Nogen dage skal man bare ha' bar røv og spise is!

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

img_5354

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

3 kommentarer

  • Tillykke med fødselsdagen. Skøn børne logik ang flag.
    Håber mågen virkede, jeg havde nok valgt hunde snuden til at starte med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Tillykke sødeste du:) man kan altid lokke med burger, er bare ikke sikker på det får tre-årige til at tie stille særlig længe, taler af erfaring 😛 og her er Kaj også en pylrerøv og hun har ikke engang været syg- måske er det en af de der berømte faser, spring, perioder: hun vil kun være på arm og ellers klynke. Det er sgu pres. En dag bliver de vel normale igen:) god fødselsdagspåske – jeg synes du skal trække den så langt som muligt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ‘Den gyldne måge’-kortet må man trække når som helst. Som i anytime, fødselsdag eller ej. Jeg har et alter med den gyldne måge derhjemme. Eller næsten, i hvertfald. Når det så er sagt, så TILLØKKKØØØØØØ med fødselsdagen, det lyder som en skøn dag, og selvfølgelig holder Anes teori om flagene, lad dem endelig hænge længe endnu! Og Jasper bliver glad igen – lige om lidt; det er jeg SIKKER på! ❤️
    Rigtig god påske!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nogen dage skal man bare ha' bar røv og spise is!