Stilrent er FOR LÆNGST passeret!

Reklame// indeholder et reklamelink,
samt billeder af produkter fra Nilens Jord,
som jeg er ambassadør for:)

img_6807

Så er badeværelset færdigt! Det var det faktisk allerede i går aftes, 4 dage efter jeg gik i gang. Med tanke på job og to børn så synes jeg faktisk, at det er temmelig godt gået!

Og det er blevet meget bedre, end jeg havde forestillet mig. Nok mest fordi, at det (selvfølgelig!) er blevet noget helt andet;)

Først var planen ‘bare’, at træværket skulle males hvidt med enkelte blå striber. De trak så deres lyserøde venner med sig – eller Ane gjorde😉 Så fik jeg den idé, at der skulle sættes en hylde op under vinduet til en plante eller to. Jeps, kun til det formål. Jeg synes, at det er så fint med planter på badeværelset, men det er svært, når man ikke har meget mere plads end i Københavnerlejlighederne. Derfor – hylde. Og så hylder op i indhakket ved vasken til make up mm. Og med kroge i den nederste til smykker og hårbånd. Meget funktionelle og stilrene hylder!

Da jeg var blevet færdig med at male i går, og Fyrsten kom hjem efter en lang dag på job, dristede jeg mig til at spørge, om vi mon godt kunne lave de hylder der med det samme. Jeg forventede (og ville forstå) et nej. Eller som minimum lidt brok med dertilhørende anstrengt vejrtrækning. Men han smilede og sagde “Det kan vi godt:)” Så jeg gik i udhuset for at finde plader til hylder. Nu ved alle efterhånden godt, at jeg er samler grænsende til det sygelige. Og det bærer vores udhus pænt meget præg af. Så på min jagt efter plader, faldt jeg over to gamle skuffer, som jeg havde hapset til storskrald for nogen måneder siden (det var også der skabet, som nu bor hos Lillemor, kom med hjem). Og helt ærligt, så er skuffer da federe end hylder! Det er i hvert fald mere Palæ Pompøsk!

Fyrsten var ikke svær at sælge idéen til. Han er ret fantastisk på den måde:) Jeg gik ellers med det samme i gang med at tegne og fortælle min nye vision med et “undskyld, jeg er sådan en vendekåbe” mellem linierne. “Altså, jeg ved godt, at jeg sagde funktionelt og stilrent, men altså…..” “Funktionelt og stilrent? Skat, du har malet tre forskellige farver på væggen i fuldstændig tilfældig orden. Stilrent er FOR LÆNGST passeret!”. Nå ja, det kan der vel være noget om….

Hylden bag toilettet sløjfede jeg også. Fordi det ville blive lige lovlig miskmask (eller mere miskmask??). Og ingen gider sidde på tønden med en guldranke i røven, vel? I stedet fik jeg ryddet ud i skabet under vasken og rykket hårprodukter mm derned, så der blev plads til lidt grønt ovenpå det lille toiletskab.

Krogene blev også sløjfet, fordi de ikke ville kunne skrues op i skufferne. Til gengæld fandt jeg de fineste, gamle knager og greb i en kasse i værkstedet (ja, det er samleren, der snakker), som passer helt perfekt ind!

Så nu har vi et spritnyt badeværelse, som kun har kostet det maling, som vi i forvejen havde stående.

Før:

img_6736img_6740img_6738

Og nu:


img_6821img_6806img_6815img_6837img_6838img_6836img_6835
Nu mangler vi kun en holder til toiletrullen. Det gjorde vi også, da vi flyttede ind for 7 år siden, så jeg fandt en lille kæp i haven og satte den på en snor. Den har vi så haft siden;) Jeg har luret lidt på den her (reklamelink) som jeg tænker ville passe fint ind:)

 



Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790

Udestue á la Elisabeth

img_6761

Så har jeg ferie!!! 5 uger og 3 dage, som jeg har tænkt mig at proppe med solrige dage, lyse nætter, Vejlø-vidunderlighed, gode bøger, varme kys og kolde øl. Ferier er altid gode! Men det er bare lidt ligesom om, at ferier i barslen ikke er helt det samme, ikk’?! Dét her – det er en vaskeægte, kærkommen ferie.

De sidste par uger har været lidt lange. Med lidt for mange planer og lidt for lidt tid. Hvad, jeg dog fandt tid til, var Lillemors udestue!

En eller anden dag for nogen uger siden, pippede Lillefar op derhjemme og sagde, at han godt kunne tænke sig, at de gjorde deres udestue lidt mere hyggelig. Det har den været engang, men på det seneste har den hovedsageligt ageret tørreskab. Så Lillemor var helt med på idéen. “Jeg kører en tur i Jysk!”, sagde hun. “I Jysk??“, svarede Lillefar. “Jeg sagde jo hyggelig?!“. Efterfulgt af den sætning, som skulle vise sig at ændre hans liv udestue for evigt: “Kan du ikke spørge Elisabeth, om hun vil hjælpe?”;)

Som sagt, så gjort. Og jeg var ikke svær at overtale, kan jeg afsløre, for er der noget, jeg kan li’, så er det at hygge OG bruge andre menneskers penge;)

Så mens Lillemor og Lillefar drev den af på en kridhvid sandstrand under sydens sol, læssede jeg ladcyklen med lopper og skraldefund og legede indretningsarkitekt.

Deres udestue er blevet meget lidt Bo Bedre og rigtig meget Elisabethsk, og med tanke på at det kun tog et par timer at transformere rummet, så er jeg virkelig godt tilfreds. Og vigtigst af alt – det er Lillemor og Lillefar også:)

Sådan her så udestuen ud før:

img_6587 img_6588 img_6589

Og nu:

img_6655img_6668img_6660img_6671img_6669img_6672

De dyreste poster var lammeskindene og ‘vindueskarmen’, som tilsammen har kostet ca. 800. Derudover har jeg brugt ca. 500 kr. på krukker, trækasser og billeder fra loppemarked plus planter. Det lille afsyrede vægskab er fundet til strorskrald og staffeliet er fundet i Christinas kælder. Reol, standerlampe og stole havde Lillemor og Lillefar i forvejen, mens ‘lysekronen’ er fundet i mine egne gemmer.

I går aftes nød jeg en af Lillefars kolde, hjemmebryggede øl i den nye udestue med lammeskind i måsen og udsigt til absolut ingen tørrestativer. Det var nu ret hyggeligt:)

(Ps. Tak til Fyrsten for at lege chauffør og savmester! Pps. Jeg vandt en p-skive i Bauhaus ved at gribe en flødebolle med munden, da vi shoppede vindueskarm mm. Ppps. Det var måske ligegyldig info, men jeg er svært stolt!)

Hvordan får I tid til det??!

Dét spørgsmål får jeg ikke så sjældent.

“Hvordan får I tid til det??!”

Med “det” ment to fuldtidsjob, to små børn og to tusinde projekter. Projekter af den slags, hvor det ene ofte overlapper det andet. Jeg taler ikke om at hænge hylder eller lamper op. Det går ikke under betegnelsen ‘projekt’ herhjemme – det kalder vi bare mandag. Næ, det er malerprojekterne og renoveringsprojekterne og byggeprojekterne. Som vi helt sikkert havde haft rigeligt af, hvis vi havde købt et helt ‘almindeligt’ hus. Vi købte et hus til nedrivning, så vi ganger rigeligt med otte og runder op.

Men det er et bevidst valg. Vi er ikke typehus-typer. Vi har ikke persienner og vedligeholdelsesfrie havemøbler fra Jysk. Vi er mere noget á la Georg Gearløs møder Pippi Langstrømpe. Vi henter energi i skøre påfund og skæve farver. Også selvom det kræver lidt ekstra.

Tilbage til spørgsmålet. Hvordan får vi tid til det??!

Det gør vi ikke.

Vi gør det bare.

Skulle vi finde tid til noget som helst, så ville vi få lavet nul og en skid. Alene det at finde tiden til at finde tiden, er noget nær en umulighed. Skulle vi først sætte os ned og kigge en kalender og lægge en plan, så kom vi aldrig nogen vegne. Så vi gør det bare.

Som i dag. Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville male badeværelset, men det er ligesom bare blevet ved snakken. Indtil i dag hvor begge unger var faldet i søvn i bilen på vej hjem fra Lolland. Jeg kunne ikke rigtig begynde at pakke ud, for alle taskerne lå i bilen med de sovende børn. Så jeg fandt en bøtte maling og en pensel og gik i gang med at male badeværelset. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg er nødt til at gøre det færdigt, for det kan godt blive lidt træls i længden, hvis man skal skræve hen over malerbøtter, hver gang man skal tisse. Men med lidt god vilje er det overstået om et par dage, og så kan vi krydse endnu et projekt af listen.

Så det er svaret. Vi har ikke mere tid end alle andre. Måske vi endda har mindre med tanke på de knap så vedligeholdelsesfrie havemøbler. Til gengæld er vi impulsive grænsende til det tankeløse, hvilket muligvis ikke lyder videre positivt, men det virker;)

img_6736

img_6745

Hårbånd – diy

           Annonce – indeholder et reklamelink sidst i indlægget

Da jeg efter min fødselsdag skulle bytte nogen gaver hos Dress The Bird, røg der er et hårbånd med i kurven. Det var for fint til at lade være! Jeg gik meget med hårbånd eller bare tørklæder om håret, da jeg var teenager, men har egentlig ikke gjort det siden. Nu er det åbenbart blevet en trend eller noget. Det vidste jeg ikke, da det røg i min kurv. Det ved jeg nu. De er alle steder! Hvilket er helt forståeligt, for det er en nem måde både at pynte sig lidt med farver og holde styr på lokkerne. Og der er simpelthen så mange fine, at man nærmest får åndenød. Tjek fx @liskarlssonshop eller @kar.mark på Instagram – det laver nogen seriøst smukke hårbånd.

Og det var da jeg sad og kiggede på skønheder hos de to ovennævnte damer, at jeg lige måtte tage mig selv i nakken. For det er da fuldstændig tosset at gå ud og kaste en masse penge efter noget, som jeg egentlig sagtens kan sy selv. Ikke så fint som Lis og Betine, meeeen fint nok til at det bedre kan betale sig i længden, når nu jeg åbenbart finder det nødvendigt at eje hårbånd i alle regnbuens farver.

Så jeg lurede lige på nogen af dem, jeg allerede havde og nåede frem til, hvordan de var syet. Og violá – 30 minutter senere havde jeg et hårbånd:)

Min hovedstørrelse er vist rimelig standard. Jeg passer i hvert fald fint dem, jeg har købt i H&M.

Du skal bruge:

stof

bred elastik (2 cm)

tråd

symaskine

 

  • Jeg klipper to stykker stof på 40 x 15 cm og et på 6 x 32 (begge er inkl sømrum). Alle tre stykker foldes og sys sammen på den lange led med retsiden indad.

img_6485img_6489

  • Jeg klipper et stykke elastik på 20 cm, hvilket passer med 30 cm i strakt tilstand. Dobbelttjek lige, hvis din elastik er mere løs eller stram i betrækket;)
  • Elastikken trækkes igennem ‘pølsen’. Jeg har sådan en fancy dims til formålet, men det kan sagtens gøres uden – enten bare med fingrene eller ved at sætte en sikkerhedsnål i den ene ende eller med en hæklenål. Når elastikken er igennem, hæfter jeg i begge ender.

img_6490img_6519

  • Herefter vender jeg retsiden ud på de to andre stykker og giver dem et lille ombuk i begge ender. Stryg evt ombukket efterfølgende, så det bliver siddende.

img_6520

  • Jeg stikker elastikstykket ind i den ene ende og folder det på den anden side. Jeg folder den anden ende på samme måde og lægger de to ender sammen, så de foldede sider ligger mod hinanden.

img_6522img_6523

  • Jeg syr et par gange frem og tilbage, så jeg er sikker på, at den holder, når der trækkes i elastikken.
  • Jeg fører det andet stykke stof gennem det første stykke, så de nu hænger sammen, og syr elastikken fast på samme måde som før.

img_6698 img_6699

Hvis ikke du har mod på selv at sy, har de et hav af fine hårbånd i H&M. Jeg har selv shoppet nogen stykker der. Der er også at finde hos Dress The Bird her (tjek lige denne vidunderlige kjole, nu I alligevel er derinde – den er så skøn, at det gør helt ananas;)), eller på Zalando (reklamelink) hvor jeg er blevet lidt lun på dette🙂

Udbryderdronninger – Ditte

Min første Udbryderdronning er Ditte. Og jeg kender hendes historie til hudløshed, fordi jeg på sin vis har været med på første parket. Ditte og jeg har kendt hinanden i de 23 år, jeg er kommet på Vejlø, og vi mødte begge vores mænd i Vejlø-sammenhænge. Og faktisk har vores mænd kendt hinanden i endnu længere tid og endda boet sammen. Så altså – jeg kender historien. Alligevel fik jeg tårer i øjnene, da jeg læste den. Eller måske derfor? Her er den i hvert fald. Og vil du følge mere med i Dittes liv, så går hun under navnet @dummeditte på Instagram:)

——————————————-

 

”Åh nej, lille skat!”. 

Jeg kan stadig høre det. Min mors stemmes klang, da hun sagde den sætning. Det er 8 år siden, men jeg kan stadig lige så tydeligt huske hvor ulykkelig hun lød. Og hvor ondt det gjorde mig, at hun sagde sådan. Jeg forstod hende godt – hendes reaktion var helt berettiget.

Jeg var 23 år gammel, da jeg mødte min mand. Nej, det er faktisk løgn – jeg mødte ham længe før.
Jeg var 23 år gammel da jeg blev vildt og voldsomt forelsket i en mand på 47 år.

(Lad mig starte med at afsløre, at det hele ender lykkeligt. Eller, ”ender” er måske så meget sagt, men I forstår nok.)

img_6644
Marts ’09
Jeg skulle på skitur med min veninde – og 50-100 andre fra det der ø-lejr. Men min veninde blev syg, og solgte sin billet til sin farbror. Jeg var så tæt på at springe fra, fordi hun ikke skulle med. Der var så mange gode grunde. Jeg kendte de andre, men slet ikke på den der trygge og afslappede måde. Men jeg levede en stor del af mit liv fra sofaen dengang, og jeg trængte virkelig til at udfordre det hele lidt. Så jeg hankede op i mig selv, samlede alt mit mod og overskud, og tog med. Heldigvis.

Det gik galt allerede den første aften på turen. Jeg havnede i planlægningsgruppen for fredagens fest. Det gjorde han også. Han? Ja, altså min venindes farbror.

Jeg vidste godt hvem han var.
Min venindes far boede på en bondegård sammen med sin bror. Hver sommer inviterede de alle de bedste 200 mennesker de kendte til et brag af en fest – med telte i haven, god mad, leg, musik og et fadølsanlæg. Min veninde tog mig med da vi var 17 år.
Broren var typen man ikke overså – han råbte op og underholdte, over det hele og hele tiden.
Han var gift med en kedelig, sur kvinde (altså – dét er hun slet ikke, men det var mit indtryk dengang).
Og han havde to smukke døtre, som jeg kendte rigtig godt.
Fra dengang, jeg som 17-årig lå i en hængekøje i deres have dagen derpå sammen med min veninde, og blev opvartet af dem, til et par år senere da de begyndte at tage med deres kusine på ø-lejr og dermed drikke øl, spille spil og snakke dybt om livet med mig og mit slæng. De var for unge til at være mine veninder, men jeg var så tæt med deres ældre kusine, at jeg måske blev lidt en bonus-kusine for dem.

Vi var 5-6 stykker i planlægningsgruppen. Det var skidesjovt. Vi var skidesjove. Han kiggede mig så dybt i øjnene, og jeg kiggede lige tilbage. Fra det øjeblik var der ingen anden. Og jeg fik gåsehud da han blev spurgt til sin civilstand, og svarede at de ikke var gift (spørg mig ikke hvorfor – måske virkede det mere tilforladeligt at være betaget af en mand der ”kun” havde en kæreste…).

Resten – jeg sparer jer for detaljerne – foregik i smug. Hvordan, forstår jeg dårligt i dag – med så mange mennesker samlet på så lidt plads.

Hans yngste datter var også med på skituren. Det var frygteligt. Jeg var sikker på at hun kunne se på mig, at der var et eller andet. Jeg var så bange for hende, men det ville først blive mistænkeligt hvis jeg undgik hende.

Da vi skulle hjem fra den skitur, ville jeg ikke have mere med ham at gøre. Han var alt for gammel, i et forhold og det var noget værre rod med de børn. Så vi havde taget afsked da vi satte os om bord i bussen.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det sæde. Det var forkert i mit ben, i min arm, i min balde – og min sidemand skulle i hvert fald ikke læne sig op af mig eller så meget som strejfe mig. Jeg havde det ad helvedes til.
Busturen tager 12 timer. Man kører afsted om aftenen og lidt over midnat er der et pitstop ved en tankstation. Rygerne ryger, de fleste strækker ben og mange proviantere. Jeg blev siddende i den tomme bus. Han sneg sig hen og spurgte om jeg ville låne hans telefon (en viiirkelig old school sag, allerede dengang). Jeg sagde ingenting, jeg tog bare imod den. Trykkede 8 gange, og afleverede den tilbage.
Resten er busturen var jeg helt rolig. Jeg sov på kryds og tværs med min sidemand, og sædet var pludselig helt i orden.

Jeg var kun lige kommet hjem på sofaen (virkelig!), da min telefon ringede. Jeg tager den aldrig. Slet ikke hvis det er et nummer jeg ikke kender der ringer. Men det gjorde jeg selvfølgelig lige der. Han var ude og fodre køer eller hvad fanden han nu havde brugt for en undskyldning.
Og nej, jeg ville ikke se ham. Overhovedet ikke. Det talte vi om en times tid, indtil jeg lod ham overtale mig.

April-maj ’09
Jeg nægtede at indrømme det, de første måneder. Jeg påstod hårdnakket at jeg ikke havde nogen følelser i det. At det bare var sjov og ballade. Men det var løgn, og den eneste der troede på løgnen var vist mig selv.

Han var helt afklaret. Han var åben og ærlig, og vi havde ikke set hinanden særlig mange gange, før han sagde at han elskede mig. Jeg fnøs, og sagde det var noget vrøvl – og han gav mig ret og rettede det til at han elskede det han kendte til mig. Jeg lod som om det var noget pjat, men jeg var lykkelig.

Jeg nægtede ham at sige noget til nogen. Slet ikke sin ”kone”. Han insisterede. Jeg bad ham komme og tale med mig først, og han accepterede. Troede jeg. For da han dukkede op i min lejlighed, havde han sagt det. Ikke fortalt hvem jeg var, men at jeg var der – og at han ikke længere ville bo sammen med hende.
Jeg blev skidesur, og endnu mere lykkelig.

Jeg nægtede at han fortalte nogen hvem jeg var, indtil jeg i en gedigen cocktailbrandert kl. 4 om morgenen indrømmede sammenhængen for min veninde. Dén veninde. Så kom sandheden frem, og han afslørede det for resten af sin familie.
Han var så skide modig. Han tvivlede aldrig på os, og han slog benene endnu mere væk under mig, fordi han var så sikker.

Jeg hviskede det til mine veninder. Altså, jeg fortalte om den her ligegyldige flirt jeg havde med manden. Jeg havde jo ingen følelser i det.

Juni ’09
Indtil vi var til en anden ø-lejrfest. Eller, det vil sige jeg var til festen med en anden veninde. Og Fyrsten & Fruen. Han var der bare også. Han ville have vi opførte os som kærester, jeg lod som ingenting og ville nærmest ikke kendes ved ham.
Men som promillen steg, dalede min modvilje – jeg kunne jo ikke holde fingrene fra ham. Og da han bød min lidt sky veninde op til dans, og jeg så hvor sjovt de havde det sammen, gav jeg slip. Jeg gav slip på alle mine åndssvage forbehold. Hun havde ingen forbehold – så hvad skulle jeg med mine? Da de var færdige med at danse gik jeg ham i møde og fortalte ham at jeg elskede ham. Ubetinget!

Set i bakspejlet forstår jeg slet ikke at han holdt ud. At han holdt ud at høre på alle mine formaninger om at jeg faktisk var ligeglad. At han bare blev ved, uden at afsløre at det gjorde ondt når jeg sagde sådan. Måske var det fordi han så lige igennem alt mit vrøvl?

Tiden der fulgte var virkelig angstprovokerende. Min mor hader det udtryk. Men det var den. Vi var så forelskede, men der var så mange der skulle ”godkende” vores forhold. Det skulle de selvfølgelig ikke, men det er svært at være rigtig glad for sådan noget, hvis alle andre misbilliger det.

Hans børn var 16 og 18 år. Lad mig minde om, at jeg var 24 (ja, det blev jeg kort efter at vi blev rigtigt kærester. Han fejrede mig med digestive kiks med ost og gav mig sin yndlingsbog og et sæt undertøj der var så forkert i størrelsen at det dårligt kunne have været mere akavet!).
Det var det vildeste, sværeste, mest sindssyge at skulle møde dem. Igen. Det blev den yngste først. Til en koncert. Jeg tog derind sammen med ham, og vidste godt at hun også ville være der. Jeg var så bange. Men hun smilede bare, sagde hej og krammede. Og relativt kort efter skred han til andet arrangement, og jeg endte med at hænge ud med min nye bonusdatter og hendes veninder – og det var skidehyggeligt.

Jeg turde ikke sige det til mine forældre. Jeg var virkelig tæt knyttet til mine forældre, men ikke på den der krænge-hjertets-inderste-tanker-ud-måde. Og jeg har aldrig rigtig gjort oprør, så vi har heller aldrig skændtes. Jeg prøvede virkelig at gå til bekendelse, da jeg var ude at spise brunch med dem på min fødselsdag, men jeg turde ikke. Set i bakspejlet er jeg glad for at jeg ikke sagde noget der. Det var blevet en nedern dag.

Et par dage senere lagde vi en plan. Vi ville gå til Skt. Hans i Fælledparken, og jeg ville invitere dem med – uden at fortælle hvem han var. Så ville de møde ham, og med det samme forstå at alt var godt.
Om eftermiddagen ringede jeg til min mor. Men de ville ikke med. De gad ikke gå nogen steder. Fårk! For nu havde jeg sagt det med en ny kæreste. Og min mor spurgte naturligvis hvem det så var. Min venindes farbror. Og hvor gammel han så var. 47. Og så sagde hun det!

Vi snakkede lidt videre. Jeg tror hun græd. Jeg tror også jeg græd. Hun undskyldte at hun reagerede sådan, men hun kunne bare slet ikke rumme det. Kunne ikke tale om det. Og jeg forstod hende jo godt. Det lød så bizart. Jeg havde jo ikke engang selv ville kendes ved det.
Jeg var glad for at han var hos mig. Med al sin sikkerhed. Vi gik til Skt. Hans, men det var en mærkelig aften.

Jeg snakkede lidt med min mor om det efterfølgende, da hun havde slugt klumpen. Jeg indrømmede ikke hvor forelsket jeg var, bare at det føltes rigtigt lige nu – og at hun jo ikke behøvede at tage sådan på vej, for det var jo ikke som om vi var blevet gift.

Juli ’09
Der gik faktisk næsten en måned før mine forældre langt om længe mødte ham. Jeg var så bange. Det var så vigtigt. Mine forældre er gode mennesker, så selvom det gjorde ondt at høre om, stolede de på mig, og gav ham den varmeste velkomst, da vi dukkede op i deres sommerhus. Og min frygt blev selvfølgelig gjort til skamme. Han slog også benene væk under dem – og så var der faktisk ikke rigtig længere noget der stod i vejen for os.

August ’09
Jeg mødte hans mor første gang til endnu en sommerfest. Hun gav mig et stort kram. Han har siden fortalt at hun vist også synes det var noget mærkeligt noget med os – men det skulle jeg tydeligvis ikke mærke noget til.
Hans storebror kendte jeg jo allerede gennem min veninde. Jeg tror det var svært for ham, at hans datters veninde pludselig stod og snavede med hans lillebror. Det var svært for ham. Men han lod aldrig os mærke det – i hvert fald ikke på en dårlig måde.
Hans søster fik en stor plads i mit hjerte anden gang jeg mødte hende. Til en familiemiddag. En søndagsting på bondegården. Hun sad allerinderst på en bænk rundt om et bord. Det var min første familieting, jeg var meganervøs og vildt genert. Jeg hilste kun lige på de nærmeste. Men i den familie tager man altså krammeturen hele vejen rundt. Så han spurgte mig (højt!) om jeg havde hilst på søsteren. Og hun dækkede over mig og sagde ja. Det var en lille ting. Men det var et symbol på, at alle omkring os rummede og favnede os, det umage par!

Og så indtil nu
Han friede til mig på skituren året efter. Jeg skulle ellers slet ikke giftes. Men det blev jeg med ham. Ved et kolossalt og fuldstændig magisk, fantastisk og vidunderligt bryllup, på bondegården sammen med vores 115 nærmeste!
Min mor holdt den perfekte tale.
2 år efter brylluppet tog jeg et motorcykelkørekort og blev gravid med vores første fælles barn. Jeg skulle ellers slet ikke have haft børn. I hvert fald kun en datter.
Sommeren efter flyttede vi i villalejlighed med have på Amager, og jeg fødte en søn. Jeg skulle ellers aldrig have haft have, og da slet ikke på lorteøen.
Da vores søn blev 2, og jeg 30, blev jeg gravid igen (med vilje, altså…!).
I foråret flyttede vi til en villa i Sorø – min mand og jeg, og vores to børn. Jeg skulle ellers aldrig have boet andre steder end i København.

Min mand har udfordret alt hvad jeg troede jeg vidste om mig selv, mit liv og min fremtid. Han var alt det forkerte (fik jeg sagt, at han er et par centimeter lavere end mig, og mellemblond – jeg har altid været til høje, mørkhårede mænd) – og det hele var bare så rigtigt. Det hele er så rigtigt!

Jeg bilder alle ind der gider høre på det – og sikkert også dem der ikke gider – at jeg er typen der er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men i foråret ’09 var der ikke noget der var vigtigere, end hvad andre tænkte om mig. Jeg ville ikke være ”den anden kvinde”. Jeg ville ikke kendes ved mine følelser, og jeg ville i hvert fald ikke stå til regnskab for konsekvenserne af dem. Jeg ville bare gå i et med væggen og være lige som alle andre.
Åh, hvor havde det være kedeligt, hvis den stemme havde vundet …

img_6643

Men hvad med…
Hans ”kone”, som han altså ikke var gift med? Det var ikke som om de havde et kæresteforhold jeg brød, men det må alligevel have været lidt af en pille at sluge for hende. Hun har altid været sød og imødekommende. Et halvt års tid efter fik hun selv en skøn ny kæreste. Ro på, det er ikke så idyllisk at vi er blevet veninder – men vi omgås fint til pigernes fødselsdage og lign. Og hun er hverken sur eller kedelig, hun var bare sammen med den helt forkerte mand (og jeg var en uvidende, ung festabe da jeg dømte hende!).

Hans døtre? De to teenagepiger, hvis liv jeg vendte fuldstændig på hovedet? De har aldrig budt mig andet end kærlighed, og de er nu begge ældre end jeg var da jeg mødte deres far. De er stolte storesøstre til to små møgunger. De er mine allierede når deres far er urimelig, de er mine skarpe kritikere, de er dødirriterende og virkelig vidunderlige – helt lige som alle andre børn.
Om det var svært at få to halvvoksne børn med i kærestepakken? Næh, det var en bonus. Som den lille lækre chokolade der er vedlagt din ordre fra webshoppen. Nej, faktisk som en hel plade lækker chokolade!

P.S.
Ja, det er naturligvis sket, at fremmede har troet at vi var far og datter. Det skal de ikke være kede af, for vi ved jo godt selv at vi kan se lidt aparte ud. Vi bliver ikke fornærmede, men vi kan godt blive lidt forvirrede – mest af alt griner vi bare af det.

Faktisk sagde min mor lige forleden et eller andet til min mand om ”hans datter”. Altså mig! Det grinede vi meget af.
Senere samme aften sagde min far et eller andet til ham, om at han har to børn – rettede det og sagde ”eller jeg ved jo godt du har tre…”. Hvis der skulle være nogen tvivl, så har min mand altså fire børn.
Men mine forældre er jo også ved at være gamle. Min mor er 5 år ældre end min mand! 😀

img_6682

Udbryderdronninger

Jeg er – som I ved – samler. Jeg samler på kopper og dåser og skåle og knapper. Jeg har kopper nok til at invitere hele vejen på kaffe og knapper nok til at ordne alle deres bukser. Og det er egentlig lidt tosset, for hele vejen kommer aldrig forbi. De særligt smukke knapper ligger i et skrin for sig selv. Det er de knapper, som har specielle farver eller former, blomsterformede og sekskantede. Dem, der er lavet af glas eller porcelæn. De håndmalede, som har mistet næsten al farve. De er en broget skare, mine særligt udvalgte knapper. Og jeg nænner naturligvis ikke at bruge dem. Men engang imellem tager jeg dem frem. Jeg kigger på dem og vender dem mellem mine fingre. Forestiller mig, hvad de har været brugt til, og hvor de har været. Hvad der var deres historie. Før de landede i et skrin på en hylde i et lille skævt hus.

Jeg samler nemlig også på historier. Af den skønlitterære slags, blandt andet. Som Harry Potter, der genlæses år efter år. Og Kabalemysteriet, som efterhånden er så slidt, at omslaget ikke længere sidder fast på siderne. Og Naja Marie Aidts ‘Tre dage i Prag’, som kan læses inden kaffen er drukket op, men som bliver siddende i maven så meget længere.

Men de skønneste historier af dem alle? Det er dem, som folk forærer mig uden omslag eller fængende titel. Dem, de selv har skabt og levet. Det er fortællinger om mennesker. Med mennesker. Den slags er ubetinget dem, jeg elsker allerhøjest!

Og nu har jeg samlet nogen af dem her til jer. Hvis nu I elsker mennesker og fortællinger ligeså højt som jeg. De er skrevet af en række helt særlige kvinder, som jeg har valgt at kalde ‘Udbryderdronninger’. Og det skal ikke forstås på den måde, at disse kvinder er brudt ud ad noget – snarere at de bryder med noget. Med normer, med fordomme, med de kasser som vi alle fra tid til anden puttet hinanden ned i for bedre at kunne overskue verden. Men verden behøver ikke være overskuelig og genkendelig for at være smuk. Og hvorfor putte folk i kasser, når vi kan forme hinanden som sekskanter eller blomster?

Det er kvinder, som har noget på hjerte. Kvinder, hvis fortællinger skiller sig ud fra mængden og hvis perspektiver på verden er inspirerende og smukke. Kvinder, som på forskellig vis har rørt noget i mig.

Jeg har håndplukket hver og en, og de har indvilliget i at dele en bid af dem selv lige her. Og jeg håber, at I vil tage pisse godt imod dem, for det fortjener de virkelig!

Min allerførste Udbryderdronning hedder Ditte. Hende får I snart lov at møde. Måske allerede i morgen, hvis I er heldige? I kan godt glæde jer;)

img_6679

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642