En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Forresten #25

Annonce / indeholder reklame for Børneloppen

– har Ane i dag kaldt nogle af de andre børn i børnehaven for nogen forvaskede møgunger.

– sagde jeg naturligvis til hende, at sådan noget må man ikke sige! Da jeg var færdig med at grine.

– skal jeg til 90’er fest med en flok bloggere på lørdag. De er virkelig gået i planlægningsmode med hensyn tøj og gennemsøger genbrugsbutikker og sender efterlysninger ud på facebook. Jeg har bare fundet noget i tøjskabet, som har ligget der siden 7. klasse.

– minder det mig om, at jeg måske skal returnere den Millencolin-hættetrøje, som jeg lånte af Lasse i 1997…..

– har jeg endelig taget mig sammen og fået to stande hos Børneloppen (den ene som ‘gave’), så jeg kan få solgt ud af alt det børnetøj, legetøj mm, som har været stablet op på Jaspers kommende værelse. Jeg har tidligere forsøgt at slippe af med det på Reshopper, men det er simpelthen alt for tidskrævende!

– bruger jeg så i stedet tilsvarende mængde tid på at gå ind på hjemmesiden og se, om jeg mon har solgt noget, siden jeg tjekkede 5 minutter forinden.

– har Palæ Pompøs fået sin egen Instagram-profil. Bare fordi:)

– er vores vaskemaskine stået af, hvilket  jo er enhver børnefamilies mareridt. Jasper sørgede naturligvis for lige at understrege dette faktum ved at få næseblod i sengen. Og fordi vi samsover, og Jasper sover i bevægelse, nåede han at understrege det på to lagner, to rullemadrassser, tre dyner og en hovedpude. Yay….

– har vi altså pt ingen forvaskede møgunger herhjemme pt.

5a640892-d9c4-41d7-b757-ba174784319c

 

At fortælle videre på hinandens historie

Jeg husker tydeligt, første gang vi så Palæet. Jeg husker min henrykkelse over de blå og grønne klinker i gangen, min skuffelse da disse farver brat skiftede til brun ved overgangen til køkkenet, og min forbløffelse og forelskelse da jeg så trappeopgangen. Jeg husker også ejendomsmægleren fortælle, at de gamle teaterplakater, som prydede trappeopgangen, var sat op af to skuespillere, der boede her for længe siden – og at man selvfølgelig bare skulle rive lortet ned.

Han kendte os ikke, ham ejendomsmægleren. Han vidste ikke, at det han så som værende en ulempe ved huset, var det vi så som værende husets magi. Der var historie og liv lige der i den smalle trappeopgang. Og vi er suckers for den slags. Han havde ikke behøvet at vise os resten af huset. Vi var allerede overbevist.

De seneste år har jeg søgt og samlet gamle plakater. Teaterplakater, Tivoliplakater, museumsplakater. Med det ene formål at færdiggøre den trappeopgang, som Lars og Henrik påbegyndte, før jeg overhovedet var født. Og i går lykkedes det mig at samle de sidste.

Nu er trappeopgangen færdig. Det har været med sved på panden og rystende hånd, at jeg har sat de smukke, gamle Tivoliplakater og Wiinblad op. For når først de sidder der, er der ingen vej tilbage. Men da jeg for noget tid siden delte netop denne bekymring på IG, svarede flere tilbage, at på den her måde kunne jeg jo nyde dem hver dag. Kom de ikke op, ville de blot ligge i et plakatrør i et eller andet hjørne og være smukke helt alene. Og det kan jeg ikke ha’ siddende på mig;)

Jeg elsker trappeopgangen. Mest af alt elsker jeg, at vi har kombineret husets historie med vores historie. Det ville så enkelt at rive ned og fjerne til vi stod med et blankt lærred, som kunne danne bunden for vores liv og vores historie. Men i mine øjne er det langt smukkere at være med til at fortælle videre på den historier, der allerede er fortalt. Og jo, jeg kan da godt misunde folk, der flytter ind i et helt nybygget hus. I et splitsekund. For det er fint og skinnende og alt det der. Men jeg ville ikke bytte for noget i verden. Her, hvor vi bor, dukker der det ene nybyggeri op efter det andet. Det er flotte huse – ingen tvivl om det. Og de har alle sammen lagt et eller andet under deres fliser, så der ikke kommer ukrudt op. Dét er jeg satme misundelig på. Men de gør mig ikke nysgerrig. De siger mig ikke noget om de mennesker, der lever bag de specialdesignet lamelgardiner. De står der bare. Uden ukrudt, vel at mærke.

Jeg vil ha’ et hjem, jeg kan mærke. Et hjem, der ikke bare fortæller noget om mig, men som er noget i sig selv. Og det har jeg fået.

dd026bd8-2501-444b-b4cf-5223b6e4ccdadc5a8199-1f89-4438-873f-ae1b2d9f2026922a2946-b619-4cb7-b4bc-ef5bf777f2571fd15e8c-ce9f-4539-ad9b-4fda382731fb1b7cddeb-6a65-4b91-ad2d-867b2e8db4d0cf4c10fd-a6ce-477f-8ec9-5261a2f96697

 

Og ja – som I kan se på billedet, så mangler vi stadig at få lavet en del af gulvet. Men det er forhåbentlig snart gjort. Fyrsten har netop i dag afhentet et læs gamle gulvbrædder på Frederiksberg hos et par, som er ved at renovere lejlighed. Det har uden tvivl været noget af et arbejde at brække dem op uden at ødelægge dem, og jeg er helt på røven over, at et par, som jeg overhovedet ikke kender, ville gøre det for os. Det er fandme fint, altså!

Ps. Hvis I er vilde med gamle huse og historier og renovering, så skal I altså følge med inde hos @Sneglehytten på IG. Michael og Cecilie har købt det fineste gamle hus, som de er ved at renovere. De deler processen, og herunder også de overvejelser, de gør sig i forhold til, hvilke af husets nuværende detaljer, der skal bibeholdes. Det er hyggeligt og inspirerende, og det er lige i min ånd:)

Noget om at amme fra 2013 til 2018….

Jeg har ammet fra 2013-2018. Jeg gav lige brysterne en pause fra februar 2015 til januar 2016, hvorefter de blev sat i drift igen.

Reelt har jeg ‘kun’ ammet i 3,5 år, men det lyder ligesom bare vildere på den anden måde, ikk’?!;)

Med Ane havde jeg slet ikke nogen forventninger om at amme. Et håb, men ingen forventninger. Man kan jo ikke amme, når man ikke har født, vel?! Det kunne man så godt. Og det gjorde vi – i halvandet år. Havde det ikke været fordi, vi skulle i fertilitetsbehandling, var vi sikkert fortsat.

Så kom Jasper. Han sugede sig fast som en igle fra dag 1 og har endnu ikke sluppet her to år senere.

Ærligt? Jeg synes tit og ofte, at det er irriterende at amme. Mest af helt lavpraktiske årsager, som det der med kun at kunne bruge ammebh’er. Og ikke gide investere i nye, fordi jeg bliver ved med tænke, at vi jo nok snart stopper med at amme. Ligesom jeg tænkte det for et år siden. Og allerede dengang trængte bh’erne til en opdatering. Så er det der med kun at kunne iføre sig tøj, hvor der er nem adgang til brystet. Eller skifte tøj når jeg kommer hjem fra job. Det er også en smule irriterende. Det mest irriterende er dog den der fornemmelse af folks blikke, når jeg ammer offentligt. En fornemmelse, der vokser simultant med Jasper. Måske jeg ser spøgelser, fordi jeg har læst for mange kommentartråde på Facebook. Lige meget hvad, er følelsen der. Og den er ikke rar. Det er ikke rart at føle, at andre kigger skævt til én, og det er ikke rart, når man tager sig selv i at nægte ham bryst offentligt, fordi fremmede folks røster spøger. “Han har jo ikke behov for det!” Men det har han. Og det ved jeg, fordi jeg er hans mor.

For mest af alt er det heldigvis stadig rart at amme. På samme måde som det er rart for mig at møde mit barn i alle mulige andre behov. Det er rart at se hans smil, når han klapper på gulvet, og jeg sætter mig ned og bygger et tårn med ham. Og det er rart at tage ham op og holde ham tæt, når han er ked af, og kunne mærke hvordan nærheden og trygheden gør hans åndedræt tungere. På samme måde er det rart at amme. Det er rart at møde ham i hans behov. Om det så handler on leg, trøst eller amning.

Derfor ammer jeg stadig. Ikke fordi jeg tænker, at amning i sig selv er godt. Ikke fordi jeg tænker, at han ikke kan undvære. Ikke fordi det er nødvendigt at amme. Men fordi det er rart. For ham. Og dermed også for mig.

c287e8d9-00c6-4a8a-90ed-1a451ed38bf0