Piratfest!

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

17 kommentarer

  • Birgitte

    Jeg ammer også stadig min søn på 2år – men kun derhjemme, så der er næsten ingen der ved det. Ret åndssvagt ikke? Jeg burde være ligeglad, men orker ikke at høre på andre folk (og her tænker jeg primært min familie – har aldrig fået kommentarer fra fremmede). Omvendt så spejler jeg mig selv meget i dem der tør står frem, så jeg burde nok også gøre det, især så de yngre piger/kvinder i min familie får chancen for at kende nogen der ammer, og måske får en lettere omgang end jeg har haft…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Årh, må man godt lave sådan en tot på sin dreng i stedet for at klippe hans hår? Fedt!

    Jeg er tilsyneladende en af de heldige, jeg har kun oplevet negativ respons på min amning én gang og der var hun kun lige fyldt et år. Nu er hun 2 år og 7 måneder og bliver stadig ammet. Og jeg ammer også hendes lillebror på snart 3 måneder. Men kan godt sætte mig ind i ængstelsen overfor omverdenens syn på det. Det er nok derfor jeg ikke amme min store pige offentligt, hvor jeg stadig er ligeglad med hvem der ser mig amme den lille.

    Du må gerne være stolt af din amning og WHO anbefaler jo amning til MINDST 2 år, så du følger endda sundhedsanbefalingerne. (Til skeptikerne: WHO har været ude og præcisere at de to år gælder for ALLE, uanset om det er U- eller I-land)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Du er så skøn, altså!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åååh føler med dig…. jeg ammer også stadig min på 19 mrd ,,, og hold nu kæft hvor kan det få nogen grimme kommentarer….😡Men jeg er det hvor jeg tænker … Synd i er så uvidende og har så travlt med min amning .,.
    Am du bare videre, dem det smutter er ikke det være alligevel 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det handler nok allermest om, at jeg ikke forstår det. Og det gør mig lidt usikker, kan jeg mærke. Men du har ret:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Øhj, jeg vil vildt gerne læse det om amningen .. Fordi jeg oplever lidt det samme ..Ja, jeg vil da også gerne læse alle de andre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det skal nok komme, for jeg er vist nødt til at få det ud;) Jeg skal bare lige starte forfra…. Og kram til dig – det er slet ingen rar følelse!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • jane

    Øv dig i at smile for dig selv og tænke på din søde sunde søn når andres meninger om amning sniger sig ind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Amning er pisse hyggeligt, også når de små er lidt større! Min søn er lige blevet to år, og for mig er amning (udover hygge og kram) et fantastisk værktøj som forælder. Jeg synes, du er mega sej, du fortsat ammer. Tillykke med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Pernille! Jeg tænker jo ikke, at jeg er sej. Jeg fik bare et barn, ammede ham og stoppede ikke;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Kender følelsen. Men det er noget særligt ikke at stoppe, når normen ellers foreskriver noget andet. Det må du godt klappe dig selv på skulderen for. Og give dine bryster et high-five.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      De kan give hinanden et high five – de har efterhånden længden til det;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih hvor fint med et gammelt-nyt venskab, der er fundet i glemmebogen. Når man møder folk, fra ens fortid, kan der vrimle et hav af historier og minder frem – man husker ofte nogle forskellige ting, og pludselig er der en masse at tale om (:
    Lyder desuden skønt og velfortjent med en ferie efter al renoveringen, stædige (men skønne) børnebrydekampe og mussejagt – gid det var mig, der skulle ned under solen 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er nemlig så fint, og det gør mig helt varm om hjertet<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Piratfest!