Fortælling fra Vejlø

For fem år siden bad jeg Tine, som må siges at være en vaskeægte Vejlø-veteran, om at skrive lidt om Vejlø. Få dage senere kom Ane til verden, en måned før termin, og tog alt mit fokus. For lidt tid siden faldt jeg over Tines fortælling, som selvfølgelig fortjener – endelig! – at blive delt med jer andre.

“For 47 år siden stævnede postbåden ud fra havnepladsen i Nakskov, på sin daglige postrunde til øerne i Nakskov Fjord.
Om bord var en halv snes mennesker, der aldrig før havde sat deres ben hernede i det sydlige. Det var Noah-folk (red: Danmarks ældste miljøorganisation) og tidligere ø-lejrdeltagere, flere fra Nexelø, men også fra andre øer.
Vejret var koldt.
Det var en af de forsomre, hvor man var i efterårshumør. Det stormede og småregnede og temperaturen var omkring de 15 grader.
Vi skulle lave en ø-lejr på Vejlø.
Det var Noah- folkene, som var de mest ambitiøse. Der havde været studiekredse i vinterens løb, og dette skulle nu realiseres.
Der skulle skaffes kontakter til lokalbefolkningen og laves aftaler for mad og andet, der var nødvendigt for at drive en ølejr.
Vi ankom til en ganske lille ø.
Op gennem den nyrevne nøddeallé, kunne vi se fine prydhaver, 7 tror jeg, op til gården, hvor vi blev modtaget af Vera, dronningen på øen. En lille væver størrelse, med rødt hår og perlekæde, der i dagens anledning havde taget pænt tøj på, og hele morgenen havde gået og revet alléen, så alt var fint til vi ankom.
Vi blev inlogeret i slyngelstuen, stuen som ligger bag ved køkkenet, og hvor man opholdt sig til daglig.
Vi kunne se hendes fine stuer, når vi gik ind af døren og gennem køkkenet.
Meningen var, at vi skulle ligge i småtelte lige i begyndelse af græsmarken, hvor de store millitærtelte, der dannede selve lejren,  skulle rejses. Så kunne vi lave mad i køkkenet og samles inde i stuen, og udveksle hvad der var sket i dagens løb.
Vera var så bekymret for, at vi skulle fryse, at hun stoppede gammeldags dyner ind i vores telte. De var af den type, som når man første lagde sig, havde man ikke en chance for at røre sig i nattens løb, og vi skulle befris om morgenen. Men fryse, det gjorde vi ikke.
Og sønnerne kom hjem; Bibi, Denge og Lillebror og så var der John, eller dykker John eller John Spade.
Med de navne forventede man småfolk, og så kom der nogle grandvoksne fyre, hærdebrede over brystkasserne og med overarme som mine lår. De så ud som de kunne rydde et værtshus (og det havde de også gjort, sagde rygterne) selvom de stort set ikke drak. De kom hjem om aftenen efter at have tjæret tage rundt om på Lolland; Bibi havde desuden kvier og heste gående ude på Nordspidsen.
Det var nu man langsomt anede en alternativ økonomi.
Denge havde en kæreste. Lis. En lille smart dame, str. 36 tror jeg, med den yndigste datter, Linda; store blå øjne og lange lyse slangekrøller. Og hun elskede Ewald, faren og manden på gården.
Om eftermiddagen kunne man se Ewald tage sin middagslur på divaneseren i slyngelstuen med Linda sødt sovende i sin favn. Denge sagde aldrig meget, men gik rundt og så på os med et lidt skævt smil, som om han tænkte, at de er ikke helt rigtige i hovederne, de københavnerer, for det var jo for den største del københavnere der deltog i ølejren.
Dengang var det kulturministeriet, der stod for ølejr bevægelsen. Jeg tror ideen var, at der skulle komme liv på øerne, der dengang som nu var truede.
At kulturministeriet stod for det betød, at civilforsvaret lagde telte , mandskab og udstyr til at lejrene kunne afholdes.
Alt skulle fragtes over med postbåden, og Skov, skipperen, blev mere og mere anløben efterhånden som hans nymalede båd blev læsset, og uundgåeligt kom der småskrammer her og der, når telte til 300 mand skal fragtes.
Vi skulle blot checke, at teltene blev sat op efter oplægget, og vi kunne konstatere at efter det første telt var sat op, var der ligesom ikke ret mange af de medfølgende cf- folk der lavede noget, bortset fra at gemme sig bag det opslåede telt.
Dengang fungerede Nakskov Skibsværft stadig, og skibsarbejderne fulgte levende med i, hvad der forgik og kom gerne med tilråb og kommentarer. Jeg tror i det hele taget ikke, at der var nogen i Nakskov, der ikke vidste hvad der skete.
Det viste sig, at vandet på øen ikke måtte drikkes, hvilket Ewald havde svært at forstå, for det havde han jo gjort hele sit liv, og hans medfødte mistro til myndigheder blev endnu engang bestyrket.
Og de sanitære forhold skulle også være iorden. Lokummer og vaskepladser skulle synes af de rette myndigheder, og da en af disse ordenshåndhævere spurgte til ”Urinalen” lignede Ewald (plus alle os andre) et stort spørgsmålstegn. ”Ja, der hvor man urinerer”, sagde han, “,”svarede Ewald, “jeg plejer at pisse i ajlebeholderen”. Vi var flade af grin.
Lokummerne blev anlagt på en lang stribe, med front mod nordspidsen.
Så kunne man sidde og skide til solnedgangen, for at holde dørene lukkede gav en forfærdelig stank, og masser af edderkopper, der dengang som nu, var de første der tog husene i besiddelse. Jo, lokummerne havde døre i begyndelsen. De forsvandt året efter tror jeg, da det regnede konstant, og lejren blev mere og mere smattet. Intet ville tage smatten og ælten, så man endte med at tage dørene af, så man kunne gå nogenlunde sikkert rundt i lejren.
Multen blev anlagt, og et ionbytningsanlæg blev etableret i ajlebeholderen, og alt spildevand ledtes derhen.
At drikkevandet skulle fragtes over til øen, viste sig at været et større problem, for 300 mennesker konsumerer en del. Så der blev bygget et vandtårn, og en slange gik fra bådbroen, hvor der hver dag blev fragtet rent drikkevand i junger, som så blev hældt på slangen fra bådbroen, og så tilbage med jungerne til Nakskov igen.
Der blev udregnet, at hvis hver deltager tog 25 tag med pumpen hver dag, ville det ikke være noget større problem. Men vandet skulle rationeres. Ikke noget med unødigt vaskeri, det kunne foregå i fjorden.
Men vandet blev ved med at være forurenet, så endelig blev der gravet en brønd.
Jeg tror nu, at det var året efter, så første år lærte man at sætte pris på de dyrebare dråber, vand er, når man ikke har noget, og det der er skal koges først. Rationeringen medførte et andet problem. Tørsten skulle slukkes.
I begyndelsen sørgede hver enkelt eller i grupper for at indkøbe væske (øl) til sig selv, og folk valfartede til købmanden i Lindelse eller Brugsen i Sandby for at fouragere.
Alt for mange i små robåde, og rimeligt berusede på hjemvejen, uden redningsveste, og med meget begrænset viden om vand og sejllads.
Det var scener, som kunne være foregået i Bangladesh og ikke i Danmark.
Enkelte gik over, og ovre på den anden side i Lindelse traf man Akela.
En herlig gammel gubbe, der havde været spejderfører i sin tid, og som var samler af den helt store slags. Flasker og krus og alskens mærkelige ting og sager fyldte hans hjem. Og han serverede bjæsk, når man kom. Og ikke sjældent tumlede man hjem med en ordentlig kæp i øret, godt hjulpet af sine støtter.
At ingen druknede under disse manøvrer er et under.
Senere bad man gården stå for ølindkøb og salg. Det var mere betryggende.
Lejren var blevet planlagt efter nogle byplanlægsnings principper, så der opstod små pladser rundt omkring. Senere var det, at Jan Monrad omdøbte lejren til Pladderballe City, og specielt husker jeg Otto Leisners Plads 8. Jeg ved ikke hvorfor, men…
Teltene fik deres egne navne som lejrdeltagerne ankom, der var ”Tintin i Tibet”, ”Soltemplet”, og køkkenteltet og mange, mange andre navne .
Alt halmen blev anbragt i halmteltet. Man fyldte så et dynebetræk eller lignende og lagde ind i det telt, hvor man havde tænkt sig at sove.
Det var ikke alle, der havde luftmadrasser.
Halmteltet lå lidt for sig selv, og det var ikke meningen, at der skulles soves i det, men selvfølgelig blev også det fyldt med unge. Man lå dejlig blødt i halmen, især hvis man huskede at rode op i den indimellem.
Så anbragte man papkasser rundt om sig, og stearinlys og petroliums lamper udgjorde belysningen, og et lille askebæger var der også plads til. For dengang var der ikke rygning forbudt i teltene. Det var meget hyggeligt, og utroligt brandfarligt, men mærkeligt nok skete der aldrig noget. En heldig hånd må have hvilet over os!
Overfor halmteltet lå kontortelte, hvor man indskrev sig, og hvor alle mulige redskaber, materialer lå, foruden kondomer i massevis, skænket af ministeriet, afprøvet af Mik, som der på et tidspunkt stod på et skilt udenfor.
Køkkenteltet havde trægulv, og her blev der indimellem ved midnatstide afholdt jamsessions til jernbanethe. Gulvet bevirkede at hele teltet gyngede og det kunne fortsætte i timevis med gryder, pander og alt hvad der kunne slås på, sammen med guitarer og sang.
Udenfor lidt ned mod gården var bålstedet. Med 200- 300 mennesker skulle der være godt med plads omkring.
Der var mange guitarer, og mange der ville underholde. Det var jo også 1971 og enhver dreng kunne spille lidt. Det var et sikkert scoretrick, men det var ikke alle, der var lige talentfulde.
Jan Monrad var startet året før på Nexelø med sin skæve humor og ankom til Vejlø med 12 strenget guitar og masser af sange:

”Sidde ved en å, uden bukser på himlen er blå og storetå

De nøgne kroppe skinner som guld fri for syntetiske stoffe og uld

Sidde ved en å ………

Somren er fyldt med charme og skæg

Felix han kan danse på et hønseæg

Sidde ved en å ……………….”

Spiren til ”Totalpetrolium” blev måske lagt her, og Mik Schack sprang ud som fingerbøls ekvilibrist med vaskebræt.
Banjo-Jan som senere dukkede op i ”Fandango”, spillede med, og der var mange andre.
Langsomt tyndede det ud i rækkerne om aftenen. Så kom Ewald luskende, og vi nødte ham til at synge sine sange. Kors, hvor kunne han mange, og mange havde jeg aldrig hørt før.
Han havde også sejlet, og vi hørte ”Fiskerpigens Sang” og om ”Kussechang” og andre, som desværre er blevet glemt.
Efter den rædselsfulde forsommer, dukkede solen pludselig frem og forsvandt ikke – som jeg husker det- resten af sommeren.
Folk smed tøjet, og flyvere svang sig tæt ned mod lejren for at nyde synet af flere hundrede mennesker, der gik nøgne rundt.
Fjorden var også tæt af lystsejlere og småbåde, der lagde til, og solgte deres drikkevarer, eller blot beværtede os. Vi fik øl, og de fik masser af bare baller og bryster.
Og vi blev solskoldede. Røde bryster og baller. Forbrændte knæ og rygge. Solen brændte skånselsløst fra himlen, og vi fik dulmende miksturer fra fastlandet, og smurte hinanden ind i store fumlepettings seancer.
Hvis man havde luftmadras og dyne var det let at få en sengekammerat, for halmen kradsede på den forbrændte hud.
Oppe på gården samledes man på bænken rundt om træet, der stod midt på gårdspladsen og gav dejlig kølende skygge.
Her sad også alle de lokale, der om somren valfartede til Vejlø – her var noget at se på. Og der blev spillet, snakket og nydt pilsnere.
Og Vera havde travlt som aldrig før. Ikke alene skulle hun tage sig af sin almindelige husholdning, der bestod af massevis af katte, mere eller mindre vilde, høns, duer og 3 hunde; Føkersen, Palle og en Spids, der var lidt bidsk.
Så var der dem, hun lagde hus til. Narkomaner i familiepleje, ældre mennesker fra Nakskov, feriebørn og så de forskellige mærkelige skæbner, der lagde deres vej forbi, som havde brug for lidt nærvær og pleje.

Udover alt dette, var der jo den almindelige familie, og medhjælpere, og de Nakskovitter, der blev nødt til at sove rusen ud, inden de kunne vende snuden hjemad.
Og hun var jo nysgerrig, og elskede selskabelighed, så hun var her og der og alle vegne.
Det var her jeg mødte en af mine bedste veninder, Sussie, som deværre døde i en alt for ung alder. Hun var kommet på øen sammen med sin familie i mange år. De havde lejet annexet, og sunget og spillet sig gennem sommeren, men da ølejren indtog øen, valgte de voksne at holde sig væk.
Sussie og Joan blev ved at komme.
Det var også her, jeg mødte faderen til mit ældste barn, så man kan jo sige at øen har holdt sit indtog i mit liv for bestandigt, og for lige at tilføje en extra krølle, så har Freja, min yngste datter, giftet sig med et barnebarn af øen, og måske kommer deres barn Gustav med her til sommer.”

Jeg, altså Elisabeth, kan så tilføje, at de var her i år, Freja og hendes mand – nu med to sønner:)

6 kommentarer til “Fortælling fra Vejlø”

  1. Sjældent har jeg følt mig så optaget af en beretning som denne. Hele forhistorien omkring ø-lejertænkningen og så viderefortælling omkring hele starten og ånden omkring denne kultur. En del vidste jeg i forvejen, og en del ikke, men at få den beskrevet i så sanselig en form, har jeg ikke tidligere fået serveret. Det som jeg især hæfter mig ved i denne fortælling er: Meget skete disse år, hvor ø-lejren blev praktiseret og der har altid fuldt en historie med i medieparadiset. Men efter en del år står det blot tilbage med en skøn/sjov erindring, som langsomt tøndes ud. I dette tilfælde er historien blot blevet tydeligere , tyknet og endnu mere sanselig i det den stadig indeholder et menneskeligt og homogent flow. Den eksisterer så mange år efter dens oprindelse med gamle idealister fra dengang, børn af disse, nye intetanende omkring historien. Men alligevel med en energi fra dengang hvor det hele blev skabt. Jeg selv startede med at komme på Vejlø i 1998 men min dengang 5 årige søn Benjamin. Jeg har dog ikke været der i de sidste 5 år. Jeg har taget nogle andre former for ferie som også har været skønne og sådan har det været godt for mig. Men når jeg ser sloganet: Vejlø i mit hjerte så ved jeg godt hvad dette betyder. Tak for det og jeg vender helt sikker også tilbage. På gensyn blev der sagt…

    1. Du har helt ret! Indlægget blev udgivet fra telefonen, hvor det med billeder er lidt mere vanskeligt end fra computer. Men jeg får skrevet lidt på:)

  2. Hej,det var sjovt at laese,ja da var man ung,men Denger er ikke iblandt os mere,det har hans enke Lis fortalt mig.Godt skrevet.
    Mvh.
    Kjeld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.