for den er ikke længere en stor, fed, grøn pil på alle de ting, som jeg burde lave.

Så nu laver jeg samme bevægelse i udestuen. Altså, jeg klipper den ikke ned, men jeg muger ud. For den er blevet holdeplads for en del ting fra førstesalen. Og det var fint nok i en periode. Men så længe at vi holder fast på at tage renoveringen i roligt og realistisk tempo og ikke lade den stresse os, så må der gøres noget andet. For ellers bliver det domino på det virkelig ufede måde. At det midlertidige soveværelse bliver proppet med ting fra udestuen som bliver proppet med ting fra førstesalen, som bare står tom og venter på at blive lavet færdig. På et eller andet tidspunkt bliver der pustet til den brik, som får det hele til at vælte.

Jeg nægter at lade det blive et stressmoment, og den eneste måde, jeg kan sikre mig det på, er ved at sørge for at resten af Palæet er tåleligt og semi-overskueligt. Så det gør jeg nu. Helt uden at lade mig stresse eller irritere over det, for hverdagen er bare, som den er i vores lille, dynamiske hjem, og det blive næppe nogensinde anderledes.

Der har længe hængt en seddel i Anes børnehave om ‘plantedagen’, hvor forældre og børn sammen kan plante en blomst eller andet. Og hver gang jeg har set den, har jeg tænkt, at NU får jeg købt noget. Solsikkefrø, tomatplante, et eller andet som Ane kan passe herhjemme. Noget, der er hendes, som hun kan føle omsorg og ejerskab overfor. Det tænkte jeg også, da jeg så sedlen her til morgen. Indtil det gik op for mig, at ‘plantedagen’ er i dag. Og vi har ikke forspiret en skid andet end nullermænd. Og de gror fint herhjemme, men det gælder næppe. Og så kunne jeg stresse over det. Og fyldes med dårlig samvittighed over være så satans distræt og selvoptaget. Eller jeg ku’ hive en af planterne op af potten fra terassen og tage den med. Den er lilla – og det kan Ane godt li’!

img_6289

Om sandaler og sofaer

I går efterlyste jeg et par sandaler på Instagram. En time senere bød søde Marie ind med et par, som hun ikke brugte og gerne ville sælge. Og nu – 36 timer senere – er sandalerne på mine fødder! Hold op, hvor er det fedt! Fedt for mig og mine fødder, men også fedt at se, hvad man kan bruge sit netværk til. For alle mulige andre bød også ind – med hjemmesider, jeg måske ikke kendte til, og fysiske butikker som de vidste forhandlede lige netop den model. Jeg elsker det! Tak fordi I er så skide søde<3


img_6282

Vi drønede til Herlev i dag for at hente sandalerne og for at slå et smut forbi Idémøbler, som havde en del tilbud på en masse ting, blandt andet havemøbler. Og vi har i lang tid manglet stole til Fyrstens hjemmebyggede havebord, så vi kunne jo ligeså godt lige kigge. Vi endte med at finde seks stole, som havde været brugt til udstilling og derfor var sat ned til under halv pris – og det er jo noget, som krejleren fra Lolland forstår sig på! Procenter. Både af den ene og anden slags;)

Det blev faktisk også til en sofa. Hvilket på ingen måde var planen. Egentlig har vi ledt efter en ny i et års tid. Den, vi har nu, har hele tiden været tænkt som en midlertidig, for den er ikke helt stor nok til vores behov – i hvert fald ikke hvis man spørger Fyrsten. Men efter at have kigget på både webshops, DBA, Lauritz mm uden at finde den helt rigtige, havde vi indstillet søgningen med den tanke, at den rigtige nok bare ville dukke op helt af sig selv en dag. Og den dag blev altså i dag. Vi var rørende enige om, at den var pisse pæn og stor nok uden at være for stor. Egentlig havde jeg troet, at Fyrsten ville have en kæmpemæssig flyder, men han var næsten mere begejstret for sofaen, vi valgte, end jeg var. Hvilket ikke siger så lidt, for jeg er vild med den! Men jeg følte mig lidt uansvarlig og uden for min komfortzone, da vi stod derude og tog beslutningen om at købe den. Fordi vi plejer at overveje ting ret nøje og diskutere for og imod og frem og tilbage, før vi føler os klar til at tage et valg. Fyrsten syntes, jeg var pjattet. At det ville være tåbeligt ikke at slå til, når nu vi endelig havde fundet én, som vi begge kunne li’ og ovenikøbet med 25% rabat. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om han har ret, men nu er den altså bestilt med levering i uge 29. Og jeg glæder mig!

Mig som troede, at vi bare skulle hente et par sandaler;)

img_6281

Og ligeså stor enigheden var om den nye sofa, ligeså stor er uenigheden om den gamle. Hvilket kommer ret meget bag på mig, for Fyrsten har aldrig haft meget tilovers for den blomstrede sofa. Faktisk har han brokket sig over den, siden den dag den landede. Men nu er den pludselig som skabt til at bo i hans musikrum. Så han kan slænge sig der, mens han hører plader. Jeg mener, at den naturligvis skal bo i udestuen, som, når førstesalen er færdig, skal fungere som mit hobbyrum og ‘bibliotek’. Så kan jeg slænge mig der, mens jeg læser bøger.

Og nu jeg skriver det, er jeg nødt til at trække lidt på smilebåndet, for Fyrsten har ikke vendt en plade i 2017, og jeg har ikke haft næsen i noget som helst skønlitterært siden før Jasper blev født.

Jeg tænker, det må være et tegn på, at vi har for få ting at være uenige om. Nu har vi en blomstret sofa. Lidt har også ret;)

 

 

Seks nætter

I seks nætter har Jasper nu klaret sig uden natamning. Og med fare for at jinxe det, hvilket jeg jo ellers er mester i, så tør jeg godt sige, at det er gået over al forventning!

De første to nætter var han alene med Fyrsten. Og han ledte lidt efter mig i sengen, klynkede en smule i 20-30 sekunder, hvorefter han lagde sig ned og sov videre. Så langt, så godt. Så kom jeg hjem og forventede egentlig, at den rigtige kamp først ville starte der. Men den er udeblevet. Sådan fuldstændig. Han søger brystet, men accepterer at det er umuligt at bryde gennem t-shirt, top og bh. Han bliver nusset over ryggen, får nynnet en sang og sover så videre. Det maksimale antal vågninger i de sidste seks nætter er en. 1!

Jeg ammer han i stuen inden sengetid, og så er det Fyrsten, der putter, hvilket det har været længe. Vågner han, inden vi selv er gået i seng, er det også Fyrsten, der tager ham. Men om natten er det mig, han søger, og indtil videre uden den store sorg over ikke at få brystet som trøst. Det er nok med nus og sang.

Jeg havde tænkt, at han nok ville søge brystet mere i dagtimerne, når vi fjernede natamningerne, men indtil videre tyder det på, at det modsatte gør sig gældende. Tidligere kunne han sagtens ammes helt op til 10 gange i løbet af en almindelig dag, men i den sidste uge har vi været nede på fire-fem amninger i weekenden og to-tre i hverdagen. Om det fortsætter sådan, har jeg ingen fornemmelse af. Måske tager det til igen – måske ebber det helt ud. Tanken om det skulle slutte helt er mega ambivalent. Der er mange ting ved amning, som jeg synes er møg besværligt. De rent praktiske ting, som at skulle tage hensyn i fht tøjvalg, alkoholindtag mm. Men også de psykiske – den dårlige samvittighed, hvis vi er fra hinanden, irritationen når han efterspørger brystet på et ubejlejligt tidspunkt osv. Men der er så uendeligt mange flere ting, som jeg elsker ved amning, og som langt overskygger de negative aspekter.

Jeg elsker at amme. Og det skal man måske ikke sige for højt – det skulle jo nødig hedde sig, at det var mit behov;) Men jeg elsker det altså. Jeg elsker den nærhed, det skaber, og den øjeblikkelige ro han finder, når han ligger ved mit bryst. Jeg elsker kontakten – den fysiske og den psykiske. Jeg elsker, at det er den ene ting, som er hans og mit. Kun vores.

Jeg ville sagtens kunne trives rigtig fint uden at amme. Måske jeg endda ville nyde det. Og jeg ville aldrig fastholde amningen, hvis han gav udtryk for at være klar til at slippe den. Men det ville også gøre mig vemodig.

Nu må vi se, hvad den unge mand selv siger – det er jo ham, der bestemmer;)

img_6181

 

At føle sig smuk

Annonce // indeholder omtale af ambassadørsamarbejde
(Nilens Jord)

img_6064

Jeg følte mig smuk i dag. Sådan virkelig. Jeg havde min nye kjole og mine nye sko på, og jeg tog mig god tid til at gøre mig klar. Jeg linede alle mine nye produkter fra Nilens Jord op på vores lille, bitte håndvask og hyggede mig med at lægge make up, mens Ane løb ind og ud ad badeværelset for at stjæle de ting, som skinnede mest. På trods af, at hun allerede på forhånd havde iklædt sig pailleter og glimmer i et sådan omfang, at selv Cher ville blive misundelig. Min lille skade;)

Mine ben var ligblege. Og min hals ildrød. Der var som altid en tydelig ubalance i barmen, og make uppen kunne med garanti have været udført med langt større ekspertise, end jeg besidder. Men jeg følte mig smuk, tilpas og glad, så det var lige meget. På en hvilken som helst anden dag, havde jeg muligvis hængt kjolen tilbage i skabet og i stedet fundet et par lange bukser at gemme vinterbenene i og en skjorte, som ku’ dække over min solskoldning. Men ikke i dag. I dag var småskavankerne, som helt sikkert alligevel kun findes i mit eget hoved, ubetydelige.

Det handlede jo overhovedet ikke om mit udseende. Det handlede om den følelse, som opstod i processen. Det at have kræset lidt ekstra om sig selv. At have en særlig kjole på for første gang og tage en læbestift på, som er flere tonere mørkere, end hvad man normalt ville turde. Den slags har jeg gjort alt for sjældent. Både af de helt åbenlyse årsager: Ane og Jasper. Tiden til lange sceancer foran spejlet er nærmest ikke-eksisterende, og en ny kjole er kun ny, indtil der er blevet pudset næse i den. Men derudover så har jeg faktisk ikke følt trangen til at gøre lidt ekstra ud af mig selv i mange år. For i årene før børnene betød det ikke noget for mig, hvordan jeg så ud. Hvorfor gøre noget ud af mig selv, når det bare var en facade? Når hverken kjoler eller make up kunne dække over det faktum, at jeg havde det elendigt.

Inden for de seneste mange måneder har jeg forsøgt at gøre noget ud af mig selv hver dag. Ikke nødvendigvis meget, bare nok til at give mig følelsen af at have gjort ‘en indsats’. Jeg tager make up på hver dag. I hvert fald hver hverdag;) Og jeg finder tøj frem om aftenen, så jeg ikke falder i ‘jeg tager bare øverst fra bunken’-fælden. Det kan lyde overfladisk. Og det er det måske også i andres øjne. Men det føles som alt muligt andet. Det føles rart. Og det føles som om mine skuldre løfter sig en smule mere, når jeg passerer spejlet i entréen og bliver mødt af én, som jeg faktisk synes er pæn. Også selvom min make up muligvis er så diskret, at ingen andre end jeg selv ved, at den er der. Som når man har et fint sæt undertøj på. Det er kun én selv, der ved, at det ikke er et par Sloggier med træt elastik, som holder numsen på plads. Og det er kun vigtigt for én selv.

Da vi var på vej ud ad døren i dag, spurgte jeg Jess, om han syntes, at det var for meget. Mit tøj, min make up. Mig. Om jeg var over-dressed. “Ikke for meget,” sagde han, “men anderledes.” “Anderledes hvordan?”. “Anderledes end da jeg mødte dig.”

Og det har han ret i. Selvfølgelig var jeg anderledes. Jeg var 10 år yngre, end jeg er i dag. Jeg havde andre behov og andre værdier. Og jeg grinede af piger, som brugte timer foran spejlet. Tænkte de måtte dække over noget. Eller have brug for opmærksomhed. Det var måske også tilfældet. Men måske de bare syntes, at de var dejlige og smukke på lige præcis den måde, de havde lyst til at være det på. Måske det hele ikke behøver være så skide dybt og blive analyseret i detaljen. Måske det bare er okay at pynte sig fordi handlingen i sig har en positiv effekt – uanset hvordan resultatet så er.

Jeg var helt sikkert ikke meget mere smuk i dag, end jeg er alle mulige andre dage. Men jeg følte mig sådan. Og det er slet ikke tosset.

img_6068 img_6101

(Kjole, cardigan, hårbånd og sko er fra Dress The Bird og er ikke sponsoreret. På ovenstående billede har jeg blandet to af de lækre liquid lipsticks fra Nilens Jord – ret genialt, at det kan lade sig gøre. Læberne holdt sig fine og farverige gennem en håndfuld kys, en flaske kildevand, to kopper kaffe og et pølsehorn fra Aldi. Okay okay – og en Snickers….)

Kys og ukrudt

Jeg har været afsted med jobbet på tur i 2,5 døgn, og blev for et par timer siden budt velkommen hjem med en tungeslasker med ekko fra Jasper og en fin buket ukrudt fra Ane. Fyrsten mødte mig med et ‘undskyld, at køkkenet roder’, hvilket jeg ærlig talt ikke havde bemærket, hvis ikke han selv havde sagt det. Jeg var smurt ind i savl og mælkebøtter og havde ikke rigtig øje for andet. Og skide være med køkkenet. Jeg siger bare hallelujah for, at jeg er udstyret med en ægtemand, som ikke fortrækker en mine, når jeg kommer hjem og meddeler, at jeg skal to dage på koloni. Jeg selv når at få smånervøse trækninger, hvis jeg skal være alene med ungerne en enkelt dag, for tingene er immervæk noget lettere, når holdene børn-voksne er ligeligt fordelt. Fyrsten tager med kyshånd imod muligheden for at få en stund uden mor i nærheden – fordi det bare giver noget andet. Ikke nødvendigvis noget bedre, men noget andet – som er guld værd for dem alle tre. Og Ane har fået lokket et Spiderman-kostume ud af sin far i morens fravær, hvilket i hendes optik helt sikkert er både guld OG diamanter.

Jasper har klaret sig fint uden amning, men jeg fik nu ikke lov at være hjemme i mange minutter, før han havde hægtet sig fast igen;) Der var også nok at tage af, lad os sige det sådan. En brystpumpe kan bare ikke helt det samme. Slet ikke når den betjenes på bagsædet af en kollegas bil. Der var tonede ruder, og jeg var desperat! Vi tænker dog, at det er en kærkommen mulighed for at droppe natamningen, nu hvor han har klaret to nætter uden. ‘Kærkommen’ siger jeg, og synes nu alligevel, at det er lidt vemodigt. Også selvom jeg ser frem til lidt mere sammenhængende søvn. Nu må vi se, om han accepterer det, ellers må jeg tage et par nætter på sofaen. Efter to nætter på liggeunderlag må sofaen siges at være en opgradering;)

Jeg har nået at nappe mig en mindre solskoldning med hjem, på trods af at jeg var flittig med solcremen. Det i sig selv er irriterende, men ekstra meget fordi jeg skal et smut forbi skrædderen i morgen og hente min kjole,  som har fået justeret stropperne, så den er klar til bryllup på lørdag. Den havde uden tvivl været smukkere uden rød krave. Men jeg glæder mig alligevel til at få den på. Særligt nu, hvor jeg ikke har skiftet tøj i to dage og lugter af telt. Så skidt pyt med kraven – jeg bliver pisse lækker. Og nyvasket og velduftende.

Jeg håber, livet behandler jer pænt! At I får kys og ukrudt og kærlighed i spandevis<3 Og husk solcremen ikk’!

img_6051

Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

Mig og Maude

Vi ser ‘Matador’ her til aften. Ungerne er puttet, colaen sat på bordet og ‘Matador’ smidt på skærmen. Og jeg får gåsehud, når kendingsmelodien går i gang.

Jess og jeg havde ikke kendt hinanden særlig længe, da jeg fik afsløret overfor ham, at jeg aldrig havde set ‘Matador’. Jeg anede faktisk ikke, at det var en afsløring, før jeg så hans blik. Han var forbavset, undrende og måske endda lidt forarget. Det samme blik jeg selv får, når folk fortæller mig, at de aldrig har læst Harry Potter. “Er du klar over, hvad du er gået glip af??!”-blikket.

Jeg sagde til ham, at det måtte være noget med alderen. Fordi han var så gammel, og jeg så ung;) Han grinte lettere overbærende og lovede mig, at han nok skulle få mig til at forstå vigtigheden af ‘Matador’ en dag.

Seks år senere lå jeg i vores dobbeltseng med vores lille, nye datter ved brystet. Jeg kæmpede nat og dag med hjælpebryst, ammebrikker og udmalkninger. Og meget få forstod mig. De sagde, at det var okay, hvis jeg ikke ammede hende. At det ikke var nødvendigt. At det var umuligt. Men jeg ville! Og det forstod Jess. Så en dag kom han op ad trappen og ind i soveværelset med et tv under armen. Vi havde ikke tv i soveværelset. Indtil den dag. Han satte tv’et til og forsvandt ned ad trappen igen, og vendte tilbage kort tid efter med en bakke med havregrød, kiks, frugt og vand. Og ‘Matador’.

Jeg gad ikke se ‘Matador’. “Du ser det jo ikke alligevel.”, sagde han. “Du malker og ammer og stresser. Så kører det bare i baggrunden.”

Så jeg malkede og ammede og stressede med lidt baggrundsstøj. Og da det første afsnit støj var færdigt, tændte jeg det næste. Det ku’ jo ikke skade. Og når vækkeuret ringede kl. 3, og jeg kæmpede for at holde mig vågen til endnu en udmalkning, så kunne jeg ligeså godt lige tjekke, hvordan det mon stod til med Maude. For hun havde det vist næsten ligeså hårdt som mig.

Tre dage tog det mig at se ‘Matador’ færdig. Og da jeg var færdig, så jeg den igen. Mens Jess tog på job, og kom hjem, hvor han serverede mere mad og kyssede mig og Ane på panden. Og undervejs glemte jeg at stresse. Jeg så bare ‘Matador’ og ammede.

Nu sover Ane inde i dobbeltsengen. Ved siden af sin lillebror. Og Jess og jeg ser ‘Matador’ i stuen, og jeg driller ham med, at han kan replikkerne udenad. “Det er fordi, du er så gammel.”, siger jeg. For det er han jo. Gammel og klog!

img_5951

Forresten #21

Indeholder omtale af
et ambassadørsamarbejde

img_5935

– overvejer vi kraftigt at få rengøringshjælp. I hvert fald her og nu, hvor jeg er i gang med opstart på nyt job, og ungerne er tilbage på fuld tid i institution efter min barsel. Men jeg er i tvivl om, hvor meget vi har brug for? Meget, at dømme ud fra gulvenes tilstand pt;) Men hvor ofte er det ‘nødvendigt’ at få vasket skabslåger, dørkarme, paneler mm? Det ville jeg muligvis have en idé om, hvis det var noget jeg gjorde løbende, og ikke først når katten sidder klistret op ad lågen til køleskabet og beder om hjælp til at komme fri. Hvis nogen af jer får hjælp til rengøringen derhjemme, modtager jeg gerne gode råd. Og også gerne anbefalinger af firmaer i nærheden af København.

– havde jeg fuldstændig glemt, hvor hårdt det er at starte nyt job. Det er selvfølgelig også 9 år siden, jeg sidst har prøvet det. Jeg nyder det helt vildt og føler mig fuld af energi og gejst, når jeg er afsted, men så snart jeg træder ind ad døren herhjemme, går gassen fuldstændig af ballonen.

– Jasper er dog så sød, at stå op mellem 4 og 5, så det jeg ikke når om aftenen, kan jeg klare om morgenen. Tak, skat;)

– er de to ovenstående punkter også årsagen til, at bloggen ikke flyder over med teksttunge ‘tankeindlæg’ lige for tiden. Mit hoved fungerer ganske enkelt ikke optimalt efter kl. 17, og hver fjerde tanke består af fagtermer og pædagogiske overvejelser. De andre af Toblerone.

– havde jeg den fedeste aften til eventet med Nilens Jord i onsdags! Det var ualmindeligt hyggeligt, og jeg synes faktisk også, at jeg lærte en del. Nu står prøven i forhold til at kunne gøre det uden en garvet makeupartist ved min side;)

– havde jeg den udsøgte fornøjelse af at have Kim som sidedame:) Kender I det, når man følger en blogger og tænker, at hun umuligt kan leve op ens forventninger om at være ligeså sød og rar i virkeligheden? Kim er sødere!!!

– kan I med fordel bruge koden ‘fruen15’ til og med i morgen, hvis I skulle have lyst til at købe lidt produkter fra Nilens Jord med 15%. På IG skrev jeg, at koden gjaldt til søndag, men da den har drillet lidt, er den forlænget:) Selvom jeg ikke har haft så lang tid til at afprøve produkterne endnu, så kan jeg klart anbefale denne blush. Umiddelbart tænkte jeg, at den var lidt for lyserød, men nøj, den gør underværker for blege, trætte mig!

– er Cash forårskåd. Hvilket går ud over vores kat. Som er en hankat. Hvilket egentlig ikke gør nogen forskel…. Heldigvis er han meget overbærende én af slagsen! Både når han bliver gnubbet af en 60 kg tung Golden Retriever, og når han dingler på køleskabet.

– er vores førstesalsprojekt nærmest gået fuldstændig i stå. Og de næste mange weekender er fyldt godt op med bryllupper, fødselsdage og lignende, så jeg forestiller mig, at stilstanden varer ved. Egentlig tænkte jeg, at vores ‘efter sommer’-deadline var pisse god, for så kunne vi kun blive positivt overraskede, når vi blev hurtigere færdige. Nu tænker jeg nærmere, at vi skal være glade, hvis vi når det i år.

– betyder det så også, at vi kommer til at skyde hønsehus- og drivhusprojektet et år mere. Igen.

– begynder jeg virkelig at forstå, hvorfor folk køber nybyggede huse!

– holder den tanke heldigvis sjældent mere en 10 sekunder ad gangen. Jeg elsker vores skæve evighedsprojekt og den åndssvagt fede følelse, man står tilbage med, når man har fået lavet endnu en ting. Det kan jeg så glæde mig til i 2018;)

– har vi haft indbrud i legehuset. Ja, legehuset! Hvem fanden gider bryde ind i et legehus??

– går Jasper stadig ikke, hvilket vil sige, at Ane var tidligere på benene end ham. Det havde jeg godt nok ikke troet! Men okay, han har også de flere kilo at skulle slæbe rundt på, hvilket nok er nemmere på alle fire;)

– har klokken nu passeret 19.30, hvilket betyder, at der kun er en ting tilbage i mit hoved: Toblerone.

– Toblerone.

– Toblerone.

– Toblerone.

Og så lige lidt billeder fra i onsdags:)

nilensjord_event_3nilensjord_event_14img_5876

…. Toblerone!

Der er Ane, og så er der Arne….

Vi har den smukkeste, sødeste datter. Ane<3

Ane kigger på én over aftensmaden og spørger, oprigtigt og kærligt: “Mor, hvordan har din dag haft det på dit nye arbejde?”. Ellers står hun med hele hovedet og den halve overkrop begravet i min smykkeskuffe. Benene hænger ligesom bare der og dingler, indtil hovedet kommer frem og afslører det mest beundrende blik rettet mod den nyfundne skat i den lille hånd. Et armbånd. Der glimter. “Må jeg låne det, mor? Åh, søde mor, må jeg, må jeg???”. Det er også Ane, der ligeså forsigtigt lister ind under min dyne om natten. Og bevæger jeg mig, stryger hun mig over håret og hvisker, “Så så, mor. Det er bare mig. Jeg er her hos dig.” Og 8 timer senere vågner man viklet ind i en lille krop, som langsomt vågner, retter blikket mod én og siger, “Du har sovet så dejligt, mor!”.

Det er Ane. Søde, dejlige Ane.

Og så er der Arne.

Arne. Hvor skal man begynde?? Arne æder non stop. Fra han står op, til han skal i seng. Tømmer et bæger hytteost med største velbehag og gennemsøger derefter køleren for et bæger mere. Han er også vild med koldskål. Og når han kommer hjem efter en hård dag på fabrikken, så tyller han gerne en liter. Jeg gemmer mig i køkkenet imens. For jeg ved, hvad der venter. Arne er et umætteligt svin. Han vil ha’ mere. Og der er ikke mere. Og når Arne finder ud af det, så kaster han skålen henad stuegulvet, mens han brøler, at jeg vel for fanden kan køre op og købe noget mere??! Arne er nemlig lidt udfordret, når det kommer til impulskontrol og affektregulering. Nogen gange er Arne dog sød nok og tilbyder at tage med op og handle. Men når vi træder ind i Brugsen, skifter Arne mening. Nu vil han ikke længere ha’ koldskål. Arne vil ha’ kød! “Salamisnack? Åh, jeg må le!”. Næ, Arne vil ha’ pølser. Eller frikadeller. Og ikke det der præfabrikerede lort! Frikadeller fra slagterafdelingen, naturligvis. Arne er nemlig kvalitetsbevidst på den måde!  Så Arne kværner en lun delle og smiler saligt, mens han sætter næsen mod mejeriprodukterne. Nu har Arne nemlig lyst til koldskål igen. Dessert, du ved. Og når dellerne, koldskålen, Mariekiksene, hytteosten, bananerne og kartoffelmosen er stedt til hvile, så demonstrer Arne gladeligt endnu en af sine spidskompetencer. Ikke i enrum, selvfølgelig – Arne er gavmild på den front! Han deler gerne tarmgasser af en sådan kaliber, at øjnene løber i vand, og ganen svier. Og når han engang imellem leverer en prut, som får selv familiens hund (som nu ellers også gerne giver sit bidrag til indeklimaet i Palæet!) til at fortrække fra rummet, så smiler Arne stolt, mens han ligger der på sofaen med en aftensnacl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. “Den prut har jeg lavet!”.

Det er Arne. Ildelugtende, højtråbende, umættelige Arne. Søde, dejlige Arne;)

img_4733

Åndssvage ting jeg gør….

  • Jubler ved mig selv over, at det er weekend. Så behøver jeg ikke sætte vækkeuret. Yay, iPad og osteboller med i sengen og Grey’s Anatomy til langt over midnat! Hvilket jo også er fedt, hvis man ser bort fra det faktum, at Jasper vågner kl. 5, lige meget hvilken ugedag det er.
  • Køber 7-800 gram fredagsslik, for så er der fredagsslik hele ugen.
  • Konkluderer at der er hul ved tæerne i mine strømpebukser. Overvejer for og imod og ender med at beholde dem på. Bruger hele dagen på at irritere mig over, at den ene tå stikker ud. Kommer hjem fra job og tager dem af. Smider dem til vask. Spol  frem til næste uge og gentag scenen.
  • Finder tøj frem til Ane hver aften. Tøjet passer muligvis frøkenens humør fint, men alene af den grund, at jeg har valgt det, kan det ikke bruges.
  • Får en regning ind ad døren. Ser at den først skal betales om tre uger. Beslutter mig for at vente med at betale den, men siger samtidig til mig selv, at fremover vil jeg betale alle regninger med det samme. Indtil næste regning kommer.
  • Betaler regning på den angivede dato. Ligger den ind på skrivebordet i bunken med de andre regninger. Beslutter mig for at sætte dem alle på plads i den dertil indrettede mappe. Beslutter mig derefter for, at det vil jeg fremover gøre HVER gang, jeg har betalt en regning. Indtil næsten regning kommer og får tildelt rollen som første plads i skrivebordsbunken.
  • Får mail eller sms. Åbner mail eller sms. Siger til mig selv, at jeg svarer, når jeg lige har to minutter. Bruger to minutter på noget andet. Svarer på mail eller sms to dage senere.
  • Køber badekar til ungerne. Irriterer mig grænseløst over, at det ikke har en bundprop, og at vandet derfor skal hældes ud. Undlader at købe et nyt.

img_5878