At least I have Lulu!

b20b59cd-15b1-49da-a24e-3c591921c19f

Reklame // indeholder omtale af et produkt, som er modtaget i gave

Midt i mit vemod over at være stoppet med at amme har jeg fundet to små lyspunkter: a-skål og a-skål! Der er nemlig sket det vidunderlige, at min barm efter to års uligevægt nu endelig er nogenlunde i balance. Se dét er da i sandhed en gave!

Da jeg for længe siden spurgte jer til råds i forhold til behagelige, bøjleløse bh’er, var I en del, der anbefalede mig at give Lulu fra Femilet et forsøg. Så da jeg kort tid derefter blev tilbudt at modtage præcis den bh i gave, takkede jeg straks ja. Faktisk tænkte jeg, at Lulu måske ikke havde det store imod at huse min uligevægtige barm, men det blev kun til et enkelt forsøg og et bryst på afveje midt i en fodboldkamp i frikvarteret, før det blev modbevist. Lulu er til ligevægt. Så den blev pænt lagt i skuffen igen og har ventet tålmodigt på, at jeg blev færdig med at amme. Og faktisk har jeg haft den på nærmest nonstop siden da, så jeg bør nok investere i et par stykker mere. En i hver farve burde kunne gøre det. På nær hvid. Det har Donna Martin ødelagt for mig.

Når nu jeg vælger at skrive et helt indlæg om en bh, så er det altså ikke fordi, at det var et krav for at modtage den. Sædvanligvis er det fint blot at nævne produktet eller vise det på Instagram, når man modtager en gave. Men jeg er altså så begejstret for den, at jeg er nødt til at give den en anbefaling med på vejen!

Jeg har født et barn, og jeg har ammet to i tilsammen 3,5 år. Jeg havde ikke meget bryst at prale med i forvejen, og det ville være synd at sige, at det er blevet mere prangende med årene. Så når jeg skal have fat i en ordentlig bh, så skal den både kunne give et løft, men også gerne lidt form – og det er altså en smule vanskeligt, når jeg hverken er til bøjler eller sådan nogle formstøbte skåle. Bøjlerne fordi de generer mig – jeg skal helst ikke kunne mærke, at jeg har noget på. Og det formstøbte fordi jeg simpelthen synes, at det får mit bryst til at se unaturligt ud gennem tøjet.

Lulu møder alle mine krav! Da jeg første gang havde den i hænderne, syntes jeg, at blonden virkede noget hård og stiv i det, men det er altså ikke tilfældet, når først den er på. Jeg kan overhovedet ikke mærke den! Den har en lille pude i, som lige giver en smule fylde uden at være for meget. Og af en bh uden bøjle at være så holder den altså virkelig godt på sagerne. Bevares, mine sager er i småtingsafdelingen, men alligevel. Og så er den ovenikøbet pæn. Nok skal jeg ikke rende og fremvise den på gader og stræder, men jeg føler mig altså lige en anelse mere lækker i den, end jeg gjorde i mine gamle, udtjente ammebh’er.

Udover at skulle ha’ fingrene i nogle flere Lulu’er, så er jeg også nødt til at give Robyn et skud. For pga den brede blonde duer Lulu ikke til toppe eller kjoler med tynde stropper. Det gør den anden, og ligesom Lulu er den uden bøjle. Og så er den vanvittigt fin.

Bare lige et tip fra mig, hvis I andre også trænger til en opgradering på bh-fronten:)

a2bd9dc5-c22d-486d-a1a2-fae5e15fbefd

Så er bar(m)en lukket…..

a4411563-9648-4b2e-8bf0-73bffb7aeeaf

Jeg er stoppet med amme.

Det er pludseligt og mærkeligt og vemodigt!

Jeg var på skitur med jobbet i forrige uge, og egentlig havde jeg tænkt bare at genoptage amningen, når jeg kom hjem. Fordi jeg jo hele tiden har haft ønsket om, at et ammestop skulle være hans valg – ikke mit. Og det var ikke sådan, at jeg kom hjem, og han så fuldstændig havde glemt alt om babserne i deres fravær. Tværtimod blev jeg modtaget med jubel og åben mund.

Men sagen er, at Jaspers mave alle dage har været sart. Det er åbenbart ikke usædvanligt med kejsersnitsbørn. Faktisk er det dokumenteret, at kejsersnitter har færre tarmbakterier, fordi de ikke er blevet udsat for mors bakterier, da de gjorde deres entré i verden. De har færre mælkesyrebakterier på huden, i munden og i tarmen. Af samme grund vælger man i dag ofte at påsmøre det nyfødte barn med bakterier fra mors skede. Studier har nemlig vist, at der gør en forskel. Studier, som blev offentliggjort en måned efter Jaspers fødsel…. Og nej, man kan ikke gnubbe med tilbagevirkende kraft. I så fald havde jeg haft Jasper dinglende mellem mine lår i hans første leveår.

Jasper er blevet stopfodret med mælkesyrebakterier hele sit liv. Alligevel blev han efter vuggestueopstart ramt af opkastsyge én gang om måneden i 6 måneder i streg. Derudover har konsistensen af hans afførring (selvtak!) altid været mere end ustabil end en teenager. Jeg har prøvet at holde mig fra citrusfrugter, kaffe, chokolade (så mener man det, fandme!) mm uden held. Så var det, at babserne tog afsted i 5 dage. Og vupti – fast lort over hele feltet. Den morgen jeg kom hjem, tilgodeså jeg naturligvis hans ønske om babs, kun med det resultat at jeg igen igen fik hans tøj med hjem fra vuggestuen i en plastikpose.

Så nu er bar(m)en lukket. Det er egentlig nok Jasper, der tager det pænest. Han efterspørger det, men bliver ikke ulykkelig, når han får et nej. Jeg derimod synes, at det er allerhelvedes vemodigt. Jeg vidste jo ikke, at sidste gang blev sidste gang. Pludselig var det bare slut. Og for mig betyder det et endegyldigt slut. Jeg kommer aldrig til at amme et barn igen, og den tanke synes jeg er svær. For amning har fyldt meget i mit moderskab. Først pga kampen for at amme Ane, som er min største bedrift til dato! Dengang troede jeg også, at jeg andrig ville komme til at amme igen, men livet ville det anderledes. Og så kom Jasper, og med ham fulgte en tsunami af modermælk og et ammeforløb, hvor eneste udfordring undervejs var det modsatte af med Ane – for meget mælk.

Jeg ammet i busser, på restauranter, på trappetrin. Jeg ammet, hvor end jeg nu befandt mig, da mine børn meldte deres sult. Og jeg har elsket det! Med Ane betød det alt, at jeg gennem amningen kunne vise verden, at hun var min – selvom systemet holdt på det modsatte. Hell – jeg har ammet hende foran den sagsbehandler på Statsforvaltningen, som skulle godkende, at jeg fik forældremyndighed. Dét var for fedt!!! Med Jasper fik jeg desværre også lov at møde bagsiden ved at amme offentligt. Fordommene og spørgsmålene om, hvorvidt han ikke snart skulle til at have noget rigtig mad, og om jeg mon havde tænkt mig at amme ham frem til børnehavestart. Jeg har bedt folk passe deres egne bryster og været uendeligt stolt af mine. Også dét har jeg fået på puklen for fra tid til anden. For nogen har tolket min egen stolthed, min glæde over at kunne amme, som værende shaming af de kvinder, som ikke kan eller vil. Og intet kunne være længere fra sandheden. Men jeg forstår det godt! Jeg har selv stået på den anden side og helt irrationelt følt andre kvinders blomstrende fertilitet som en direkte hån mod mit visnende underliv. Jeg forstår det godt.

Men jeg har været stolt. Jeg ER stolt! Stolt over at have ammet mine børn i tilsammen 3,5 år. Stolt af at have kæmpet. Stolt af ikke at have ladet samfundets normer diktere mine ammeforløb. Stolt af min krop, som muligvis ikke er skabt til at lave børn. Men den er satme skabt til at amme dem!!!

 

Ps. Burde måske genudgive oden til mine bryster??;)

ad93af6e-a7ac-4bdd-a995-82822670040d deaab7bc-bcea-42b4-b92c-4cd49452dfd5 1ed9e4e7-cf1a-4b57-aa6f-3593ffce25e3 7df17db1-d699-4cf2-a174-ede7ad03774e 2faa209c-17e1-4d31-be23-017412e5afd8 3225cd8d-08c3-44be-965b-fb33434b0722 395f26a2-540f-45d1-81d7-6602a8ee9bdd c98e3d4d-ed29-42d6-aae0-3533a65fbeec

Noget om at spole tilbage

Nå, men øhmmm…. Jeg har sagt op hos Bloggers Delight. Om små tre måneder er jeg tilbage, hvor jeg startede. Hvor jeg bare var mig.

Det kommer på mange måder ikke til at gøre den store forskel for jer. Bannerreklamerne forsvinder, og det er vist nærmest det. Sponsorede indlæg bliver der forhåbentlig stadig nogle stykker af, men mit håb er at kunne holde det til nogle enkelte, længevarende af slagsen. Bag skærmen får det lidt betydning af mere teknisk karakter, og da jeg selv er elendig til den slags ting, har jeg allieret mig med en veninde, som forhåbentlig kan sørge for, at den proces bliver smertefri.

Jeg har været rigtig glad for at være en del af Bloggers Delight! De har hjulpet mig med sindssygt mange ting, og det har været fedt at være en del af et fællesskab. Men det er også fællesskabet, der får mig til at trække stikket. For det kan være svært at være fælles om noget, når man faktisk ikke føler, at man passer ind. Og det gør jeg ikke. Jeg er ikke en blogger. Jeg er glad for at skrive herinde – ingen tvivl om det. Men jeg identificerer mig ikke med bloggen. Jeg er også glad for at dimse i hjemmet, sy kjoler og bygge borde ud af gulvbrædder. Det gør mig hverken til boligstylist, designer eller snedker. Og jeg er ikke ‘Fyrsten&Fruen’.

Blogland har ændret sig ufatteligt meget i de 6-7 år, hvor jeg har blogget. Fra at være en lille, lukket klub af folk, der læste med hos hinanden, til på nogen fronter at være hardcore business. Da jeg startede med at blogge bestod give aways ofte af ting, man selv havde lavet eller indkøbt til formålet. Og vi, der sad bag skærmen, kendte hinanden – eller sådan føltes det i hvert fald. I dag ligger værdien ikke i menneskelige relationer og udveksling af holdninger og fortællinger. Det handler om tal. Om sidevisninger og følgere og mængden af penge, som man kan suge af sin blog. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at føle det. Også selvom jeg godt ved, at blogland stadig er meget andet end det. Og selvom I herinde igen og igen viser mig noget andet og mere. Heldigvis! Men det der sker med mig er, at jeg kommer til at sammenligne mig med andre. Hvilket er komplet åndssvagt, det ved jeg godt. Men jeg tror desværre også, at det er svært at komme udenom, når man er i et blogfællesskab. Jeg tager mig selv i at forsøge at passe ind. Jeg bliver irriteret, når andre får kampagner, som jeg tænker er skræddersyet til mig. Jeg kommer til at kigge på tal og statistikker, uden overhovedet at ane, hvad jeg skal bruge det til. Jeg kommer til at bruge energi og tankevirksomhed på ting, som intet positivt fører med sig. Føler, at jeg ikke er god nok, fordi jeg ikke er som de andre.

Men jeg ER god nok! Jeg kan noget, og jeg gør noget. Og tal og penge og statistikker siger intet om mig, og tjener intet andet formål end at kategorisere. Hvilket helt sikkert er rigtig fint og brugbart, hvis man er en blogger. Men det er jeg ikke. Det havde jeg måske bare lige glemt for en stund.

Så nu spoler jeg tilbage. Til dengang hvor sammenligninger og misundelse ikke fandtes her i min hule. Hvor jeg ikke følte, at jeg skulle præstere med hvert eneste indlæg, men blot delte dét, som jeg havde lyst til. Tilbage til starten. Og jeg glæder mig!

Og her er en sjov kat. Selv tak.

8b9bbd86-223b-4c96-91fc-b3d01412451c

 

Date!

Er det irriterende, at jeg synger med?”, spurgte min sidemand mig, da jeg havde hvisket til ham, at jeg håbede, at han ville synge med på næste nummer. “Slet, slet ikke!”, svarede jeg. “Jeg var ikke ironisk. Jeg synes, det er skønt, at du synger med!”. Så han sang med videre på 90’er poppen. Manden, der var næsten 2 meter høj og havde tatoveringer op og ned ad begge arme. “Mit yndlingsnummer er ‘Dolphin Girl’.”, sagde han bagefter. Tal lige om ikke at dømme på udseendet.

Jeg er ret sikker på, at jeg var alderspræsident med omvendt fortegn til Sko/Torp-koncerten i går, som var min julegave til Fyrsten. En julegave som passende blev indløst på hans fødselsdag. Men alderen er jo ligegyldig. Ligesom antallet af tatoveringer er det. Det vigtige er, om man nyder musikken, hvilket min sidemand helt tydeligt gjorde. Og det gjorde Fyrsten og jeg også. Også selvom jeg skulle tisse under det meste af koncerten. For en stor fadøl betyder åbenbart en liter på Vestegnen.

Det var vores tredje date siden 2014. Men egentlig ved jeg ikke helt, om jeg synes, at de to foregående fortjener at gå under betegnelsen ‘date’. På den første af dem var jeg i hormonbehandling med alt hvad dertil hører, og Fyrsten var syg. Så spisningen blev sprunget over, og vi tog direkte til koncert og derfra hjem i seng. Den anden var på en onsdag. Hvor Fyrsten sad fast i trafikken og kom for sent hjem, hvorfor spisningen bare blev til et pitstop på det første burgersted, vi mødte på vores vej. Så til koncert, hvor jeg måtte sidde ned, fordi jeg var temmelig højgravid. Men så var der i går. Hvor hverken trafikken eller hormonerne drillede. Hvor vi havde bestilt bord på restaurant og indtog præcis den mad og vin, vi havde lyst til, uden at skele til prisen. Hvor vi hørte dejlig musik og kyssede undervejs. Og grinede af mig og min utrænede blære, som måtte tømmes bag en busk efter koncerten, fordi toiletkøen var for lang. Vi gjorde stop på en brun bodega på vejen hjem, og drak endnu en øl, før vi vendte næsen mod Palæet, hvor børnene sov, og barnepigen sad med fødderne på sofabordet, klar til at drikke et glas vin og høre om vores aften.

Jeg har vist efterhånden nævnt et par gange, at vi ikke har det store datingbehov. At vi finder ligeså meget glæde i de mange projekter, som vi er fælles om herhjemme. Og at vi sagtens kan tage ud og opleve ting og være sammen MED børn. Men bare én gang om året ville det være skønt at have en aften, som den vi havde i går. For det var fandme hyggeligt:)