Trestjernet salami og femstjernet tilværelse

Jeg greb en pensel i søndags, da Fyrsten puttede ungerne, og den blå væg er ikke nu ikke længere blå, men rød. Min veninde, Nana, foreslog mig at male kødpølse, som hun selv lige har gjort, men jeg nappede en trestjernet salami;) Jeg havde også en grøn farveprøve med hjem fra Flügger, og den er noget så flot og havde uden tvivl været det sikre valg. Men jeg er ikke til ‘sikker’, jeg er til salami. Også selvom min lillesøster mener, at vi nu kan leje huset ud til filming af porno;)

Der sker mange ting i det lille hjem for tiden, og jeg elsker det! De sidste småting er ved at være på plads på førstesalen, og jeg får stadig et lille sug i maven, hver gang jeg går op ad trappen. Et sug af glæde over det flotte resultat, men også en generel stolthed over, at dette er vores hjem. Over alt det vi har nået. For selvom det muligvis ikke er meget med tanke på, at vi har boet her i 7 år, så er det meget med tanke på, hvad de 7 år har indeholdt. Og vi har lavet nyt bad, nyt køkken, ny spisestue, legehus, cykelskur, førstesal og alt det andet. Mens vi har lavet to børn og passet to fuldtidsjobs. Det tillader jeg mig altså at klappe mig selv på skulderen over.

Jeg faldt over en otte år gammel tråd på en eller anden boligside forleden. Omhandlende Palæet. En mand spurgte ind til folks holdninger til pris i forhold stand og beliggenhed. Og folk var rygende enige i, at sådan et hus burde jævnes med jorden. Man burde i hvert fald ikke byde mere end en 8-900.000 for sådan en faldefærdige rønne. Jeg tør godt indrømme, at vi gav mere end det dobbelt. Og vi pruttede ikke det mindste! Og nu sidder vi her, 7 år senere, med et hus, der har kostet det samme som en to-værelses på Østerbro, og som er vurderet til 75% mere end, hvad vi gav.  Egentlig er det ligegyldigt, det med pengene. For de er jo kun noget værd på papiret, og de har ingen betydning i forhold til vores glæde ved vores hjem. Jeg synes bare, det er lidt fedt med tanke den omtalte tråd. Én mands skrald, I ved;)

Men stuen er i hvert fald rød nu. Hvilket Ane er vild med. Og der er kommet strøm og stikkontakter på hendes værelse OG en diskokugle med lys som så fint supplerer hendes nye mikrofon og forstærker. Det er hun ekstra meget vild med! Jeg er vild med det hele. Med salamien, diskokuglen og vores hjem. Pt særligt den der førstesal og planlægningen af mit nye kontor/krearum. Som bliver KUN mit, og som derfor kan indrettes præcis som mit hoved finder det passende. Jeg har besluttet mig for, hvordan det skal være. Og skiftet mening igen. Og igen. Og så en gang mere. Den første idé var Billy-reoler fra Ikea, og den vender jeg fortsat tilbage til, men med tanke på, at jeg stadig har tilgode at overgive mig til den nye sofa, er jeg bange for at måtte erkende, at masseproducerede møbler nok bare er for naboen. Heldigvis haster det ikke. Det er et hygge-projekt. Måske det ender med en Billy-løsning, måske jeg finder på noget andet.

Lige for tiden synes jeg bare mest af alt, at livet er fedt. Vi har på det seneste formået at samle de fleste af vores projekter, så de har kunne laves efter ungernes sengetid. Det har levnet massevis af gode stunder til at plukke æbler i haven med børnene, cykeltræne med Ane, spise is og alt muligt andet vigtigt. Og de trives, vores unger. Midt i al den umulighed der hører med, når man er 1,5 og 4. For de ER umulige. Op til flere gange i døgnet. Men mest af alt er de pisse søde og ustyrligt sjove. Den ene aften, efter en masse umulighed, måtte jeg undskylde overfor Ane, at jeg var sådan en sur mor. “Det er bare lige meget. Du er allermest en sød, lille mor!” Og det håber jeg virkelig, at hun synes. For jeg er ikke altid overbevist. Sød eller ej, så er jeg i hvert fald overvejende glad. For mit nye job, som ikke er helt så nyt længere. For min mand, som heller ikke er så ny længere, men ikke desto mindre dejlig ad helvede til. For vores umulige unger og vores salamifarvede stue. Og lige om snart bliver de sidste gulvpladser banket i på førstesalen, og rullen bliver kørt over de sidste bare pletter. Der bliver tandkød all the way;)

img_8447 img_8475 img_8476

Årstidernes veganske måltidskasse

Vi har nu haft fornøjelsen af at få den veganske måltidskasse fra Årstiderne leveret i tre uger. Og fordi I var nogen stykker, der spurgte ind til den i dette indlæg, tænkte jeg at komme med en lille anmeldelse.

Billede fra Årstidernes hjemmeside.
Billede fra Årstidernes hjemmeside.

Først det kedelige: selve oprettelsen og bestillingen. Mega nemt! Jeg klarede det en søndag formiddag, mens vi sad i kø ved Knuthenborg Parks indgang, og mandag morgen blev den første kasse leveret. Vi har tilmeldt os et abonnement, så vi får kassen fast hver mandag. Pengene bliver dog ikke trukket på én gang, så vi har mulighed for at ændre i bestillingen helt frem til søndag eftermiddag.

Jeg bruger deres app, som er nem og overskuelig. Her har jeg overblik over vores bestillinger og kan se opskrifter og fremtidige madplaner.

Af årsager jeg ikke er klog på, fås kassen kun til to personer. Det er passende for os, men nok kun for en kort periode endnu. Jeg panikker lidt ved tanken allerede, for selvom det er nok egentlig er forholdvis nemt at supplere op med lidt mere grønt, pasta eller lignende, så er den helt store fordel ved sådan en måltidskasse, at man ikke skal tænke på noget selv. Og den fidus ryger ligesom, hvis man er nødt til at lave ekstra. Jeg har en lille formodning om, at det måske kan hænge sammen med efterspørgslen. Men hvis folk fravælger kassen grundet mængden, bliver efterspørgslen selvfølgelig det mindre. Så jeg har tænkt mig at prikke til Årstiderne i håbet om, at der også kommer kasser til tre og fire personer, og jeg synes, at I, der kunne have interesse i det, skulle gøre det samme:)

Kassen koster 321, og det synes jeg er en meget rimelig pris (For 50 kr ekstra kan man få frugt med i kassen. Det har vi dog ikke benyttet os af endnu, da vi pt har både æbler og blommer i haven og lige om lidt også figner.) Et aftensmåltid herhjemme ville hurtigt kunne løbe op i det samme (80 kr.) med kød og tilbehør. Og indtil videre har kassen kunne række til 5-6 dage, fordi der også er dage, hvor vi enten spiser ude eller napper rugbrød, havregrød eller lignende. Udover kassen handler jeg til morgenmad, frokost til Fyrsten, frugt til hele ugen mm. for ca. 400-450 kr. Altså holder vi os indenfor et budget, der hedder max. 800 om ugen.

Kunne jeg handle ind til kassen indhold billigere selv? Absolut. Men så skulle jeg også selv udtænke opskrifterne og i en to-tre forskellige supermarkeder for at finde bladbeder, mynte, bombay-krydderi mm. Derudover er der hele madspilds-elementet at tænke på. Kassen indeholder præcis dét, der skal bruges. Det kan jeg virkelig godt li’:) Jeg troede egentlig, at vi var ret gode til kun at handle dét, vi bruger og få brugt eventuelle rester i ‘væltet køleskab’-retter. Men vores køleskab er gabende tomt i weekenden, hvilket siger mig, at vi nok ikke var helt så gode til det, som jeg gik og forestillede mig.

Nu til det sjove: maden!

Opskrifterne er virkelig godt beskrevet. Og de få ting, som jeg indtil videre har været i tvivl om (fx. hvad det vil sige at ribbe en bladbede), har jeg kunne finde svar på på Årstidernes hjemmeside.

Hver ret tager mellem 30 og 45 minutter at lave, hvilket er passende for os. Enkelte gange har jeg brugt lidt længere tid, men nu har jeg lært at læse opskriften grundigt igennem, inden jeg går i gang, og så passer tiden ret godt.

Maden er lækker og spændende. For det meste;) Vores første levering var ikke et hit. Den ene af dagene skulle vi have humus med agurk- og gulerodsstænger og boller. Som et helt måltid – ikke tilbehør. Heldigvis er min veninde, Ditte (som er hende, der har fået mig med på den semi-veganske bølge), mega ferm i et køkken. Og hun fremtryllede lige tre dages madplan ud fra de ingredienser, vi havde modtaget. Derudover beroligede hun mig med, at kasserne altså normaltvis indeholdt mere aftensmadsagtig mad. Og ikke bare snacks. Så vi gav den et skud mere og blev positivt overrasket.

I går spiste vi ratatouille. Det har jeg aldrig prøvet før. Eller – det troede jegi hvert fald ikke,indtil jeg fandt ud af, at ratatouille bare er et fancy ord ‘grøntsager vendt på pande’;) Men det var lækkert! Med grafittiaubergine (som egentlig bare er en almindelig aubergine i mere festlig påklædning), bladselleri og chili. Yum! Vi har også spist wraps med kartoffel-, kikærte- og blomkålsfyld. Og en virkelig lækker risotto med grønkålssalat. Min favorit indtil nu er pakoras, som jeg helt sikkert lavede forkert, men som ikke desto mindre smagte vanvittigt godt! Jeg synes, det er fedt at lave og smage ting, som jeg ellers aldrig selv ville have kastet mig over. Der er dufter altid i køkkenet, når jeg er i gang, og jeg elsker hele spændingsmomentet i og med, jeg sjældent ved, hvad vi ender med.

Jeg er endnu ikke gået fra bordet sulten. Men jeg går heller ikke fra bordet med den der tunge fornemmelse i maven, hvor man mest af alt har lyst til at tage en time på sofaen. Jeg er bare mæt – på en virkelig behagelig måde!

At maden ikke indeholder komælk eller æg, tænker jeg ikke over. At der ikke er kød, er selvfølgelig lettere at få øje på, men det mangler overhovedet ikke. Fyrsten kan godt savne det, men ikke mere end, at han alligevel er helt frisk på, at vi fortsætter med den veganske kasse. Jeg savner ikke kødet til aftensmad. Som i overhovedet ikke! Og det er faktisk kommet bag på mig, for jeg kan virkelig godt li’ kød. Men nu, hvor jeg kun spiser kød en dag eller to om ugen, får jeg efterfølgende ondt i maven, eller føler mig tung på en ikke særlig rar måde.

Så vi fortsætter med vegansk aftensmad fra Årstiderne. Fordi det er nemt, smager godt, og fordi det føles helt vildt dejligt i kroppen:)

Næste uges madplan ser således ud, og jeg glæder mig allerede!

img_8450

For god ordens skyld – dette er ikke et sponsoreret indlæg!:)

Undskyld, tjener? Der er en veganer i min kaffe!

Jeg er blevet deltidsveganer. Fuldtidsveganerne vil nok protestere en del over min selvudnævnte titel, men personligt synes jeg, at den er ret passende.

Jeg er i hvert fald veganer i min kaffe. Og under min müsli om morgenen. Og fra mandag til torsdag mellem kl. 17 og 19. Nogen gange napper jeg weekenden med, hvis vi altså spiser hjemme.

Det hele startede der, hvor så mange andre livsændrende oplevelser finder sted – på youtube. Med en video om køer. Og kalve. Og mælk. Man skal muligvis ikke græde over spildt mælk, men man kan virkelig godt græde over brugt mælk. Og det gjorde jeg i 6 minutter og lidt til, hvorefter jeg tyede til Google for at undersøge, om der findes en ordentlig plantebasereret skæreost.

Det passer ikke helt. Det med Google. Da tårerne var væk, startede jeg med at tænke, at lille mig jo ingen forskel gør for den danske kvægbestand. Og da slet ikke, hvis ikke jeg kan forpligte mig 100% til projektet. Men 10 sekunder inde i den tanke, gik det op for, hvor latterligt et argument det i grunden er, og hvor skidt det ville stå til på mange andre områder, hvis man skulle leve ud fra det. For lidt har altid ret, og man er jo nødt til at starte et sted! Og nej, jeg forpligter muligvis ikke mig selv mere end 75% procent, fordi jeg, som I ved, fungerer virkelig dårligt med principper og absolutter. Og fordi jeg er afhængig af ost. Mig og Mammen<3 Men det er også okay. Inde i mit hoved. Derinde giver det god mening, at dét at gøre noget altid må være at foretrække fremfor det at gøre intet.

Det lidt skøre er, at beslutningen ikke udsprang af et miljø- eller ernærningsmæssigt hensyn. Så var der mange andre steder, hvor jeg med fordel kunne starte. Det var en følelsesmæssig beslutning. En mor-ting. Det der med at kalvene bliver taget fra deres mor, for at vi kan drikke deres mælk – auch, mit moderhjerte! Jeg vidste det jo godt i forvejen. Jeg tog bare ikke stilling til det. Før jeg brugte 6 minutter og 41 sekunder på en youtube-video. Sidenhen har jeg så læst en del om især det ernærings- og sundhedsmæssige element, og det har kun styrket mig yderligere i min beslutning.

Indtil videre har jeg erstattet skummetmælken i min kaffe med havremælk. Jeg havde et flygtigt møde med soyamælken fra Aldi, som smagte udmærket, men den skiller i kaffen, hvilket æstetikeren i mig ikke helt kan forlige sig med. Så havre it is (og ps. De koster 12 kr. i Netto i denne uge, og er langtidsholdbare. Jeg har pt 24 liter stående i spisekammeret). Min A38 er erstattet med soyayoghurt fra Alpro. Her nåede jeg også igennem et par stykker, før jeg fandt min favorit, som er blåbær. De to andre var for søde. Smørret er udskiftet med Nettos plantebaseret af slagsen, som smager ganske fint. Og så er der aftensmaden, som nu i små tre uger har bestået af en vegansk måltidskasse fra årstiderne. Jeg troede, at sådan en omgang ville være dyr, men 321 kr for fire dages sund og varieret aftensmad synes jeg er en meget rimelig pris, og den sprænger på ingen måde husholdningsbudgettet. Vi får prøvet kræfter med hidtil ukendte grøntsager og retter, og jeg elsker, at jeg ikke selv skal opfinde den dybe tallerken, men blot følge en opskrift. Jeg har lavet og smagt risotto for første gang i mit liv, og har desuden lært at grønkål kan bruges på andre og virkeligt lækre måder end som en mindre køn klat ved siden af medisteren til jul. Fyrsten og Jasper er vilde med aftensmaden, mens Ane ikke virker til at være helt overbevist. Men med tanke på, at hun får varm mad til frokost i børnehaven, er det fint nok, at hun napper en rugbrødsmad til aftensmad de dage, hvor maden er lige eksotisk nok til hendes smag.

Jeg spiser stadig pølsehorn til frokost på jobbet, hvis køkkendamerne har været så søde at bage. Jeg drikker også mælk i kaffen, når jeg besøger veninder, som ikke lige ligger inde med 24 liter havremælk. Og jeg spiser stadig et stykke ristet rugbrød med ost hver aften, inden jeg går i seng. Måske det ændrer sig over tid – jeg er stadig kun tre uger inde i den mælkefri zone. Måske det her bliver det første sted, hvor jeg rent faktisk udvikler nogen ufravigelige principper. Måske ikke. Lige nu er jeg 100% veganer i min morgenkaffe. Det, synes jeg egentlig, er et meget fint sted at starte:)

img_8388

10 gode råd til mine børn

img_8362

1) lad være med at købe de billige franske kartofler. Det kan godt være, at de kun koster 7 kr., mens Taffel koster 20. Men ingen gider jo æde pap vendt i olie, og så har man ikke sparet 13 kr., men spildt 7.

2) musik er magisk, og de fleste dumme tanker kan danses ud! Meredith og Christina har fat i noget der. Jeg bruger “Shake it out” – den virker hver gang. Find jeres egen sang og dans med hele kroppen. Det gør noget!

3) og i den sammenhæng: Se ‘Grey’s Anatomy’. Den bliver jeres tids ‘Matador’;)

4) bare fordi de andre er nogen idioter, behøver du ikke selv være det. Det har jeres mormor altid sagt. Hvis nogen opfører sig dumt eller tarveligt, er det muligvis nærliggende at møde dem med samme facon, men minus gange minus giver altså ikke plus i den sammenhæng. Vær bedre end det, fordi det føles så uendeligt meget rarere.

5) når I engang får børn, og de kaster om sig med ris og pasta ved spisebordet (jo, det vil de gøre!), så lad det ligge til næste dag. Så er det meget lettere at støvsuge op.

6) tid brugt på at elske er aldrig spildt. I vil få jeres hjerter knust. Og I vil græde og føle jer snydt. Og det er okay. Det hører med. Men det går over. Og selvom det ender skidt, kan det sagtens ha’ været godt. I har elsket nogen, og nogen har elsket jer. Det er aldrig spild.

7) brug tandtråd. Bare gør det!

8) vær bange for at fejle, men gør det alligevel. Det er naturligt at bekymre sig og tvivle på sig selv. Måske endda sundt, fordi det tvinger én til at mærke efter, overveje og reflektere. Men når det er gjort, så prøv alligevel. Tit er tingene meget mere farlige i tankerne end i virkeligheden. Og I vil fejle fra tid til anden, men I vil være blevet klogere.

9) engagér jer i andre mennesker. Investér i relationer med tid og kærlighed. Det er jeres livs vigtigste opsparing og sætter I lidt ind på kontoen hver dag, vil I blive verdens rigeste.

10) skriv aldrig under på noget på gaden. Lige meget hvad det er. Ligner I jeres mor bare en lille smule, så kommer I til det alligevel. Men så ring lige, ikk’? Så ordner jeres far det;)

Forresten #23

– skylder jeg jer et kæmpe tak for idéer til Anes fødselsdagsgave! I var pisse gode! Hun fik en cd-afspiller, som Linda foreslog, og den er et hit!

– tænker jeg at samle jeres idéer i et separat indlæg, for jeg kan vel næppe være den eneste idéforladte mor?!

– har vi fået klædeskabe i soveværelset, som nævnt her. Vi droppede idéen med at bygge selv, da vi fandt ud af, at det var muligt at skære et Ikea-skab til, så det kunne passe under skråvæggen. På den måde har vi både sparet tid og penge, OG jeg har fået skuffer! Jeg er fan!

– mangler vi stadig en del småting på førstesalen, men de vigtigste elementer er på plads. Og jeg er SÅ glad! Det er virkelig blevet meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Den store afsløring – ja, jeg ved, at I har holdt vejret i de sidste mange måneder;) – må I vente med, til vi er helt færdige. Ikke fordi jeg skal gøre mig vigtig eller noget, mere for ikke at spamme jer med mere førstesal end højst nødvendigt. For når først det bliver helt færdigt, vil jeg med garanti ikke være til at stoppe;) Indtil da ligger der et par glimt sidst i indlægget.

– har Ane digtet en lille sang på en melodi fra MGP: “Gi’ mig mer’ toiletpapir – sidder her og skider – lortene de bider.” Jeg kender ikke mange andre, der kunne finde på at lave en lortesang. Det skulle da lige være hendes mor;)

– er vi begyndt at få mad fra Årstiderne. Vegansk mad. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske! Det går overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke fået brok fra hverken mand eller børn.

– er grønkål virkelig stærkt undervurderet!!! Er jeg den eneste, som ikke vidste, at man kunne spise det som andet en klam, grøn masse til medisteren til jul?

– talte Ane og jeg forleden om den fødselsdag, som hun skal holde for sine venner fra børnehaven. En piratfest, har hun besluttet. “Og jeg har også bestilt drengene!

– havde min første tanke været, at det bare var pigerne, der skulle inviteres. Heldigvis har jeg en klog datter, der får mig til at tænke om igen;) Vi kan jo ikke rigtig prædike, at man sagtens kan lege med drengene i børnehaven, som vi gør, når hun kommer hjem og har fået andet at vide af de større børn, og så kun invitere pigerne til hendes fødselsdag, vel?

– kommer jeg helt sikkert til at fortryde at have inviteret 13 4-årige til piratfest. På vores byggeplads. Fordi det jo kommer til at regne. Ikke fordi vi er uheldige, men fordi den danske sommer åbenbart har besluttet, at ‘regn’ er årets tema.

– søger jeg gode idéer til lege og underholdning og andet børnefødselsdagsgøjl. Og I plejer at være søde til at dele:)

– ville jeg virkelig gerne skrive sådan et rigtigt indlæg. Uden punktform. Med lidt mere dybde end lort og børnefødselsdage. Men det virker lidt som om, at jeg pt er fuldstændig ude af stand til at sammensætte en meningsfuld sætning. Tankerne er der. Ordene følger bare ikke trop. Nu skriver jeg det her, fordi det nogen gange virker at starte i det små. Derfor lort og børnefødselsdage.

– har jeg kun én ting tilbage at sige. Nu vi er ved det meningsløse….. “Man skal ikke slå større bagere ned, end man selv kan bolle.”, citat Fyrsten. Se, dét bør man altid huske!

God aften derude:)

img_7541
img_7561

OOTVSTODWYHBPOY

Indeholder reklame i form af reklamelinks

OOTVSTODWYHBPOY

= outfit of that very special time of day when you haven’t been peed on yet.


img_8217

 

Jeg er kommet til at købe lidt tøj. Eller. Jeg blev nødt til det! Sagen er, at vi endelig har fået klædeskab i soveværelset (bemærk venligst de flotte, blå døre!), og i den forbindelse har jeg været Fyrstens klude igennem. Jeg siger ‘klude’ fordi, noget af hans tøj er mere end 25 år gammelt! Det er sgu rigtig nok! “Jamen, Lasse købte den jo med hjem til mig fra Prag?!!”, sagde han, da jeg forsøgte at smide en forvasket OG mavekort (oh yes!) t-shirt ud. Så nu hev jeg lidt penge ud af min ‘jeg sparer ikke sammen til noget bestemt, men min far har lært mig, at man bør have en opsparing’-opsparing og smed en masse tøj i kurven på Zalando. T-shirts med korte og lange ærmer, shorts og bukser. Basisting. Uden fnuller og falmen og vigtigst af alt med længde, så maven dækkes;) Men altså – så var jeg jo også nødt til at bestille noget med til mig selv! For ikke at forvirre Zalando, som jo ellers kunne mistænke, at mit dankort var blevet stjålet eller noget. Og i med at den ene ting var fra herreafdelingen, var jeg nødt til at købe to. Pis ogs’;)

Fra herreafdelingen shoppede jeg verdens fedeste Nirvana t-shirt (reklamelink) til 97 kr. Jeg var kortvarigt fan i midten af 7. klasse, før jeg tabte mit hjerte til The Cranberries og Kashmir. Men indtil da havde jeg plastret hele væggen over min seng på mit teenageværelse til med Kurt Cobain. Og jeg blev så nostalgisk, da jeg faldt over t-shirten i min jagt på tøj til Fyrsten, at jeg var nødt til at købe den til mig selv. Med i kurven røg også en fin nederdel i imiteret ruskind (reklamelink), som både gør sig fint til bare ben nu, men som jeg også forestiller mig vil klare sig ganske glimrende med et par tykke strømpebukser og mine andefødder til vinter.

img_8204img_8216

Og ja, det her er et OOTVSTODWYHBPOY-indlæg. Fordi de færreste mødre med børn under to er så heldigt stillede, at de kan have et sæt rent tøj på i meget mere end 17 minutter. Hvilket er den tid jeg har om morgenen, fra Jasper vågner til han enten tisser, savler eller snotter på mig. Og er man blevet tisset på, må man naturligvis duppe det med en vådserviet og håbe, at det ikke lugter skifte tøj;) Jeg kan så tilføje, at jeg faktisk nåede at have tøjet på i mere end 30 minutter, inden jeg satte mig en blomme. Som jeg vist selv havde lagt på stolen….

Jeg smed lidt ekstra på ønskesedlen på Zalando – hvis nu Fyrsten eller ungerne skal ha’ mere nyt tøj en dag. Pink Floyd t-shirten er virkelig fed, MEN snørene får mig altså til at tvivle lidt. Nu kan den stå på min ønskeseddel, mens jeg overvejer det. Her har den fået selskab af flere fine nederdele – fordi man aldrig kan få nederdele nok! – og en skønhed af en kimono, som jeg bare venter på kommer på udsalg:)

img_8222

Pink Floyd t-shirt, 299 // Grøn nederdel, 399
Rosa nederdel, 239 // Kimono, 759

 

Og har du et mandfolk i huset, som mangler tøj, så fik Fyrsten denne langærmede t-shirt (reklamelink) i to farver. Den virker altså ret god til prisen!

(Photocredit: Ane, 4 år. Instruktioner: hop, flyv og tag håret ned og lav en mærkelig mund og store øjne.)

Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3

Af hjertet tak for de søde kommentarer til mit seneste indlæg! Ovenpå en uge hvor den dominerende tanke inde bag det røde hår har været “Så stopper jeg bare her!” (- i tæt følgeskab med “Sov nu, for helvede!” og “Er der mon mere kage??”), var det lige dét, jeg havde brug for. Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3 Tak!

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det ramte mig så hårdt. For det er jo langt fra første gang, at folk siger noget i den stil, og jeg plejer egentlig at være god til bare at trække på skuldrene og smilebåndet, velvidende at kommentarer af den slags ofte skyldes tankeløshed. Måske det handler om, at Ane nu har nået en alder, hvor jeg tænker, at hun vil begynde at bide mærke i flere ting. Ikke at jeg tror, hun læser med på bloggen, men det er jo desværre også noget, vi møder i den virkelige verden. Som for et par uger siden, hvor én fortalte mig, hvor meget Ane dog ligner sin mor. Mens hun sad på mit skød og hørte det. Og det var helt tydeligt, at det ikke var mig, han mente.

Jeg kan ikke beskytte mine børn mod alverdens sårende kommentarer. Dem vil de møde uagtet min indsats, og de fleste af dem vil ikke have en flyvende fis med deres gener at gøre. Men der hvor jeg kan beskytte dem, der gør jeg det selvfølgelig. Om jeg så skal gentage mig selv i en uendelighed. Jeg vil med garanti tale for døve øre i nogen sammenhænge. Jeg har allerede siddet over for folk, som har haft behov for at lige at spørge en ekstra gang ind til det – om jeg virkelig ikke godt kunne vedkende mig, bare en lille smule, at vores børn ikke rigtigt er vores børn. Og nej, det kan jeg naturligvis ikke. Heller ikke bare en lille smule;)

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak. Det rører mig meget at vide, at I, der har familier, der minder om vores, kan bruge mine ord. Og det rører mig ligeså meget at vide, at alle I, som lever i helt ‘tradtionelle’ familier, forstår betydningen af mine ord og tanker og tager dem til jer.

Jeg har aldrig haft en mission med bloggen. Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg lære verden noget. Jeg syede nogle tæpper og shoppede nogle lopper og prøvede at blive gravid. Og havde det været et andet liv, en anden tid, en anden dimension, så var jeg vågnet en morgen med ømme bryster og kvalme. Og så havde dét været det. Så havde mine børns tilblivelse aldrig spillet en rolle. Nu blev mit liv bare et andet. Og her hvor jeg er nu, ville jeg naturligvis ikke ønske det anderledes.

Jeg har stadig ingen mission. Jeg har bare et hoved fuld af tanker og ord, der gerne vil ud. Om kager og Vejlø og opdragelse og musik og kjoler og kærlighed. Om mit liv. Med alt, hvad det indebærer. Så gør det ondt nogen gange. Kommer for tæt på. Det bliver jeg forhåbentlig bedre til at håndtere og bruge konstruktivt.

Det, jeg egentlig bare gerne vil sige, har jeg allerede sagt. Tak!

Som ringe i vandet

Jeg udgav endnu et kapitel i historien om mig og Fyrsten sidste fredag. Det var om Anes fødsel, og jeg tænkte det var passende, fordi det var hendes fødselsdag.

Bevidst skrev jeg ikke en masse om min søster eller hele situationen som sådan, men mere om mine følelser ved at blive mor, og Fyrstens følelser ved at blive far for anden gang. Generelt kan jeg mærke, at jeg har behov for at børnenes tilblivelse ikke længere fylder helt så meget på bloggen. Fordi det jo på mange måder ikke influerer på vores hverdag overhovedet. Og fordi jeg egentlig hellere vil tage de snakke og skrive de indlæg i en mere tematisk form, fremfor med den meget personlige vinkel det jo får, når jeg placerer mine egne børn i fokus. Og det er udelukkende af hensyn til dem. Det er tanker, jeg har gået med i noget tid, men som i perioder fylder mere end i andre,  og som fra tid til anden har fået mig til at overveje, om jeg skulle lukke bloggen helt. Med tanken om hvorvidt det ville være muligt for mig at styre fuldstændig udenom dét, som muligvis ikke fylder i min og vores hverdag, men som ikke desto mindre er så essentielt for hvem vi er som familie.

Det er en svær balance, synes jeg. Sindssygt svær. Gerne at ville bryde tabuer, inspirere til eftertanke og måske endda præge omverdens syn på familiedannelse, men samtidig vigtigst af alt at ville passe på mine børn. Fordi intet andet er mere betydningsfuldt end dem. Og så overvejelsen omkring at hvis ingen siger de her ting højt, så er der intet i verden, der ændrer sig. Den verden, som mine børn skal vokse op i. Og derudover kommer det faktum, at det her jo ER vores liv, vores hverdag, vores historie.

Tilbage til starten. Jeg skrev endnu et kapitel i vores historie. Og jeg fik en helt sikkert velment kommentar. Jeg tillægger den ingen sårende intentioner overhovedet! Men den VAR sårende. For mig, for min datter, for min søster. Fordi den lød, at det godt nok måtte være svært for min søster at være moster til sit eget barn.

Fire år, blev hun. Min søde, dejlige Ane. I fire år har jeg været hendes mor, og alligevel er hun i andres øjne stadig ikke mit barn….

Jeg kunne ha’ skrevet et fint og oplysende svar til kommentaren. Jeg kunne ha’ slettet den. Men i lige det øjeblik blev jeg så ked af det, at jeg slettede hele indlægget.

Og så skrev jeg til mine bloggerveninder. Sagde at jeg var ked af det og frustreret og mega meget i tvivl om, hvorvidt det her med at dele mine børns historie potentielt kan skade dem. Om jeg bare burde lukke og slukke. Og de svarede det, som jeg egentlig godt ved. At det netop er på grund af kommentarer som den nævnte, at mine skriverier om emnet er vigtige. Hvordan skal folk ‘lære’ det, hvis ingen siger det højt. For igen – kommentaren var på ingen måde spydig eller ondskabsfuld. Og egentlig skrev personen nok bare det, som mange andre tænker. Og det som en del desværre stadig siger højt. Både på herinde og ude i den virkelige verden.

Jeg kan være nervøs for, at hvis jeg fuldstændig undlader at skrive om de her ting, så er jeg selv med til at skabe det, som jeg for alt i verden ønsker at nedbryde. Idéen om at man ikke er en ‘rigtig’ familie, hvis ikke den er bygget på biologi. At det er mærkeligt. At det er skamfuldt. Jeg tænker, at hvis jeg selv bliver for berøringsangst, så bliver det hele blot endnu mere mærkeligt og mystisk.

Men jeg bliver sgu lidt berøringsangst! Fordi sådan en kommentar berører nogen ret vigtige følelser. For både min søster, mig og på sigt Ane. Det indikeres, at det bør være svært for min søster – hvilket er den ene ting i hele det her forløb, der rent faktisk har været svært for hende: at andre har haft den forventning og formodning. Selvom hun selv har følt det helt anderledes. Det indikeres også, at jeg ikke rigtigt er Anes mor. Hvordan det føles, tænker jeg ikke, at jeg behøver forklare. Og vigtigst af alt siger det om og til Ane, at hun ‘hører til’ et andet sted.

Der er ikke noget ved vores liv, som er svært for os. At være Anes mor er det letteste, jeg nogensinde har gjort. Og det er ikke svært for min søster. Hende og Ane har det dejligste forhold – moster og niece forhold. Det kan muligvis blive svært for Ane en dag. Jeg er ikke naiv på det punkt – det bliver højst sandsynligt svært for Ane en dag. Og Jasper også, for den sags skyld. Og det kræver, at jeg mærker og tænker efter i forhold til bloggen. Om mine skriverier vil spille en positiv eller negativ rolle i forhold til det. Og her kan jeg fra tid til anden blive i tvivl.

Så hvorfor fortsætter jeg? Fordi jeg ofte får mails fra folk, som fortæller mig, at mine ord har gjort en forskel for dem. En læge, som snildt kunne være faldet i samme fælde, som den læge, jeg selv sad overfor og som benævnte Jaspers donor som ‘far’. Eller fra en pædagog, som havde sat det som punkt på personalemødet, hvordan hun og hendes kolleger omtalte børnenes familier, efter at have læst dette indlæg. Eller en kvinde, hvis forældre havde svært ved at acceptere, at deres datter skulle have barn ved hjælp af ægdonation.

Man kan så spørge, om disse fremmede vægter højere end mine egne børn? Selvfølgelig gør de ikke det. Men de bringer noget videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre. Som ringe i havet. Og forhåbentlig gør det en forskel for, hvordan der bliver talt om familiedannelse og genetik, når mine børn bliver gamle nok til at forstå den slags.

Det håber jeg. Og lige nu er det alt, hvad jeg kan forholde mig til. Lige nu håber og tror jeg, at det positive vejer mere end det negative i forhold til bloggens betydning for min familie. Og skulle vægtforholdet skifte, så ville jeg ikke tøve et sekund med at slette hele lortet. Det er bare ikke der, jeg er lige nu.

 

(Og et vigtigt ps: Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Og det vil jeg sætte stor pris på, hvis I heller ikke gør her i kommentarfeltet:) Jeg tror virkelig ikke, at kommentaren kom fra noget som helst dårligt sted, og jeg er ikke vred på personen, der lagde den. Den er bare endnu en i rækken. Men den gjorde ondt, og det er jeg nødt til at sige højt. Ellers ændrer det sig jo aldrig. Jeg forventer ikke, at alle er enige i min måde at definere min familie på. Men jeg forventer, at de respekterer den.)

img_7780

Jeg har tidligere skrevet om det samme her og her. Og jeg kommer helt sikkert til at skrive om det igen. Fordi det er vigtigt!

Ed – “or how a free box of vegan nuggets left me in a state of hindsight”<3

I er helt sikkert selv faldet over en efterlysning eller fire på Facebook. En af den slags, hvor en mand har set en kvinde i en bus. De har fået øjenkontakt, måske endda talt om løst og fast. Der var kemi. Af den slags man nærmest er forpligtet til at udforske. Så når bussen Frederiksberg Rådhus, og kvinden står af. Der er hverken udvekslet navne eller numre. Og manden kan ikke glemme hende og deler en efterlysning på Facebook i håbet om at finde den kvinde, som måske/måske ikke ku’ være kvinden i hans liv.

Jeg har set utallige af dem. Med busser og Nettokøer og koncerter mm. Og de rammer mig altid lige i hjertet og får mig til at smile. For hvor er det fint og dejligt at et andet menneske kan gøre så stort et indtryk på én, at det simpelthen ikke er en mulighed bare at lade det ligge.

Senest er jeg dog ‘faldet’ over en efterlysning, som i den grad skiller sig ud. Jeg skriver ‘faldet’, fordi det ikke er helt tilfældigt, at den er dukket op på min væg. Den kommer nemlig fra min lillesøster. Hun er et ret vidunderligt og særligt menneske, og det er hendes efterlysning også. Hun har nemlig ikke bare sat sig ved sin computer og skrevet et 10 liniers opslag om den her unge mand, som trådte ind i hendes bevidsthed i er tilfældigt øjeblik og endnu ikke har forladt den. Hun har lavet en tegneserie. En grafisk novelle. Jeg vil ikke begynde at forklare den, jeg synes, I skal læse den selv lige her. Og smid hende lige et like, nu I er der, ikk’ 😉

img_7594 img_7601img_7603img_7602

Du kan se mere til hendes fantastiske streger og tossede tanker på Instagram🙂