Dårlig mor eller dårlige valg?

Jeg har været ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette indlæg. Fordi jeg er bange for at ‘udlevere’ min datter. Hun har nået en alder, hvor jeg er meget optaget af, hvor meget og hvordan jeg kan og bør dele ting, som omhandler hende. Én ting er MINE følelser og tanker om ting, der omhandler hende – men hendes liv, er hendes liv. Nu deler jeg alligevel. Og håber, at hun, hvis hun var bekendt med det og forstod, ville tilgive mig. For jeg tænker, at det tjener et højere formål. Både som en påmindelse til mig selv, men måske også til andre.

I går morges delte jeg på IG, at vi havde haft en svær morgen. At Ane havde været vred og ked, og at det havde varet så længe og været så voldsomt, at jeg endte med at græde på en pædagog og to mødre i vuggestuen. Det var det, der skete. Og jeg følte mig som en elendig mor! En elendig mor, som ikke kunne hjælpe sit barn og som ikke selv kunne holde til ‘presset’. Flere sendte mig søde tanker, og det varmede, og som dagen skred frem, kunne jeg, trods ondt i maven og hjertet og med gråden lurende lige under overfladen, berolige mig selv med, at jeg ikke er en dårlig mor. At flere oplever det samme. At børn bare bliver så vrede nogen gange. At det ikke var min skyld. Så kom jeg hjem fra arbejde. Vi havde en dejlig eftermiddag. Og så knækkede filmen igen. Og først da gik det op for mig….. Nej, jeg er muligvis ikke en dårlig mor, men jeg da i den grad en mor, som ind imellem (og særligt i går) træffer nogle helt igennem røv dårlige valg!

For nej, det var muligvis ikke min skyld sådan direkte, at Ane var vred og ked af det. Og ja, det er helt normalt med voldsomme reaktioner.  Men hvad fanden sker der lige for min håndtering af situationen?? Jeg betragter mig selv som et nogenlunde intelligent menneske. Jeg synes selv, at jeg er reflekteret. Og jeg synes faktisk også selv, at jeg er udstyret med ret veludviklet pædagogisk sans. Jeg arbejder for dælen selv med børn! Alligevel gjorde jeg, hvad jeg desværre tror, at mange andre forældre også havde gjort i samme situation: jeg kørte mit barn i institution. For jeg skulle jo på arbejde…..

Jeg får så afsindigt dårlig smag i munden over at skrive det. Og jeg brugte det meste af aftenen i går på at undre mig over, hvordan jeg kan være så dum?? Hvordan jeg kan været så lullet ind i en rutine, i en struktur, i et samfund, hvor jeg som en anden lemming ofrer alt på erhvervslivets alter. For det skal man, jo. Det er jo vigtigt. Man er uundværlig og alt det der. Og jeg havde jo et møde kl. 10, forstår I nok.

Så jeg kørte mit ulykkelige barn i institution og mit ulykkelige selv på job, hvor det, jeg naturligvis burde have gjort, var at vende cyklen rundt. At tage den tid, det nu ville tage at få beroliget min datter. Jeg burde have ringet til mit arbejde og sagt, at jeg kom, når jeg kom. At jeg lige havde noget, jeg skulle have styr på først. Noget vigtigt. Det vigtigste! Men det gjorde jeg ikke. I øjeblikket tænkte jeg, at hun skulle i børnehave, så jeg kunne komme på arbejde.

Havde hun nu været syg, så havde jeg naturligvis holdt hende hjemme. Det er vi alle sammen enige om, tænker jeg. At syge børn skal være hos deres forældre. Men det skal ulykkelige børn da også. Nu er det ikke sådan, at jeg gik fra et grædende barn. Vi fik klaret situationen i børnehaven, og Ane virkede fin og glad, da jeg gik. Men da var også gået lige knap 45 minutter med konflikt. I en ladcykel. Ville jeg have budt mig selv det? Eller noget andet voksent menneske? Havde jeg trukket mig selv eller Jess grædende gennem byen for at tage på job? Nej. Hvordan kan jeg så byde mit barn det? Jeg burde have vendt om. Jeg burde været taget hjem med mit barn. Jeg burde have givet hende muligheden for at komme ud med sine følelser der, hvor hun er mest tryg. Hjemme. Og med mig ved sin side. Og jeg skammer mig frygteligt over, at jeg ikke gjorde det. Jeg er muligvis ikke nogen dårlig mor, men jeg traf et afsindigt dårligt valg i går. Og jeg kan ikke engang forklare hvorfor. Hold kæft, hvor jeg skammer mig. Og hvor kan jeg højt og helligt love, at det ALDRIG kommer til at ske igen!

Undskyld, Ane.

9 kommentarer til “Dårlig mor eller dårlige valg?”

  1. Åhh, jeg ved fandme ikke om det bare står i jobbeskrivelsen at man skal have sådan et ar, der gør ondt. Jeg har i hvertfald også et! Min mellemste var tre år og lige startet i børnehaven. Han havde været til lægen, og jeg kom derfor først med ham senere. Alt var kaos. Og min lille dreng tog min hånd, og sagde: “Mig vil så gerne ha’ du ikke går”…. Men det gjorde jeg. Fordi møde. Og jeg er stadigvæk SÅ ked af det, at jeg tuder bare af at skrive det – og det er altså 8 år siden….. Men: Du er verdens bedste mor, Elisabeth! ❤️

    1. Jeg har også stået i alt for mange af de der afleveringer, og de gør så ufatteligt ondt! For man føler jo, at man svigter dem. Hvad man på sin vis også gør…. og ja ja, man er nødt til og samfundet og hjulene og alt det der. Men det gør satme ondt! Så når man kan gøre noget andet, så bør man altså gøre det. Og det gjorde jeg bare ikke. Aldrig igen!!! Tak, søde du!

  2. Hold nu bøtte et vigtigt indlæg, du skrev der! Vi er så rutinerede i rutiner, at vi glemmer de kan og skal brydes nogle gange. Sindssygt fint skrevet!

    1. Det er er virkelig godt udtryk – at vi er så rutinerede i rutinerne. Og hvor er det dog trist, at det er sådan! Det er simpelthen ikke godt nok!!!

  3. Kære søde Elisabeth!
    Noget af det som jo netop gør dig til en god mor er at du reflekterer og nu er kommet frem til at dette aldrig vil ske igen.
    Det er så fedt at du tør skrive det ??

    1. Tak, Maria!!! Ja, jeg har virkelig tænkt meget over det. Og det var ingen rar erkendelse! Rart er det dog at vide, at det ikke kommer til at gentage sig:)

    2. Tak, Maria!!! Ja, jeg har virkelig tænkt meget over det. Og det var ingen rar erkendelse! Rart er det dog at vide, at det ikke kommer til at gentage sig:)

  4. Så sejt og vigtigt at du skriver sådan et indlæg. Det tror jeg også at Ane vil synes ❤️. Det er så sundt at ruske lidt op i de rutiner der præger vores liv, og nogle gange er uhensigtsmæssige, særligt over for vores børn – det dyrebareste vi har.

    1. Det er vi virkelig nødt til. Flere har skrevet til mig på IG, at man jo ikke bare kan komme for sent. Og jeg kan godt følge tanken. Virkelig! Jeg har jo haft den selv. Men hvor er det dog sørgeligt, at samfundet og vi selv er sådan indrettet, at vores største bekymring omhandler jobbet og ikke barnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.