Vejløblues

Ferien synger på sidste vers, og jeg nynner stille med:

“Nu drikker vi øller ved bålet skær, og øen begynder at snurre. Åh, gid vi for evigt ku’ blive her, og kysse og kramme og knurre.”

Det har været den skønneste sommer på Vejlø. Og det finurlige og vidunderlig er, at sådan tænker jeg hvert år. At det ikke kan blive bedre end det her. I år tog vi afsted senere på sommeren end vanligt, fordi det rent praktisk hang bedst sammen på den måde. Det betød, til min store min ærgelse, at vi gik glip af en masse af de dejlige mennesker, som vi normalt deler uge 27 med. Og måske derfor var der en lille del af mig, der tænkte, at så ville i år mangle noget. Det gjorde det også, men det gav noget andet. Nye Vejløvenner, som jeg slet ikke anede fandtes, fordi vi hvert år har besøgt den lille ø forskudt af hinanden.

Under en snak med en af disse nye Vejløvenner, kom vi ind på vinterbadning. Og hun fortalte mig om sin store glæde ved dette, og om hvordan det på mange måder mindede hende om Vejlø, dét fælleskab, som hun havde i klubben for vinterbadere. “For der er vi jo også nøgne, ligesom på Vejlø!” Og inden hun havde nået at uddybe den påstand, blev jeg varm om hjertet. For jeg forstod hende, og jeg er enig. Og nej – vi er ikke ‘nøgne’ på Vejlø. Nogen er. Nogle gange. Men det er de færreste. Når vi alligevel alle er nøgne på Vejlø, er det fordi, vi alle er ens i kraft af vores tilhørsforhold til øen, vores del i fællesskabet og i kraft af at være lige præcis os. Jeg er ikke engang ‘fuldbyrdet’ medlem af ølejren, fordi jeg hører til på gården. Jeg er en af de lokale. Alligevel er det præcis dén følelse, som Vejlø giver mig år efter år. Følelsen af at være fuldstændig accepteret og elsket – bare fordi jeg er mig.

Nu er vi hjemme. Taskerne er tømt for beskidt tøj, ølkapsler, anekdoter, slikpapir og gode oplevelser. Og vi er alle ramt af den obligatoriske Vejløblues, hvor vi går lidt tavse rundt om os selv og hinanden. Jeg selv er fyldt af de sædvanlige tanker, som følger efter sådan en sommer. Fællesskabstanken. Tanken om hvorvidt man i virkeligheden burde leve sådan hver dag. Kvalmen ved at lukke mig inde bag mine egne fire vægge og min nyklippede hæk, som så tydeligt udgør grænsen mellem dig og mig og mit og dit. Jeg ved, at det aftager, og jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt…..

Ane tæller venner. På to hænder. Så mange har hun samlet sig i år. Og hun glæder sig stort over dette, før læberne for en kort bemærkning begynder at dirre stille ved tanken om, at der er et helt år til næste sommer.

Jeg er ret sikker på, at begge børn har udviklet gæller i denne sommer. Ja, begge! Selv Jasper, der indtil nu har været bange for vand, bange for at smide bleen, bange for alt, hvad der er ukendt, har løbet nøgen rundt i 14 dage og råbt “Bade! Bade!” Så han har badet, og hoppet på trampolin (igen en ting, som han ellers ikke har turde før) og taget fremmede mennesker i hånden fuld af tillid og nysgerrighed. Og de er blevet stoppet med alt for meget sukker og har været alt for længe oppe og været alt for beskidte, og det har været alt for skønt.

Nu skal vi akklimatiseres. Vænne os til hverdagen, hvor vi bare er os. Med vægge og hække. Og hvor meget jeg end hader netop dén del af det, så elsker jeg dét, den udspringer af: den kæmpe kærlighed til en lille plet i Nakskov Fjord og alle de mennesker, der følger med den.

7 kommentarer til “Vejløblues”

  1. Får den videste gåsehud over alt og tårer i øjenkrogen af at læse dit skriv❤️ Alt sammen på en god måde, der minder mig om alt det jeg savner i mit liv… Nu må jeg snart bryde ud af denne comfortzone og tage på Vejlø…

    1. Om ikke andet kan du jo starte med en enkelt dag – bare lige for at mærke det og fornemme, om det ku’ være dig:)

  2. Så rammer du igen plet med dine tanker, søde Elisabeth. Vejlø er en paradisø for børn – og for voksne.

    1. Jeps . efter 5 års Vejlø i streg hvor første gang var ankomst til Vejlø modtaget af Dagmar. ( Lars Villads havde glemt at postbåden kommer 1 t tidligere om lørdagen) og 30 års fejring af ø Lejre i DK. var det tid til en pause. meeennn kunne godt mærke at det manglede noget. nemlig Vejlø. Du er i mit hjerte og sjæl.

  3. Elsker dine skriv om Vejlø, det bringer så mange minder frem hos mig, selvom jeg kun har lagt til ved Vejlø med postbåden, til gengæld har jeg sejlet Nakskov Fjord tynd som barn, ofte den smukke og længere tur om mellem Slotø og Vejlø ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.