Man skal ikke pille næse, når man har chili på fingrene

Det har jeg lært i dag. Faktisk lærte jeg det for et par uger siden, men noget (min sviende næse, that is) siger mig, at jeg åbenbart havde glemt det igen. Lige i det her tilfælde satser jeg stærkt på, at det ikke er et stunt, der skal udføres 21 gange, før det bliver en selvfølgelighed. Jeg kunne selvfølgelig også bare lade være med at pille næse, men det er blevet Jaspers nye yndlingsgemmested for afbidte æblestykker og andre ting, som kunne finde på at klistre fast til hans små, tykke fingre. Nogen børn tørrer det af i tøjet, andre stikker det op i deres mors næse. Tilsyneladende.

Det har været sådan en dag. Mandag på en tirsdag. Jeg stod oppe i Brugsen, før jeg skulle møde på job, og købte mig en kaktus. Ekspedienten var usikker på prisen, og jeg svarede, at jeg egentlig ikke havde tjekket, men at den kostede 69 kr, da jeg købte en tidligere på ugen. “Tidligere på ugen??“, sagde hun. “Det er tirsdag…..” Jeps, sådan en dag. Jeg er lidt i en osteklokke, og jeg bebrejder den forkølelse, som jeg har rendt rundt med i over en uge. Nu, hvor den har tømt mig totalt for snot og holdt mig vågen flere nætter i streg, har den sendt sine soldater afsted efter mit sidste overskud. Og det havde egentlig været til at håndtere, hvis ikke det var fordi, at minimenneskerne herhjemme kan lugte manglende overskud på flere kilometers afstand. Ligesom heste fornemmer frygt, fornemmer mine børn manglende overskud. Og de reagerer nogenlunde på samme måde som hestene – ved at bide en i maven og træde en over tæerne. Og putte æblestykker op i ens næse og skråle “Moaaaaaaarrrr” i kor fra sofaen, hvis ens små, trætte ben ikke adlyder hurtigt nok. Og hælde saftevand ned ad rutsjebanen i stuen og kræve fuldstændigt urimelige ting. “Du skal gøre mig usynlig, mor. Ligesom Mascha og Lotte! NU!!!!” Og på forundeligste vis formår man alligevel at fremtrylle hjemmedyrkede falafler – endda til kl. 18. Og så er det også galt, fordi nogen hellere ville have haft havregrød. Så melder man sig til puttetjansen, fordi “Det er mor, der skal putte!!!“, og fordi man håber på så ligesom at kunne slutte dagen rart af med et barn i hver armhule. Det er så her mavebiddet kommer ind i billedet. Fordi nogen ville have bryst fremfor armhule, og bar(m)en var lukket, og fordi man åbenbart synger alle de forkerte sange eller synger alle de rigtige sange forkert. Det hedder altså “den findes på en hede, et sted, som ingen SER!” og ikke “et sted, som ingen ved.”, som Fyrsten åbenbart synger. Det rimer jo for fanden ikke! Men det skal man så ikke diskutere med en træt 4-årig. Som lige pludselig har glemt “Det er mor, der skal putte!!!” og nu egentlig bare gerne vil bytte den overskudsmanglende mor med den forkertsyngende far.

Nu går jeg i seng. Og håber at vågne op til fredag på onsdag. Det er vel for fa’en ikke for meget forlangt. Ellers vil jeg bare gerne være usynlig. Ligesom  Mascha og Lotte.

Ps. Det svier stadig i mit højre næsebor. Og jeg tror også, at der stadig sidder et stykke æble deroppe….

img_9169

Jeg glæder mig til….

Annonce // indeholder  omtale
af et produkt, jeg har modtaget i gave:)

img_9094

– at jeg ikke længere er forkølet. Og at soveværelsesgulvet ikke længere er oversvømmet med snotpapir.

– at jeg får gæster i aften. Fire skønne damer, mad, vin, slik, musik – det er muligvis verdens bedste kombination. Og det er særdeles tiltrængt!

– at vi får købt det sidste skab til soveværelset. Det er bare lidt ligesom om, at det er usandsynligt svært at tage sig sammen til. Ikke at samle skabet eller skære det til, så det passer under skråvæggen. Men turen til Ikea, den magter jeg ikke lige.

– at mine bryster en dag får samme størrelse. Eller håber, at mine bryster en dag får samme størrelse. Er det virkelig for meget at forlange??

– og i samme åndedrag: at kunne have den nye, fine Lulu-bh på, som jeg har fået af Femilet. Vi har nydt hinandens selskab i små to timer. Og det var to vidunderlige timer! Man kan for dælen ikke mærke, at man har den på, og det er præcis dét, jeg har søgt i en bh. Men så prøvede det ene bryst at stikke af, hvilket resulterede i en sprækket blonde. Forræderbryst!

– at Fyrsten får tid til at lære at spille ‘Kissing me’ på keyboardet. Jeg har elsket det nummer, siden jeg som teenager så Romeo & Juliet i en uendelighed. Nu har jeg genhørt det i Skam. Og genfundet kærligheden.

– at vores hjem bliver normalt igen. Det glæder jeg mig virkelig meget til! I næste uge skal jeg nok være lutter overskud og glasset er halvfyldt – eller førstesalen halvfærdig og udestuen ligeså. Men lige i de her dage er det bare lidt røv at leve i renoveringsrod. På 8. år.

– ferie. En efterårsferie herhjemme, hvor vi skal samle valnødder i haven og sætte dem ud til naboerne i plastikposer. Et år slog jeg et billede op på Facebook af vores lille ‘gavebod’ og skrev, om universet mon ville smide en baby min retning, hvis jeg delte tilpas mange valnødder ud. I år vil jeg fylde poserne med mine to skønne unger. Vi vil få helt brune fingre, og det bliver pisse hyggeligt.

– at jeg en eller anden dag lærer, hvordan dælen jeg lige får konserveret de der nødder ordentligt, så de kan holde helt til jul.

– mere ferie. Sol, varme og vigtigst af alt: ingen madlavning eller tøjvask. Bare afslapning. Det er 13 år siden sidst. 13!

– i aften. Har jeg sagt det? Det med damer og vin? Lige nu glæder jeg mig allermest til det!

img_9093

Udbryderdronninger – Dina

Mit tredje udbryderdronning er Dina. Søde, varme Dina<3 Dina og jeg gik på seminariet sammen. Og hun var sådan én, som alle kendte, og som alle holdt af. Hun engagerede sig i alt, lige fra fredagscaféen til teateret, og hun gjorde det hele med et smil og et overskud, som var både smittende og beundringsværdigt. Dina var altid glad. Troede jeg. Indtil den dag, flere år efter endt seminarietid, hvor Dina begyndte at lukke op for sin fortælling. Pludselig så jeg hende med andre øjne. Men med samme glæde og endnu større beundring, fordi jeg synes, hun er så rockersej!

Tag godt imod Dina:)

……………………………………………………………..

Mit navn er Dina. Jeg er egentlig bare en helt normal 32-årig og bor ret idyllisk lige i hjertet af Nørrebro – hvis ikke det da lige var for det faktum, at jeg bor på et opholdssted for voksne med spiseforstyrrelser.  Her flyttede jeg til i slutningen af september sidste år nogle måneder efter en længere indlæggelse på Psykiatrisk Center Ballerup. Om der er noget som helst udbryderdronning over mig, synes jeg selv er svært at få øje på, for i virkeligheden har jeg ikke gjort andet end at stå ved mig selv og hvem jeg er, selv når livet har slået kolbøtter og fået mig til at lande med ansigtet ned i mudderpølen, I ved, der hvor der er allermørkest.

Måden jeg har stået ved mig selv på, har været at være meget åben omkring min spiseforstyrrelse og min selvskade. En af de helt store ting jeg har gjort er, at jeg gennem 3,5 år har holdt foredrag gennem LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade). Foredragene tog mig rundt omkring i Danmark og lod mig møde nogle af de allermodigste og sejeste pårørende, behandlere og ikke mindst mennesker, som bogstaveligt talt selv stod i lort til halsen.  Det kan slet ikke beskrives hvad det gav mig at være så åben omkring min egen kamp. Samtidig med at jeg dykkede længere og længere ned i min egen historie (og ikke mindst forståelsen af den), fik jeg så meget positiv respons fra omverdenen for netop at dele.  Det var det hele værd for mig, når en forælder efter et foredrag kom op til mig med tårer i øjnene og et ’nu forstår jeg hvorfor hun gør som hun gør’, eller når én i samme situation som mig takkede mig for at tænde et håb i dem igen. Det var næsten som om, at de øjeblikke udlignede min egen smerte og retfærdiggjorde, hvorfor det lige var mig, der skulle havne i spiseforstyrrelsen og selvskadens skarpe klør. Som om at der var en mening med galskaben – for helt ærligt, så kan det være rigtig svært for udeforstående at sætte sig ind i, hvad det lige gav mig at skære eller brænde mig selv, eller på den ene eller den anden måde bruge maden, enten ved at sulte mig selv i dagevis eller ved at overspise, til det gjorde frygteligt ondt.

Min tid i LMS gav mig også mange sjove og pudsige oplevelser, som da jeg på 1 dag hold 4 foredrag på engelsk for unge mormoner samlet fra hele norden, eller da jeg fx huhej kom på Tv2News efter at have været med i en artikel til Politiken. Prisen for den mest specielle oplevelse går dog til den dag, da jeg fik æren af at møde Prinsesse Benedikte til te og småkager på Amalienborg – og jep, det kan godt lade sig gøre at blive lidt starstruck af ældre damer med tung parfume på.  Så ved I det!

Selvfølgelig var det også benhårdt arbejde at holde foredrag. Især når man som jeg er udstyret med de typiske træk for en med en spiseforstyrrelse: perfektionisme og at stille tårnhøje krav til sig selv. Der var ikke et eneste tilfældigt slide i min powerpoint, ikke så meget som et overflødigt stikord i mine cuecards og ikke en eneste finger at sætte på min fremtræden – det skulle jeg i hvert fald nok sørge for! Jeg kunne bruge dage på at forberede et foredrag, og også dage på at komme mig helt igen bagefter, med god hjælp fra min dyne, men jeg ville ikke have gjort det om. Det at holde foredrag og åbne op for noget af det allermørkeste inde i mig selv, har været utroligt lærerigt. Som en slags indre ransagning på den gode måde. Faktisk får jeg helt lyst til at genoptage mine foredrag bare af at skrive det her. Så virksomt er det, og heldigvis også for andre end bare mig selv.

Som I måske kan regne ud pga. min bopæl, er jeg stadig ikke helt ude af min spiseforstyrrelse og selvskade. De to ting er åbenbart stadig ikke færdig med at spøge hos mig, selvom jeg har troet det rigtig mange gange gennem årene. De er nogle snyltere, der ser sit snit til at springe frem og danse fandango foran én, lige når man allermindst venter det, og lige som man tror, at livet egentlig er begyndt at køre ret godt på skinner. Så dukker de op. Man kan næsten sige, at jeg har vænnet mig til dem. Ikke på en sådan måde, at jeg har accepteret at de er der, for de er bestemt ikke mine venner, men jeg ved nu, at de alligevel har det med at dukke op af en grund. Som alkoholikere, der kan falde i når livet bliver for hårdt, eller som folk der bliver ved med at gå ned med stress, er min ’overlevelsesmekanisme’ at ty til en eller anden form for kontrol gennem maden og selvskaden. En kontrol, som jeg til stadighed forsøger at være nysgerrig på, hvad dækker over, og få kontrol over. En dag vil det lykkes for mig. En dag vil selv jeg komme ud af det, og være endnu stærkere. Det tror jeg på. Indtil da vil jeg blive ved med at dele små glimt af min hverdag, og I er velkommen på sidelinjen.

17078555_10158153879555161_1424180734_n-2

 

Vil du læse mere om Dina, kan jeg anbefale dig at læse artiklerne her fra Politikken, Tv2 og Femina. I kan desuden følge Dina på Instagram under navnet ‘dina_mig’🙂

 

Læs gerne med om mine andre udbryderdronninger, Ditte og Linda🙂

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859

Piratfest!

img_8758

Det er nu et par timer siden, vi vinkede farvel til de sidste gæster efter en særdeles vellykket piratfest. Børnene hyggede sig helt vildt – både i de planlagte aktiviteter og den fri leg:)

Nu får I simpelthen ‘opskriften’ på et styk piratfest, så I ikke selv skal ud og opfinde den dybe tallerken, hvis I har en børnefødselsdag, der venter lige om hjørnet. Selv har jeg nydt virkelig godt af de mange gode idéer, der kom til indlægget her🙂

Et af bedste forslag, jeg fik, gik på at dække gulvet i et rum med papirsdug. Vi brugte dog sådan noget afdækningspap, som fås i de fleste byggemarkeder. Det er tykkere, hvilket gør at det både er nemmere at rulle ud på gulvet, men også gør at man ikke skal bekymre sig om, om farven går igennem. Og til 79k kr. for 50 meter, er det faktisk billigere end papirsdug. Bauhaus er Gud! Jeg købte desuden to pakker tuscher i Normal til 12 kr. pr. pakke, og så var der kun tilbage at tegne løs:)

Vi sad på gulvet og spiste, hvilket var hyggeligt, når man kunne tegne imens. Og det sparede mig for hovedpinen ved ellers at skulle ha’ fundet plads til 12 børn omkring spisebordet.

Et andet god tip, jeg havde fået, var at købe brikjuice, så man slap for at skulle styr på 12 forskellige glas. Jeg kan så føje lidt til det tip i form af en sprittusch til at skrive navn på, så man slipper for at skulle holde styr på 12 forskellige brikjuice;)

Jeg bagte 24 pizzasnegle og 48 pølsehorn, hvoraf de 10 pølsehorn blev indtaget dagen i forvejen af undertegnede;) Der var lidt delte meninger på Instagram i går om, hvorvidt det var nødvendigt med dobbeltportion af pølsehorn. Det var det, kan jeg så hilse at sige. Der ligger fem tilbage nu. Til gengæld var de pænt ligeglade med gulerødderne, så nu skal vi ha’ råkost de næste mange dage;)

Jeg havde desuden fået et genialt tip om at lave klapper, som ungerne kunne få for øjet. Derudover kunne de folde en hat af avispapir og få malet overskæg. Fyrsten, Ane og jeg var selv udstyret med klapper, hat og skæg, da gæsterne kom, hvilket lokkede nogen stykker til også selv at lade sig ‘udsmykke’.

Vi arrangerede en skattejagt i går aftes, hvilket var forholdsvis hurtigt klaret. Ikke den klassiske slags med et skattekort, da vi ikke vidste, om vejret ville tillade en udendørs én af slagsen. I stedet blev det til en skattejagt med fire aktiviteter, som kunne laves både ude og inde. Skattejagten blev indledt med et brev fra Pedro Pirat, som meddelte, at han havde besluttet at udskifte livet på havet med en ny tilværelse som økologisk landmand. I den forbindelse ønskede han at give sin skat videre til dem, som kunne vise sig værdige. Børnene skulle herefter igennem de fire aktiviteter:

at samle pastaskruer op med tæerne

– at spise en søslange (slikbånd) med hænderne på ryggen

– at samle dyr til Pedros bondegård

– at gå planken ud (Fyrsten havde tilfældigvis en meget velegnet ‘planke på ben’ liggende fra noget arbejde, han havde lavet herhjemme, men jeg tænker, at man også sagtens kan bruge et langt bræt med en klods banket på i hver ende eller bare en snor på gulvet.)

Hver aktivitet blev indledt med et brev, som beskrev, hvad børnene skulle gøre. Og ved den sidste aktivitet lå desuden et brev, som gav børnene ledetråde til, hvor skatten kunne findes. Jeg har indsat billeder af brevene, så I kan stjæle dem, hvis I har lyst. Jeg morede mig kongeligt med at skrive dem – hvem har ikke altid drømt om at lave et pasta/Mazda-rim?!;) Meeen hvor børnene nok syntes, at aktiviteterne var sjove, var de ikke synderligt imponeret over brevene fra Pedro, så de ville nok gøre sig bedre med et lidt ældre publikum.

Mens jeg gjorde klar til aktiviteterne, lavede Fyrsten pirat-gymnastik med børnene, hvor de sejlede, lod som om de satte sejl mm. Lidt a la vores alle sammens Ramasjang-darling, Onkel Reje:)

Efter skattejagten legede børnene frit i en halv times tid, hvorefter vi samledes til kage. Jeg havde lavet gulerodskage efter denne opskrift, og den var mega lækker. Børnene var mest vilde med frostingen;)

Herefter var der igen fri leg, og Anes forstærker og mikrofon blev hevet frem, og der blev givet MGP-koncerter med så stor indlevelse og lidenskab, at jeg selv var nødt til at danse med:)

Det er helt sikkert slet ikke nødvendigt at stable en masse aktiviteter på benene for at få en god børnefødselsdag, MEN jeg tænker, at det havde været tre meget lange timer, hvis børnene selv skulle stå for underholdningen! Så jeg er virkelig glad for, af vi investerede et par timer i planlægning af nogen aktiviteter, som både var sjove for børnene, men som også gav fødselsdagen noget ‘indhold’.

Tak til alle jer, der er kommet med tips til dagen – det har været en kæmpe hjælp:)

img_8718 img_8722img_8721img_8719img_8720img_8723img_8746img_8715img_8759

Snegle og reality checks

Der sad en snegl på væggen, da jeg kom hjem fra job i går. Altså, på væggen indenfor. Ane har, for Gud ved hvilken gang, inviteret en sneglefamilie indenfor, installeret dem under fine forhold i en vaskebalje fyldt med blade, og så ellers glemt alt om dem. Jeg glemmer dem også. Indtil de pludselig vinker til mig fra væggen i spisestuen.

Egentlig er sneglene et ret godt billede af, hvor meget tjek vi har på tingene pt. Hvilket er intet overhovedet. Alligevel var der i går en mor fra Anes børnehave, der skrev, at jeg måtte ha’ rimelig meget overskud. Hun spurgte, om hendes søn skulle komme udklædt til Anes piratfest i morgen, og jeg svarede, at vi ville lave en ‘overskægsstation’, en ‘hattestation’, samt udstyre hvert barn med en klap til øjet, så det var ikke nødvendigt med udklædning. Deraf kommentaren om overskud.

Jeg kunne selvfølgelig ha’ fortalt hende om Søren Snegl, men jeg lader hende blive i troen, indtil hun kommer med sin søn i morgen og ser, at der står en brændeovn (afmonteret, vel at mærke) midt i stuen, bor snegle i vindueskarmene, og at ungerne skal spise på gulvet i et tomt rum med et halvmalet loft;)

Ej, jeg føler mig ærlig talt også selv lidt overskudsagtig. Ikke fordi jeg har formået at planlægge skattejagt, lave øjeklapper, fremtrylle et dødningehoved af tape på væggen og handle ind til en børnefødselsdag, men fordi hele hytten og haven sejler, og jeg er pisse ligeglad. Og fordi jeg tænkte, at det sgu da egentlig er meget godt gået at kunne tage det hele så stille og roligt, når man selv er vokset op i et hjem, hvor den slags arrangementer spillede max, og hvor de ydre rammer altid skulle være 100% i orden. Det tænkte jeg.

Så var det jeg kom til at tale med Fyrsten om, hvordan mine egne børnefødselsdage havde været. Og først fortalte jeg ham, at der bare var helt tjek på alting. Og at der var støvsuget virkelig meget. Og at min stedfar var den, som blev fundet hurtigst i gemmeleg, fordi han tændte en cigaret nede i det køkkenskab, som han havde gemt sig i ude i haven, så vi bare kunne følge røgen. Og så stoppede min talestrøm. For min stedfar lå i et skab, fordi mine forældre var i gang med at sætte nyt køkken op, så det gamle lå rundt omkring i haven. Det kan godt være, at der var støvsuget virkelig meget, men der lå et helt køkken på græsplænen. Og da vi skulle sidde i vognen spændt bag på traktoren for at køre i skoven, satte min mor sig ovenpå alle flødebollerne.

Mine forældre var ikke en skid mere tjekkede, end jeg er. Ikke det mindste. Men min oplevelse dengang var en anden. Måske fordi min mor havde lavet tegninger med tape på væggene?

Ane glæder sig pisse meget til sin fødselsdagsfest, og det gør jeg også. Også selvom halvdelen af pølsehornene er brændt på, og der kravler snegle op ad væggene i spisestuen.

Det bliver pisse godt, gør det!:)

img_8702

Mig, mig, mig. Og dig??

Reklame // indeholder et produkt,
jeg har modtaget som gave, samt et reklamelink)

Vi var til sommerfest i Anes børnehave i går. Og jeg gad faktisk overhovedet ikke af sted, det indrømmer jeg gerne. Det har været en god, men mega lang uge, og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at nyde min familie herhjemme med fredagsslik og benene oppe. Men vi kom af sted, og det var simpelthen så hyggeligt! Der var hoppeborg, popcornmaskine, slush ice og verdens mest overdådige kagebord, så allerede der var der tilfredshedsgaranti i forhold til ungerne. Selv er vi så heldig at have fået et rigtig godt forhold til en del af forældrene, og det var så rart at få tid til at sidde ned og snakke og grine, fremfor blot de sædvanlige godmorgen’er på vej ud fra børnehavens garderobe.

Da vi alle samles og skal høre børnene synge, bliver jeg prikket på skulderen af én, som bare lige vil fortælle mig, at han syntes, at jeg skriver virkelig fint og personligt. Ja, han. Det var en far, sgu. Jeg blev helt paf og sagde bare kort ‘tak’. Senere måtte jeg fortælle ham, at det var et rigtig fint kompliment, som jeg satte stor pris på, men at jeg bare var en smule overrasket over, at han som mand læste med på bloggen. Han indrømmede, at det var først og fremmest var hans kone, som fulgte med herinde, men at han nu også havde læst en del indlæg og syntes godt om min skrivestil. Og det gjorde mig simpelthen så glad:)

Og det fik mig til at tænke på det her indlæg, som Tina udgav i sommers.

For jeg ved jo i grunden meget lidt om jer, som læser med. Selvom der er en del af jer, som jeg nærmest føler, at jeg kender, fordi vi har delt historier herinde, så ved jeg jo ikke meget mere end de få brøkdele af jeres fortællinger, som tilfældigvis lige har relevans i forhold til et givent indlæg og emne.

Mit seneste indlæg herinde sluttede af med noget med tandkød. Men er der mon efterhånden andre end Anne og Kit, som overhovedet ved hvad det betyder? Jeg vil gerne vide, hvem du er. Hvor er du i dit liv, hvad er din yndlingsbog, og hvilken sang giver dig akut dansetrang? Hvad gør dig så glad, at du smiler med tandkød? Og så er jeg altså også ret nysgerrig på, hvordan du har fundet vej herind, hvor længe du har læst med, og hvilke andre blogs du læser?

Ja, eller bare det, du har lyst til at dele:)

Jeg kan godt starte!

Her er jeg:

T-shirten er fra La Label:) Nederdelen finder du her:)
T-shirten er fra La Label, og er en gave:) Nederdelen finder du her (reklamelink).

Jeg er, som min fine t-shirt afslører, 33 år gammel. Jeg er i min bedste alder, føler jeg, men det har jeg følt i de sidste mange år;) Jeg er uddannet folkeskolelærer, men med et hjerte der banker i socialpædagogiske rytmer, hvorfor jeg kun har arbejdet indenfor specialundervisning. Jeg er tosset med Harry Potter og Kabalemysteriet, og jeg kan hverken holde skuldre eller ben i ro, når jeg hører ‘You make my dreams come true’ med Hall & Oats. Elton Johns ‘Sacrifice’ giver mig kuldegysninger på den fede måde hver gang! Jeg er mor til to og bonusmor til en, og det mit livs vigtigste roller. Jeg samlede på boligreportager, da jeg var barn. Altså, på den måde at jeg klippede dem ud af blade og satte dem i plastiklommer og mapper inddelt efter kategori. Jeg er konfliktsky som bare fanden og kronisk angst for at komme til at sige eller gøre noget, som kan misforstås eller såre andre. Jeg har et forvokset pleasergen og en underudviklet motorik. Sidstnævnte er desværre umuligt at skjule, da den manifesterer sig dagligt i form af pletter på min trøje og løbere i mine strømpebukser. Jeg drømmer om at få mit hjem i et boligmagasin, lære at spille guitar og opnå en spontan graviditet. At vinde sådan en ‘Tøm en tøjbutik på 3 minutter’-konkurrence står også rimelig højt på listen af drømme, men jeg tænker at chancen for det er nogenlunde ligeså stor som chancen for en spontan graviditet;) Lige for tiden ser jeg ‘The good wife’, læser om miljøterapi med lidt Harry Potter on the side og hører ‘Angel Zoo’ på repeat. Min ultimative yndlingsbeskæftigelse er at spise i sengen. Helst ostemadder. Og min mand hader det! Jeg elsker at læse med på Miriams Blok, Blogsbjerg, Hvid Kaffe og Skøre Liv (og maaaaange andre!), fordi det er sjove, vedkommende og velskrevne blogs. Jeg hader til gengæld at læse brugsanvisninger, og når Fyrsten forsøger at forklare mig, hvordan relæet fungerer, hører jeg tilfældige 80’er hits i mit hoved, i stedet for de ord han siger. Hvis han ikke selv er hjemme, når sikringerne sprænger, er naboen det nok;)

Okay. Det var måske lidt rigeligt. Men det er mig. Og jeg er nogen gange svær at stoppe:)

Vil I være med? Det håber jeg:)