Næsten i mål

Vi er næsten i mål med malerarbejdet på førstesalen. Næsten. Der mangler kun et lag. Og heldigvis for det! Jeg synes for det meste, at sådan nogen projekter er skide hyggelige. Det her har ikke været nogen undtagelse. Og det er fedt med første lag maling, for så kan man se, at der sker noget. Andet lag er fedt, for så er man halvvejs. Men ved tredje lag har man mest af alt lyst til at hænge sig i ledningen fra kompressoren. Jeg har maling overalt! Og jeg mener virkelig overalt, for jeg slutter af med at male i trusser, fordi her simpelthen er så varmt, at jeg drypper ned i malingen.

Nu, midt i slutspurten, går alt selvfølgelig galt. Kompressoren strejker, malingen klumper og min manglende motorik gør pinligt opmærksom på sig selv. Jeg maler iført et eller andet monstrum af en maske, som mest af alt ligner noget taget ud af en low budget sci-fi film. Ansigtet er lukket fuldstændig til, og man kan kun se ligeud. Og så skete der naturligvis dét, som kun sker for mig, at jeg på en eller anden måde fik dyppet det meste af masken ned i bøtten med maling. Uden at opdage det. Jeg opdagede blot, at der pludselig dryppede med maling steder, hvor det ikke burde ske. Og fordi jeg ikke kunne se ud ad siderne på masken, drejede jeg rundt for at se, hvor malingen kom fra. Jo mere jeg drejede, jo mere maling kom der. Hvilket blot fik mig til at dreje endnu mere. Først efter en otte-ni runder af dét, der må ha’ lignet en hund, der jagter sin hale, gik sagens sammenhæng op for mig. Jeg prøvede at vikle mig selv ud af masken uden at smøre mig selv endnu mere ind i maling, hvilket viste sig en smule besværligt, fordi jeg havde glemt, at jeg også havde høreværn på. Flot!

Så burde man stoppe, ikk’?! Men der er et lag tilbage. Et sølle lag, derefter er resten klatmaleri. Nok er jeg kendt for at besidde ligeså meget disciplin, som jeg er motorik og koordinationsevne, men jeg stopper fandme ikke så tæt på målet.

Et lag!

Wish me luck…..

img_7527

Gaveidéer søges!

img_7418

Ane har fødselsdag på fredag, og jeg har absolut ingen idé om, hvad vi skal give hende. Jeg er faktisk så blank, at jeg et kort øjeblik overvejede en kanin…. Et MEGET kort øjeblik;)

Alt med Anna og Elsa ville selvfølgelig være det sikre valg. Men hun har simpelthen så meget i forvejen – dukker, kasketter, tøj, badekåbe, pengepung mm, og selvom hun er glad for det, så er det altså begrænset, hvor meget det bliver brugt.

Ane selv er ikke til meget hjælp, og svarer “Det ved jeg ikke.”, når vi spørger, hvad hun kunne tænke sig. Drømmescenariet ville være, hvis vi kunne nå at have hendes værelse færdig, så det var gaven. Men Fyrstens ferie slutter i morgen, og jeg er alene med begge børn i næste uge, så jeg tvivler på, at det er realistisk.

Så jeg kunne virkelig godt bruge jeres hjælp! Hvad er lykken for en 4-årig pige, som umiddelbart har alt??

Og så lige en reminder: Det er sidste chance i dag, hvis I skal nå at gøre brug af den fine rabatkode til Nilens Jord, som jeg deler her🙂

10 gode råd til dig, der renoverer

Læg en plan: Hav en tydelig plan fra start, så du har overblik over, hvad der skal laves i hvilken rækkefølge, og hvem der gør hvad. Man kan spilde meget tid på at rende rundt som en hovedløs høne med savsmuld mellem tæerne. Vi deler os som oftest op som lige nu, hvor Fyrsten er i Bauhaus, mens jeg skriver blogindlæg gør klar til at sætte filt op.

Prioriter dit projekt: så længe du renoverer, vil det som oftest kunne ses i resten af huset. Både i form af støv og snavs, men også fordi andre ting kommer til at halte. Acceptér det! Du kan ikke både få tid til at pudse vinduer og rengøre køleskabet, samtidig med du tapetsere, og kan du ikke finde ro i det, bliver det en opslidende proces.

Invester: Det er dyrt at være fattig! Er du i gang med et mere omfattende renoveringsprojekt som i vores tilfælde, hvor hele huset skal under kærlig behandling, så invester i det rigtige værktøj. Du kommer helt sikkert til at skulle bruge det igen, og der er intet værre end at stå midt i processen med et stykke værktøj, der brænder sammen, fordi man har valgt den billigste løsning.

Lån: Er dit renoveringsprojekt et korterevarende af slagsen, så lån dig frem til værktøj fra venner eller bekendte. Søg evt i lokale Facebook-grupper og husk at kvittere med en flaske vin;)

Lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest – eller billigst;) (MED MINDRE det tilfældigvis også er pænest!): Vi har ved tidligere projekter valgt den billige løsning. For eksempel havde vi ikke lige 10.000 kr til at kaste efter en bordplade på mål til køkkenet, hvorfor vi blev enige om, at vi godt kunne leve med et par samlinger. Det kan vi også sagtens, men jeg fortryder dagligt, at vi ikke tog os tiden til at spare op til det pænere resultat. Omvendt har vi valgt at beholde det gamle gulv på førstesalen, som gemte sig under gulvtæppet, fordi det er pænt og patineret på den fede måde, som passer til resten af huset. Vi slipper dermed også for at skulle investere tid og penge i at lægge et nyt gulv.

Søg råd: spørg professionelle til råds, eller venner og bekendte, som selv har stået i processen. Der findes også mange glimrende youtube-videoer, som fx viser hvordan du sætter filt op.

Genbrug: Renovering kan være en omkostningsrig affære, hvorfor genbrug er et nøgleord i alle vores projekter. Fx har vi bygget vægge ud af de spånplader, som tidligere udgjorde undergulvet, ligesom vores terasse i sin tid blev udvidet med fliser, som en nabo havde sat ud til storskrald. Det er både godt for pengepungen og miljøet:)

Pippi-devisen – Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!: Kast dig ud i det. Tro på at du kan, og tro på at det nok også går, hvis ikke du kan. Jeg vidste ikke, at jeg kunne pudse en væg op, før jeg gjorde det. Næste gang kan jeg så noget andet:)

Renover med respekt: Tænk over hvilket type hus du bor i. Personligt synes jeg, at man bør renovere med udgangspunkt i helheden og fx. ikke sætte et stålkøkken op i et gammelt bindingsværkshus eller omvendt.

Hold pauser: Vi kan godt have tendens til bare at knokle igennem og glemme at spise og drikke undervejs. MEN man ender altid med at blive ukoncentreret og lave dummefejl. Så jeg har lært at se pauserne undervejs som en nødvendighed fremfor tidsspilde.

God arbejdslyst:)

img_7486

Ævl og kævl

img_7466

Jeg æder nachos og salsa i den nye sofa. Det kan kun lade sig gøre, fordi Fyrsten er faldet i søvn i den anden ende. Han ville aldrig tillade den slags. Men på den anden side, vil han virkelig godt ha’, at jeg bliver gode venner med den nye sofa, og det her virker som en ret god måde at gøre det på.

Jeg er gået i gang med at se ‘De udvalgte’ på iPaden, og ligeså fed, som jeg syntes den var for 16 år siden, ligeså møg elendig synes jeg, at den er her ved slutningen af afsnit to. Men jeg er jo nødt til at se den færdig – bare for at se, om jeg virkelig var så galt på den!

Ane er på ferie hos sin moster i disse dage, og her er helt åndssvagt stille. Jeg aner ikke, hvornår jeg får hende igen. Da jeg spurgte, hvor længe hun ville være hos sin moster, fremviste hun to hænder. Jeg siger max én. For der er kun gået én sølle finger, og jeg så faktisk allerhelst, at hun kom hjem i morgen.

Men det gør hun ikke. For hun hygger sig. Og Fyrsten og jeg har rigeligt at se til i den her uge. Planen er at få lavet det sidste væg færdigt på førstesalen, få skåret lister til, og endelig at få malet hele lortet. 100 kvm. Listeloft fra gulv til loft. Jeg, som ellers er Palæets meste lalleglade og naive beboer (vi regner ikke Cash med her, så havde han vundet stort), er skeptisk, mens den evigt fornuftige og realistiske Fyrste mener, at det sagtens kan lade sig gøre. Og egentlig burde jeg jo så gå derop nu og gå i gang med et eller andet i stedet for at æde nachos, se dårlige serier og blogge, men vi er der i processen, hvor jeg har brug for, at han peger og dikterer. Ellers gør jeg tingene i den helt forkerte rækkefølge og ender med at sætte os flere dage tilbage i processen. Så jeg venter.

Jeg har ellers lagt nogen ret gode planer, synes jeg selv. Med væg-til-væg reoler omkring vinduerne i gavlene, to indbyggede skabe og enten noget skrivebord eller indbygget seng til Ane. Nu får I lige et par billeder, og så er det jeres opgave at smide alle de gode idéer på bordet, som jeg ikke lige selv kan se, okay? I skal også lige svare mig på det her: jeg vil ha’ tapet på den ene endevæg, altså bag reolen. Noget fedt noget fra Retro Villa. Men vil det komme til at se komplet tosset ud, når vi bygger en reol hen over?

img_7292 img_7293 img_7294 img_7296 img_7297

Stik mig alle jeres guldkorn, så vil jeg hoppe tilbage til det, jeg var i gang med. De nachos spiser jo ikke sig selv.

Nilens Jord – mine favoritter til hverdagsbrug

Reklame / ambassadørsamarbejde
Links i indlægget er reklamelinks.

 

img_7315

Jeg har lavet jer en lille video, hvor jeg deler mine erfaringer med Nilens Jords make up.
Jeg er ikke ekspert. Jeg har ikke det store sammenligningsgrundlag. Til gengæld har jeg fundet nogen favoritter, som gør sig virkelig godt til hverdagsbrug. Jeg håber, I har lyst til at kigge med:)

Og til dem, der helst er fri at se på mig;)

Mine erfaringer:

Concealer: Duo concealer (min er farven ‘Marble’), som både består af en flydende concealer og en stick, dækker utrolig godt. Så vil man have ‘fuld dækning’ er denne det rette valg:) Vil man ligesom jeg blot dække de mørke render og er man okay med stadig at kunne se ujævnheder i huden, rynker eller fregner, anbefaler jeg i stedet Chubby concealer (her bruger jeg ‘Cedar’), som ligeledes dækker godt, men ikke ligeså markant som Duo concealer.

img_7308

Mascara: Går man efter en mascara, som både giver maksimal fylde og længde, skal man have fat i Lash Definition Mascara. Den er uden tvivl den bedste mascara, jeg nogensinde har ejet! Til hverdag bruger jeg dog Brown Volume Mascara, som giver god fylde, men ikke samme wauw-effekt som Lash Definition.

img_7316

Blush: Creamy Touch Blush har en fin lyserød farve, som frisker én op og giver lidt liv i kinderne. Den er nem at have med sig, da den ikke kræver børste, men blot kan gnides ud med fingrene. Den passer godt til min lyse hudtone og ser naturlig ud, hvorfor den er blevet min hverdagsfavorit. Compact Blush fås i tre nuancer. Jeg har valgt den mørke, ‘Cherry’, som giver en tydelig og varm markering af kindbenene, og som efter min mening gør sig godt til festlige lejligheder, hvor make uppen godt må være lidt tydeligere.

img_7307

Læbestift: Til hverdagsbrug har Lipshine været min favorit de sidste par år. Den giver et fint skin af farve til læberne, uden at mætte dem totalt. Den har dog fået skarp konkurrence af Chubby Lips, som er en læbepomade med farve. Ligesom Lipshine lægger farven sig ikke som et lag, men giver skinnende og bløde læber. Matt Lips er helt åndssvagt god og var været på mine læber ved hver festlig lejlighed, siden jeg fik den. Farven mætter fuldstændig og kan holde til både at drikke, spise og kysse. De, der følger mig på Snappen, vil have set, at den sagtens kan holde natten over. Det, at den er flydende, gør det desuden muligt at blande de forskellige nuancer, så du kan opnå lige den nuance, der passer dig bedst. Personligt bruger jeg den ikke til hverdag, men er man lidt mere ‘modig’ end mig, kan den virkelig sætte lidt kulør på hverdagen:)

img_7310

Skulle I nu sidde og tænke, at nogen er de nævnte produkter kunne være lige noget for jer, så kan I med fordel bruge koden Fruen20, som giver 20% frem til 30/7:) Koden gælder til alle produkter fra Nilens Jord.

Til lyden af Thin Lizzy og faldende biller

img_7388

Da jeg skulle putte Jasper i går, kunne jeg høre dem spille i det gamle frugthus. Først ‘Dancing in the moonlight’ (Thin Lizzys. Naturligvis!) og dernæst ‘Bag duggede ruder’. Timingen var eminent, for jeg havde på det tidspunkt brugt lige over en time på at putte et styk overtræt og modvillig 1-årig, og min telefon var løbet tør for strøm. Jeg var mildeste talt pisse talt pisse irriteret, indtil “when I past you in the doorway….” flød ind gennem det åbne vindue. Så var det okay. Faktisk mere end okay. Det var tæt på vidunderligt. Selv med det overtrætte barn, som gav sig til at klappe, da jeg begyndte at synge med.

Jeg ved godt, at 99,9% af mine Vejlø-indlæg er lutter lyserøde med en eftersmag af candy floss. Men andet er ganske enkelt ikke muligt. Vejlø er helt ubetinget mit yndlingssted. Og det på trods af, at det langt fra er noget 5-stjernet feriested. 1 stjerne kan det måske snige sig op på. På grund af det wifi, som min far fiksede for et par dage siden.

Faktisk er der meget, man kunne være utilfreds med, hvis man var til den slags. Vores seng, for eksempel. Som er så kort, at mine tæer støder på endegærdet, når jeg strækker mig. Og der er ingen chokolade på puden, men det er en god idé at tjekke for edderkopper, inden man lægger sig. Eller dét at jeg oftere falder i søvn til lyden af faldende biller, end Thin Lizzy og TV2. Dik, siger det. Dik dik dik. Ingen grund til at tælle får, når man kan tælle biller.

Men jeg kan faktisk godt li’ billerne. Og den korte seng. Og edderkopperne. Og det udendørs badekarret. Og den stank, der spreder sig i gangen, når det har regnet, fordi der står råddent vand i kælderen.

Det er jo Vejlø.

Jeg læste engang en artikel i et eller andet ugeblad om en kvinde, der var forelsket i en rutsjebane. Det har vist endda en officiel betegnelse. Mega mærkeligt. Man kan da ikke være forelsket i en ting. Men man kan åbenbart godt være forelsket i en ø.

Udbryderdronninger – Linda

Min anden Udbryderdronning (læs mere om hvad det betyder lige her) er Linda, som er kvinden bag en af mine yndlingsblogs, Blogsbjerg. Linda er en fuldstændig eminent fortæller, og jeg imponeres gang på gang over hendes evne til at få ordene ud gennem skærmen og ind under huden på én. Som nævnt er jeg pt i gang med hendes bog ‘Vi er bare selv’ (reklamelink), og den kan varmt anbefales til alle, der er nysgerrige på livet som selvvalgt alenemor. Eller hvis man, som jeg, blot nyder hører betragtninger over livet fortalt med humor, intellekt og stor kærlighed. For det er lige netop dét, Linda kan. Og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at bede hende om at være med i min serie af Udbryderdronninger:)

Tag godt imod Linda – og Anton og Frida<3

aa0cd202-7d72-48a8-8978-3582e45d508b

Da Elisabeth for nogle uger siden spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt om det med at vælge få børn alene, skulle jeg lige tygge lidt på det. Min egen oplevelse er, at den slags beretninger enten får lidt religiøse undertoner af lovprisning ift., hvordan dét at have valgt en atypisk vej, slet, slet ikke er spor svært, hvis bare man bærer viljen i hjertet, eller også risikerer de at få et uklædeligt skær af klynk. Alligevel endte jeg med at sige ja, fordi jeg håber, at min lille slice of life måske kan være med til at nuancere billedet af den selvvalgte alenemor lidt.

Jeg har fået to børn alene. To fuldstændig fantastiske, inderligt ønskede børn, som er det bedste, der nogensinde er sket mig. Mine vilkår er anderledes end gennemsnittets, men hverken mine børn eller jeg har prøvet andet, og derfor kan det være lidt svært for mig med hundrede procents sikkerhed at vide, hvordan min oplevelse af forældreskabet adskiller sig fra andres.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er synd for os. På nogen måde. Den følelse har jeg aldrig haft. Tværtimod føler jeg mig på daglig basis voldsomt privilegeret over at leve i en tid på et sted, hvor det er muligt at stifte en familie, selvom jeg ikke har haft en mand at stifte den med.

Men når det er sagt, er der selvfølgelig nogle områder, hvor dét, at få først ét og siden to børn alene, giver nogle udfordringer, som jeg har en formodning om, adskiller sig fra “almindelige” forældres. Det nedenstående er holdt i store linjer; der er masser af mennesker derude, som også lever liv, der adskiller sig fra gennemsnittets, men det her bliver langt nok i forvejen uden disclaimere og forbehold, så håber, at I, der læser med, forstår pointen, og ikke fortaber jer i detaljerne.

Hvis jeg skal tage min egen historie, sådan lidt kronologisk, så var jeg i starten af 30’erne, da jeg traf beslutningen om at få børn selv. Egentlig var jeg ikke på det tidspunkt specielt skruk; jeg er nok bare mere pragmatisk end gennemsnittet. Jeg vidste, at jeg gerne ville have børn, og da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, var jeg hurtigt ret afklaret med, at jeg alligevel ikke kunne nå at møde en mand, som ville give mig det, jeg helst ville have haft, nemlig en kernefamilie, stiftet med en mand, jeg havde kendt i årevis. Derfra og til at beslutte at gøre det alene, var der ikke så langt.

Dermed ikke være sagt, at det var en nem beslutning. Jeg var frygteligt i tvivl om, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Ikke biologisk – her var jeg fuld af fortrøstning – men mere økonomisk og lavpraktisk. Den helt store udfordring ved den her beslutning var, at jeg godt vidste, at jeg ikke anede, hvad det ville sige at få et barn – men at det samtidig ikke er en beslutning, man kan træffe halvt. For mig var det angstprovokerende at tænke på, at jeg kunne stå med et barn, for så først dér at blive klar over, at der var noget i ligningen, jeg havde overset.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at forberede mig. Jeg satte et møde op med banken, jeg fik klappet tingene af med mit bagland, og jeg fik en henvisning til en speciallæge, bare lige for at få tjekket, at alt fungerede, som det skulle. Stort var chokket, da jeg en regnvåd aften i november, stående på en kold gang et sted i Aarhus nord, fik at vide, at det desværre så ud til, at jeg ikke kunne få børn.

Men engang imellem tager videnskaben heldigvis fejl, og da jeg en morgen, 4 måneder senere, tissede på først 1, så 2, 3 og 4 pinde, og der var to streger på dem alle sammen, var jeg nær besvimet af begejstring, chok og fryd.

Jeg havde frygtet, at jeg ville opleve min graviditet som noget ensomt; at det, at gøre noget, som de fleste er to om, ville puffe til den samme følelse, som man kan få, når man er den eneste single i et selskab. Man er jo hverken mere eller mindre alene, end man var, da man to timer tidligere stod i sin lejlighed og sang all the single ladies – det føles bare sådan. Men jeg havde en fest med at være gravid, og følte mig på intet tidspunkt hverken halvt eller stakkels.

Vi fik en hård start, min lille søn og jeg, fordi jeg blev ramt af svangerskabsforgiftning, og derfor røg ind og ud af Skejby, indtil jeg blev sat igang, og verden for altid blev delt i et før og et efter.

Jeg tror, at de fleste nye forældre er i granatchok de første par måneder, uanset om man er selv eller sammen. Lige der tror jeg ikke, at der er nogen forskel. Den fuldstændige, altoverskyggende kærlighed til det lille mirakel, kombineret med forskrækkelsen over det ultimative tab af kontrol, er vist bare en del af pakken.

Til gengæld tror jeg, at omvæltningen i mange tilfælde føles større, når man gør det alene, end hvis man er to, fordi man, som selvvalgt alenemor lander imellem to stole. Man har dagsrytme og livsindholdet til fælles med par, men man er stadig single, hvilket betyder, at det er vennerne, der udgør voksenkontakten og det primære netværk. Ofte grupperer man sig med dem, man ligner mest; som single har man flest singlevenner, og netop det med, at man er vant til at hente sit sociale input udenfor hjemmet, er en udfordring, når man pludselig er den eneste i sin single-omgangskreds, der har et barn. Og modsat dem i omgangskredsen, der *har* børn, som kan skiftes til at blive hjemme om aftenen, når den lille sover, så har man som alenemor truffet en beslutning, der indebærer, at det ikke som udgangspunkt er en mulighed. Det betyder, at man ret pludseligt skal redefinere hele sit sociale liv, og at man skal ud og være opsøgende i en periode af sit liv, hvor de fleste er ramt af et søvnunderskud på størrelse med Alaska.

Heldigvis har jeg været så heldig, at jeg har fået verdens bedste børn. Helt objektivt betragtet, selvfølgelig. Det betyder, at selvom det fra tid til anden har været hårdt, så har jeg aldrig – ikke én eneste gang – været det mindste i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, jeg traf.

Fordi jeg får lidt taletid her om et emne, som meget naturligt er noget, jeg ofte bliver spurgt til, vil jeg gerne slutte med at runde to ting:

  1. Ting, jeg hører ofte:

A) Hvad tænker du ift. at du har fravalgt en far på dine børns vegne?

Lige præcis ift. donorbørn, synes jeg faktisk ikke, at den sætning giver mening, ganske enkelt fordi, de var ikke blevet til, hvis vi ikke havde valgt at få dem selv. I min (meget subjektive) optik, har vi tilvalgt børn langt mere, end vi har fravalgt en far.

B: Kan du ikke bare få en sitter/spørge dine forældre?

Nu, hvor vi kender hinanden så godt, vil jeg tillade mig at være ærlig: Det her er et af dem, jeg godt kan komme til at skære en lille smule tænder over. For jo. Selvfølgelig kan jeg det. Men jeg tror simpelthen ikke, at folk forstår – sådan forstår-forstår – at mine børn skal passes HVER gang, jeg skal noget. Frisør, lange arbejdsdage, møder, kurser, læge, tøjindkøb, tandlæge, fødselsdage, skole/børnehavemøder osv. osv. osv. Jeg fravælger MEGET, og det er jeg både afklaret og ok med, men fx. underviser jeg 1 time hver torsdag aften, og det betaler jeg 800 kr i måneden til en babysitter for. Hvilket betyder, at jeg reelt betaler penge for at gå på arbejde. Og sådan er det. Jeg elsker at undervise, og det giver mig meget ift. at føle et tilhørsforhold til byen, men det er bare for helt konkret at illustrere, hvorfor man ikke kan hive en sitter ind i tide og utide. Og mine forældre er de bedste i verden, og hjælper os meget – men det er ikke deres børn, og dermed heller ikke deres ansvar.

2) Overvejelser du kan gøre dig, hvis du overvejer at gøre det selv.

A) Din alder. 

Rigtig mange kvinder, der overvejer børn selv, skubber beslutningen, til de er i slutningen af 30’erne. Jeg var 33, da jeg fik Anton, og 38, da jeg fik Frida, og jeg vil gerne slå et slag for, at man ikke venter for længe. Anton er lavet i første forsøg, Frida i 5. Det kan være tilfældigt, men chancen for at blive gravid ER bare større, når man er yngre, og når først man træffer beslutningen skal det helst være nu-nu-NU. At få dem, inden man bliver for gammel, betyder også, at chancen for at kunne give sine børn søskende, hvis man gerne vil det, er større. Og selvom man på forhånd tror, man kun skal have ét barn, kan meget ændre sig over tid. Så er det fedt, at muligheden er der. Og endelig er det ofte mormor og morfar, der udgør det primære netværk, når man får børn selv, og i dén ende af skalaen, er der KÆMPE forskel på, hvor meget hjælp, man kan tilbyde, når man er 55 kontra 65.

B) Valg af metode. 

Uanset om man vælger at gå gennem en fertilitetsklinik, om man laver regnbuebørn eller får en hjælpende “hånd” af en ven, så følger der konsekvenser med. Jeg vil virkelig, virkelig anbefale, at man snakker med nogen, der har brugt den metode, man selv overvejer, for at få kastet lidt lys over fordele og ulemper. At få børn med nogen, uden at være par, kan fx. være en udfordring, fordi han kan have en kæreste eller en familie, som måske ikke er så afklaret med hans manglende far-rolle, som du og han selv er.

C) Ikke at vælge er også at vælge.  

Hvis man er kærester, og gerne vil have børn, skal man ikke gøre noget anderledes, end man plejer at gøre, andet end måske lige at steppe ned på prævention. Hvis man gør det selv, kræver det en meget konkret, aktiv handling at blive gravid. Og der tror jeg, man kommer til at spilde megen tid, hvis man venter på at vågne en morgen, opfyldt af den endelige visheds klare lys. Man vågner ikke en morgen og Er Klar. Nogle gange må man beslutte, at det her er så klar, som man bliver – og gøre det.

unknown

—————

Min tidligere Udbryderdronning, Ditte, kan du møde lige her med hendes historie om at forelske sig i en 24 år ældre mand og få hele livet vendt på hovedet<3

Så får man også prøvet det!

Den nye sofa er pakket ud, imprægneret og flyttet ind i vores stue. Den er pæn. Ingen tvivl om det. Ligeså pæn, som jeg huskede. Men alligevel føles den forkert. Det tog mig lige lidt tid at lure, hvad problemet er.

Den er ny. Helt ny. Ingen har nogensinde siddet i den blå sofa, før jeg plantede mig i den for en lille time siden.

Det har jeg aldrig prøvet før.

Min første sofa var en gammel, grøn veloursag, som jeg købte på et loppemarked for 100 kr. Så flyttede Fyrsten og jeg sammen og arvede en sofa af min søster. Den udskiftede vi med en, vi fandt på DBA. Og endelig rykkede den blomstrede sofa ind. En sofa, som min stedfar overtog med et hus, han købte.

Jeg har aldrig ejet en helt ny sofa.

Faktisk ejer vi forbavsende få nye møbler. Tre, tror jeg. Et hus på lige knap 150 kvm og kun tre nye møbler. Vores klædeskab, reolen til pladesamlingen og vores seng. Og nu en ny sofa.

Den er hård at sidde i, fordi ingen nogensinde har hoppet i den. Og pæn og glat, fordi ingen har hvæsset kløer i den eller smurt den ind i leverpostej. Og det burde jeg elske lidt, ikk’?! Det tænker jeg, at jeg burde. Men jeg har allermest lyst til at hoppe i den. Med sko på. Og en nutellamad i hånden.

Jeg skal nok komme til at elske den! Når vi har lært hinanden lidt bedre at kende. Og når jeg har affundet mig med, at den er ganske historieløs, og at det altså nu er min opgave at give den historie. Shit, det er voksent.

Og inden folk tænker ‘Nej nej nej, hvad er det dog for en udvikling, bloggen tager??!‘ og kaster sig over unfollow-knappen, så kan jeg tilføje, at der også er flyttet noget andet ind i Palæet i dag. En kahytsdør fra M/F Dronning Ingrid. Som er slidt og hullet og skæv på den helt rigtige måde. Så er der ligesom en eller anden form for balance;)

Og værs’go – et sidste billede af den gamle, blomstrede skønhed, som vi alle kender og husker den. Nusset og smurt ind i leverpostej:)

img_7251

 

 

Forresten #22

Reklame / Indeholder reklamelinks

– er Fyrsten i dag vendt hjem med vores nye sofa. Den står lige nu delt i to og pakket ind i plast i udestuen, og jeg er hunderæd for at pakke den ud af frygt for, at den pludselig ikke er så fin, som jeg husker den.

– har jeg i dag prøvet at filme en lille video til bloggen, hvor jeg deler mine erfaringer med nogen af Nilens Jords (reklamelink) produkter. 10 gange har jeg prøvet. Først løb jeg tør for strøm midt i det hele. Så havde jeg pludselig ikke nok hukommelse og måtte til at slette. Og endelig lurede Ane, at jeg havde gang i noget spændende. Den ene optagelse blev brat afbrudt efter bemærkningen: “Denne her læbestift er helt åndssvagt god!” ….. “Mor, kom lige og se en KÆMPE lort jeg har lavet!” Jeg prøver bare igen i morgen, ikk’?

– er Ane begyndt at udvikle sine trusler en smule. De har i lang tid heddet “Så må du ikke komme med til min/Karlas/Holgers fødselsdag!” I sidste uge hed det: “Så må du ikke komme med til Holgers fødselsdag! Du må godt aflevere mig, men du kommer IKKE med ind!” Så fik hun naturligvis sin røde sodavand prompte!

– har jeg for første gang nogensinde besøgt Genbyg i dag. Første gang – ikke sidste! Åh, jeg kunne være flyttet ind på stedet!!! Alle de gamle sager og skønheder og ufortalte historier. Planen er at tage en tur derud igen senere på ugen for at finde en dør til Anes kommende værelse, og jeg glæder mig allerede. Jeg har ikke følt det sådan her, siden Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter;)

– er Cash i dag 10 år og 26 dage gammel. Jeg har hørt, at med en Golden Retriever af hans størrelse er hver dag over 10 år en gave. Så vi føler os meget rige:) Jeg tænker dog også, at hver dag over de 10 år gør noget ved odøren. Enten det ellers er der en kat, der er kravlet op i ham og har lagt sig til at dø. Jeg elsker dig, Cash, men for dælen, hvor du dog stinker!

– nu vi er ved døde katte, så er jeg med i en facebookgruppe for det nabolag, vi bor i. Og hvert andet opslag handler om forsvundne katte. Så meget at der nu har udviklet sig helt seriøse spekulationer omkring, hvorvidt vi deler vej med en kattenapper. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller låse Charlie inde…..

– levede jeg af Dumle slikkepinde (og kolde Hof) på Vejlø, så jeg skyndte mig naturligvis at købe en pose, da vi vendte retur til civilisationen. Og så smager de bare overhovedet ikke ligeså godt – hvad fanden sker der for det?? Det er lidt det samme med nøddebidder, som også er et Vejlø-højdepunkt. Og at jeg kan købe dem i Aldi når som helst resten af året er fuldstændig lige gyldigt.

– fulgte denne nederdel (reklamelink) med min sending fra Zalando, da jeg modtog mine gummistøvler. Den er SÅ mega fin! Og kun lige to centimeter for lille i livet;) Den bliver min motivationsfaktor for at få startet op på det der kejserinde-træning igen. Efter uge 29. Hvis der er flere Dumle-slikkepinde i kiosken….

– har jeg forresten lavet en aftale med en af ølejrdeltagerne om at stille op i ‘Scenen er din’ i uge 29 med en Nik og Jay parodi. Jeg var ikke engang beruset. Og jeg er ret bange for, at hun mener det seriøst.

– tænker jeg at udgive endnu en Udbryderdronning en af de nærmeste dage. I tog så godt imod min første af slagsen, så jeg er spændt på at præsentere jer for endnu en sej kvinde:)

– var Ane sur og tvær inden sengetid i dag, så vi dansede det ud til Liga, Alphabeat og Burhan G. Jasper stavrede grinende rundt som en tosse og prøvede at danse med, og Ane var pavestolt, da hendes far kom med opmuntrende tilråb til hendes skøre dancemoves. Det er øjeblikke som dem, der minder mig om, hvor helt åndssvagt heldig jeg er!

img_7176 img_7177 img_7178

Ølejr-uundværligheder

Reklame (i form af reklamelinks,
samt produkter modtaget som gave
eller i kraft af ambassadørsamarbejde)

img_7145

Jeg er kommet på Vejlø siden 1994. De sidste 20 år har det været fast en-seks uger hver sommer. Jeg har boet i Æblehaven, som er den private plads, hvor man selv står for alt. Jeg har boet i selve ølejren, hvor der er sørget for telte, mad mm. Og de sidste mange år, har jeg boet på gården. Så jeg er efterhånden rimelig garvet, når det kommer til, hvad der kan proppes i tasken til den slags ferie, og hvad der slet ikke kan undværes.

– Håndsprit og håndcreme.

De to ting er faktisk altid i min taske, men på Vejlø bliver de brugt lidt ekstra flittigt. Det er bare rart at have en håndsprit i umiddelbar nærhed, når man har været ude og tisse i busken, eller skiftet en ble ved stranden. Og fordi jeg synes, at spritten har en tendens til at tørre mine hænder lidt ud, følger håndcremen med som en trofast følgesvend. Håndspritten er fra Derma (gave) og cremen fra Nilens Jord (ambassadørsamarbejde). Cremen er drøj i brug uden at være for fed, og efterlader ikke én med ‘cremede’ hænder, som jeg desværre har oplevet med mange andre.

– Regntøj.

Fordi den danske sommer er en upålidelig satan! Og fordi det er så møg ubehageligt at rende rundt i vådt græs og mudder i et par Converse;) Jeg har netop købt disse gummistøvler (reklamelink), da mine gamle havde udtjent deres værnepligt. Jeg er pjattet med især farven, men også pasformen, da den er bred nok til, at man kan have et par tykke strømper på. Min regnjakke er en gammel sag uden hætte, så jeg drømmer lidt om at investere i denne røde skønhed (reklamelink).

– Solcreme.

Fordi solen forhåbentlig skinner fra tid til anden. Jeg er blegere end bleg og bliver åndssvagt hurtigt rød. Ikke brun, postkasserød. Så jeg bader mig selv i 30 faktor fra Derma og børnene ligeså. Ansigtssolcremen på 15 faktor bruger jeg til ‘genopfyldning’ i løbet af dagen, fordi ansigtet som regel er mest udsat. (gaver)

– Underholdning.

Jeg har altid en ‘The 1000 dot to dot book’ (reklamelink) med på Vejlø, fordi det er en super hyggelig og afslappende beskæftigelse. Der er virkelig mange timers underholdning i sådan en bog. Det samme er der i ‘Wreck this journal‘ (reklamelink), som er den skøreste bog, jeg nogensinde har ejet;) Derudover hører kryds-og-tværser sig også til. Jeg plejer at købe en stak gamle ugeblade i genbrugsen til 1 kr stykket og hive krydsordene ud. Sidst, men absolut ikke mindst: bøger. I år har jeg medbragt to. ‘Vi er bare selv‘ (reklamelink) er skrevet af denne seje dame, og den er både tankevækkende, varm, underholdende og velskrevet. Kate Mortons ‘Huset ved Riverton’ (reklamelink) har jeg store forventninger til efter at have læst andre af hendes bøger, som jeg skrev om her. Som bonusinfo har jeg netop i dag opdaget, at hun just har udgivet en ny med titlen ‘Lake House’ (reklamelink).

– Kjoler.

Lette og luftige sommerkjoler til de solrige dage. Og med et par strømpebukser og en cardigan går de også an til de køligere af slagsen. Havde jeg ikke lagt så skide mange penge i Vejlø-kiosken til Dumle-slikkepinde og Somersby, så havde jeg shoppet de her fire hjem, til vi skal af sted igen:)

img_7148

1) Helt klart den jeg helst ville klikke hjem! Findes her til 349. 2) Her til 229,95.
3) Her til 219,95. 4) Her til 349.

– Spil.

Vi har altid dartpile med, da der bor en  dartskive på gården. Jeg er tosset med dart, og elsker at spille ‘Mickey Mouse’ og ‘Jorden rundt’. Derudover spiller vi ‘Quarto’ – i en udgave, som Fyrsten selv har snittet. ‘Bakke’, som er et vaskeægte bodegaspil, er et hit på gårdspladsen, så min far har måtte købe en million terninger. Det står altid fremme på gårdspladsen og er sjældent uberørt længe ad gangen. Jeg kendte ikke selv til spillet før for et par år siden, men det er nemt, sjovt og svært vanedannende. OG det har sin egen facebook-gruppe😉 I år medbragte vi desuden ‘Taboo’, som jeg var så heldig at finde på et loppemarked for noget tid siden. Det er vist noget nær umuligt at opdrive, men kan ofte købes på DBA. @dummeditte havde ‘Hint‘ (reklamelink) med i år, som jeg desværre kun nåede at lure lidt med på, mens jeg sad med næsen begravet i en kryds-og-tværs. Men det virker som et virkelig skægt og underholdende spil.

– Lars.

Eller Søren eller David eller Finn. Eller hvem som helst anden med guitarfingre og hele Danmarks sangskat på tungespidsen. Det er faktisk det allervigtigste at have med sig på ølejr! Ja ja, håndsprit og flotte gummistøvler er rart at have, men det er absolut intet værd, hvis ikke du også har Sebastian Og Kim Larsen i ørerne<3

img_7146img_7147