Tanker om langtidsamning. Igen....

9 års erfaringer rigere

En eftermiddag i august 2008 indfandt jeg mig på en indtil da ubekendt adresse i Københavns nordvestkvarter. Jeg var 24 år og netop blevet færdig på lærerseminariet, og jeg havde boet i København i lige knap tre uger. Samtalen fandt sted 5 minutter fra, hvor jeg boede, men alligevel nåede jeg at fare vild. Det var min anden jobsamtale den dag. Og faktisk kun min anden ‘rigtige’ jobsamtale nogensinde. Den første samtale var egentlig gået fint. Men kemien kunne ha’ været bedre. De spurgte, om der var noget, som jeg mente burde strammes lidt op. Og jeg vidste godt, at de selvfølgelig mente i forhold til mine faglige kompentencer, men jeg svarede at mine balder bestemt havde set bedre dage. De grinte ikke.

Så tog jeg videre til næste samtale. Jeg havde en blå skjortekjole på og et par sorte bukser. Undervejs på cykelturen satte buksebenet sig fast i min kæde, så de flænsede op. Og så var det, jeg farede vild. Så jeg mødte op med røde kinder, åndenød og ødelagte bukser. Men de var skide søde, de folk, der ventede mig. Og da den ene spurgte mig, om jeg følte mig i stand til at skulle stå overfor en flok barske teenagedrenge med galopperende ADHD, afbrød en af de andre og sagde “I kan jo høre, at hun er fra Lolland!” 

Jeg fik jobbet. Det andet, ikke det første. Så gjorde det med balderne heller ikke noget. Særligt ikke fordi det endte med at være mine bryster, som ufrivilligt gjorde lidt for opmærksomme på sig selv på min allerførste arbejdsdag.

Nu er der to dage tilbage, før jeg skifter job. Fra det sted, hvor jeg har været i snart 9 år. Jeg er faktisk den eneste tilbage på min afdeling fra dengang. 9 år er lang tid. Særligt på en skole, hvor folk ofte rykker rundt internt til andre afdelinger med andre målgrupper. Men jeg er blevet hængende. Fordi jeg elsker målgruppen og de barske drenge, som sjældent er helt så barske, som de gerne vil give udtryk for;)

Og hvad har de 9 år så indeholdt?? En masse faglig udvikling. Og personlig! En ordentlig røvfuld udfordringer og ditto aha-oplevelser. Uendeligt mange grin og uvurderlige venskaber, som jeg ved vil bestå. For eksempel med Danmarks stærkeste mand og kvinden med Danmarks smukkeste øjne. Det første er helt officielt, det er det andet ikke – men ikke desto mindre sandt! Jeg har lært en masse om konflikthåndtering, om undervisningsplanlægning og om socialpædagogik. Og jeg har lært, at man godt kan drikke små grå af en havenisse. Men at man ikke skal drikke snaps. Hverken af havenisser eller noget som helst andet. Og jeg har lært at man skal tjekke indstillingerne på sin telefon, så man ikke ufrivilligt viser bryster for sine kollegaer. Igen.

Jeg kunne sagtens ha’ valgt at blive på mit nuværende job resten af mine arbejdsdage. Og det er lige præcis derfor, jeg stopper. For jeg er kun 33 år. Og det her er mit allerførste job. Jeg skal se mere, prøve mere, udfordres mere. Alt imens jeg bestræber mig på, at tage mine vigtigste erfaringer med mig. Ja, jeg mener det med snapsen.

Jeg er pisse ked af at skulle stoppe i morgen. Og mærkeligt nok gør det mig glad. For hvor er det dog dejligt at kunne slutte af eget valg. Og fordi man har lyst til at prøve noget andet, ikke fordi man er træt af det, man har. At det ikke skyldes kedsomhed eller udbrændthed, men nysgerrighed og energi. Det er pisse ambivalent og pisse vemodigt, og det er præcis sådan, det skal være.

Det bliver godt, gør det! Og forhåbentlig helt fri for snaps og babs;)

img_5657

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

10 kommentarer

  • Tine

    Jeg synes ærligt talt at det er lidt trist, hvis dit nye arbejde ikke også får smidt lidt babs i hovedet. Det synes jeg kunne være en glimrende tradition, når du starter nyt job.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Nu har jeg indtil videre klaret to dage uden at flashe nogen, men det kan vel ske endnu;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor lyder det spændende – både det gamle job, men også det der venter. Især når man selv (næsten) er lærer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Slutninger og nye begyndelser. Held og lykke med begge. Knus Hanne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • God fornøjelse
    det både dejligt at finde sin hylde og prøve nye af, hvis første valg var rigtigt kan du jo søge tilbage erfaringer riger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Det bliver så meget store tudedag i morgen. Jeg håber, at du kommer godt og kærligt igennem den ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Det bliver så meget store tudedag i morgen. Jeg håber, at du kommer godt igennem den ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er netop præcis sådan det skal være. ❤️ Hvor ville det dog være trist hvis du forlod din nuværende arbejdsplads med armene oppe over hovedet og jubelråb… Rigtig meget held og lykke med dit nye job, håber det bliver super-fedt! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tanker om langtidsamning. Igen....