Debatten om løbehjul!

Der er mange holdninger til det der med børn og brug af løbehjul. Forståeligt! Det er et noget kontroversielt valg at lade sine børn løbe på løbehjul. Og nogen gør det sågar helt op til, at børnene er 4, 5, 6 år. At det et vigtigt emne i den offentlige debat, kan der ikke herske nogen tvivl om. Det påvirker jo os alle, at nogen i dén grad dyrker det der løbehjulsløbning. Hvilket vel også er grunden til, at så mange af dem, der ikke selv har løbehjulet som en naturlig del af deres hverdag, har så stærke meninger om emnet.

Jeg vil her forsøge at sætte de to fronter op mod hinanden, så vi sammen kan blive klogere på argumenterne for og imod at lade sine børn løbe på løbehjul:

 

Nationen: “Det er jo slet ikke barnets behov at løbe på løbehjul!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jamen, Ida kan virkelig godt li’ sit løbehjul! Det gør hende glad, og hun får motion.”

 

Nationen: “Der er mange andre måder at få motion på!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Ja, men når nu Anton virkelig godt kan lide at løbe på løbehjul, hvorfor er det så ikke en acceptabel måde at få motion på? Nu er jo løbehjul jo faktisk lavet med det formål at løbe på dem!”

 

Nationen: “Jeg gider fandme ikke glo på det! Det er virkelig klamt!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Nu løber Frida altså primært på løbehjul herhjemme. Og jo, nogen gange har vi også løbehjulet med ude. Men altså – så tager vi naturligvis hensyn på gaden, sørger for ikke at ramme folk og sådan. Og skulle vi tage det med ind på en café, så smider vi det altså ikke lige midt i brunch buffeten!”

 

Nationen: “Føj! Det ville jeg fandme ikke gøre med mine børn!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Så skal du bestemt heller ikke! Hvis du og dine børn er mere til løbecykler, så skal I da gøre det! Eller stylter måske??”

 

Nationen: “Så vil du måske også lade hende løbe på løbehjul, når hun starter på gymnasiet??”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg tænker, at de færreste gymnasieelever løber på løbehjul. På det tidspunkt vil Alberte sikkert hellere cykle. Det er så svært at løbe med høje hæle på.”

 

Nationen: “Mon ikke manden derhjemme gerne vil have løbehjulet for sig selv?”

Forældre til løbehjulsglade: “Han har rig mulighed for at løbe på løbehjul ligeså tosset, som han vil, når Pelle ikke bruger det.”

 

Nationen: “Børn har ben, så bør de altså gå!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “William går også rigtig meget. Men nogen gange kan han altså godt li’ at løbe på løbehjul.”

 

Nationen: “Det handler jo helt klart om jeres behov som forældre!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg har et behov for at lytte til lille Livas ønsker. Også når det handler om løbehjulet. Nogen gange synes jeg faktisk, det er lidt irriterende, at jeg skal skifte sko, når Liva gerne vil have mig med ud og løbe på løbehjul. Det er ikke nemt i træsko, skal jeg sige dig!

 

Nationen: “Det er helt sikkert bare fordi, I selv får en eller anden seksuel tilfredsstillelse ud af det!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “…..???!

4d2b8cae-ac9c-4d06-86c8-49108307d345

#normalizebreastfeeding

Del gerne dine bedste argumenter for og imod løbehjulet.

For samfundets skyld!!!

Spåkoner og kiksede klipninger

72b1db81-0cce-48cb-af5d-3f189cf3de7f

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!

Siden sidst….

…. er jeg fyldt 34.

…. er jeg, ifølge Ane, fyldt 34, 35, 36 og 37. Jeg piller flagene ned, inden jeg runder de 40.

…. har jeg haft grøn gajol i skoene. Ja, jeg sagde 34.

…. har jeg stået med røven i vejret på Gammel Køge Landevej og forsøgt at vikle mit halstørklæde ud af min cykelkæde.

…. har jeg indgået en aftale med børnene herhjemme om, at man ikke må slå, men til gengæld får et fripas til at sige ‘Lortefuckermor’, hvis man er RIGTIG vred. Moderskabet er ét langt kompromis. Og Ane er en benhård forhandler!

…. har jeg været udendørs. UDEN jakke på! Det er den slags episoder, der giver livet mening!

…. har jeg fået ørebling, der får mit hjerte til at skippe et slag.

…. har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal træne 10 gange i april. Ændret det til 8. Og ændret det til maj. Jeg er også en benhård forhandler!

…. har jeg bagt 20 cupcakes til Lillemors fødselsdag. Og bagt 10 ekstra, så jeg ku’ spise af dem undervejs.

…. har jeg desuden afleveret en fjerpyntet gave til den omtalte fødselsdag. Fordi det her;)

…. har jeg meldt mig til at stå for æg og rejer til en påskefrokost. For alle kan jo lave hårdkogte æg, ikk’?! Jeg kom med blødkogte….

…. har jeg mistet Anes ven, Hans. Som jeg havde lovet at passe godt på. Er I klar over, hvor vanskeligt det er at finde en død vandrende pind på bunden af enladcykel, som er fyldt med blå futter, gamle Mariekiks, sten og almindelige, ubevægelige pinde??!

fb6857c5-f307-4991-9f0b-36e941d381b3
Den gule æske, som skulle ha’ været Hans’ sidste hvilested.

 

 

Odd one out….

For en del år siden, før jeg havde børn og Palæ, var jeg inviteret til en vens 30 års fødselsdag. Jeg havde taget en rød kjole på, som jeg havde arvet fra min mormors søster, og et par sorte snørestøvler med hæl. Ikke et outfit, der fulgte moden, men det var personligt, det var mig, og jeg syntes, at jeg så godt ud. Til festen kommer også en kvinde, som jeg kendte en smule i mine teenageår. Vi siger ‘hej’ og krammer, og hun kigger ned ad mig og udbryder, “Åh, jeg vidste ikke, at vi skulle komme udklædt!”. Hun prøvede ikke at være sjov eller tarvelig, hun mente det helt alvorligt. Egentlig ved jeg jo godt, at det nok var allermest pinligt for hende. Men det var det også for mig. Eller i hvert fald ubehageligt. At stå der og egentlig føle sig afslappet og fin, og så ende med at føle at man mest af alt var helt forkert. Jeg burde naturligvis ha’ rettet ryggen. Grint af hendes fejltagelse og fortalt hende, at jeg selv følte mig super godt tilpas og syntes, at jeg så fantastisk ud. Måske endda ha’ opfordret hende til at gå hjem og finde en farverig kjole i skabet, som hun selv elskede, og tage den på uden tanke på, om den var passende til lejligheden eller trendy på modeblads-måden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg følte mig bare forkert.

Jeg ved ikke, hvornår det er kommet, det der med at være så skide selvbevidst. Det har i hvert fald ikke altid været sådan. Men det er kommet gradvist med årene, og jeg synes kun, at det tager til i styrke. Højst sandsynligt mest af alt fordi jeg er blevet opmærksom på det.

Det, jeg oplever, er, at når jeg er ude i selskaber, hvor jeg er ikke omgivet af folk, som jeg sådan rigtig kender og vice versa, bliver jeg mega opmærksom på alt, hvad jeg siger og gør. Hvilket medfører, at jeg siger og gør alt muligt andet, end jeg normalt ville. Ofte noget dumt eller mærkeligt. Lidt ligesom hvis man tager den dyre, hvide skjorte på og er über opmærksom på ikke at spilde. Man er garanteret at komme hjem med karrysild på både skjorte og strømper. Havde man taget den sorte på, havde man ikke skænket det en tanke, og den var forblevet pletfri. Jeg er en omvandrende karrysild-indsmurt skjorte. Jeg er så forhippet på at være afslappet og mig selv, at jeg ender med at være det stik modsatte. Stiv (altså, ikke fuld-stiv. Eller jo, også nogen gange det. When all else fails – drink!) og karikeret. Enten bliver jeg tavs og tilbageholdende, ellers gør jeg modsat – bliver højtråbende og fjollet i forsøget på at dække over, hvor jeg utilpas jeg egentlig er. Eller det føler jeg i hvert fald. Og det er næsten endnu værre, når først jeg er hjemme i sikker havn med masser af ro til at overanalysere alt, hvad jeg har sagt og gjort. Piller mig selv i navlen og tror, at alle har set og hørt mig. Og at jeg naturligvis har været pisse pinlig.

For nogle uger siden skulle jeg til en fødselsdag. Faktisk hos samme ven, som dengang hvor jeg var ikke-udklædt. Jeg fulgtes med en tæt veninde derhen , og jeg delte mine tanker om følelsen af at stå i et selskab med en masse fremmede og gamle bekendte og føle mig helt forkert og udenfor. Fortalte hvordan jeg misundede hende for hendes selvsikkerhed. For hendes måde at indtage et rum og bare være sig selv. For hendes lange, flagrende hår og hendes lange ben, som nærmest fik det til at se ud som om, at hun fløj hen over gulvet. Og så grinte hun. Sådan ret meget. Og hun fortalte, hvordan hun følte, at hun var en stor klumpedumpe med sine lange lemmer og sit store hår. At det jeg så som elegant og nærmest elverpige-agtigt, oplevede hun selv som en elefant i en glasbutik. Hun forstod mine tanker og følelser fuldstændig og grinte stort af min fejlagtige antagelse af, at jeg var alene i verden om at have det sådan.

Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne omfavne mig selv 100%. Min klodsethed, min naivitet, min til tider anderledes påklædning, min akavethed. For det at være sådan en smule akavet er ikke kun et resultat af min selvbevidsthed. Jeg har alle dage sagt og gjort tossede ting. Fordi jeg ikke altid tænker så meget over tingene i øjeblikket. Og egentlig kunne det sagtens være charmen ved mig. Det tror jeg faktisk, det var, da jeg var yngre. Det er mig selv, ikke mine omgivelser, der får det vendt til noget negativt. Det er mig selv, der gør mig forkert.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal slippe det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig selv at føle, at jeg er helt rigtig, præcis som jeg er. Men jeg prøver!

 

be09dcd1-7c14-4c16-9616-606e1b6e383b