Musikquiz – og et ret højt serviceniveau;)

Jeg har netop smidt link på IG og facebook til den musikquiz, som jeg lavede for et par år siden. Det kunne jo være, at I var nogen stykker, som skulle få lyst til at dyste lidt i musikkens verden i morgen.

Så var det, at én på IG spurgte, hvor man kunne finde mine playlister. Og det kunne man ikke. Kunne! For nu har jeg lavet dem til jer, sgu. Eller i hvert fald til de af jer, som har Yousee. Det er bare at gå ind og søge på de titler, som I kan se her på billedet, så ligger mine playlister synlige for jer:)

Med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle:)

96e28e37-af73-41ec-ac72-c82e1873bde2

Det her skal du ønske dig til jul!

Annonce  // indlægget indeholder affiliate links, samt omtale af bøger jeg har modtaget som gave.

Jeg har været fuldstændig tom for idéer, når folk har spurgt, hvad jeg ønsker mig til jul. Fuldstændig! Jeg kan ikke komme på én eneste ting, og det er ærlig talt pisse irriterende. OG egentlig også lidt dejligt! For det må jo betyde, at jeg intet mangler:)

Til gengæld vil jeg rigtig gerne tippe jer om nogen ting, som I kan ønske jer her på falderebet – så håber jeg, at I gengælder tjenesten i kommentarfeltet;)

1) Jeg lægger hårdt ud med en menstruationskop! Den er en af mine absolut yndlingsejendele. Indrømmet, så har det taget mig lidt tid at blive gode venner med den. Det der med at tage den ud kræver lidt øvelse og har en enkelt gang eller to medført Hitchcock-lignende scener på vores badeværelse. MEN når først man lige fanger den (både metoden og koppen), så er det ingen sag. Man slipper for at have tasken fuld af bind og tamponer, man mærker den ikke, og den er pisse miljøvenlig.

2) Så er der Vileda 1-2-3. Åh, jeg elsker Vileda, som jeg fik af min far for nogen år siden, og som siden da er blevet fuldstændig uundværlig herhjemme. Jeg har flashet den på både IG og Snapchat nogen gange, og sjældent har jeg fået så mange positive tilkendegivelser tilbage på noget produkt, jeg har anbefalet. Vileda er da bare en moppe, vil du måske sige. Men næ nej, Vileda er ikke bare en hvilken som helst moppe, den er nemlig så fiks, at man kan fylde vand i skaftet, som man kan sprøjte ud på gulvet, før man kører over med kluden. Hvis man, som os, har både dyr, børn og dårlig motorik, og ikke gider vaske gulv hvert andet minut, så er den helt genial!!!

3) ALT fra Nilens Jord! “Det skal du jo sige, fordi du er ambassadør!” Niks! For nu var det ikke sådan, at Nilens Jord prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg, i kraft af min polerede beautyblog, ville lege med dem, men i stedet mig, der gik på frierfødder (eller faktisk var det jo Christina), fordi Nilens Jord er AWESOME! Synes du, at det er lige lovlig voldsomt at smække alle deres produkter på din ønskeseddel, så gå efter de fem jeg listede op i det her indlæg. De gør altså mit liv lidt sjovere:)

4) Øreringe. Efter ikke at have kunne gå med hængeøreringe siden 2013, nyder jeg nu, at ungerne har en alder, hvor det igen er sikker grund at bevæge sig ud på. Særligt disse elsker jeg! De er fra Fragment by Ditte Gren og er en fødselsdagsgave fra mine veninder:)

2b3d2cd4-e074-4f50-a5df-af83e18a4a10

 

5) Et par ordentlige gummistøvler! Jeg købte mig et par Viking fra Zalando i sommers, og de har næsten fået mig til at håbe på regnvejrsdage. Næsten;) Men altså, det at kunne hoppe i et par gummistøvler, som både er gode at have på (hvilket langt fra er en selvfølge med gummistøvler!) og pæne at se på, gør altså det danske vejr lidt mere tåleligt.

6) Harry Potter bøgerne i de illustrerede udgaver. Hvis du er Harry Potter-fan, som mig, så er det altså helt uundværlige i samlingen. Og endnu mere hvis du har børn, som også udviser en begejstring for HP-universet. Illustrationerne er SÅ FLOTTE! Og selvom jeg kender fortællingerne til hudløshed, så giver de dem altså en helt ny dimension. Mine bøger har jeg modtaget som anmeldereksemplarer fra Gyldendal – jeg har nemlig et lille Harry Potter i ærmet til jer:)

a2de9212-b3a7-4629-9d45-a9dda9d16416 b6515600-20bc-40ce-bbf7-a7dc85f93324

 

Ps. Jeg har trukket en vinder af Dress The Bird-konkurrencen, og vinderen blev Sofie, som har fået direkte besked. Tak til jer, der deltog. Må der alligevel lande en julefugl under jeres juletræ<3

 

 

 

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

En lille julefugl

Annonce // indlægget er sponsoreret af Dress The Bird 

Sidste år til jul ønskede jeg mig én ting højere end noget andet: en gul cardigan. Heldigvis er jeg udstyret med den slags svigermor, som får ønsker til at gå i opfyldelse (udover at være verdens sjoveste kvinde!). Hun bestilte mig en cardigan. Men så skete der det, der ikke må ske: pakken forsvandt. Svigermor udfyldte formularer og udsendte efterlysninger. Som så også forsvandt. Postnord var ikke til megen hjælp. Faktisk slet ingen. Så svigermor ringede til Helle, som har butikken Dress The Bird, hvor cardiganen var bestilt. Blot for at få at vide, at min størrelse desværre var udsolgt. “Men giv mig lige et øjeblik,” sagde Helle, “så ser jeg, hvad jeg kan gøre:)” Og fem minutter efter tikkede der en SMS ind – cardiganen ville komme flyvende fra England. Og sådan gik det til, at der landede en lille julefugl under træet i Palæ Pompøs:)

Så kunne historien slutte der. Men egentlig var det først dér, den rigtig begyndte. Historien om kærligheden mellem en kvinde og en webshop;) For ét er, at jeg er en sucker for god betjening! Jeg er også afsindigt tosset med pænt tøj. Særligt det i 50’er snit. Og hos Dress The Bird får man altså begge dele! Jer, der har fulgt med siden sidste jul har vist luret, at jeg er ret begejstret for biksen. Og jeg har luret, at I er en del, der er enige. Jeg har nemlig, som så mange andre, været inde og se, hvilke af mine opslag på Instagram i 2017, der har været mest populære. Og sørme om ikke der er to opslag om Dress The Bird at finde blandt de 9.

d8b99c14-f40e-4f26-8ed7-8c3ed6cc1e28

Nu til sagen! Jeg har fået muligheden for at sende en lille julefugl afsted, der kan lande under dit juletræ. Der er nemlig frit valg på alle hylder. Du skal blot smide en kommentar med link til den ting fra Dress The Bird, du ønsker dig allermest:) Jeg trækker en vinder på fredag, d. 15/12.  Mangler du inspiration, kan du kigge med her og se, hvilke fjer jeg har valgt at pynte mig med gennem det seneste år. Sådan en gul cardigan kan åbenbart hurtigt formere sig;) At den også danser mærkeligt rundt i stuen må være noget med drikkevandet her på vestegnen….

Du finder de enkelte stykker tøj her:

gul cardigan // lyserød cardigan // blå skjorte med hvide prikker
// cremefarvet skjorte // petroleumsblå nederdel // gul kjole //
(den blåstribet kjole er desværre udsolgt)

Selv har jeg hede drømme om disse to sæt. Det første ville udgøre det perfekte nytårs-outfit. Jeg mener, se lige de sko!!! (Kjolen finder du her.)

Og så er jeg bare vild med den blå skjortekjole, som jeg forestiller mig ville gøre sig usandsynligt godt sammen med de røde støvler.

774bef7e-836e-4330-bf26-e71c19111639

3226b0fc-182d-4b6c-9f70-b2426bff69ce

(Og ja, julen varer lige til påske. Det var i hvert fald først deromkring, at Postnord endelig lokaliserede den forsvundne cardigan…..)

Forresten #24

– har jeg været nedlagt af en fæl influenza i de seneste dage. Jeg følte mig bagud med alting i forvejen. Jeg har for dælen kun fået købt en eneste julegave. Ud af 19. Nu er jeg smidt helt tilbage til start. Får jeg så 4000 kr.??!

– undrer jeg mig hvert år over, at vi er røget med på Haloween, Valentines Day og Black Friday, mens det der med at åbne hoveddøren til et kor af glade ansigter, der synger julesange åbenbart aldrig har tænkt sig at komme til Danmark. Hvorfor??? Af alle de ting vi kan tyvstjæle fra USA, er det da den allerfineste.

– førte Ane og jeg den her samtale i går: “Ane, hvad ønsker du dig til jul?” “En Elsa-hue og Elsa-vanter og Elsa-tuscher og Elsa-klistermærker!” “Ønsker du dig ikke noget, der IKKE er med Elsa?” “Jo, en Anna-dukke og en Anna-dyne og en Anna-hårbøjle!” “Men Ane, ønsker du dig ikke noget, som ikke er Anna og Elsa?” “Jo, en Olaf-bamse og en Olaf-pude og en Olaf-lampe!” I give up…..

– er jeg vist nok kommet en lille smule til at sidde og se gamle videoer af Ane, kun for at sammenligne Jaspers sproglige udvikling med hendes. Det er generelt dumt, fordi børn jo altså er forskellige. Dummere fordi Ane jo for dælen kunne tælle til 10, da hun var 2 år, hvor Jasper stadig tror, at et hop betyder ja.

– kommer jeg i den forbindelse til at tænke på, om jeg overhovedet har fortalt, at han ENDELIG siger ‘mor’? Det kom lige efter ‘tisser’ (=tissemand). Styr på prioriteringen….

– har Ane gang i en prinsesseleg for tiden. Jeg må også godt være med. Jeg kan være hestens mormor. Gæt hvem der får strømper til jul…. UDEN Elsa på!

– har jeg flettet 48 julestjerner, mens jeg har ligget syg. Ja, jeg har talt. Og nej, jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge dem til.

– overvejer jeg nu, om man kan give folk flettede julestjerner i julegave??

62325908-4c5e-41e1-90b8-0ec1620fd09c