Lus, løgne og tvangsklipning

Jasper vågnede kl. 4.50 i morges. Det i sig selv var næsten nok til at få mig til at græde. Jeg er ikke meget værd før kl. 6. Slet ikke på en mandag. Ane fulgte trop en halv times tid efter med verdens vildeste morgenhår, som hun kløede gevaldigt i hele vejen ned ad trappen. Et hurtigt kig under køkkenlampen afslørede, at hun havde fået besøg af gamle, velkendte venner – lus. Selv havde jeg faktisk fået både Jess og en veninde til at tjekke mig for lus i går, fordi jeg havde en genkendelig kløe. Men der var intet at se. Det var der heller ikke sidste gang, jeg var ramt – hvorfor jeg endte med at gennemgå 36 timers veer og et kejsersnit med lus.

Ane fik en hurtig kæmning med balsamspray, og så kunne jeg ellers stå der på apoteket i eftermiddags og klø mig selv i håret af forargelse – ja, og lus – over de helt vanvittige priser på lusemiddel. Og efterfølgende kunne jeg så klø videre i frustration – og stadig lus – over at skulle behandle to børn midt i ulvetimen. It wasn’t pretty! Jeg startede med at bønfalde Ane om at lade mig putte de dyre dråber i hendes hår. Da det ikke havde den mindste effekt på den stædige, unge dame, tyede jeg til løgne: “Man kan ikke komme i børnehave hvis man har lus.” Stadig ingen effekt. Så kom truslerne: “Så må vi klippe håret kort, så lusene ikke gider bo der!” Effekt i form af gråd og galopperende dårlig samvittighed fra moren, som jo godt ved, at den slags er noget af det værste, man kan gøre. Men for fanden, det er mandag, og jeg er bare et menneske – med lus. Banankage og iPad blev de magiske ord, og derefter var både behandling og efterfølgende hårvask ren leg. For Anes vedkommende. Jasper tog det knap så pænt. Han har gennem lang tid været panisk angst for badekarret. En angst, vi egentlig troede, havde fortaget sig, men som siden er vendt retur. Så det endte med mig i IKEA-badekarret, som er for småt på alle leder, og et trøstende bryst, som det ulykkelige barn egentlig var ret så ligeglad med i den situation. Men vi klarede det. Og kom ud af badet, hvor vi mødte Ane, som med kage om munden kunne berette, at hun havde tisset i min seng. Jeg tænker egentlig, at det var velfortjent ovenpå det med truslen om tvangsklipning….

Nu er begge unger forhåbentlig lusefri, og resten af aftenen kan bruges på at sikre det samme for mig og Fyrsten. Heldigvis har vi rødvin og rester af fredagsslik lige ved hånden. Det gør ligesom det hele lidt mere overskueligt!

Må I have en dejlig aften derude, og må den være fri for lus;)

16b78735-ff47-4a6f-910b-4482bde7a7ce

Vil du med mig og Nilens Jord på date??

Reklame // indlægget er lavet i samarbejde med Nilens Jord

Som I ved, har jeg den fornemme tjans at være ambassadør for Nilens Jord. Det, synes jeg naturligvis, er mega fedt, fordi jeg får mulighed for at afprøve en masse produkter, som jeg ellers ikke vil ha’ fantasi til at kaste mig ud i. Eksempelvis troede jeg ikke, at jeg kunne bruge make up i lyserøde nuancer. Jeg mener, jeg er rødhåret og blegere end kopipapir. Men fordi jeg gennem mit samarbejde med Nilens Jord har modtaget både blush og øjenskygge i denne farve, skulle det naturligvis prøves af, og guess what – det klæder mig! Den slags ting opdager jeg langsomt hen ad vejen, ligesom jeg forleden kunne fortælle, at jeg også har lært en del om, hvordan jeg plejer min hud.

En anden ting, der er ualmindeligt fedt ved det her ambassadørskab, er, at Christina og jeg får lov til at være med til at arrangere events for Nilens Jord. Og denne gang var vi enige om at twiste konceptet en smule. For ét er at en masse bloggere kan mødes og få lov at afprøve og høre en masse om de lækre produkter. Men det, som både Christina og jeg gerne vil med vores samarbejde, er at lave noget, som også giver mening for jer. Det var for eksempel min tanke med indlægget her, hvor jeg viste jer mine favorit makeup-produkter – vel vidende at jeg ikke er hverken særligt erfaren eller vidende indenfor emnet, men i håbet om at I, som er i samme “jeg er ny i det her!”-båd, også kunne få noget ud af det.

Denne gang kommer I til at få lidt ekstra ud af det. Én af jer gør i hvert fald;) Det er nemlig sådan, at Christina og jeg har været med til at planlægge et event om hudpleje, hvor hver inviteret blogger kan medbringe en læser.

Eventet vil finde sted på Tony’s på Østerbro i København d. 22. november kl. 17.30-22. Der vil være en velkomstdrink og 3-retters menu og selvfølgelig rig mulighed for at sludre med de andre bloggere og læsere:) Herefter vil alle få foretaget en personlig hudanalyse, som fortæller hvilke produkter, der passer til præcis din hudtype. Der vil desuden være en lille quiz med mulighed for at vinde lækre præmier, ligesom alle vil gå hjem med nogle lækre produkter fra Nilens Jord. Naturligvis med afsæt i netop din hudanalyse:)

Så! Vil du være min date?

I så fald skal du smide en kommentar her i indlægget – og smider du også én på bloggens facebook, har du to lodder i puljen. Jeg trækker én vinder d. 1. november. Jeg vil glæde mig mega meget til en hyggelig aften i selskab med en af jer:)

img_9958

At lære gammel hu(n)d nye tricks

img_9949

Aftenrutiner på Instagram:

“Først renser jeg min hud med denne dybderensende precleanser som indeholder både oliven- og kukuiolie (nej. Jeg aner ikke, hvad det er, men det lyder skægt!). Så lægger jeg en ansigtsmaske rig på papayaenzymer, som efterlader huden med en fornyet teint (det betyder ‘farve’. Tror jeg.). Mens den sidder, drikker jeg en kop økologisk godnatthe (nej, det er ikke kaffe. Nej, jeg forstår det heller ikke.) og opdaterer bloggen med et indlæg om oktobers must haves. Når masken er vasket af i 34 grader varmt vand, tilfører jeg huden en nærende creme indeholdende hyaloron og niaciamid (nej, det er ikke gift. Tror jeg.)”

Aftenrutinen herhjemme:

Jeg tjekker om der er noget i slikskålen. Det er der ikke. Jeg tager en appelsin med ind i stuen, spiller en bane Candy Crush og finder et afsnit Grey’s Anatomy på iPad’en. Jeg går ud i køkkenet og ser, om Ane har mere fredagsslik tilbage. Jeg går i ‘spisekælderen’ og finder det påskeæg, Jasper fik af sin mormor. Det er kun lidt hvidt i kanterne. Spiser ægget og ser mere iPad. Spiller lidt mere Candy Crush. Lægger appelsinen på plads igen, børster mine tænder og går i seng. Med en ostemad.

Sådan har min aftenrutine set ud i mange år. Og det er sådan set gået ret fint, hvis jeg skal sige det selv! Eller det syntes jeg i hvert fald indtil for nogen måneder siden, hvor jeg var ude og spise brunch med Christina og Ida fra Nilens Jord. For under vores måltid faldt snakken på, hvordan man plejer sin hud bedst muligt. Og jeg fortalte, hvad sandt er – at jeg aldrig har været særlig god til at passe på min hud. At jeg som oftest vasker ansigtet i håndsæbe – I ved, den der klods, der kunne sidde på en magnet, hvis man nu sagde, at vi var i 80’er. Den information fik næsten Ida til at græde;) Det der med at fjerne make up har som oftest foregået på samme måde. Jeg har skam ejet produkter til at fjerne make up og rense huden, men de har altid efterladt mig med en følelse af at være smurt ind i olie og stinke langt væk af parfume, hvilket jeg slet ikke bryder mig om. Så det blev altså håndsæben. Og fra tid til anden en eller anden tilfældig creme, som jeg havde fået i gave.

Så var det, jeg blev ambassadør for Nilens Jord. Og med den tjans fulgte en række hudplejeprodukter og et løfte til mig selv om rent faktisk at begynde at behandle min hud pænt. Det er aldrig for sent at lære gammel hu(n)d nye tricks, vel? Så nu har jeg tilført et ekstra punkt til aftenrutinen. Ekstra, fordi jeg naturligvis fortsætter med det med slikket, Candy Crush og ostemaden – Rom blev ikke bygget på én dag, og Fruen bliver ikke voksen og fornuftig på et par måneder.

Særligt fire af Nilens Jords hudplejeprodukter er blevet en fast del af min hverdag: Micellar cleansing water, serumansigtscreme (combination skin) og øjencreme.

Jeg renser huden med micellar water, der fjerner make up, renser huden og fugter den. Helt uden at efterlade mig med følelsen af at være smurt ind i olie. Og så tager den altså al make-up – jeg behøver ikke engang supplere med håndsæbe;) Dernæst påfører jeg ansigtet serum. Da jeg fik den stukket i hånden, forstod jeg ikke helt formålet. For jeg havde jo allerede fået en creme? Man skal vel ikke bruge begge dele?? Jo, det ‘skal’ man – for serummet trænger længere ned i huden end cremen. Læs evt indlægget her hos Urban Notes – det gjorde mig en del klogere på emnet. Så tager jeg creme på. Først øjencremen, som jeg smører om hele øjet. Og fordi cremen ikke er fedtet eller olieret, er dette ikke generende. Derudover har jeg lært, at den skal duppes på med ringfingeren, som er mindst muskuløs (no offence, ringfinger!), hvorfor man er sikker på ikke at trykke for hårdt eller trække i den sarte hud omkring øjet. Sidst tager jeg en tur med ansigtscremen. Jeg har prøvet tre forskellige ansigtscremer fra Nilens Jord, men har erfaret at combination skin cremen er den, der passer mig bedst, da den er mindre fed end de andre. Den er mere som en gel, og jeg elsker, at den trænger hurtigt ind i huden og ikke fedter eller dufter af parfume. Den indeholder faktisk det der niacinamid, som altså ikke er et giftstof, selvom navnet fører mine tanker derhen, men derimod et vitamin som modvirker både akne, rynker, tørhed mm. Den har endnu ikke gjort underværker i forhold til rynkerne, men faktisk synes jeg, at der har været længere mellem bumseudbruddene på det seneste, hvilket jeg er ret godt tilfreds med!

Så hvad siger min hud til det?? Jeg kan faktisk mærke en stor forskel. Hvilket selvfølgelig har noget med udgangspunktet og håndsæben at gøre. Min hud er gået fra at være tør og trist til at føles blød og elastisk på en måde, som jeg ikke mindes tidligere at have oplevet. Faktisk synes jeg også, at jeg har fået en pænere glød, for jeg plejer altid at synes en smule grå i huden på denne årstid.

Jeg tror aldrig, det er for sent at gøre noget godt for sin hud. Og jeg elsker at kunne gøre det med god samvittighed, fordi alle produkter fra Nilens Jord er allergy certified og hverken indeholder parfume, parabener eller æteriske olier.

Kunne du tænke dig at lære Nilens Jords hudplejeserie endnu bedre at kende, så stay tuned, for en af de nærmeste dage får du nemlig mulighed for at vinde en aften i selskab med mig og Nilens Jord:)

img_9947

Engang i et andet liv

Engang i et andet liv sad jeg i en rød kassevogn i krydset ved Ålholm plads og græd. Det var blodprøvedag. Eller havde været. Og vi var på vej til familiemiddag. “Det vil gøre os godt at komme lidt ud.”, sagde Fyrsten. “Så kan vi tænke på noget andet.” Radioen spillede Elton Johns ‘Nikita’. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Engang i et andet liv græd jeg ustandseligt.

I dag sad jeg i min sofa. Og bandede over at Jasper ville ammes, for jeg var jo midt i madlavningen. Og gulvet flød med legetøj og tandbørster og æbleskrog og hundehår. Og Ane kaldte, “Jeg skal tisse, du skal hjælpe mig!“. Og jeg råbte tilbage, at hun da for fanden godt kunne tisse selv. Så hun gik ud på toilettet, mens hun, med rette, hvæsede “Dumme mor!” Og så skiftede sangen i radioen. Fra et eller andet dansk 80’er nummer, Ray Dee Ohh, tror jeg, til Elton John. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Livet er i sandhed en forunderlig, vidunderlig størrelse. Tak for påmindelsen, sir Elton John!

img_9405

Den (halv)færdige førstesal – Anes værelse.

img_9396

Ane har aldrig rigtig haft et værelse. Et kammer med en seng og tapet, der bogstavelig talt hang i laser – tjek! Den ene ende af en udestue, som også fungerede som krearum – tjek! Men sit helt eget værelse, hvor hun har sine egne ting og en dør, hun kan lukke, det har hun ikke haft før nu. Det har som sådan heller ikke været et behov, og hun havde sikkert klaret sig fint uden i et par år til, hvis det havde været nødvendigt. Men hold op, hvor er hun bare glad for sit værelse! Hun voksede flere centimeter af bare stolthed og glæde, da hun så det færdigt. Og at hendes far sidenhen har udstyret rummet med både diskokugle, forstærker og mikrofon, har ikke gjort glæden mindre. Eller lydniveauet;)

Anes værelse er udelukkende indrettet med møbler, vi havde i forvejen. Reolen har fulgt mig, siden jeg flyttede hjemmefra, og det samme har ølkasserne. Fabrikskasserne har Fyrsten fra en gammel arbejdsplads. Bordet har tilhørt min oldemor og har været brugt til både spisebord og skrivebord gennem årene. Kludetæppet er et loppefund, og cirkusteltet fra Ikea fik hun i fødselsdagsgave. Ane har en ting med dåser og gamle kasser ligesom sin mor, og det er ret gode til tusser, smykker, perler mm. Er man ikke til at skulle rundt på loppemarkeder for at støve gamle sager op, er disse dåser og æsker ret fine:)
Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle investere i nogen lave reoler eller kommoder, men de gamle ølkasser passer perfekt under skråvæggen, og de gamle fabrikskasser på hjul er gode til opbevaring af Duplo og udklædningstøj. Døren er, som også nævnt her, en gammel kahytsdør købt hos Genbyg. Den passede akkurat under den skrå væg, og vinduet i den er fedt både i forhold til lyset, men også i forhold til lige at kunne tjekke, hvad Ane laver uden at forstyrre i en leg. Messingskilt og håndtag er fundet på Den Blå Avis.

Sengen består pt af to madrasser på gulvet. Anes ønske er en seng, der er stor nok til, at hun kan sove sammen med sin lillebror. Morens ønske er at bygge noget selv – gerne noget, der også giver lidt flere muligheder for opbevaring. For eksempel en seng bygget ovenpå Ivar-skabe fra Ikea. Eneste problem er det med madrasstørrelsen, da den skal passe i indhakket ved skorstenen, men det må vi kunne tænke os ud af:)

Rummet før:

img_4197 img_4198

Anes værelse nu:

img_9376 img_9377 img_9378 img_9379 img_9387 img_9391 img_9400img_9395img_9393img_9394

Renoveringen af førstesalen har indtil videre kostet os lige omkring 12.000 for både soveværelse og Anes værelse. Det beløb indeholder maling, lister, paneler, dør og klædeskabe. Derudover investerede vi i en ny kompressor, da vi valgte at sprøjtemale. Jeg forestiller mig, at vi ender på omkring de 16.000, når de sidste ting er lavet. Det synes jeg egentlig er ganske fair for at have fået to så fine rum:)

 

Den (halv)færdige førstesal – soveværelset.

img_9370

Okay! Planen var egentlig, at jeg først ville vise jer resultatet af vores renovering af førstesalen, når den var fuldstændig færdig. Men sagen er, at vi har nogen hængepartier, som formentlig kommer til at hænge i noget tid. For eksempel mangler der gulv ved trappen, men det er ikke muligt at få nye brædder i samme bredde som resten af gulvet, så vi er ude i, at Fyrsten selv skal i gang med sav og høvl. Derudover er der lidt andre ‘småting’, såsom Anes seng, hvor vi endnu er i overvejelsesfasen i forhold til, hvad vi gerne vil have.

Men! Nu får I simpelthen lov til at se det halvfærdige resultat – først af soveværelset, så af Anes værelse. Fordi jeg er så glad for det, og fordi jeg pisse gerne vil vise det frem. Også selvom jeg ikke ejer et fancy kamera. Og hey – så får I bare et par indlæg mere, når det er helt færdigt;)

Da vi overtog huset var førstesalen brun og fersken. Brune listeloftsvægge (det er der helt sikkert ikke noget, der hedder, men jeg tænker, at I ved, hvad jeg mener.) og ferskenfarvede endevægge. Fyrsten elskede hulestemningen, jeg hadede den! Så jeg fik lov at lysne væggene. Ikke male hvide, bare lysne. Det hjalp en smule, men jeg var overhovedet ikke i nærheden af at være tilfreds! Igennem årene har vi haft soveværelse i begge ender deroppe – det var egentlig bare et stort repos med direkte indgang fra trappen og kun adskilt af en halvvæg i forlængelse af skorstenen. Det viste sig, at der var bedst sovekarma i ‘trappeenden’, så der har vi sovet i de sidste par år, mens den anden ende har fungeret som garderobe og opbevaring.

I forbindelse med renoveringen startede vi med at hive det 30 år gamle gulvtæppe af, og i et års tid bestod gulvet i stedet af de spånplader, som lå under tæppet, fordi vi ikke helt kunne nå til enighed om, hvorvidt vi skulle have et nyt klikgulv eller rive spånpladerne op i håbet om, at de gemte på et smukt plankegulv. Til sidst blev vi enige om, at rive dem op – så måtte vi lægge nyt, hvis gulvet under var helt forfærdeligt. Det viste det sig at være – helt forfærdeligt fint og Palæ Pompøsk. Med lak nogen steder og rå brædder andre. Med smalle brædder og med brede. Sådan et gulv som mange andre ville korse sig over, men som vi straks dømte som værende fuldstændig perfekt:)

Herefter røg halvvæggen ned og brændeovnen ligeså. Fyrsten byggede i stedet en hel væg på begge sider af skorstenen med plads til en lille rude i toppen, så lyset kunne trænge igennem. På grund af det skrå vægge kunne vi ikke købe en dør i standardmål og fandt i stedet den smukkeste, gamle kahytsdør på Genbyg. Karmen har Fyrsten selv stået for.

Og så blev alt ellers malet hvidt. Vi brugte en sprøjtepistol, da dette var den absolut nemmeste løsning, som desuden gav det mest ensartede resultat. Først fik væggene med spærregrunder, så ikke knasterne ville bryde igennem og siden fik det to lag vægmaling.

Sådan her så soveværelset ud, da jeg havde rippet det for inventar, så vi kunne komme i gang:

img_4199 img_4200 img_4202 img_4204

Nu:

img_9372

img_9371 img_9373 img_9374 img_9375

I mangler én vinkel – det er der, der lige skal fikses lidt gulv;)
Klædeskabet er fra Ikea – deres Pax-system. Fyrsten har skåret det til, så det passer under skråvæggen. Det var overraskende nemt. Siger jeg, som blot sad på sengen og heppede, mens han knoklede;) Planen var egentlig, at der skulle hylder i hjørnet ved siden af skabet, men jeg er pludselig blevet i tvivl om, om jeg hellere vil have endnu et skab. Jeg kunne godt bruge pladsen!

Bøjlestangen har jeg lavet ud af et gammelt kosteskaft. Jeg har blot boret et hul i hver ende samt i midten og ført en lædersnor igennem. Den passer meget bedre ind end det galvaniserede rør, vi havde tidligere. Den fine, hvide bænk er købt på Den Blå Avis. Cykelkurvene for enden af sengen er holdeplads for det tøj, vi tager af om aftenen, som ikke skal til vask, men som heller ikke selv formår at finde vej ind i skabet;)

Jeg drømmer stadig om at få noget fint, småblomstret tapet på væggen ved vinduet, men for nu får det lov at være hvidt.

Det er ikke stort, vores soveværelse. Men der er, hvad der skal være. Og jeg elsker det! Jeg synes simpelthen, at det er blevet så godt, og jeg glæder mig over det hver eneste dag:)

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.

Jeg modtog en mail tidligere på ugen fra en kvinde, som står i processen med skulle justere sine forestillinger om familieliv fra dét at få biologiske børn til dét at få donorbørn. Hun spørger mig, hvordan vi håndterede den proces, hvordan vi accepterede det, og hvordan vi har forholdt os til at skulle fortælle det til omverdenen og vores børn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske er den helt forkerte at spørge i den sammenhæng;) For jeg har haft et forspring i kraft af den familie, jeg selv er vokset op i, hvorfor min egen forestilling om familiedannelse nok aldrig har taget udgangspunkt i den stereotypiske. Men jeg vil stadig gerne prøve at svare og dele mine egne tanker. Ikke i ét indlæg. Til det, er det ganske enkelt for stort. Så nu starter jeg et sted – med håndteringen og accepten af ikke at kunne få børn, som deler ens genetik.

—————–

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.” Sådan sagde min bonusmor til mig, da hun og min far fik deres første fælles barn. Han var et år gammel, da han kom i familiepleje hos os. Jeg var 13, og nysgerrig på, om han så også rigtigt kunne blive min bonus-mors barn. Det var ikke det handlede om for hende, sagde hun. Det handlede om, om hun kunne blive hans mor. Det var en lillebitte sætning taget ud af en større sammenhæng på en landevej et sted udenfor Stokkemarke. Udtalt som svar på en teenagers spørgsmål om forældreskab. Den lagrede sig i mig. Måske fordi den satte nogle tanker i gang. Måske fordi der findes en eller anden større kosmisk sammenhæng, og fordi det derfor lå i kortene, at jeg ville få brug for at finde den lille sætning frem igen mange år senere. Hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg vist lidt. For ordene viste sig sidenhen at blive helt afgørende for mine egne tanker og følelser om det at skulle være mor. “Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.”

Da vi startede i behandling, lagde jeg plan A, B og C og blev til dels bebrejdet for det. “Du er nødt til at tro på, at det kommer til at lykkes!”, sagde de. Alle dem, som ikke forstod mig. For det var ikke nok at tro. Jeg havde brug for at vide. Jeg ville have en eller anden garanti for, at jeg nok skulle blive mor. Og den prøvede jeg at finde i mine planer.

Magtesløsheden var for mig var det værste ved vores behandlingsforløb. Det ikke at vide, om det nogensinde ville lykkes mig at blive mor og ikke at kunne gøre hverken fra eller til. Ved vores allerførste samtale på privatklinikken blev vi fortalt om et studie fra Israel, hvor man havde fulgt en gruppe par i fertilitetsbehandling. Parrene havde samme fysiske vanskeligheder og samme livsstil. Nogen blev gravide i første forsøg, andre i femte, andre først i tyvende. Og så var der dem, det aldrig lykkedes for. Der var ingen forskel på deres behandling. Der var ingen medicinsk forklaring. Der var bare held og uheld. Til at starte med fandt jeg trøst i denne forklaring. Den sagde mig, at selvom vi ikke havde opnået graviditet i vores fire forsøg i det offentlige, så var der stadig håb. For en stund droppede jeg at ‘tælle’ forsøgene og i stedet se hver behandling som et nyt, første forsøg. Men som tiden gik, dukkede en anden tanke op. Hvad nu hvis vi var det tyvende par? Eller fireogtyvende? Eller dem, for hvem det aldrig ville lykkes?

Da behandling nr. 6-7 stykker var overstået, sad jeg på stuegulvet med plan D og et A3-papir, som jeg delte op i rækker og kolonner. Afgiverlandene var listet op i den ene kolonne, og rækkerne havde forskellige overskrifter, som “ventetid”, “pris”, “alder”, “kriterier” mm. Meget pragmatisk tilgang til et meget eksistentielt problem – at blive nogens mor. Men det hjalp mig! Planerne og skemaerne hjalp mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkes. Og det hjalp mig til at holde fokus på det, som var min drøm. Ikke det at blive gravid, men det at blive mor.

For mig har det aldrig rigtig handlet om accept. Det har handlet om at give slip. Først på plan A, så B, så C osv. Accepten af ikke at få et fælles, biologisk barn har hele tiden været der, fordi det aldrig var målet. Målet var at blive mor, forældre, familie.

Jeg ved, at andre har det anderledes. At andre skal en længere vej, og at accepten muligvis først kommer undervejs. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kommer bare selv med en masse i rygsækken, som har givet mig et andet udgangspunkt og en forståelse af, at familie ikke er noget man skaber med et æg og en sædcelle. Den skabes hver dag og hele tiden i kraft af nærvær og kærlighed og helt uden stillingtagen til biologi. Og det vidste jeg godt i forvejen, for det er sådan en familie, jeg selv er vokset op i.

Hvordan man når frem til accepten, når ikke man har er forspring som mit, har jeg svært ved at svare på. Mit bedste råd må være at tale om det. At vende de bekymringer og forestillinger man må ha’ med ens nærmeste. Tingene kan have tendens til at være meget farligere inde i ens hoved, end de er, når først de er sagt højt. Og det er ingen skam at ønske sig biologiske børn. Den følelse må man godt ha’, og man må godt føle sig franarret noget, som for mange andre er en selvfølgelighed. Så føl det, sig det, del det. Og se så om du kan slippe det for at give plads til den helt fantastiske følelse, det er at blive mor. For en ting VED jeg: når først man står med sit barn i armene, hvordan vejen dertil så end har været, så giver det hele mening.

img_9303